DEN EVI­GE BYRDE

31 år ef­ter den fa­mø­se af­le­ve­ring mod Spa­ni­en har Jes­per Ol­sen slå­et rød­der som ung­dom­stra­e­ner i Au­stra­li­en og har in­gen pla­ner om et per­ma­nent gen­syn med Eu­ro­pa. Tips­bla­det har mødt den i dag 56-åri­ge Ol­sen i hjem­by­en Mel­bour­ne, hvor in­gen min­der ham om,

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - VM-KVALIFIKATION - TEKST: MORTEN GLIN­VAD, MEL­BOUR­NE @Mor­tenGlin­vad

Det he­le kan godt fø­les som en op­takt. Som over­springs­hand­lin­ger in­den den ube­ha­ge­li­ge al­vor. Han si­ger det ik­ke, men han ved det jo godt: Det er ik­ke til at gen­nem­fø­re et in­ter­view med Jes­per Ol­sen uden at ven­de den ha­en­del­se, som sat­te punk­tum for hi­sto­ri­en om det sto­re dan­ske fir­ser­lands­hold og den dan­ske VM-de­but i 1986.

Vi har talt om hans liv i dag, om gla­e­den ved at tra­e­ne og ud­vik­le un­ge fod­bold­spil­le­re, om hans hver­dag i Mel­bour­ne i Au­stra­li­en og om de man­ge min­der fra for­ti­den. Men vi har end­nu ik­ke talt om den hi­sto­rie, der for al­tid vil de­fi­ne­re ham som dansk lands­holds­spil­ler.

Al­le ken­der hi­sto­ri­en, og ho­ved­per­so­nen selv har va­e­ret gen­nem for­lø­bet utal­li­ge gan­ge. Fra den umid­del­ba­re re­ak­tion ef­ter det na­er­mest uvir­ke­li­ge fald, som Jes­per Ol­sens til­ba­gela­eg­ning ud­lø­ste den ef­ter­mid­dag i Qu­eréta­ro. Til den sva­e­re tid ef­ter, hvor det be­gynd­te at stå klart for ham, hvor me­get ha­en­del­sen fyld­te i dan­sker­nes be­vidst­hed. Til åre­ne ef­ter kar­ri­e­re­af­slut­nin­gen, hvor han ef­ter­hån­den for­li­ge­de sig med sin ska­eb­ne. Og så frem til den­ne for­mid­dag i det øst­li­ge Mel­bour­ne, hvor han nu er en 56-årig mand, der re­flek­te­rer over li­vet, der er gå­et.

”Det var må­ske det va­er­ste øje­blik, jeg over­ho­ve­det kun­ne ha­ve la­vet den af­le­ve­ring. Og det var ik­ke no­gen an­dens skyld. Det var helt sik­kert min egen,” si­ger han, da vi er kom­met ind på det, der si­den blev et be­greb i sig selv: En rig­tig Jes­per Ol­sen. Pra­e­di­ka­tet, man sat­te på den helt umo­ti­ve­re­de fa­da­e­se.

”Jeg hu­sker sta­dig nøj­ag­tigt, hvad der ske­te. Jeg spil­le­de jo i den mod­sat­te si­de af, hvad jeg ple­je­de. Jeg løb ud i si­den og modt­og bol­den og vil­le spil­le den til­ba­ge til Lars Høgh. Så snart den for­lod mig fod, vid­ste jeg, at der var no­get galt,” si­ger han.

”Jeg tro­e­de så og­så, vi hav­de en må­l­mand, der kun­ne ha­ve gjort me­re. Men det gjor­de han ik­ke,” fort­sa­et­ter han med et af de smil, der of­te bre­der sig på an­sig­tet, når han ta­ler om epi­so­den, hvor Emi­lio But­ragu­eño modt­og ga­ven og ud­nyt­te­de den og ud­lig­ne­de til 1-1 kort in­den pau­sen i VM-ot­ten­de­dels­fi­na­len på La Cor­re­gi­dora. Med et var det glemt, at Jes­per Ol­sen hav­de spil­let en stor halv­leg og på straf­fes­park hav­de bragt Dan­mark for­an.

