DEN IR­SKE HELT

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - JAMES MCCLEAN - TEKST: THO­MAS PYNDT

Tid­li­ge­re har han gjort mest op­ma­er­k­som på sig selv med si­ne po­li­ti­ske stand­punk­ter, men i den se­ne­ste tid er Ja­mes McClean og­så be­gyndt at sco­re me­get vig­ti­ge mål på ude­ba­ne for det ir­ske lands­hold og den ma­na­ger, der har løf­tet ham på bå­de klub- og lands­hold, Martin O’Neill.

Så er det igen ble­vet den tid på året, hvor West Bromwich’ kant­re­ser­ve Ja­mes McClean fyl­der i over­skrif­ter­ne og i fod­bold­fol­kets fø­lel­ser. Så­le­des og­så i lør­da­gens kamp i Hud­der­s­fi­eld, hvor den 28-åri­ge ir­ske lands­holds­spil­ler blev skif­tet ind til buh-råb fra hjem­me­hol­dets til­ha­en­ge­re, da der mang­le­de en halv ti­me af kam­pen. Og det gik helt amok til sidst, da McClean med van­lig ta­en­ding i ta­ck­lin­gen gik alt for hårdt til Hud­der­s­fi­elds Tom In­ce og fik en ad­var­sel for for­se­el­sen, mens til­sku­er­ne bom­bar­de­re­de ham med mønt­er, ligh­te­re og fla­sker.

Det var da og­så en hård ta­ck­ling, men det var ik­ke kun der­for, at McClean fik pu­bli­kums util­freds­hed at fø­le. Nej, det skyl­des det, der mang­le­de på hans bryst­kas­se.

En gang om året min­des eng­la­en­der­ne de­res fald­ne sol­da­ter i de kon­flik­ter, der har ra­set fra 1. ver­denskrig og frem, og det bli­ver gjort med en rød val­mu­e­blomst som sym­bol. Så en we­e­kend i novem­ber har al­le en rød stof­blomst sat på re­ver­sen el­ler jak­ken, fra tvva­er­ter til ma­na­ger­ne på si­de­linj­en, mens al­le spil­le­re får sy­et sym­bo­let fast på trøj­en, al­le spil­le­re und­ta­gen Ja­mes McClean.

Den be­slut­ning tog han før­ste gang i novem­ber 2012 som Sun­der­land-spil­ler, hvil­ket vak­te vold­som op­ma­er­k­som­hed, men han fik først lov til at for­kla­re sig et par år se­ne­re, da han var kom­met til Wi­gan. For han send­te et brev til klu­be­jer Da­ve Whelan, der blev gen­gi­vet på klub­bens hjem­mesi­de, og si­den da er ble­vet ci­te­ret hver gang ”Re­mem­bran­ce We­e­kend” na­er­mer sig, og Ja­mes McClean igen ik­ke stil­ler op med en rød val­mu­e­blomst sy­et på trøj­en.

”Jeg har ik­ke an­det end respekt for dem, der ka­em­pe­de og dø­de i de to ver­denskri­ge (…) Jeg sør­ger over de­res død som al­le an­dre or­dent­li­ge men­ne­sker, og hvis val­mu­en kun var et sym­bol for ver­denskri­ge­nes tab­te sja­e­le, så vil­le jeg ba­e­re den. Det vil jeg ger­ne gø­re 100 pro­cent klart.”

”Men val­mu­en bli­ver og­så brugt til at min­des of­re fra an­dre kon­flik­ter ef­ter 1945, og det er der, pro­ble­mer­ne be­gyn­der for mig,” skrev kant­spil­le­ren, der kom­mer fra by­en Der­ry helt op­pe i den al­ler­n­ord­lig­ste del af den ir­ske ø, op­pe ved gra­en­sen mel­lem Ir­land og Nor­dir­land.

