R N E BAGATELLER- OG DOG

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER - Skriv til Carl­sen på carl­sen@tips­bla­det.dk

Som skre­vet fle­re gan­ge før, fin­des der 17 pa­ra­graf­fer i fod­bold­loven. Det er min er­fa­ring, at det tal of­te får folk til at un­dre sig. Pri­ma­ert over, at der ik­ke er fle­re - de fle­ste an­dre bold­spil kan mo­bi­li­se­re et va­e­sent­ligt stør­re an­tal, og man kun­ne sag­tens for­ven­te, at et re­gel­sa­et, som i sin ur­form kan fø­res til­ba­ge til 1865, var ble­vet me­re om­fangs­rigt. Men der er ble­vet ryd­det godt og grun­digt op nog­le gan­ge un­der­vejs, så det er ik­ke ba­re et spørgs­mål om, at man gen­nem åre­ne har sy­et ek­stra lap­per på hullerne med to­tal uover­sku­e­lig­hed til føl­ge. Men an­tal­let af pa­ra­graf­fer er egent­lig for­bløf­fen­de lil­le, når man ta­ger kom­plek­si­te­ten i spil­let i be­tragt­ning. Uden no­gen som helst sam­men­ha­eng i øv­rigt, men ba­re for la­ve en bil­lig po­in­te, er det da tan­ke­va­ek­ken­de, at Dan­marks Ri­ges Grund­lov rum­mer 89 pa­ra­graf­fer, og ta­el­ler man avisover­skrif­ter ef­ter en we­e­kend, kan der nok hen­fø­res va­e­sent­lig fle­re hi­sto­ri­er til fod­bold­loven end til grund­loven…

En an­den ting ved tal­let 17 er, at man­ge i bran­chen yn­der at hen­vi­se til pa­ra­graf 18 - i en så­dan grad, at en del fak­tisk tror, at der vir­ke­lig er 18 pa­ra­graf­fer. Det fandt jeg ud af, da jeg i et sa­ta­nisk øje­blik fandt på at spør­ge en for­sam­ling fod­bold­dom­me­re om, hvor man­ge pa­ra­graf­fer der egent­lig er. Den­ne my­ti­ske pa­ra­graf 18 skul­le så ef­ter si­gen­de om­fat­te an­ven­del­sen af ’den sun­de for­nuft’ men det be­hø­ver vi ik­ke no­gen se­pa­rat pa­ra­graf for. Ud over det let for­na­er­men­de i at an­ty­de, at de 17 rig­ti­ge pa­ra­graf­fer skul­le stri­de mod sund for­nuft, er den sun­de for­nuft ual­min­de­lig smukt ind­skre­vet i pa­ra­graf 5, som om­hand­ler dom­me­ren. Det er den go­de gam­le, men sta­dig no­get over­se­te - hvil­ket og­så er grun­den til, at jeg gør re­k­la­me for den, hver gang jeg kan slip­pe af­sted med det pas­sus om de små for­se­el­ser. ’Det er lovens ånd, at kam­pe­ne spil­les med så få af­bry­del­ser som mu­ligt. Der­for er det dom­me­rens op­ga­ve kun at straf­fe kla­re lov­brud. Fløjten for ba­ga­tel­ag­ti­ge el­ler tvivls­om­me for­se­el­ser ska­ber ir­ri­ta­tion og mod­vil­je hos spil­le­ne og øde­la­eg­ger til­sku­er­nes for­nø­jel­se’.

Ale­ne ord­ly­den har en duft af gam­le da­ge, og be­stem­mel­sen har gan­ske rig­tigt og­så stå­et der i man­ge her­rens år, uden at vi har naen­net at pep­pe op på for­mu­le­rin­gen - men es­sen­sen er jo for­nuf­tig nok. Groft sagt skal man pri­ma­ert døm­me for de ting, som folk kan se og for­stå, og in­gen øn­sker en fod­bold­kamp, der bli­ver hak­ket i styk­ker af evin­de­li­ge af­bry­del­ser. På sin vis sva­rer det til så man­ge an­dre ting i vo­res dag­lig­dag. Hvis f.eks. al­le kør­te 100 % ef­ter fa­erds­els­lo­vens mind­ste kom­ma og ik­ke ef­ter dens ånd, vil­le tra­fik­ken ik­ke flyt­te sig en me­ter - og tilsva­ren­de vil­le det ik­ke va­e­re no­gen kunst at døm­me for selv det mind­ste mi­krosko­pi­ske hold i trøj­en el­ler den lil­le kon­takt ved be­ne­ne. Det vil­le ba­re ik­ke la­en­ge­re va­e­re det fod­bold­spil la­en­ge­re, som vi kan li­de at se - og det, som ad­skil­ler den go­de dom­mer fra mil­li­me­ter­de­mo­kra­ten og pa­ra­graf­ryt­te­ren er net­op, at han kan fin­de ud af, hvad der er tvivl­s­omt el­ler ba­ga­tel­ag­tigt, og hvad der ik­ke er. Det spa­en­den­de er så, at det, som var ba­ga­tel­ag­tigt i før­ste halv­leg, må­ske ik­ke er det i an­den, hvor tem­pe­ra­tu­ren på kam­pen er ste­get og to­le­ran­ce­ta­er­ske­len omvendt fal­det, og det er blandt an­det de til­fa­el­de, der skil­ler dom­mer­få­re­ne fra de tilsva­ren­de buk­ke. Og er dér, hvor man i TV f.eks. hø­rer ud­ta­lel­ser i stil med, at nu er gre­bet stram­met, dom­me­ren har truk­ket li­nen ind, e.l. Hvil­ket er så sandt, så sandt han har be­nyt­tet sig af pa­ra­graf 5.