I ste­det gik dan­sker­ne til pau­se i chok. I sin bog ’Tynd Luft’ be­skri­ver Jo­akim Jakob­sen gen­nem ak­tø­rer­ne stem­nin­gen i om­kla­ed­nings­rum­met. Jens Jørn Ber­tel­sen hu­sker stil­he­den, Jo­hn Si­ve­ba­ek ma­er­ke­de en fø­lel­se af pa­nik og var som fle­re an­dre ov­re og gi­ve Jes­per Ol­sen et op­mun­tren­de klap på skul­de­ren. In­gen be­brej­de­de ham no­get. Som Sø­ren Ler­by si­ger i bo­gen: ”Man kan ik­ke forta­el­le en god fod­bold­spil­ler som Jes­per Ol­sen, at han har la­vet en fejl. Det ved han godt selv.”

2. halv­leg blev et ma­re­ridt. Spa­ni­er­ne score­de fi­re gan­ge, og ef­ter­føl­gen­de prø­ve­de Ol­sen at for­kla­re, hvad der ske­te, til Svend Ger­hs i DR’s stu­die.

”Så­dan en fejl kan ik­ke und­skyl­des. På det tids­punkt hav­de vi så godt fat i dem og kun­ne va­e­re gå­et til pau­sen med 1-0. Den fejl er jeg så ked af på hol­dets veg­ne,” sag­de den 25-åri­ge Ol­sen. Den nor­malt så ube­kym­re­de drib­ler med det dren­ge­de an­sigt og det lan­ge hår hav­de en tung skyld­fø­lel­se ha­en­gen­de over sig.

14 ÅR I MEL­BOUR­NE

31 år se­ne­re ta­ger han imod i et kon­tor­lo­ka­le på før­ste sal i Hawt­horn i det øst­li­ge Mel­bour­ne. Der står Primco på dø­ren, og her til­brin­ger Jes­per Ol­sen i dag en del af sin ar­bejds­tid. Det lan­ge hår er va­ek og er­stat­tet af gråt strit­hår, men an­sigtstra­ek­ke­ne er let gen­ken­de­li­ge.

Han har ti­tel af Di­rector of Foot­ball i fir­ma­et Primco Testing Sy­stem, og hans ven og part­ner Ian Camp­bell forta­el­ler be­gej­stret om fir­ma­ets sto­re am­bi­tio­ner. Primco ud­vik­ler test­ud­styr in­den for en lang ra­ek­ke sports­gre­ne og er i øje­blik­ket i fa­erd med at ud­vi­de i fle­re lan­de. Ian Camp­bell er selv tid­li­ge­re tresprin­ger, og li­ge­som Jes­per Ol­sen kan han hu­ske til­ba­ge på et en­kelt­stå­en­de øje­blik i kar­ri­e­ren, der sta­dig de­fi­ne­rer ham i dag: Ved OL i Moskva i 1980 var han en af top­fa­vo­rit­ter­ne, og i fi­na­len sat­te han olym­pisk re­kord med et spring, der vil­le ha­ve gi­vet ham guld­me­dalj­en. Men un­der tvivls­om­me om­sta­en­dig­he­der blev sprin­get ik­ke god­kendt. To at­le­ter fra Sov­je­tu­ni­o­nen vandt i ste­det guld og sølv. Camp­bell måt­te nø­jes med fem­te­plad­sen, og epi­so­den blev et sym­bol for sport­s­li­ge ab­sur­di­te­ter un­der Den Kol­de Krig. Si­den da har han og Au­stra­li­en ka­em­pet for ret­fa­er­dig­hed; på 35-års­da­gen for fi­na­len ret­te­de det au­stral­ske at­le­tik­for­bund i 2015 en of­fi­ci­el hen­ven­del­se til det in­ter­na­tio­na­le at­le­tik­for­bund, der kra­e­ve­de, at Camp­bell langt om la­en­ge fik den guld­me­dal­je, han hav­de fortjent. Et uni­ver­si­tet i Mel­bour­ne hav­de un­der­søgt ha­en­del­ser­ne i Moskva vi­den­ska­be­ligt og men­te at kun­ne do­ku­men­te­re, at Camp­bell blev bort­dømt. Men fo­re­lø­big uden re­sul­tat.