By­en med de knap 100.000 ind­byg­ge­re blev et af bra­end­punk­ter­ne i den 30 år lan­ge nor­dir­ske kon­flikt mel­lem en­gel­ske-sin­de­de pro­te­stan­ter og irsk-sin­de­de ka­to­lik­ker, hvil­ket og­så kun­ne af­la­e­ses i den man­ge­åri­ge dis­kus­sion om, hvor­vidt by­en hed Der­ry, som de irsk-sin­de­de sy­nes, el­ler Lon­don­der­ry, som den of­fi­ci­elt hed ind­til for et år si­den.

Men søn­dag den 30. ja­nu­ar 1972 gik det helt galt, da tu­sin­der af men­ne­sker gik på ga­den for at de­mon­stre­re mod til­ba­ge­hol­del­sen uden rets­sag af 342 men­ne­sker med mu­li­ge IRA­for­bin­del­ser.

Un­der­vejs kom det til sam­men­stød mel­lem de­mon­stran­ter og de en­gel­ske sol­da­ter, der var ud­sendt for at be­va­re ro og or­den i Nor­dir­land un­der kon­flik­ten, men i lø­bet af få mi­nut­ter ud­vik­le­de det sig fra van­li­ge ska­er­myds­ler til, at 14 ube­va­eb­ne­de de­mon­stran­ter blev skudt og dra­ebt af sol­da­ter­ne. Det var en ”Sun­day, Bloo­dy Sun­day,” som det ir­ske band U2 syn­ger om, og det er en be­gi­ven­hed, der har sat sig dybt i den ka­tol­ske del af Der­rys be­folk­ning, så­le­des og­så i Ja­mes McClean.

”For folk fra Nor­dir­land som jeg selv og spe­ci­elt folk fra Der­ry, hvor Bloo­dy Sun­day-mas­sa­kren fandt sted i 1972, be­ty­der val­mu­en noget helt an­det (…) Når man kom­mer fra Creg­gan [et ar­bej­der­kvar­ter i by­en], som jeg gør, el­ler fra Bogsi­de, Bran­dywell og man­ge an­dre ste­der i Der­ry, så le­ver hvert ene­ste men­ne­ske i skyg­gen af en af de mør­ke­ste da­ge i Ir­lands hi­sto­rie – og­så selv om man som jeg blev født na­e­sten 20 år ef­ter. Det er en del af, hvem vi er, rod­fa­e­stet i os fra føds­len.”

”Mr. Whelan, hvis jeg skul­le ba­e­re en val­mue, vil­le det ud­vi­se den sam­me mang­len­de respekt for de uskyl­di­ge, der mi­ste­de li­vet un­der ”The Troub­les” – og spe­ci­elt Bloo­dy Sun­day – som jeg er ble­vet be­skyldt for at ud­vi­se of­re­ne fra 1. og 2. ver­denskrig. Det vil­le bli­ve set som man­gel på respekt for de folk; for mit folk.”

”Jeg er ik­ke no­gen krigs­ma­ger el­ler an­ti-bri­tisk el­ler ter­r­o­rist el­ler no­gen af de man­ge an­dre be­skyld­nin­ger, der er ble­vet frem­sat mod mig. Jeg er en fre­de­lig fyr, der tror på, at al­le men­ne­sker skal le­ve sam­men, uan­set hvad de tror på, og hvor de står hen­ne po­li­tisk. Jeg respek­te­rer dem og be­der om, at folk respek­te­rer mi­ne syns­punk­ter på sam­me må­de.”

”Jeg er me­get stolt over, hvor jeg kom­mer fra, og jeg kan ik­ke gø­re noget, som jeg me­ner er for­kert. Hvis man er en mand, skal man stå op for det, som man tror på,” skrev Ja­mes McClean, uden det alt­så har gjort den sto­re for­skel i det land, hvor han bor og ar­bej­der.

For han bli­ver al­tid buhet, uan­set hvilken ude­ba­ne han spil­ler på, men det er spe­ci­elt slemt i de da­ge, hvor den rø­de val­mue kan ses al­le ste­der i det en­gel­ske til min­de om de fald­ne sol­da­ter.