Nu er den lil­le pas­sus, som jeg ci­te­re­de oven­for, nok én af de mest over­se­te i fod­bold­loven, og den har en sa­er­de­les yd­myg pla­ce­ring, selv om det må­ske er nog­le af de al­ler­vig­tig­ste sa­et­nin­ger i bo­gen - så det var en hel be­fri­el­se, at man ved den sto­re re­vi­sion sid­ste år og­så di­rek­te skrev ind, at ’Dom­me­ren tra­ef­fer si­ne af­gø­rel­ser ef­ter bed­ste ev­ne i over­ens­stem­mel­se med fod­bold­loven og spil­lets ånd’. Det stem­mer smukt med, at det helt sto­re man­tra i dis­se år er sen­ten­sen ’What do­es foot­ball want ?’ - og det be­ty­der og­så, at det nu er end­nu me­re ty­de­ligt, at vi ik­ke har brug for den spø­gel­ses­ag­ti­ge pa­ra­graf 18. Den sun­de for­nuft er i den grad in­korpo­re­ret i pa­ra­graf 5.

Men der duk­ker al­li­ge­vel fra tid til an­den si­tu­a­tio­ner op, som godt nok er da­ek­ket af fod­bold­loven, men som de fa­er­r­ste hav­de fo­re­stil­let sig at skul­le op­le­ve. Jeg har ad­skil­li­ge gan­ge her un­der­holdt med si­tu­a­tio­ner, som jeg har in­stru­e­ret i gen­nem al­le åre­ne, men som jeg sja­el­dent el­ler al­drig har set - og så duk­ker de plud­se­lig op al­li­ge­vel, bedst som man sid­der for­an ska­er­men og føl­ger med. Jeg tror ik­ke på, at us­and­syn­lig­he­der­ne er ble­vet stør­re gen­nem åre­ne - men det er da­ek­nings­gra­den til gen­ga­eld, og det be­ty­der, at ik­ke me­get går ube­ma­er­ket hen, for der står al­tid én el­ler an­den med et hånd­holdt ka­me­ra el­ler mo­bil­te­le­fon og kan fore­vi­ge øje­blik­ket, som så lan­der på YouTu­be el­ler tilsva­ren­de. Her­ligt for os, der dyr­ker den slags be­syn­der­lig­he­der og en be­kra­ef­tel­se af mit fo­re­truk­ne in­struk­tions­mot­to ’Fan­ta­si­en over­gås kun af vir­ke­lig­he­den’.

Men det be­hø­ver ik­ke al­tid va­e­re i de yd­my­ge kam­pe, at fod­bold­lovens lyn slår ned - af og til sker det og­så på ret så højpro­fi­le­re­de ste­der. I som­mer fik vi f.eks. ved U-19 EM ser­ve­ret si­tu­a­tio­nen med det in­di­rek­te fris­park, hvor dom­me­ren glem­mer at ra­ek­ke ar­men i vej­ret, hvor­ef­ter bol­den spar­kes over 50 me­ter di­rek­te i mål. Der nå­e­de at bli­ve dømt bå­de mål og måls­park - men det lov­ma­es­sigt rig­ti­ge vil­le ha­ve va­e­ret et om­s­park. I fre­dag af­tens su­per­liga­kamp mel­lem Helsingør og AGF blev AGFs fjer­de mål sco­ret ef­ter et hjør­ne­s­park, hvor et par op­var­men­de spil­le­re yderst tjenstvil­ligt trak hjør­ne­fla­get ud til si­den, så der var bed­re plads til spar­ke­ren. Den går hel­ler ik­ke, for man må ik­ke aen­dre fla­gets po­si­tion (el­ler for den sags skyld fjer­ne det helt, som jeg og­så har set ek­semp­ler på), for let­te­re at kun­ne ta­ge hjør­ne­s­par­ket.

