TRANSFERCIRKUS BLEV FRIRUM MOD CAN­CER OG KE­MO

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - Cancer, Kemo Og Transfers - TEKST: OLE HOFFSKOV

Jeg har al­drig skre­vet en blog før. Og jeg tror ik­ke, jeg kom­mer til det igen. Den slags er der tal­ri­ge, der er bed­re til end mig, så det vil jeg over­la­de til dem. Og helt ær­ligt – hvor man­ge gan­ge har du, kæ­re læ­ser, ta­get dig selv i at stop­pe op og tæn­ke ”gad vi­de, hvad Ole Hoffskov me­ner om det her”. Det er ik­ke så man­ge, vel?

Al­li­ge­vel spurg­te jeg for ny­ligt min chef her på tips­bla­det.dk, om han vil­le ha­ve no­get imod, at jeg skrev en blog. En lidt an­der­le­des en af slagsen. Selv­føl­ge­lig om fod­bold og et trans­fer­vin­due, som i skri­ven­de stund er me­get ak­tu­elt, men og­så om at væ­re kræftramt sport­sjour­na­list midt i et trans­fer­vin­due. Det ved jeg nem­lig – desvær­re – en hel del om.

Jeg fik grønt lys.

I de­cem­ber 2014 fik jeg di­ag­no­sen testi­kelkræft, og det be­tød, at jeg måt­te rin­ge til min ar­bejds­gi­ver og si­ge, at jeg nok ik­ke kom på ar­bej­de i mor­gen el­ler i over­mor­gen – der var knas med kug­ler­ne. Jeg fik al den tid, jeg skul­le bru­ge på at kom­me mig, og jeg hav­de ær­ligt ik­ke reg­net med, at jeg vil­le ar­bej­de me­get i de godt fi­re må­ne­der, min ke­mo­be­hand­ling va­re­de. Men vi nær­me­de os et trans­fer­vin­due, og jeg skal ær­ligt in­drøm­me, at jeg el­sker trans­fer­vin­du­er­ne. Som jour­na­list og som livslang fan af fod­bol­den. Jeg kun­ne ik­ke slip­pe det. Jeg VIL­LE ar­bej­de. Selv om det of­test fo­re­gik i mit eget hjem – og en­kel­te gan­ge fak­tisk med com­pu­te­ren på skø­det i min seng. Det var de da­ge, ke­mo­en fik min krop til at fø­les som en slat­ten kar­klud. Men på ar­bej­de vil­le jeg. Og hvor var det dog en rig­tig be­slut­ning. At gå på ar­bej­de og sid­de med al­le de nyhe­der, der tra­di­tio­nelt op­står i et trans­fer­vin­due, blev et frirum fra alt, der hed kræft og ke­mo. Folk, der læ­ste mi­ne ar­tik­ler, kun­ne jo ik­ke se, at man­den bag by­li­nen var al­vor­ligt syg. Jeg kan gi­ve et par ek­semp­ler.

For en­hver kræft­pa­tient i ke­mo­be­hand­ling er der især en skel­sæt­ten­de dag. Den dag, hvor man mi­ster hå­ret. For mig ske­te det i star­ten af ja­nu­ar 2015. En tirs­dag. Så stod jeg der og for før­ste gang i mit liv skul­le se mig selv i spej­let uden hår på ho­ve­d­et. Jeg hav­de hå­bet, jeg vil­le væ­re skal­det på en Bru­ce Wil­lis­ag­tig må­de. Jeg lig­ne­de me­re Char­lie Runk­le fra Ca­li­for­ni­ca­tion. Midt i det he­le rin­ge­de min te­le­fon. Det var en bel­gisk agent, som jeg læn­ge hav­de for­søgt at få fat på. Han kun­ne be­kræf­te, at OB var på jagt ef­ter midt­ba­ne­spil­le­ren Jo­e­ri Dequevy. Det fik mig til at glem­me alt om hårtab og Char­lie Runk­le. Tan­ken om, at jeg nu kun­ne le­ve­re en nyhed, gav mig en glæ­de og var­me i krop­pen. Jo­vist – den var ik­ke li­ge­frem dags­or­de nsæt­ten­de. Men det var li­ge me­get. Jeg var glad.

En an­den dag fik jeg en SMS fra en sport­s­di­rek­tør i en Superliga-klub. Han hav­de læst en af mi­ne ar­tik­ler, som om­hand­le­de hans klub – og jeg skul­le vi­de, at han ik­ke var im­po­ne­ret. Det var han sjæl­dent over mi­ne skriv, lod han mig for­stå. Jeg har dog et fint for­hold til per­so­nen, og det er mit ind­tryk, at vi har gen­si­dig respekt for hin­an­den. Han vid­ste imid­ler­tid ik­ke, jeg hav­de kræft, og jeg fø­ler mig sik­ker på, at han al­drig hav­de sendt mig så­dan en SMS, hvis han vid­ste, at jeg de for­ud­gå­en­de fem da­ge hav­de få­et ke­mo i sam­men­lagt 50 ti­mer på Rigs­ho­spi­ta­let. Der­for var det helt be­fri­en­de at læ­se hans bram­frie kri­tik. Jeg føl­te, jeg blev talt til som et men­ne­ske og ik­ke en kræft­pa­tient, som man­ge af go­de grun­de nok ube­vidst gjor­de på da­væ­ren­de tids­punkt. Det var al­drig sket, hvis jeg ik­ke var gå­et på ar­bej­de.

Så­dan er der fle­re ek­semp­ler. Trans­fer­vin­du­et blev et frirum, og jeg søg­te det kon­stant. Jeg for­søg­te og­så at ar­bej­de de da­ge, jeg var ind­lagt på Rigs­ho­spi­ta­let til ke­mo­be­hand­ling. Det kun­ne dog ik­ke la­de sig gø­re. En stor del af min ke­mo-tid gik med at få li­ter­vis af vand i krop­pen via et drop, så jeg skul­le rundt reg­net tis­se hvert kvar­ter. Det vil­le jeg ik­ke by­de mi­ne kil­der. Om­end det i mit ho­ved kun­ne væ­re gan­ske frem­ra­gen­de, hvis jeg kun­ne bre­a­ke, at Ras­mus Falk skif­te­de til Brønd­by, mens jeg stod og la­de­de van­det. I en kol­be i øv­rigt. Som lidt kol­o­rit på hver­da­gen på af­de­ling 5013 skul­le vi, der fik ke­mo, nem­lig fø­re ske­ma over, hvor me­get vi tis­se­de! Jeg brug­te dog det me­ste af ti­den i sygesengen på at re­sear­che og tæn­ke på hi­sto­ri­er, vi kun­ne jag­te. Det var skønt at ha­ve det i tan­ker­ne i ste­det for kræft, tu­mor­mar­kø­rer og ”hvad si­ger sta­ti­stik­ken i øv­rigt om min kræft­form?”

På trans­fer­vin­du­ets sid­ste åb­nings­dag var jeg med helt til luk­ke­tid på redaktionen klok­ken 24.00, men da mi­ne kol­le­ga­er knap­pe­de de vel­fortjen­te fyraf­ten­søl op, måt­te jeg ha­ste ud i en taxa og di­rek­te på Rigs­ho­spi­ta­let. For­u­de ven­te­de fem da­ge med ke­mo fra mor­gen til af­ten.

Nu star­ter he­le trans­fercir­kus­set for­fra, og jeg glæ­der mig til end­nu en må­ned i ma­ne­gen.

Den­ne gang som en rask mand.

Ole Hof­f­sko­vs tekst blev bragt før­ste gang på tips­bla­det.dk 4. ja­nu­ar 2016.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.