PÅ TOP­PEN AF VER­DEN

An­drés Inies­ta hu­sker til­ba­ge til fi­na­len ved VM for syv år si­den, hvor Spa­ni­en blev ver­dens­me­ster.

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - FINALEN I JOHANNESBURG - TEKST: MARCOS LOPEZ, RA­MON BESA OG AN­DRÉS INIES­TA

Soc­cer Ci­ty, den 11. juli 2010. Det er da­gen for VM-fi­na­len, som he­le ver­den vil føl­ge. Et hol­land­sk hold, der spil­ler, som Spa­ni­en gjor­de før i ti­den, mod et spansk hold, der me­re end no­gen­sin­de min­der om de klas­si­ske hol­la­en­de­re, hvis to­tal­fod­bold må­ske nok tab­te VM-fi­na­len til Franz Beck­en­bau­ers Tys­kland i 1974, men vandt fod­bold­ver­de­nens hjer­ter.

Rol­ler­ne var om­byt­tet, si­den først Lu­is Ara­gonés og si­den del Bosque var kom­met til; to tra­e­ne­re, der sat­se­de på at kon­trol­le­re kam­pe­ne med bold­be­sid­del­se og der­for byg­ge­de hol­det op om­kring Inies­ta.

Med Ara­gonés som tra­e­ner hav­de Spa­ni­en vun­det EM 2008, de­res før­ste ti­tel i 44 år, og nu, to år se­ne­re, var de ta­et­te­re de­res før­ste VM-tro­fae end no­gen­sin­de før.

Da An­drés an­kom til om­kla­ed­nings­rum­met, søg­te han la­en­ge­re og la­en­ge­re ind i sin egen ver­den og duk­ke­de kun frem et kort øje­blik for at ta­le med Hu­go Ca­ma­rero. Han skul­le hu­ske at si­ge no­get til den span­ske as­si­stent­tra­e­ner, der var en del af hol­dets fy­si­ske stab. Hu­go var i om­kla­ed­nings­rum­met, da han hør­te Inies­ta.

“Hey, Hu­go, por fa­vor ...”

“Først bad Jesús Na­vas mig om hja­elp med en trø­je med de­di­ka­tion,” hu­sker Hu­go.

“Så vil­le An­drés ta­le med mig. Han ar­bej­de­de med Raúl på det tids­punkt. Jeg ved ik­ke, om han hav­de set, hvad jeg hav­de gjort for Jesús. Der sker så me­get i et om­kla­ed­nings­rum in­den en kamp, så fo­re­stil dig in­den en VM­fi­na­le: be­hand­lin­ger, ban­da­ger, mas­sa­ge.” An­drés gik over til Hu­go.

“Hey, Hu­go, kan du la­ve en trø­je til Jarque, por fa­vor.”

“Hvil­ken stør­rel­se vil du ha­ve? Lar­ge, small, kor­te ae­r­mer, lan­ge ae­r­mer, en un­der­trø­je? Korta­er­met, okay, ba­re ro­lig, den er klar, når du har var­met op.”

“Skriv ger­ne: ‘Da­ni Jarque, al­tid med os.’ Og sørg for, at det er med sto­re bog­sta­ver på ma­ven, okay?”

“Ba­re ro­lig, den er klar, når du er til­ba­ge.” An­drés gik ud for at var­me op. Hu­go måt­te og­så ud på ba­nen på Soc­cer Ci­ty for at hja­el­pe den fy­si­ske tra­e­ner Javi Miña­no med op­varm­nings­ø­vel­ser­ne. Men in­den da var der li­ge no­get, der skul­le ord­nes.

“Jeg fandt hur­tigt Jo­aquín, der har an­sva­ret for tø­jet på det span­ske lands­hold,” erin­drer Hu­go.

“Va­ers­go, Hu­go, un­der­trøj­en, du bad om!” Men hvem gav ham sprit­tus­chen? “Det var og­så Jo­aquín.

De bli­ver brugt til hjør­ne- og fris­park­no­ter­ne, som spil­ler­ne får in­den hver kamp. Men Jo­aquin, og spørg mig ik­ke hvor­dan, hav­de al­le­re­de mi­stan­ke om no­get. ‘Lad va­e­re med at bru­ge for me­get bla­ek. Vi skal bru­ge den tusch. Du skal nok fin­de ud af hvor­for,’ sag­de han til mig.”

