DEN LANGE NAT I MELBOURNE
Tre gange i traek har Australien deltaget ved VM, men denne gang må The Socceroos ud på en besvaerlig omvej for at sikre billetten til Rusland. Tipsbladet var på besøg i Melbourne, da VM-toget blev afsporet, og mødte et kontrastfyldt fodboldland, der både
Alt er på spil, og intet bliver afgjort. Australierne har kastet det hele frem i jagten på de mål, der måske eller måske ikke er nødvendige. Den ene afslutning efter den anden bliver sendt af sted, men ind vil bolden ikke. Den utålmodighed, der har praeget hele aftenen, vokser sig større og større. En utålmodighed skabt af det saelsomme og ubekvemme scenarie, at ingen her i Melbourne ved, hvad der skal til for at opfylde aftenens store ønske: At sende The Socceroos til landets fjerde VM-slutrunde i traek og samtidig understrege, at Australien er en fodboldnation i fortsat fremgang.
”It’s just not happening!” lyder det fra raekken bag mig, da Australien for tredje gang rammer stolpen. Det vil bare ikke ske. Det står stadig 0-0, og anden halvleg er 20 minutter gammel.
Hjemmeholdet har ellers fået det, som de gerne vil have det. Den australske vinter har stadig ikke sluppet sit tag i Melbourne, og forsiden af The Herald Sun fortaeller endda om sne i bjergene laengere inde i landet. Regnen
siler ned over storbyen, blaesten rusker, og folk skutter sig foran ildstederne ved cafeerne langs Yarra-floden. Det er ikke betingelser, der passer gaesterne fra Thailand, der er vant til noget andre klimatiske forhold, lyder analysen i tv-studiet hos Fox Sports, da Mark Bosnich og John Aloisi, et par spillere fra fortidens landshold, inden kampen analyserede, hvad der var i vente.
Grønne og gyldne farver lyser op som prikker i aftenmørket på AAMI Parks facade. En kaengurumaskot poserer og vinker i tørvejret indenfor, der er gratis ansigtsmaling, og stadion bliver efterhånden fyldt, selvom folk ved, at lige meget hvordan det hele ender, vil de gå hjem uden et svar. Det er en konsekvens af situationen i VM-kvalifikationsgruppen, hvor Australien på sidste spilledag kaemper med Saudi-Arabien om at følge med Japan til VM, mens treeren i gruppen må på omvej gennem to besvaerlige playoffrunder. De to hold ligger lige pointmaessigt, og saudiernes målforskel er to mål bedre end australiernes. Normalt ville det betyde, at kampene afvikles samtidig for at sikre den sportslige retfaerdighed. Men skulle det ske, ville det enten betyde, at Saudi-Arabien skulle spille i middagsheden i Jeddah syv tidszoner vaek. Eller også skulle Australien spille midt om natten.
Derfor er vi i den situation, at Australien ikke aner, hvad der skal til. Først klokken halv fire om natten østaustralsk tid går Saudi-Arabien på banen i Jeddah. Er uafgjort nok, eller skal der en sejr til? Og måske endnu vigtigere: Er det derudover nødvendigt at hente en storsejr og på den måde forbedre målforskellen så meget, at saudierne vil vaere tvunget til også at vinde stort i deres kamp mod allerede kvalificerede Japan?
”I am, you are, we are Australian,” bliver der sunget i faellesskab kort inden kampstart. En patriotisk sang fra slutningen af 1980’erne, som hylder nationalfølelsen i et sammensat land praeget af indvandring fra mange hjørner af verden.
Det hele minder mest af alt om en kold og våd aften i november i The Championship i England. Gule og grønne halstørklaeder og huer viser både tilhørsforhold og giver varme. Og brølet fra endetribunen er øredøvende, når australierne får et hjørnespark.
Dem får de nogle stykker af, selvom gaesterne fra Thailand er en fodboldnation i fremgang, fik 2-2 i det omvendte opgør sidste efterår og i den blot 158 centimeter høje Chanathip Songkrasin råder over kampens bedste dribler. Australien spiller med stor energi og forsøger hele tiden at presse tempoet i vejret, og i en uvant 3-4-2-1-opstilling lykkes det at skabe mange afslutningsmuligheder.
Alligevel er det, som om der mangler noget. Der er energi og dynamik fra isaer midtbanemanden Aaron Mooy fra Huddersfield. Men mange af de 45 afslutninger bliver sendt af sted fra ufarlige positioner. Der mangler kreativitet og kvalitet i spillet. Og et blik på navnene i den australske startopstilling viser da også, at holdets styrke ikke er, som dengang The Socceroos fik sit internationale gennembrud.