EN BED­RE ATLET END RONALDO

Til gen­ga­eld er Ja­mes McClean me­get po­pu­la­er i det ir­ske og ik­ke kun på grund af si­ne po­li­ti­ske hold­nin­ger. For rent fod­bold­ma­es­sigt har han ka­em­pet sig fra bun­den af irsk di­vi­sions­fod­bold til Pre­mi­er Le­ague, og un­der­vejs er han og­så vok­set fra at va­e­re en ar­bejds­he­st på kan­ten til at va­e­re en mat­chvin­der for ”The Boys in Gre­en.”

Det be­gynd­te el­lers ik­ke så godt for den un­ge Ja­mes McClean, der vok­se­de op i det ka­tol­ske ar­bej­der­kvar­ter Creg­gan, hvor fod­bol­den fyld­te me­get, og hvor fa­mi­li­en var over­be­vi­ste Cel­tic-til­ha­en­ge­re. Ta­len­tet for spil­let hav­de den un­ge mand og­så, og ef­ter en op­va­ekst i Tro­jans FC blev han op­da­get af ta­lent­sam­len­de In­sti­tu­te FC, der få år tid­li­ge­re hav­de sendt Dar­ron Gib­son til Man­che­ster Uni­ted.

Men trods stor vil­je og ener­gi slog McClean ik­ke til på Ri­ver­si­de Sta­di­um, og som 19-årig blev han frit­stil­let. Han var dog ik­ke ene om at kig­ge ind i dy­stre ud­sig­ter, for det lo­ka­le stor­hold Der­ry Ci­ty, der på trods af be­lig­gen­he­den på den nor­dir­ske si­de af gra­en­sen spil­ler med i den ir­ske liga, var lø­bet ind i sto­re øko­no­mi­ske pro­ble­mer, så et­hvert lo­kalt ta­lent med lyst til prø­ve­tra­e­ning var vel­kom­men til at kig­ge for­bi og spil­le for en chan­ce. Og den tog Ja­mes McClean.

Mens den dår­li­ge øko­no­mi var ved at slå klub­ben helt ned og blandt an­det ko­ste­de plad­sen i den bed­ste ir­ske ra­ek­ke, ud­vik­le­de McClean sig vold­somt, og ef­ter tre go­de sa­e­so­ner kun­ne han i au­gust 2011 støt­te klub­ben øko­no­misk, da han blev solgt til Sun­der­land for 350.000 pund (godt tre mil­li­o­ner kro­ner i da­gens kurs). Kort in­den skif­tet blev han og­så ud­ta­get til det nor­dir­ske lands­hold, som han hav­de spil­let U21-land­skam­pe for, men han sag­de nej tak og valg­te at ven­te på det ir­ske lands­hold, der kald­te for før­ste gang i fe­bru­ar 2012.

Så ef­ter ned­t­u­ren med In­sti­tu­te gik tin­ge­ne i den grad den rig­ti­ge vej for den 22-åri­ge og me­get ar­bejd­s­om­me kant­spil­ler, som Sun­der­land-ma­na­ger Ste­ve Bru­ce så som en frem­ti­dens mand. Og den frem­tid kom hur­tigt, for Bru­ce blev fy­ret i novem­ber, og al­le­re­de må­ne­den ef­ter de­bu­te­re­de Ja­mes McClean i Pre­mi­er Le­ague un­der den nye ma­na­ger Martin O’Neill, der og­så kom­mer fra Der­ry i Nor­dir­land, hvor­ef­ter de­bu­ten på det ir­ske lands­hold fulg­te kort ef­ter.