For hvert bog­stav han skrev, kun­ne han ma­er­ke Jo­aquíns blik bra­en­de i nak­ken. Var der bla­ek nok?

“Jeg er me­get grun­dig, og jeg tryk­ke­de hårdt for hvert bog­stav og brug­te me­re bla­ek, end Jo­aquín brød sig om. Hvor­for? For­di jeg vil­le ha­ve, at folk skul­le kun­ne la­e­se or­de­ne. Det skul­le va­e­re per­fekt.”

Hu­go var over­be­vist om, at he­le ver­den vil­le kom­me til at se trøj­en.

An­drés var­me­de sta­dig op på ude på ba­nen, og Miña­no mang­le­de Hu­go, men Hu­go var end­nu ik­ke fa­er­dig.

“Kom nu, Hu­go, kom nu!”

Hårdt pres­set fra fle­re fron­ter, blandt an­dre af Jo­aquín, fa­er­dig­gjor­de han hur­tigt trøj­en.

“Jeg brug­te må­ske seks-syv mi­nut­ter. Ik­ke me­get me­re.”

Da An­drés kom til­ba­ge, lå trøj­en og ven­te­de på ham.

“Jeg tror ik­ke, han sag­de no­get til mig,” min­des Hu­go.

“Må­ske løf­te­de han en hånd. Du ved, hvor­dan han er. Han si­ger me­re med en be­va­e­gel­se el­ler et blik end med ord.”

Hu­go vend­te til­ba­ge til om­kla­ed­nings­rum­mets stil­hed, da op­varm­nin­gen var ov­re. An­drés hav­de truk­ket sig til­ba­ge til sin egen ver­den. Det var stil­hed før storm – før kam­pen, som de al­le vid­ste, var den vig­tig­ste i de­res liv. Små be­va­e­gel­ser, hur­ti­ge blik­ke og en lav­ma­elt hvi­sken pra­e­ge­de stem­nin­gen.

In­gen så ham ta­ge trøj­en på un­der den rø­de og blå span­ske lands­hold­strø­je. Der var hel­ler in­gen, der be­ma­er­ke­de, at An­drés, der var over­troisk og al­drig føl­te sig godt til­pas i lan­ge ae­r­mer, hav­de klip­pet ae­r­mer­ne af sin trø­je.

“Jeg kan hu­ske, at tun­nel­len fra om­kla­ed­nings­rum­met og ud til ba­nen var lang og stejl,” si­ger An­drés.

“Da jeg så ly­set for en­den af den, hav­de jeg det, som om jeg trå­d­te ind på Co­los­se­um. Man kan ik­ke se tri­bu­ner­ne, før man er helt ude ved tun­nel­lens åb­ning.”

I den tun­nel, med den korta­er­me­de hvi­de T-shirt med Hu­gos bog­sta­ver på ma­ven un­der sin span­ske trø­je med 6-tal­let på, be­gynd­te An­drés at kun­ne ma­er­ke no­get in­de­ni.

Det var hver­ken frygt el­ler ba­e­ven. Var det ner­ver? En smu­le usik­ker­hed må­ske? Han gik ned gen­nem tu­nel­len, an­s­pa­endt.

“Når jeg ser det bil­le­de, får jeg sta­dig gå­se­hud,” si­ger Hu­go.

“Så fo­re­stil dig, hvor­dan han har haft det! Mit ho­ved fyl­des af tu­sind­vis flas­h­ba­cks. Og jeg ta­en­ker på alt det, han gen­nem­le­ve­de un­der de ver­dens­mester­ska­ber.”

“Det var et hårdt VM for An­drés. Me­get,” si­ger Hu­go.