Så nu sid­der de her. Ol­sen og Camp­bell. To ma­end med et vist ska­eb­ne­fa­el­les­skab. Med kar­ri­e­rer, der for al­tid blev pra­e­get af en­kelt­stå­en­de ulyks­a­li­ge ha­en­del­ser for me­re end 30 år si­den. Som Camp­bell kan og­så Jes­per Ol­sen pe­ge på en vis uret­fa­er­dig­hed. Og­så hans til­fa­el­de kun­ne ha­ve få­et et an­det ud­fald, hvis den hol­land­ske dom­mer Jan Keizer hav­de re­a­ge­ret på, at Julio Sa­li­nas løb igen­nem straf­fes­parks­fel­tet, da Ol­sen modt­og bol­den fra Lars Høgh. Måls­par­ket bur­de som kon­se­kvens va­e­re ta­get om, og be­gre­bet ’En rig­tig Jes­per Ol­sen’ vil­le al­drig va­e­re op­stå­et.

Det er i dag 14 år si­den, Jes­per Ol­sen gjor­de Au­stra­li­en til sit hjem. Si­den da er der gå­et la­en­ge­re og la­en­ge­re imel­lem, at han duk­ker op i dan­ske me­di­er, og han kan ik­ke en­gang hu­ske, hvor­når han sidst har talt med en dansk jour­na­list.

Hans fi­re børn ta­ler ik­ke dansk, og Jes­per Ol­sens dan­ske sprog har få­et en spe­ci­el di­a­lekt. Når han ta­ler, duk­ker der of­te en­gel­ske ven­din­ger op ef­ter de man­ge år i ud­lan­det.

”Jeg er hjem­me i Dan­mark et par gan­ge om året. Jeg er sta­dig dansk, og jeg el­sker de dan­ske ting. Men jeg ved ik­ke, om jeg kun­ne bo der igen. Jeg føl­ger me­get lidt med i, hvad der

fo­re­går i Dan­mark, for­di jeg er så langt va­ek,” si­ger han.

At Jes­per Ol­sen i dag le­ver sit liv i Mel­bour­ne, er en kon­se­kvens af en im­pulsiv be­slut­ning til­ba­ge i 2003. Ef­ter slut­nin­gen på den ak­ti­ve kar­ri­e­re ar­bej­de­de han i nog­le år som spil­lera­gent i fir­ma­et Pro­a­cti­ve Sports. Her ar­bej­de­de han sam­men med to au­stra­li­e­re, som tal­te varmt om mu­lig­he­den for at flyt­te til Au­stra­li­en. Jes­per Ol­sen var nys­ger­rig, og i på­sken be­søg­te han Mel­bour­ne og kun­ne li­de, hvad han så. Kort ef­ter var hu­set i Eng­land solgt, og fa­mi­li­en flyt­te­de til Au­stra­li­en.

I star­ten var flyt­nin­gen en suc­ces, Jes­per Ol­sen blev del af et fir­ma, der bå­de drev agentvirk­som­hed, ar­bej­de­de med sport­s­ma­na­ge­ment og drev fod­boldsko­ler.