ET HUL PÅ TI ÅR
Det skete med kvalifikationen til VM i 2006, hvor Australien tilmed gik videre fra gruppespillet og i ottendedelsfinalen først tabte på et Totti-straffespark i overtiden til de senere verdensmestre fra Italien. Dengang var nogle af profilerne Mark Viduka, Harry Kewell og Mark Schwarzer, mens Tim Cahill var en noget staerkere udgave end den 37-årige veteran, han er i dag. I sidste uge offentliggjorde den australske spillerforening en rapport, hvis indhold var alarmerende laesning for de ansvarlige for fodbolden i Australien. Den vigtigste konklusion var, at der fra 2005 til nu er sket en nedgang på 80 procent, når det handler om spilleminutter til australiere i Europas fem største ligaer.
I et forsøg på at finde årsagerne til det møder jeg tidligere på dagen to af de vigtigste personer for fodboldens udvikling i landet. Den ene er Sean Douglas, en newzealaender, der i begyndelsen af 1990’erne en kort overgang spillede for Lyngby og delte lejlighed med Thomas Rytter. Douglas nåede aldrig laengere end baenken i Danmark, inden han vendte tilbage til Oceanien. Her har han nu i en årraekke vaeret ansvarlig for uddannelsen af traenere i Australien.
Den anden er en gråhåret belgier, der naermer sig tre år i landet. Eric Abrams blev i 2014 ansat som teknisk direktør i det australske fodboldforbund, og hovedårsagen til ansaettelsen var, at han hjemme i Belgien i mere end et årti havde traenet flere ungdomslandshold og vaeret en af bagmaendene bag den belgiske genopstandelse som fodboldnation. Nu var håbet, at Abrams kunne gøre noget tilsvarende i Australien. Abrams byder på kaffe på Intercontinental-hotellet i Melbournes centrale forretningskvarter, hvor landsholdet er indlogeret. Han taler passioneret om sit møde med det store land, og han er ikke bange for at saette ord på de områder, hvor udviklingen har haltet. I hans erfarne øjne gik noget galt, da man indførte den nye landsdaekkende A-League i 2005 med en raekke nystartede klubber.
”Dengang glemte fodboldforbundet noget. De nye klubber havde kun førstehold. Der var ingen akademier. Først i 2009 startede de med at have U/20-hold i klubberne, og nu er de begyndt at have akademier. Men i 10-11 år var der ikke akademier på højt niveau,” siger han. ”Det har skabt et hul på ti år her i landet.”
Skabelsen af A-League markerede afslutningen på en aera for fodbold i Australien og begyndelsen på en ny. Indtil da havde fodbolden vaeret forankret i de mange forskellige etniske grupper i landet, og fodboldklubberne spillede en stor rolle for isaer graeske, kroatiske og italienske indvandrere. Men det skabte også et ofte kaotisk fodboldmiljø med klubber i økonomiske problemer og optøjer i forbindelse med kampene. Det ønskede fodboldforbundet FFA at gøre op med, og svaret blev A-League med en raekke helt nye klubber, som ikke var praeget af etniske tilhørsforhold, men kun definerede sig selv ud fra geografien.
Overordnet har A-League vaeret en succes. Tilskuertallene har vaeret stigende gennem årene, og Eric Abrams vurderer, at det spillemaessige niveau også har vaeret i fremgang i de tre år, han har arbejdet i landet. Men det har også haft negative konsekvenser at marginalisere de gamle klubber, der tidligere skabte Australiens fodboldspillere, uden at sikre, at de nye var klar til at overtage opgaven.
”Fodboldforbundet kom af med alle de etniske klubber, men der var ikke et budskab til de klubber om, at de på et tidspunkt kunne komme tilbage om bord. Det har gjort, at der er en stor modstand i det miljø mod FFA og hele det professionelle system. De føler sig haegtet af,” siger Eric Abrams og peger samtidig på de geografiske udfordringer i et land, der er 180 gange større end Danmark. Størrelsen er en del af årsagen til, at der i øjeblikket ikke er nogen landsdaekkende liga under A-League. Så kun i de ni australske klubber, der sammen med Wellington Phoenix fra New Zealand udgør A-League, bliver der spillet professionel fodbold. Anden klasse foregår opdelt mellem delstaterne, og niveauet her er ifølge Abrams ikke godt nok. Han er derfor fortaler for en landsdaekkende B-League, mens andre foretraekker at udvide A-League med to eller fire hold yderligere for at skubbe til udviklingen og få skabt flere australske kvalitetsspillere.