“Det var 55 da­ge, in­klu­si­ve for­be­re­del­ser­ne op til tur­ne­rin­gen. Da­ge og na­et­ter med be­hand­lin­ger, in­di­mel­lem til klok­ken fi­re om nat­ten. Se, hvad der ske­te i Murcia in­den af­rej­sen til Syd­afri­ka. Se, hvad der ske­te mod schweizer­ne. Han var så ta­et på at va­e­re hund­re­de pro­cent klar, men måt­te star­te for­fra. Den sam­me ru­ti­ne hver ene­ste mor­gen, om og om igen. Og når vi sag­de god­mor­gen ... hvor­dan går det? Til slut var der ik­ke brug for ord. Jeg tror, han end­te med at tra­e­ne me­re med mig end med re­sten af hol­det. Et smil fra ham var me­re end nok. Vis­se na­et­ter bad jeg me­re, end jeg sov. Jeg bad for, at han na­e­ste mor­gen vil­le mø­de mig med et be­ro­li­gen­de smil.”

På det span­ske lands­hold var man om­hyg­ge­lig med at sik­re sig, at An­drés al­drig mang­le­de no­get. In­den tu­ren til Syd­afri­ka hav­de det span­ske fod­bold­for­bund til­med in­stal­le­ret et va­egt­lo­ka­le på tra­e­nings­cen­te­ret ved Las Rozas med ma­ski­ner, der nøj­ag­tig mat­che­de hans krav.

“Vi køb­te de sam­me ma­ski­ner, som Xavi og Inies­ta brug­te i Bar­ce­lo­na,” si­ger Hu­go.

“Og så pres­se­de vi for­bun­det til at ta­ge dem medtil ver­dens­mester­ska­bet, og­så et lø­bebånd ma­gen til det, Ra­mos brug­te.” “An­drés er me­get over­troisk,” si­ger Hu­go. “Men det er der man­ge spil­le­re, der er.” Ved et til­fa­el­de, hvor Hu­go tra­e­ne­de med den span­ske for­sva­rer Raúl Al­bi­ol, kom hol­dets la­e­ge styr­ten­de ud på ba­nen, mens han råb­te ad Hu­go:

“Du skal hol­de dig til An­drés, så han al­tid la­ver de sam­me øvel­ser. Sørg for det, og så kan du tra­e­ne med Al­bi­ol bag­ef­ter.”

De sam­me dag­li­ge tra­e­nings­ø­vel­ser var, hvad der skul­le til. Det var la­e­gens or­dre – ef­ter pa­tien­tens øn­ske. Hu­go drop­pe­de der­for, hvad han var i gang med, og ha­ste­de af­sted for at ta­ge sig af An­drés Iniest­as ben. Ru­ti­ner­ne måt­te ik­ke aen­dres.

“Vi blev nødt til at va­e­re grun­di­ge med pro­ces­sen med An­drés,” si­ger Hu­go.

“De tests, vi ud­sat­te ham for; den in­for­ma­tion, vi gav ham, alt skul­le va­e­re po­si­tivt. Jeg kan hu­ske, at Rául blev ved med at gen­ta­ge de sam­me ord til ham, så han ik­ke var i tvivl: ‘Tag det ro­ligt, An­drés, det skal nok gå. Slap af.’”

“Men faktisk var det ik­ke alt, der gik,

t som det skul­le. Det gik den for­ker­te vej. Men ik­ke de­sto min­dre blev vi nødt til at va­e­re po­si­ti­ve.”

Alt det­te hvirv­le­de rundt in­de i Hu­gos ho­ved, da han gik den lan­ge vej gen­nem Soc­cer Ci­ty tu­nel­len. Han var glad for,at An­drés hav­de fun­det, hvad han hav­de bedt om i ska­bet i om­kla­ed­nings­rum­met. Alt var, som det skul­le va­e­re, da An­drés gik ud på ba­nen og undervejs – og uden at kig­ge på det – pas­se­re­de VM-tro­fa­e­et, som han hå­be­de på, at han kun­ne kys­se sam­me af­ten.

“Jeg har in­gen ide om, hvad der ske­te med den sprit­tusch. Jeg kan hu­ske, at jeg var lidt ir­ri­te­ret, da jeg rak­te den til­ba­ge,” si­ger Hu­go.

Og­så Jesús Na­vas hav­de trø­je på med et bud­skab. En de­di­ka­tion til An­to­nio Pu­er­ta, der var om­kom­met på tragisk vis un­der en kamp for Se­vil­la. Jesús’ trø­je var korta­er­met og blå, mens den, An­drés bar, som he­le ver­den snart vil­le kom­me til at se, var hvid og uden ae­r­mer. Beg­ge var la­vet af Hu­go Ca­ma­rero.