Grund­la­eg­gen­de må man ik­ke aen­dre på ba­ne­for­hol­de­ne - for nog­le år si­den var det bl.a. stor mo­de blandt må­l­ma­end i ube­vog­te­de øje­blik­ke at stå og spar­ke lidt til målsta­en­ger­ne (ind mod mid­ten af må­let selv­føl­ge­lig) i hå­bet om at kun­ne gø­re må­låb­nin­gen nog­le få cen­ti­me­ter min­dre. I prin­cip­pet er vi ov­re i af­de­lin­gen for usport­s­lig op­før­sel og der­med en ad­var­sel, hvis det skul­le bli­ve re­gi­stre­ret. Og tilsva­ren­de må man ik­ke la­ve an­dre af­ma­er­k­nin­ger på ba­nen end dem, som er der i for­vej­en, og som er au­to­ri­se­ret i fod­bold­loven. Så den va­ne, som nog­le må­l­ma­end har med at la­de fo­den hug­ge et ma­er­ke i krid­tet på må­l­fel­tets linje for at kun­ne ori­en­te­re sig om, hvor mid­ten af må­let bag­ved er, du­er alt­så hel­ler ik­ke. ’En spil­ler, som la­ver uau­to­ri­se­re­de af­ma­er­k­nin­ger på ba­nen’, skal ad­va­res - dog først når bol­den er ude af spil, så der bli­ver ik­ke no­get fris­park ud af det på et even­tu­elt kri­mi­nelt sted. Det er ik­ke en af lovens stør­ste for­bry­del­ser - og man kun­ne så­ma­end godt me­ne, at det hør­te til i den ba­ga­tel­ag­ti­ge af­de­ling, men selv­føl­ge­lig kan det bli­ve så out­re­ret, at det ik­ke er ba­ga­tel­ag­tigt la­en­ge­re.

Net­op det med af­ma­er­k­nin­ger­ne gav end­nu en bizar si­tu­a­tion i we­e­ken­den, hvor en 2. di­vi­sions­kamp måt­te ud­sa­et­tes i li­ge godt en ti­me på grund af stre­ger­ne på ba­nen - ik­ke for­di de var for få el­ler for uty­de­li­ge, som det el­lers of­te er til­fa­el­det, men på grund af for man­ge af dem. Der hav­de åben­bart va­e­ret spil­let et an­det bold­spil kort for­in­den på den på­ga­el­den­de kunst­ba­ne, og det gav et no­get for­vir­ren­de bil­le­de. Der er ik­ke no­get at si­ge til, at man ger­ne vil ud­nyt­te de dy­re kunst­ba­ner til an­dre ting på de tids­punk­ter, hvor der ik­ke spil­les fod­bold, og der­for blev det for få år si­den og­så skre­vet di­rek­te ind, at man for den sags skyld godt kun­ne le­ve med an­dre per­ma­nen­te af­ma­er­k­nin­ger end dem, som fod­bold nu li­ge kra­e­ver - men det for­ud­sa­et­ter, at de på­ga­el­den­de af­ma­er­k­nin­ger har en an­den far­ve og klart ad­skil­ler sig fra en fod­bold­ba­nes, så in­gen bli­ver ledt i for­da­erv i kam­pens he­de. Og det var åben­bart li­ge det, der var pro­ble­met her. Hel­dig­vis er det jo til sta­dig­hed dom­me­rens før­ste og for­nem­ste for­mål at få kam­pen af­vik­let, hvis ba­nen ik­ke er far­lig, og så even­tu­elt skri­ve en ind­be­ret­ning bag­ef­ter, hvis der har va­e­ret fejl, mang­ler el­ler uhen­sigts­ma­es­sig­he­der, så al­le over­le­ve­de, da der var ble­vet ret­tet op på de ting, der kun­ne for­vir­re.

Men det vi­ser ba­re igen, at selv med kun 17 pa­ra­graf­fer til rå­dig­hed er man fak­tisk rig­tig godt da­ek­ket ind med hen­syn til, hvad fod­bold­li­vet kan di­ske op med af fortra­e­de­lig­he­der. Nog­le af tin­ge­ne op­tra­e­der ba­re hyp­pi­ge­re end an­dre - men man skal ik­ke la­de sig for­bløf­fe. Ven­ter man la­en­ge nok, skal tin­ge­ne nok ske.

Jan Carl­sen er dom­mer-ob­ser­va­tør og en af Eu­ro­pas mest velan­se­te for­tol­ke­re af fod­bold­loven.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.