”Vi lagde en plan i 2015. Den handler om, at vi vil vaere i verdenstoppen i 2025 eller 2030. Men Australien er generelt så staerk en sportsnation og så vant til succes, at der ikke er tålmodighed. Man vil have øjeblikkelige resultater. Folk forstår ikke, at det er en proces. Jeg prøver at forklare, at det tog 10-12 år i Belgien,” siger Eric Abrams.
En del af hans opgave har også vaeret at definere den australske fodboldfilosofi. I et land praeget af indflydelse fra mange dele af verden var stilen i en periode meget hollandsk som konsekvens af, at Australien har haft flere hollandske landstraener, ligesom Abrams’ forgaenger Han Berger var fra hans naboland. Berger havde udarbejdet Australiens national football curriculum, hvor de hollandske principper blev nedfaeldet.
t
”Vi prøver nu at gøre det mere fleksibelt. Det skal ikke vaere en bibel, det skal vaere en ramme. Der skal vaere frihed og kreativitet. Vi skal ikke lave robotter ud af spillerne,” siger Abrams.
”Men kvalifikation til VM er meget vigtig. Sker det ikke, vil det vaere et tilbageslag,” supplerer Sean Douglas. ”Støtten til vores planer vil blive udfordret. Jeg kan godt frygte, at nogle vil hoppe af, fordi de vil have den øjeblikkelige succes. Så vil de sige: ’Det her er noget møg. Vi er ikke engang med ved VM’. Og så starter man igen forfra.”
”Jeg er enig,” siger Abrams. ”Går det galt, vil det give ammunition til kritikerne fra den aeldre generation af spillere og traenere.”
”Jeg kan se en reaktion, hvor nogle siger, at vi jo skabte spillere i 80’erne og 90’erne, og så må vi gå tilbage til det, vi gjorde dengang. Men kulturen og tiderne har aendret sig. Vi må tage det bedste fra dengang og putte det ind i nutidens miljø og føre det sammen med ny viden,” siger Sean Douglas.
”Husk, at resten af verden udvikler sig. Ingen går tilbage til fortiden. Det svarer til, at vi i Belgien skulle have sagt, at vi skulle gå tilbage og spille kontrafodbold, som vi gjorde i 80’erne,” siger Abrams.
”Egentlig opsummerer A-League det hele meget godt. Vi er en ung fodboldnation, som er ved at saette byggestenene på plads. Men nogle af dem er der ikke endnu,” siger Sean Douglas.
KAMPEN OM OPMAERKSOMHED
På AAMI lykkes det endelig for Australien at få åbnet scoringen. Den indtil da temmelig uskarpe angriber Tomi Juric får hovedet på et Mooy-indlaeg og løber ud mod hjørneflaget for at fejre målet. Men han er alene om det, for holdkammeraterne har travlt med at få fat i bolden, så spillet kan komme i gang igen, og måljagten kan fortsaette.
”Six more, Australia!” råber en tilskuer. Sker det, vil saudierne vaere sat skakmat inden nattekampen mod Japan, og australierne fortsaetter med at forcere.
Men de blotter sig også og ender ved et par lejligheder i undertal på egen halvdel, og lige pludselig bliver det straffet. Via overliggeren sparker Pokklaw A-Nan udligningen ind foran det chokerede hjemmepublikum. Kort efter kommer Australien dog atter foran, da Mathew Leckie sparker en løs bold ind efter et hjørnespark, og igen går australierne på måljagt. Der er ingen forskel på, om sejren bliver på et eller to mål, men alligevel forcerer de helt ind i overtiden i jagten på de to mål yderligere, som vil tvinge saudierne til en tomålssejr.
Men det slutter 2-1. Publikum klapper tøvende, og der er ingen jubel blandt spillerne, der bliver stående inde på banen i et stykke tid. Der er over fem en halv time til, SaudiArabien går på banen i Jeddah, og resultatet betyder, at Australien nu er afhaengig af, at Japan får mindst uafgjort.
Lidt senere ligner landstraener Ange Postecoglou ikke en mand, der for alvor tror på, at han tidligt naeste morgen vil have kvalificeret sit land til VM. Foran journalisterne taler han med lav stemme om de 45 afslutninger i løbet af aftenen.
”Havde vi fået det første mål tidligere, kunne det vaere gået anderledes. Det er hjerteskaerende for spillerne. De fik ikke belønning for en stor indsats,” siger han.
En journalist spørger, om Postecoglou har taenkt sig at blive oppe hele natten for at se kampen fra Saudi-Arabien. Det vil han nok. En anden spørger, om han er frustreret.