Et års tid se­ne­re blev O’Neill fy­ret i Sun­der­land, mens ef­ter­føl­ge­ren Pa­o­lo Di Ca­nio ik­ke var im­po­ne­ret af ire­ren på kan­ten, så McClean skif­te­de til Wi­gan i The Cham­pions­hip, hvor han spil­le­de et par sa­e­so­ner, før Pre­mi­er Le­ague kald­te igen i form af West Bromwich og ma­na­ger To­ny Pulis i som­me­ren 2015. Si­den da har han va­e­ret med i 77 af 87 mu­li­ge liga­kam­pe for klub­ben, men han har kun spil­let fra start i 43 og blot sco­ret tre mål for West Bromwich i den pe­ri­o­de.

Al­li­ge­vel bru­ger Pulis ham, om­end en del som ind­skif­ter, for­di han al­tid le­ve­rer vil­je og hårdt ar­bej­de på ven­stre­kan­ten – el­ler som Al­bions-an­fø­rer Dar­ren Flet­cher be­skrev hold­kam­me­ra­ten for et års tid si­den i Irish Mail On Sun­day:

”Han er nok den bed­ste atlet, jeg no­gen sin­de har spil­let sam­men med. Når det ga­el­der styr­ke, hur­tig­hed og ud­hol­den­hed, er han den bed­ste, jeg har mødt og end­da set,” sag­de Flet­cher, der i sin for­tid som Man­che­ster Uni­ted-spil­ler el­lers hav­de en vis Chri­sti­an Ronaldo som hold­kam­me­rat.

”Ronaldo er en ”fre­ak” på an­dre må­der. Jeg vil­le helt sik­kert sa­et­te ham op på det sam­me ni­veau, men de er sta­dig for­skel­li­ge. Ronaldo har nok me­re hur­tig­hed og eks­plo­si­vi­tet i spring­kraf­ten, men Ja­mes har me­re kraft, når det kom­mer til at lø­be frem og til­ba­ge. Han er den per­fek­te midt­ba­ne­mand at ha­ve på sit hold.”

”Han gi­ver al­tid 100 pro­cent. Han er klar over, hvor hel­dig han er ved at va­e­re pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler. Med hans bag­grund gi­ver han al­tid alt, hvad han har, for at va­e­re den bed­ste, han kan va­e­re,” sag­de skot­ten Flet­cher om den gan­ske må­l­lø­se McClean.

MARTIN O’NEILL OG MUREN

På det ir­ske lands­hold står han for det sam­me, men og­så me­get me­re un­der sin gam­le Sun­der­land-ma­na­ger Martin O’Neill, der har va­e­ret irsk land­stra­e­ner si­den novem­ber 2013. For han har sco­ret me­re for Ir­land i VM-kva­li­fi­ka­tio­nen, end han har gjort for West Bromwich si­den som­me­ren 2015, og O’Neill har da og­så kaldt McClean for uvur­der­lig, mens kan­ten li­ge­le­des har sagt pa­e­ne ting om sin land­stra­e­ner:

”Martin kom­mer og­så fra Der­ry, så han for­står tin­ge­ne bed­re end de fle­ste an­dre. Han gav mig mit gen­nem­brud i Sun­der­land, hvor tin­ge­ne gik rig­tig godt, spe­ci­elt i det før­ste år. Nu er han ma­na­ger her, og tin­ge­ne la­der til sta­dig at gå godt.”

”Det er ik­ke så­dan, at vi sa­et­ter os ned og snak­ker i ti­me­vis, er bed­ste ven­ner der går ud og spi­ser sam­men, men vi fun­ge­rer rig­tig godt sam­men i et ar­bejds­mil­jø. Han la­der til at sto­le på mig, og det vil jeg be­ta­le til­ba­ge med mi­ne ind­sat­ser, og det la­der til at vir­ke.”

”Han er rig­tig god med spil­ler­ne en-til-en, rig­tig god til at forta­el­le dem hvad han for­ven­ter. Og når han snak­ker for­an he­le grup­pen, gi­ver han en lyst til at lø­be gen­nem en mur for ham. Man bli­ver ta­endt, og man er klar. Han rå­ber og skri­ger ik­ke, han er ba­re fuld af pas­sion,” som McClean for­tal­te det til Irish Sun i som­mer.