”Vi var og­så in­vol­ve­ret i et un­der­hold­nings­pro­gram på tv. En ra­ek­ke un­ge fod­bold­spil­le­re blev luk­ket in­de i et hus og blev tra­e­net af os. Så hand­le­de det om at fin­de den bed­ste spil­ler, og han fik så en kon­trakt i en klub i A-Le­ague. Det var al­le ti­ders,” si­ger han.

”Men da fi­nanskri­sen kom, dø­de man­ge af sponsora­ter­ne. Al­le blev ban­ge for at in­ve­ste­re. Så vi, der hav­de fir­ma­et, skil­tes i 2009, og jeg tog aka­de­mi­de­len med mig og har haft den li­ge si­den,” fort­sa­et­ter han.

En over­gang for­søg­te Jes­per Ol­sen sig og­så som fod­bold­tra­e­ner på hø­je­ste ni­veau i Au­stra­li­en. Hans gam­le hold­kam­me­rat fra Ajax-da­ge­ne Jo­hn van’t Schip blev i 2009 an­sat som ch­eftra­e­ner for den nystar­te­de klub Mel­bour­ne Heart, der året ef­ter skul­le tra­e­de ind i den luk­ke­de A-Le­ague, der ik­ke ope­re­rer med op- og nedryk­ning. Van’t Schip spurg­te Ol­sen, om han var in­ter­es­se­ret i at bli­ve as­si­stent­tra­e­ner for et hold, der først var ved at bli­ve sam­men­sat.

”Vi fik et kon­tor hos en af klu­be­jer­ne på hans vin­la­ger in­de i Port Mel­bour­ne. Der sad vi og så på vi­deo­er og tog ud og så kam­pe. Det var ska­egt at va­e­re med til, for­di det var en helt ny klub. Men fa­ci­li­te­ter­ne var me­get be­gra­en­se­de. Om­kla­ed­nings­rum­met var na­er­mest ba­re en con­tai­ner,” si­ger han.

”Men jeg fandt og­så ud af, at jeg ik­ke hav­de am­bi­tio­ner om at va­e­re tra­e­ner på fuld tid. Jeg hav­de det ik­ke i blo­det. Der er så man­ge ting, man skal va­e­re med til. Man rej­ser he­le ti­den og er va­ek hjem­me­fra. Det hav­de jeg prø­vet nok af gen­nem åre­ne som spil­ler.”

Så ef­ter to år stop­pe­de Jes­per Ol­sen i Mel­bour­ne Heart, der et par år se­ne­re blev om­døbt til Mel­bour­ne Ci­ty ef­ter et ejer­skif­te. Si­den da har han ik­ke va­e­ret in­vol­ve­ret i fod­bold på hø­je­ste ni­veau, og han føl­ger hel­ler ik­ke fod­bol­den i Eu­ro­pa så me­get, som han har gjort.

”Jeg føl­ger me­get med i fod­bol­den her­u­de, men det an­det er fal­det i bag­grun­den. Det er ble­vet min­dre og min­dre. Tids­punk­tet for kam­pe­ne gør det sva­ert at se dem, så of­te bli­ver det mest til høj­de­punk­ter. At se en hel kamp, det sker må­ske en gang hver an­den uge. Og så er det mest Man­che­ster Uni­ted,” si­ger han.

DET ER KUN FOD­BOLD

Man­che­ster i det nord­ve­st­li­ge Eng­land var Jes­per Ol­sens hjem, da han vend­te til­ba­ge til Eu­ro­pa fra VM i Me­xi­co. Han var kun 25 år, men al­li­ge­vel var det, som om kar­ri­e­ren kna­ek­ke­de ef­ter den som­mer. Straf­fes­parks­må­let mod Spa­ni­en blev hans sid­ste på lands­hol­det. Og ef­ter VM-ot­ten­de­dels­fi­na­len blev det kun til tre be­ty­den­de land­skam­pe yder­li­ge­re. Han var i truppen ved EM i 1988 uden at få spil­le­tid, og som 29-årig spil­le­de han i 1990 sin sid­ste land­skamp, da Dan­mark for­an ba­re 8700 til­sku­e­re be­sej­re­de Wa­les 1-0 i en ven­skabs­kamp i Idra­etspar­ken. På det tids­punkt hav­de han for­ladt Man­che­ster Uni­ted og til­brag­te kar­ri­e­rens sid­ste år i Frank­rig hos Bor­deaux og Ca­en.