”Spillerne er ikke frustrerede, så jeg er ikke frustreret. De spillede god fodbold, som det skal spilles,” siger han.
Landstraeneren havde modtaget en del hårde ord oven på nederlaget i Japan. Dagen før Thailand-kampen havde han trukket resignerende på skuldrene til et spørgsmål om kritikken og konstateret, at han nok aldrig blev alles kop te. I det hele taget er Postecoglous forhold til dele af de australske medier ganske anstrengt og har vaeret det laenge. Et mere end ti år gammelt tv-interview huskes stadig for et ophedet skaenderi mellem studievaerten Craig Foster og den davaerende ungdomslandstraener Postecoglou, efter at hans hold ikke havde vaeret i stand til at kvalificere sig til U/20-VM.
Ange Postecoglou blev udnaevnt som landstraener i 2013 efter tyskeren Holger Osieck, og selvom det blev til tre nederlag ved VM i Brasilien, var praestationen rimelig i en saerdeles
svaer gruppe med Spanien, Chile og Holland. Og året efter vandt The Socceroos som vaertsnation Asian Cup for første gang siden flytningen fra Oceaniens til Asiens fodboldforbund i 2006.
På den måde var Postecoglou manden bag det nok største resultat i den australske fodboldhistorie, og samtidig passer hans personlige historie godt ind i fortaellingen om Australien: Ange ankom til Melbourne som en lille dreng i 1970 på en båd med sin familie. Hans far havde mistet sine forretningsmuligheder i Graekenland efter militaerkuppet i 1967, og i stedet prøvede familien lykken i Australien som så mange andre europaeere i årtierne efter Anden Verdenskrig. Et foto viser den lille Ange med sit immigrationsnummer 24 ved ankomsten, og i sin opvaekst blev han del af det graeske fodboldmiljø i Melbourne. Han var først spiller og senere traener i klubben South Melbourne, der var en af de staerkeste klubber i den gamle fodboldorden i landet.
”Det moderne Australien har i høj grad vaeret et land af immigranter, og det har skabt et multikulturelt samfund. Fodbold har afspejlet det på en måde, som ingen anden sport har,” fortaeller forfatteren Joe Gorman, som i sidste måned udkom med sin bog ’The Death and Life of Australian Soccer’, der beskriver spillets udvikling fra fortiden med de etniske klubber, som Ange Postecoglou var del af, til nutidens kommercielle A-League med de mange udenlandske ejere.
”De gamle etniske klubber skabte fantastiske spillere. Den bedste var nok Viduka, der kom op gennem sin kroatiske klub. De kunne finde børn med talent, fordi de var så integreret en del af samfundet,” fortsaetter Gorman, der deler fodboldforbundets tekniske direktør Eric Abrams’ opfattelse af, at fødekaeden knaekkede, da A-League blev indført.
”Men grundlaeggende er fodbold i en sund tilstand. Det er mere populaert end nogensinde, og i forhold til, hvor mange der dyrker det, er det den mest populaere sport i Australien. Men det lider under en mangel på offentlig opmaerksomhed, og som professionel sport halter den stadig efter isaer australsk fodbold og rugby og er ikke i naerheden af at udfyldte sit potentiale,” siger han.
”Fodbold er den svaereste sport i verden at blive god til. Man har brug for, at al den nationale opmaerksomhed er rettet mod den sport. Det sker alle steder bortset fra USA og Australien og nogle få andre lande, og de lande har ikke succes. Så jeg tror aldrig, Australien bliver en magtfaktor. Mange siger, at det vil ske. Jeg siger, at de drømmer,” siger Joe Gorman.
Sean Douglas, den ansvarlige for uddannelsen af traenere i det australske fodboldforbund, ser dog mere lyst på fremtiden:
”Jeg kom tilbage til Australien i 2010. Og efter en uge i skole talte mine børn om australsk fodbold. Alle børn løb og sparkede rundt med den ovale bold. Men siden da har det aendret sig. Børn spiller i dag langt mere fodbold i skolen, og i weekenderne ser man børn, der spiller fodbold over det hele. Vi er 24 millioner mennesker, og talenterne er spredt ud på mange forskellige sportsgrene, så vi har ikke råd til at miste nogen. Men med den kultur, Australien har for sport, og de ambitioner og det drive, der er efter at vaere førende, så tror jeg på, at Australien kan blive blandt de 15 eller 20 bedste i verden. Det sker ikke på fem år. Det her er et projekt over 10, 15 eller 20 år,” siger han.
