FOR DET GLOBALE SPIL FÆDRELANDET, FORRETNINGEN OG FODBOLDENS SKYLD
Det handler langt fra kun om fodbold. Champions League er udstillingsvindue for lande, milliardærer og globale firmaer, der bruger fodbold til deres egne projekter.
De hopper i vandet fra taget af operaen i København. De kører sæbekasseløb. De flyver om kap og løber i bjerge. De havde endda engang ham fyren, der hoppede i faldskærm ude fra rummet. Og nu har de et Champions League-hold. Da FC Red Bull Salzburg i begyndelsen af august røg ud af Champions League-kvalifikationen, talte man i Østrig med spot i stemmen om Salzburgs helt egen 'La Decima' [den tiende], en henvisning til Real Madrids lange jagt på den tiende sejr i mesterturneringen, der endelig kom i Lissabon i 2014.
For med RB Salzburgs exit på udebanemål til Rijeka var holdet oppe på ti forfejlede forsøg på at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil med ti forskellige trænere på ti år, det selvom man undervejs har haft topspillere som Sadio Mané, Jonatan Soriano, Kevin Kampl, Alan og så ikke mindst den kommende Liverpool-spiller Naby Keïta, som fodboldprojektets scouts fandt i Ligue 2 hos Istres i 2014.
Som det bemærkes i Østrig og Tyskland, er trafikken af spillere fra Salzburg til Leipzig taget til i takt med, at det nye Leipzig-hold siden 2009 er avanceret fra Oberliga Süd (femtebedste række) og kulminerede med en andenplads som oprykker i sidste sæson.
MERE END FODBOLD
Efter Salzburgs 'Decima' gælder det nu Leipzig, ledet af den østrigske cheftræner Ralph Hasenhüttl i en trup, hvor de to ældste spillere er 28 år.
UEFA tillod både Leipzig og Salzburg at deltage i Champions League, da UEFA ikke kunne bevise, begge klubber var kontrolleret af Red Bull, men man behøver ikke være en marketing-guru i Mad Men-klassen for at se, hvordan Rasenballsport Leipzigs tur i Champions League med minimum tre hjemmekampe på Red Bull Arena gavner firmaet bag den koffein -rige læskedrik.
Leipzig og Salzburg har fået hån og spot i årevis for at være et firma-projekt, men det østrigske firma er langt fra ene om at have en klub i Champions League, hvor det også hand- ler om andet og mere end at vinde fodboldkampe. Et faktum, der i sidste ende påvirker klubbernes vilkår og dermed turneringen.
En lang række klubber i Champions League har det mål, de fleste kan genkende.
At stille et så stærkt hold som muligt, og samtidig arbejde langsigtet og økonomisk ansvarligt, så man også i de kommende sæsoner har gode chancer for at spille med i toppen.
Det er for eksempel vest- og centraleuropæiske klubber som Anderlecht, Feyenoord, Basel men også større klubber som Celtic, Dortmund, Sevilla, Tottenham og Napoli, der ligger sig i det felt, hvor man ikke vil tabe penge samtidig med, man vil være stabilt gode på banen.
Så er der de amerikansk ejede klubber. Stort set uden undtagelse er motivet at tjene penge
og stille et stærkt hold, ofte i den rækkefølge, og afsmitningen fra de lukkede nordamerikanske sportsligaer er tydelig; man er der ikke for at brænde en masse penge af på transfermarkedet i håbet om kortsigtet succes.
En beslægtet og i nogle tilfælde overlappende gruppe er dem, der med forskellig tidshorisont kunne se deres klub som en investering, der først og fremmest skal tjene pengene hjem ved et markant større salg end det, man har puttet i klubben.
De amerikansk ejede klubber i Premier League og Serie A samt Tottenham, Chelsea og Monaco er oplagte salgsemner, især hvis kinesiske investorer igen får lov at købe klubber uden for Kina, hvilket det kniber noget med for tiden på grund af skærpede regler mod kapitalflugt i den store nation i øst. Basel, Olympiakos og de portugisiske klubber kunne også ses i dette lys, da potentielle investorer har været forbi for at sparke dæk hos flere af klubberne.
Andre igen som portugiserne, Atlético Madrid og AS Monaco (hvor de portugisiske forbindelser er tydelige) satser på at holde balance i økonomien via store spillersalg. Og så er der dem, der bare vil vinde. Som medlemsejede Beşiktaş, der har samlet et fint kollektiv under Senol Günes men også har tabt enorme beløb, de oligark-ejede klubber i Rusland og Ukraine og APOEL og Olympiakos i den mest gældsplagede del af Middelhavet.