“Hvor­for hav­de jeg ik­ke ta­enkt på at gø­re det før? Det ved jeg ik­ke. Jeg ta­en­ker ik­ke så me­get over tin­ge­ne. Må­ske kom in­spira­tio­nen et sted fra,” si­ger An­drés.

Op til kam­pen var Inies­ta op­ta­get af me­re pri­va­te pro­ble­mer. Han skul­le sik­re sig, at hans na­er­me­ste ven­ner, Jo­el, Sesi og Ale­xis, nå­e­de til Jo­han­nes­burg tids nok til at se fi­na­len.

“Jeg ska­en­ke­de ik­ke trøj­en en tan­ke, da jeg score­de. Den slags sker per in­stinkt. Du sco­rer, og du ta­ger med det sam­me trøj­en af. Hav­de jeg ta­enkt for me­get over det, hav­de det må­ske ik­ke fun­ge­ret så godt. Nu gik det per­fekt, jeg fik trøj­en hen over ho­ve­d­et uden bøvl og blev ik­ke bragt til jor­den af no­gen, så bud­ska­bet gik tabt. Det var ut­ro­ligt.”

Hu­gos hånd­skrev­ne bud­skab var nu ik­ke la­en­ge­re skjult un­der An­drés’ lands­hold­strø­je. Det ram­te der­i­mod mil­li­o­ner af hjer­ter, der var ry­stet over det uforg­lem­me­li­ge mål li­ge in­den.

Da­ni Jarque, al­tid med os.

“Min op­le­vel­se af må­let er an­der­le­des end al­le an­dres,” si­ger An­drés.

“Da jeg modt­og bol­den, kun­ne jeg in­tet hø­re. Det var, som om he­le ver­den stop­pe­de, da jeg ta­em­me­de bol­den. Det er sva­ert at for­kla­re. Jeg føl­te in­tet i øje­blik­ket, alt var ba­re stil­le. Bol­den, må­let og jeg. Li­ge in­den jeg fik bol­den, trå­d­te jeg rig­tig­nok et skridt bag­ud for at ik­ke at va­e­re i of­f­si­de. Det vid­ste jeg, at jeg ik­ke var, helt in­stink­tivt. Den slags gør krop­pen au­to­ma­tisk. Og så ... så blev der stil­le.”

Bol­den kom per­fekt, så Inies­ta kun­ne la­eg­ge den til ret­te og sky­de. “Du bli­ver nødt til at ven­te et kort øje­blik, så du kan mod­ta­ge den rig­tigt. Du har an­sva­ret. Dig og kun dig. Bol­den var li­ge­som Newtons ae­b­le, hvil­ket gjor­de mig til Newton. Jeg be­hø­ve­de ba­re at ven­te på, at tyng­de­kraf­ten gjor­de sit. Det er dig, der har kon­trol­len. Du be­stem­mer, hvor højt du vil ram­me bol­den, hvor hårdt du vil sky­de, og hvor du vil sen­de den hen. I det tav­se øje­blik er det kun dig og bol­den.”

“Min plan var at sen­de den så langt op i det fjer­ne­ste hjør­ne, at må­l­man­den ik­ke kun­ne nå den, men den end­te me­re midt i må­let. Men jeg ram­te den hårdt, det er helt sik­kert. Skal jeg va­e­re ae­r­lig, så bry­der jeg mig ik­ke om at ta­en­ke midt i pro­ces­sen. Gør du det, mi­ster du en tien­de­del af et se­kund, og ta­en­ker du for me­get, ri­si­ke­rer du at mis­se fuld­sta­en­dig.”

Bol­den, der lan­de­de lidt me­re cen­tralt i må­let end plan­lagt, buk­ke­de Ste­ke­len­burgs høj­re hånd. Med den hol­land­ske må­l­mand på knae, over­rum­plet af skud­det, vend­te An­drés sig mod linjedom­me­ren for at sik­re sig, at den­ne ik­ke hav­de be­gå­et en stor fejl ved at ha­e­ve fla­get. Han kig­ge­de sig og­så bag­ud mod mid­ten af ba­nen, idet han kom i tan­ke om en an­den ting: “Jeg var og­så med i op­spil­let, der skab­te må­let.”