DA LANDSTRAENEREN FIK NOK
Med konkurrencen fra de andre sportsgrene ligger der meget symbolik i, at kampen mod Thailand spilles her på AAMI Park. Et fint stadion, hvor der med godt 26.000 tilskuere er udsolgt, og hvor Melbourne City til daglig spiller sine kampe i A-League. Men også et stadion, der blegner noget i forhold til naboen få hundrede meter vaek: Her ligger det enorme Melbourne Cricket Ground, det største stadion på den sydlige halvkugle med plads til mere end 100.000 tilskuere. Senere denne uge bliver det fyldt til et opgør i slutspillet i den australske form for fodbold.
Sådan en opmaerksomhed kan Ange Postecoglou kun drømme om. Han har som landstraener hele tiden insisteret på at ville revolutionere fodbold i Australien og saette god pasningsfodbold over pragmatisme. Men materialet har ikke helt vaeret til det, og i det sidste gruppespil i VM-kvalifikationen har praestationerne vaeret for svingende. Confederations Cup i sommer var heller ikke nogen succes, og landstraeneren har virket irritabel. Da han nu bliver bedt om at opsummere Australiens praestation i VM-kvalifikationen, er Postecoglou ved at miste besindelsen.
”Fremragende. Vi har gjort det fremragende,” siger han og slår i bordet.
”Vi havde 45 skud i aften, 3 på stolpen, og de reddede på stregen flere gange. Det er ikke nemt at kvalificere sig til VM. Jeg er dødtraet af alt det affald, der bliver smidt i hovedet på mine spillere,” siger han vredt foran de tavse tilhørere.
”Ved I hvad?” fortsaetter han, men besinder sig så.
”Jah. Det var nok det.” Postecoglou rejser sig og mumler for sig selv, idet han forlader lokalet.
Journalisterne kigger forundret på hinanden. Et par af dem taler om, at landstraeneren mere og mere virker som en mand, der allerhelst vil langt vaek fra Australien.
Udenfor kommer spillerne forbi og kan stadig ikke helt finde ud af, hvad de skal synes om det hele.
Tim Cahill fortaeller, hvordan de i pausen talte om, at de skulle fortsaette på samme måde og prøve at få endnu flere indlaeg til Juric. Og målmanden Mathew Ryan aergrer sig over de spildte chancer.
”Vi spillede dem ud af banen. Men af en eller anden grund ville den ikke ind i aften. Det er meget frustrerende,” siger han.
Jeg spørger ham til Postecoglous vredesudbrud kort forinden, og om han selv har følelsen af, at kritikken er for hård.
”For at vaere aerlig så har han altid sagt til os, at vi ikke skal bekymre os om det. Som fodboldspiller skal man ikke lade sig ramme af den slags. Alle har ret til en holdning, også journalister. Jeg prøver selv at lytte til dem, jeg holder af, og lukke al støjen ude,” siger Ryan, der i sommer skiftede fra Valencia til det nyoprykkede Premier League-hold Brighton. Han fortaeller, at han allerede rejser mod England klokken fem den følgende morgen. Så når han går om bord på flyet, ved han stadig ikke, om der er en VM-billet i bagagen.
Også AGF’s Mustafa Amini kommer forbi. Amini tilbragte alle 90 minutter på baenken, efter at han var blevet skiftet ind de sidste minutter i Japan fem dage tidligere.
”Det er maerkeligt. Vi havde så mange chancer i aften. Forhåbentlig kan Japan gøre det faerdigt for os,” siger han. ”Jeg bliver oppe i nat og ser kampen. Jeg vil vaere vågen til at fejre det, hvis vi kvalificerer os. Jeg skal først flyve klokken 11.”
Men Mustafa Aminis håb om at kunne fejre en VM-billet efter en lang nat i Melbourne bliver knust. Måske når Mathew Ryan akkurat at høre, at Fahad al-Muwallad i anden halvleg bringer Saudi-Arabien foran, inden målmanden saetter sig ind i flyet mod Europa. Saudierne holder føringen hele vejen hjem og kvalificerer sig til VM.
Og Ryan, Amini og de andre Socceroos kan konstatere, at de om en måneds tid skal på en ny faerd fra Europa til den anden side af jorden. Den fjerde VM-slutrunde i traek er stadig en mulighed, men det var bestemt ikke planen for de ambitiøse australiere, at de nu skal ud på en omvej. Først venter to kampe mod Syrien, og ender de med en samlet sejr, skal australierne i de altafgørende interkontinentale playoffkampe en tur til Nordamerika og møde regionens fjerdebedste hold. Det hold er lige nu USA, et land, hvor den europaeiske form for fodbold også kaemper med andre sportsgrene om opmaerksomheden, ligesom den gør i det kontrastfyldte fodboldland Australien. +