”Det har al­tid stå­et klart for mig, at jeg vil­le ha­ve gjort det sam­me igen. Det var den må­de, jeg spil­le­de på. Jeg var al­drig nervøs for at få bol­den li­ge me­get hvor. Så jeg be­brej­der ik­ke no­gen, at jeg fik bol­den. Det kun­ne ha­ve gå­et galt i en tra­e­nings­kamp, og så vil­le in­gen hu­ske det. Og vi kun­ne jo sta­dig ha­ve vun­det kam­pen, det var kun må­let til 1-1. Men må­den, det ske­te på, slog os ud,” si­ger han.

”Jeg var selv slå­et ud af det i et styk­ke tid. Jeg vil­le øn­ske, at jeg hav­de gjort no­get an­det. Men jeg var nødt til at le­ve med det. Det er kun fod­bold.”

Fø­ler du i dag, at det ka­ster en skyg­ge over di­ne min­der fra lands­hol­det?

”Nej, for vi hav­de jo va­e­ret af sted i fem uger, og al­le vil­le ger­ne hjem,” gri­ner han. ”Nej, over­ho­ve­det ik­ke. Det er en ting, som jeg ik­ke kan aen­dre. Vi hav­de en fan­ta­stisk tid. Vi var hel­di­ge at op­le­ve det, vi gjor­de, og ma­er­ke den sa­er­li­ge for­nem­mel­se, det var at lø­be ind i Idra­etspar­ken i rødt og hvidt. Vi hav­de ut­ro­lig go­de spil­le­re fra man­ge for­skel­li­ge liga­er, men fik det sam­ti­dig til at fun­ge­re som et hold. Der var go­de ty­per: Sø­ren Ler­by, der var en vin­der. Pre­ben Elkja­er, der var sin helt egen. Morten Ol­sen, som var ut­ro­lig. Sø­ren Busk og Ivan Ni­el­sen, der var de før­ste på hol­det, for­di de var så sta­bi­le og go­de. Jeg fø­ler mig hel­dig, at jeg var en del af det.”

Hvad gjor­de du for at kom­me vi­de­re? ”Jeg tog til Eng­land, og det var nok det bed­ste sted at va­e­re, for de var ik­ke in­ter­es­se­re­de i an­det end dem selv. Det var me­re, når jeg skul­le hjem til lands­hol­det, at det fyld­te no­get. Men den bed­ste me­di­cin var at kom­me i gang med at spil­le igen. I fod­bold sker der he­le ti­den nye ting. Ef­ter nog­le må­ne­der kom Alex Fer­gu­son til Uni­ted, og så var det vi­de­re mod no­get nyt,” si­ger Jes­per Ol­sen.

I dag har han ik­ke no­get pro­blem med at ta­le om epi­so­den, si­ger han, og selv­om det al­drig blev det sam­me igen på lands­hol­det, så ha­en­ger det iføl­ge ham selv me­re sam­men med de ska­despro­ble­mer, der kom til at pra­e­ge hans kar­ri­e­re.

”Jeg aen­dre­de mig ik­ke. Jeg el­ske­de at ha­ve bol­den og drib­le. Det var min må­de at spil­le på. Hvis jeg bra­end­te et straf­fes­park, vil­le jeg og­så ta­ge det na­e­ste,” si­ger han.

Den indstil­ling hu­sker hans gam­le lands­holdskam­me­rat Frank Ar­ne­sen ty­de­ligt. Og han tror, at net­op Jes­per Ol­sens men­ta­li­tet var med til at få ham vi­de­re.