Det er med stolt­hed i stem­men, at han ta­ler om, hvor­dan han var med til at knyt­te det he­le sam­men, ne­de fra Ser­gio Ra­mos’ høj­re for­svars­om­rå­de og op til po­si­tio­nen som cen­ter­forward, som Fer­nan­do Tor­res hav­de spil­let, in­den han var ble­vet ska­det i an­den halv­leg af den for­la­en­ge­de spil­le­tid.

Ha­el­af­le­ve­rin­gen til Na­vas, ryk­ket i det frie rum, pau­sen – alt, hvad der skul­le til for at spil­le Spa­ni­en ind i fod­bold­hi­sto­ri­en.

Han var ik­ke nervøs i de sid­ste spa­end­te mi­nut­ter trods pres­set på det span­ske felt.

“Jeg var en smu­le af­ven­ten­de, da jeg så Rob­ben kom­me mod Ca­sil­las. Men ik­ke me­re end det.

I sid­ste en­de sto­ler du på må­l­man­den, så en­kelt er det. Nu, hvor jeg har set det på vi­deo fle­re gan­ge, me­ner jeg, at Rob­ben hav­de plads til at drib­le for­bi Iker. Men hel­dig­vis af­slut­te­de han, og bol­den blev red­det af en stor­spil­len­de Ca­sil­las.

Den red­ning var alt­af­gø­ren­de. Der­u­d­over føl­te jeg mig bed­re til­pas for hvert mi­nut, vi spil­le­de. Hol­det blev sta­er­ke­re. Jeg blev sta­er­ke­re. Det kan du ba­re ma­er­ke. Du kan se det på den må­de, vi flyt­ter bol­den rundt på. Og jeg vil­le spil­le en vig­tig rol­le. Jeg vil­le ta­ge an­svar, og jeg hav­de ener­gi­en til at gø­re det. Jeg var ik­ke ban­ge. Med bol­den ved fød­der­ne hav­de jeg mag­ten. Og det si­ger jeg ik­ke kun på grund af må­let – det var jo blot et af de man­ge an­greb, vi skab­te.”

“In­den må­let, kan jeg hu­ske, at jeg hav­de en chan­ce, hvor jeg fik ta­em­met bol­den godt, men ik­ke kun­ne af­slut­te. Der var tra­ek­ket, hvor Hei­tin­ga blev ud­vist, og to-tre an­dre chan­cer. Jeg hav­de på for­nem­mel­sen, at jeg skul­le gra­ve dy­be­re end de an­dre, hvis vi skul­le vin­de fi­na­len. Spørg mig ik­ke hvor­for, så­dan hav­de jeg det ba­re,” si­ger An­drés.

Og det var ik­ke blot af fod­bold­ma­es­si­ge år­sa­ger el­ler på grund af den for­la­en­ge­de spil­le­tid, at det var en sva­er fi­na­le. An­drés vid­ste fra før­ste spark, at han ud­ka­em­pe­de tu­sin­der af små slag i én stor kamp. En kamp, der var star­tet fi­re år for­in­den, i 2006.

“Selv­føl­ge­lig kan jeg hu­ske ud­for­drin­ger­ne fra van Bom­mel. Hvor­dan skul­le jeg kun­ne glem­me dem? Han trå­d­te på mig med vil­je og be­gik der­ef­ter to fris­park mod mig, der li­ge så godt kun­ne ha­ve va­e­ret til rødt kort. Og så var det mig, der var ved at bli­ve vist ud! Fo­re­stil dig, at jeg hav­de få­et det rø­de kort. Det var da, jeg stak hof­ten ud, og han smed sig, som om jeg hav­de dra­ebt ham. Jeg var ra­sen­de over, at han med vil­je trå­d­te på mig for at ska­de mig. I det øje­blik vid­ste jeg, at jeg kun­ne ha­ve få­et det rø­de kort, så ...”

Han kan na­e­sten ik­ke fa­er­dig­gø­re sa­et­nin­gen. Men så kom­mer min­der­ne fra det øje­blik, hvor han har sva­ert ved at ken­de sig selv og er ved at kam­me over, strøm­men­de til­ba­ge.