I den­ne VM-kva­li­fi­ka­tion har han sco­ret fi­re mål, og er der­med top­sco­rer for Ir­land, og før lør­da­gens kamp i Par­ken er det va­erd at be­ma­er­ke, at han har sco­ret al­le si­ne mål på ude­ba­ne. Først la­ve­de han to i Mol­d­ova, hvor 1-1 blev til en 3-1 sejr, si­den score­de han det en­li­ge mål i Østrig, og i sid­ste må­ned score­de han det vig­tig­ste af dem al­le sam­men, da han ned­lag­de den wa­li­si­ske dra­ge og sik­re­de Ir­land play­off-kam­pe mod Dan­mark i ste­det for Ga­reth Ba­le og kom­pag­ni.

”Det var klart mit bed­ste mål for Ir­land ind­til vi­de­re (…) Det var et stort øje­blik, og det fin­des ik­ke no­gen bed­re fø­lel­se. Det var klas­se. Man­ge folk hav­de af­skre­vet os og gav os ik­ke en chan­ce i af­ten, men vi vi­ste vo­res kva­li­tet, da der var brug for det,” sag­de han ef­ter sej­rs­må­let i Wa­les, som han fejre­de ved at lø­be ud til til­sku­er­plad­ser­ne og gi­ve sin ko­ne Erin et stort knus.

Og hans 10. mål i 54 land­skam­pe gjor­de

ham for al­vor til en irsk fol­ke­helt, om­end book­ma­ke­ren bet365 fik lidt pro­ble­mer, da de vil­le fejre pra­e­sta­tio­nen med et twe­et af målsco­re­ren og tek­sten ”not all her­o­es wear ca­pes.” For sel­ska­bet har og­så man­ge en­gel­ske kun­der, og de sy­nes be­stemt ik­ke, at Ja­mes McClean er en helt, så der blev tru­et med op­sag­te kon­ti og så vi­de­re, for kan­ten er alt­så en kon­tro­ver­si­el per­son i fod­bol­dens ver­den.

Men det be­kym­rer ham ik­ke. Han gør, hvad han tror på, og selv om an­dre ir­ske lands­holds­spil­le­re har ta­get den sam­me vej fra Nor­dir­land, for­sva­re­ren Sha­ne Duf­fy fra Brigh­ton kom­mer end­da og­så fra Der­ry, og ik­ke har pro­ble­mer med den rø­de val­mue, så har McClean holdt fast på sit.

Nor­malt er den 11. novem­ber den sto­re pro­blem-dag, for da­gen for af­slut­nin­gen af 1. ver­denskrig er de­sig­ne­ret ”Re­mem­bran­ce Day” i Eng­land, men den­ne gang bli­ver den ik­ke et te­ma, for den lør­dag spil­ler Ja­mes McClean play­off-kamp mod Dan­mark i Par­ken.

Men han har sta­dig si­ne rød­der med til Kø­ben­havn, for blandt de man­ge ta­to­ve­rin­ger på hans krop er der en sang­tekst af den ir­ske san­ger Phil Coul­ter, der og­så kom­mer fra Der­ry:

”In my me­mo­ri­es I will always see, the town that I ha­ve lo­ved so well,” står der om den by, som han plan­la­eg­ger at ven­de hjem til, når ti­den i Eng­land er for­bi, ger­ne med et par år i Der­ry Ci­ty til at luk­ke kar­ri­e­ren på.

Men for­hå­bent­lig får han ik­ke go­de min­der med fra Kø­ben­havn.

Ja­mes McClean fejrer sin scor­ing i Car­diff, der gav Ir­land ad­gang til play­off-run­den om de sid­ste eu­ro­pa­ei­ske VM-bil­let­ter på be­kost­ning af Wa­les. West Bromwich-kan­ten er top­sco­rer for det ir­ske lands­hold i VM-kva­li­fi­ka­tio­nen og al­le fi­re mål er sco­ret på ude­ba­ne. Fo­to: Ni­gel French/Ritzau Fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.