”Jes­per var en ty­pe, der al­drig lod sig på­vir­ke. Han var skuffet, da det ske­te, og så­dan var det. Elkja­er hav­de det på sam­me må­de ef­ter sit bra­end­te straf­fes­park i 1984. De hav­de beg­ge ev­nen til at sa­et­te en streg og kom­me vi­de­re,” si­ger Ar­ne­sen.

”An­dre vil­le va­e­re ble­vet slå­et me­re ud, end han blev. Han hav­de den men­ta­li­tet, at han hav­de gjort sit bed­ste, og det var det vig­tig­ste. Det kun­ne jeg godt li­de ved ham. Det er godt at ha­ve det så­dan som spil­ler. Hvis jeg spil­le­de

Jeg tror al­drig, han og jeg tal­te om til­ba­gela­eg­nin­gen si­den” JO­HN SI­VE­BA­EK

dår­ligt, så hav­de jeg det af hel­ve­de til bag­ef­ter. Som da jeg bra­end­te straf­fe mod Schweiz i VM-kva­li­fi­ka­tio­nen et kvar­ter før tid. Det var fryg­te­ligt. Men det hu­sker in­gen i dag, for­di vi al­li­ge­vel kva­li­fi­ce­re­de os,” fort­sa­et­ter Ar­ne­sen.

Frank Ar­ne­sen var selv i ka­ran­ta­e­ne til kam­pen mod Spa­ni­en ef­ter ud­vis­nin­gen i den sid­ste grup­pe­kamp mod Vest­tys­kland. Det gav ho­ved­brud for landstraener Sepp Piontek, og end­nu me­re be­sva­er­ligt blev det, da Jo­hn Si­ve­ba­ek var ble­vet syg nat­ten in­den kam­pen og måt­te mel­de for­fald.

”Det kan jeg sta­dig ae­r­gre mig over. Hav­de jeg spil­let, så var det ik­ke sket,” si­ger Si­ve­ba­ek, der et halvt år in­den VM var skif­tet til Man­che­ster Uni­ted og der ud­vik­le­de et na­ert ven­skab med hold­kam­me­ra­ten Jes­per Ol­sen.

”Jeg tror al­drig, han og jeg tal­te om til­ba­gela­eg­nin­gen si­den. Jes­per er en me­get hu­mør­fyldt og glad per­son. Der var al­tid en frisk be­ma­er­k­ning. Men selv­om man udadtil kan gi­ve ud­tryk for, at man er li­geg­lad med så­dan er fejl, så na­ger den. Og det gjor­de den og­så for ham,” si­ger Si­ve­ba­ek, der er ked af, hvor me­get til­ba­gela­eg­nin­gen er kom­met til at fyl­de i hi­sto­ri­en om Jes­per Ol­sen, og at han kom til at la­eg­ge navn til et ud­tryk.

”Jeg har det skidt med det på hans veg­ne. Det er uret­fa­er­digt. Det er sket for an­dre og­så. Det er selv­føl­ge­lig det med, at det ske­te i den kamp og un­der de om­sta­en­dig­he­der. Men jeg har tit ta­enkt, at det er un­fair over for Jes­per,” si­ger han.

”Jeg er sik­ker på, at han sta­dig sy­nes, det er ir­ri­te­ren­de. Og­så selv­om der er gå­et man­ge år, og han nu kan jo­ke med det. Jeg for­sø­ger selv at hol­de mig fra at bru­ge det ud­tryk. Jeg sy­nes ik­ke, det er va­er­digt. Og­så selv­om jeg godt ved, at det som re­gel ba­re er for sjov, og at det ik­ke er for at ge­ne­re Jes­per,” fort­sa­et­ter Jo­hn Si­ve­ba­ek.