“De spar­ke­de os kon­stant ned i fi­na­len: de Jongs over­fald på Xa­bi Alonso og fris­par­ke­ne på mig. Og det er rig­tigt, jeg mi­ster sja­el­dent be­sin­del­sen.”

Men det gjor­de An­drés den dag og i en grad, hvor han – un­der kon­flik­ten med van Bom­mel – ik­ke la­en­ge­re var sig selv.

Men i ste­det for at ta­le om, hvad der var ta­et på at ske, vil han hel­le­re ta­le om, hvad der ske­te. Må­let.

“Det er ik­ke det mål, folk ser på tv-ska­er­men,” si­ger han.

“Det lig­ner det, men det var ik­ke det. I mi­ne øj­ne aen­drer per­spek­ti­vet sig. Jeg kan ik­ke sa­et­te ord på, hvad jeg føl­te på ba­nen. Det var ba­re mit mål, og jeg ved, at jeg ik­ke har sco­ret et lig­nen­de. Jeg kan ik­ke for­kla­re det. Jeg ved ik­ke, hvor­dan jeg skul­le kun­ne yde det ret­fa­er­dig­hed. Alt om­kring mig frøs fast i et par se­kun­der. Jeg hør­te stil­he­den. Som om alt blev vendt på ho­ve­d­et. Jeg kan ik­ke for­kla­re det bed­re: Ly­den af stil­hed.”

Den hvi­de, ae­r­me­lø­se T-shirt, som Hu­go har skre­vet på, er nu en del af Da­ni­el Jarques spi­ri­tu­el­le hjem: Es­pa­ny­ols Cor­nel­là Prat Sta­dion, hvor pu­bli­kum hyl­der de­res tid­li­ge­re an­fø­rer i det 21. mi­nut – hans trø­je­num­mer – i hver ene­ste kamp.

Spil­let fort­sa­et­ter, men til­ha­en­ger­ne glem­mer et kort øje­blik fod­bol­den og gi­ver Da­ni, An­drés’ ven, et mi­nuts ova­tion, kamp ef­ter kamp, sa­e­son ef­ter sa­e­son.

Den blå span­ske lands­hold­strø­je, hvor ae­r­mer­ne i hast blev klip­pet af, er og­så et fod­bold­k­leno­die, men hel­ler ik­ke den til­hø­rer la­en­ge­re An­drés. Hvem har den?

“Det va­er­di­ful­de min­de er nu i me­get sik­re ha­en­der,” si­ger han og ta­en­ker på en be­stemt per­son.

Emi­li har sta­dig sva­ert ved at tro, at han fik trøj­en af An­drés, da spil­le­ren kom til­ba­ge fra Syd­afri­ka. En blå lands­hold­strø­je med no­get gan­ske sa­er­ligt skre­vet på ma­ven.

“Vo­res hem­me­lig­hed vir­ke­de, vi blev me­stre! Tak for din støt­te! Ka­er­ligst, A. Inies­ta 6”.

Den­ne gang var det ik­ke Hu­gos hånd, men An­drés’, der de­di­ke­re­de T-shir­ten, som end­nu ik­ke har få­et den stjer­ne over em­ble­met, som er for­be­holdt hold, der har vun­det VM – og som man ba­e­rer for tid og evig­hed.

Al­le hu­sker må­let. In­gen glem­mer det. Men få hu­sker, at An­drés spil­le­de seks af syv kam­pe ved VM, og at han i tre af dem blev kå­ret til kam­pens spil­ler – deri­blandt na­tur­lig­vis i fi­na­len. +

I ’KUNSTEREN: Jeg er Inies­ta’ løf­ter den span­ske ele­gan­ti­er An­dré Inies­ta slø­ret for, hvad der rø­rer sig in­de­ni ham og den pris, han har måt­tet be­ta­le for at nå så langt. Det er ble­vet et hud­løst og an­der­le­des selv­portra­et, der bli­ver for­talt af Inies­ta selv og hold­kam­me­ra­ter, fa­mi­lie, tra­e­ne­re, mod­stan­de­re og ven­ner, deri­blandt vo­res egen Mi­cha­el Laud­rup. Iniest­as sto­re for­bil­le­de.

Af An­dré Inies­ta Ud­gi­vet 2017-04-21 Pe­op­les Press xxx si­der

Vejl. Pris xxx,xx kro­ner

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.