Og så er der dem, der for alvor bruger klubberne til andet end at tjene penge.
Red Bulls strategi i Leipzig og Salzburg skiller sig ud, men er samtidig relativt transparent og offentlig.
Det samme kan ikke siges om storforbrugerne Paris Saint-germain og Manchester City.
De to klubber er ejet af selskaber, der er direkte knyttet til henholdsvis Qatars og De Forenede Arabiske Emiraters statslige investeringsselskaber, og begge klubber har enorme sponsoraftaler med firmaer knyttet til de to konkurrerende stater.
I en sommer, hvor Qatar har været i økonomisk og politisk konflikt med De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien, er Neymar-købet af mange set som et signal om, at Qatar mener det alvorligt som et førende land i verden i det 21. århundrede og ikke mindst frem mod VM 2022.
FC Københavns overmænd i FK Qarabag ligger i øvrigt i lige linje med PSG og Manchester City på dette område.
Qarabag er navnet på den delstat, Aserbajdsjan siden Sovjetunionens opløsning har været i væbnet konflikt om med Armenien, og den statsejede hovedsponsor og ejer Azersun, der fremstiller fødevarer, har på få år postet 300 millioner kroner i et nyt stadion og en spillertrup med især udenlandske spillere, der har niveau til langt mere end Europas pt 22. bedst rangerede liga på UEFA'S koefficientliste.
SKÆVVRIDNING
Når man som Qatar ligger klemt inde mellem Saudi Arabien og Iran, og man ikke ville have en chance i en væbnet konflikt, hvis en af naboerne vil besætte de vitale gasfelter ude i Den Persiske Golf, er det ikke specielt dyrt at købe Neymar for 1,65 milliarder kroner i FC Barcelona, eller at Qatar-ejede selskaber indgår milliardsponsorater med Paris Saint-germain for at finansiere Neymar-handlen.
Som man har set efter Neymar-handlen, er priserne på de efterfølgende spillerhandler tilsyneladende skruet markant i vejret, også for klubber, der skal tjene penge på markedsvilkår. Og det skævvrider konkurrencen mellem Champions League-klubberne, mener en ekspert.
”Det er med til at puste priserne kunstigt op og skævvride den kompetitive balance, så tingene bliver mere ugennemsigtige til fordel for de pågældende klubber. Det svarer til, når private interesser overtager aktiver, der er offentlighedens fælleseje,” siger Simon Chadwick, der er professor i sports-virksomhed ved University of Salford i Manchester.
Med denne skævvridning bliver det sværere og sværere for klubber uden en bundløs pengekiste eller ejere, der er i stand til at sikre kunstige kæmpesponsorater, at gøre sig gældende i turneringen.
”En række klubber har i årevis været stort set sikre på at spille Champions League-gruppespil. Nu ser vi, at en række klubber også er stort set sikre på at nå ottendedelsfinalerne, og at turneringen bliver mere og mere lagdelt og rigid, også i lyset af reglerne om financial fair play, der ellers er sat i verden for at skabe en mere jævnbyrdig Champions League og europæisk fodbold,” siger Simon Chadwick.
Firmaer, nationalstater og milliardærer har spillet med uden for banen i årevis.
Ved siden af de 32 ejere og deres interesser er det også værd at bemærke, at eksempelvis Real Madrid har en stor samarbejdsaftale med Abu Dhabi om fodboldskoler og ombygningen
"I EN SOMMER, HVOR QATAR HAR VÆRET I ØKONOMISK OG POLITISK KONFLIKT MED DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER OG SAUDI ARABIEN, ER NEYMAR-KØBET AF MANGE SET SOM ET SIGNAL OM, AT QATAR MENER DET ALVORLIGT SOM ET FØRENDE LAND I VERDEN"
af Estádio Santiago Bernabéu, og at der i en lang række andre klubber også er forretningsinteresser, der er med til at påvirke konkurrenceevnen.
Fodbold og da ikke mindst Champions League er i centrum for verdens opmærksomhed, så vi har nok ikke set den sidste klubovertagelse eller projekt, der bruger et stærkt hold i Champions League med flere motiver end bare at vinde den næste fodboldkamp.