”Men der er så man­ge an­dre ting, man kan hu­ske ham for. Man­ge go­de epi­so­der. Som må­let mod Eng­land,” si­ger han om EM-kva­li­fi­ka­tions­kam­pen i 1982, hvor Jes­per Ol­sen score­de sit før­ste mål på lands­hol­det og fik sit sto­re gen­nem­brud.

Og­så Frank Ar­ne­sen vil hel­le­re fo­ku­se­re på de po­si­ti­ve hi­sto­ri­er om Jes­per Ol­sens kar­ri­e­re.

”Vi, der spil­le­de med ham, hu­sker ham me­re for den spil­ler, han var. En fan­ta­stisk drib­ler, der hav­de nog­le flot­te år i nog­le af de stør­ste klub­ber. Det skal man hel­le­re hu­ske ham for,” si­ger han.

”Men det er da fan­ta­stisk, at han i dag bor i Au­stra­li­en. Så er han i hvert fald kom­met så langt va­ek, at han slip­per for at bli­ve min­det om det,” gri­ner Ar­ne­sen.

UNGDOMSTRAENEREN JES­PER OL­SEN

Det var nu ik­ke en flugt fra for­ti­den, der før­te Jes­per Ol­sen til Au­stra­li­en. Og selv­om fa­mi­li­en i dag er split­tet op mel­lem Au­stra­li­en og Eu­ro­pa, fø­ler han sig hjem­me i Brigh­ton i det syd­li­ge Mel­bour­ne. Han blev for seks år si­den skilt fra sin en­gel­ske ko­ne Sa­rah, som flyt­te­de til­ba­ge til Eng­land, hvor og­så fa­mi­li­ens to ae­ld­ste døtre nu bor, så Jes­per Ol­sen og­så har to bør­ne­børn i Man­che­ster.

De to yng­ste børn bor sta­dig hos ham, og han ny­der livs­sti­len, ma­den og den be­røm­te kaf­fe i Mel­bour­ne. Hel­bre­det har det fint, og han ma­er­ker in­tet til den hjer­ne­blød­ning, han plud­se­lig blev ramt af for 11 år si­den ef­ter en lø­be­tur i Brigh­ton.

”Jeg kom hjem, og det var, som om en hav­de slå­et mig i ho­ve­d­et med en ham­mer. Det var en blød­ning, der var eks­plo­de­ret ind i hjer­nen. Hvis ik­ke den stop­pe­de, så hav­de det va­e­ret god­nat. Men den stop­pe­de. Jeg var syv da­ge på ho­spi­ta­let, men har ik­ke ma­er­ket no­get bag­ef­ter,” si­ger han.

”Jeg tra­e­ner sta­dig, og jeg lø­ber sta­dig. Jeg har ik­ke skul­let aen­dre no­get ved mit liv. Jeg var me­get hel­dig. Det var va­er­re for dem uden­for. Min ko­ne og mi­ne børn,” si­ger han.

I dag bru­ger han me­get af sin tid som fod­bold­tra­e­ner på Foot­ball Star Aca­de­my, hvor han er Di­rector of Co­a­ching. Aka­de­mi­et til­by­der tra­e­ning til de man­ge børn og un­ge, som øn­sker at spil­le me­re fod­bold, end de tra­di­tio­nel­le klub­ber gi­ver mu­lig­hed for. I klub­ber­ne stra­ek­ker fod­boldsa­e­so­nen sig kun over halv­de­len af året, her­ef­ter ta­ger an­dre sports­gre­ne over. Det hul for­sø­ger Jes­per Ol­sen og Foot­ball Star Aca­de­my at luk­ke.

”Det er an­der­le­des end i Eu­ro­pa. I klub­ber­ne er sa­e­so­nen li­ge nu ved at slut­te, og så bli­ver ba­ner­ne brugt til cri­ck­et de na­e­ste må­ne­der. Men man­ge vil ger­ne spil­le fod­bold he­le året. Vi har 2000-3000 børn om ugen på vo­res aka­de­mi rundt om i lan­det,” forta­el­ler han.

Tra­e­nin­gen fo­re­går på for­skel­li­ge ni­veau­er. Jes­per Ol­sen er blandt an­det an­svar­lig for det, de kal­der Cen­tre of Ex­cel­len­ce, hvor de bed­ste spil­le­re er til­knyt­tet.

”Jeg el­sker at tra­e­ne. Men jeg tra­e­ner dem ik­ke for, at de skal vin­de kam­pe­ne i we­e­ken­den. Jeg tra­e­ner dem for, at de skal bli­ve bed­re. For at la­e­re dem de små nu­an­cer og for­kla­re dem det på en god må­de. Hvis de først la­e­rer at spar­ke or­dent­ligt til en bold som 16-årig, så er det for sent. Jeg tra­e­ne­de i går fra klok­ken fi­re om ef­ter­mid­da­gen til klok­ken kvart over ot­te om af­te­nen. De fi­re ti­mer gik så sta­er­kt. Der sker så me­get,” si­ger han.

”Jeg el­sker tra­e­nin­gen. Det er i blo­det på mig. Det vil jeg ik­ke stop­pe med. Kun den dag, hvor jeg ik­ke kan det me­re.”

Så ka­er­lig­he­den til spil­let har han ik­ke mi­stet, selv­om han led den hår­de ska­eb­ne at bli­ve den dan­ske syn­de­buk ef­ter VM-ned­t­u­ren i Me­xi­co. Ef­ter nog­le år af­fandt han sig med, at hi­sto­ri­en om til­ba­gela­eg­nin­gen i Qu­eréta­ro var ble­vet en del af hans iden­ti­tet.

”Nu om da­ge har jeg in­gen pro­ble­mer med det, men i man­ge år ta­enk­te jeg: ’Hvor­dan fan­den kun­ne jeg gø­re det?’ Ef­ter­hån­den be­gynd­te jeg selv at na­ev­ne det og la­ve sjov med det. Det blev en må­de at åbne en sam­ta­le,” si­ger han.

”Un­der EM i Hol­land og Belgien i 2000 hav­de jeg en del ar­bej­de om­kring det dan­ske lands­hold og tal­te med man­ge dan­ske­re. Jeg kun­ne se på dem, at de ta­enk­te på, hvor­når de skul­le spør­ge om det. De ta­enk­te al­le sam­men, hvor­dan mon man kom­mer vi­de­re fra den til­ba­gela­eg­ning,” fort­sa­et­ter han.

”No­get lig­nen­de ske­te for Jes­per Grønkja­er i Par­ken. Der er og­så at­le­ter ved OL, der fal­der på ha­len ef­ter at ha­ve for­be­redt sig i fi­re år. Så­dan er li­vet.”

Jeg na­ev­ner til sidst, at det er mit ind­tryk, at der i dag går la­en­ge­re tid imel­lem, at jeg hø­rer ud­tryk­ket ’En rig­tig Jes­per Ol­sen’ end før i ti­den.

”Det er nok for gam­mel­dags. De un­ge i dag ved sik­kert slet ik­ke, hvem jeg er,” gri­ner Jes­per Ol­sen. +

Fo­to: Ritzau

Jes­per Ol­sen for­bin­des med tva­er­af­le­ve­rin­gen, der sat­te Spa­ni­en i gang i VM-ot­ten­de­dels­fi­na­len i 1986, ef­ter Ol­sen selv hav­de bragt Dan­mark på 1-0. Men Ol­sen var og­så man­den bag Dan­marks 2-2 mål mod Eng­land, der send­te Dan­mark til EM i 1984. Her er Ol­sen sam­men med lands­hol­dets sto­re stjer­ne i åre­ne til og med EM 1984, Al­lan Si­mon­sen. Fo­to: Ritzau Fo­to

Fo­to: Morten Glin­vad

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.