NÅR SMÅ TILFAELDIGHEDER SKA­BER EN STOR KAR­RI­E­RE

De to dan­ske play­off-kam­pe mod Ir­land hand­ler om kva­li­fi­ka­tion til VM, men kan og­så få stor be­tyd­ning for de in­di­vi­du­el­le spil­le­re. Det er Jo­hn Sivebaek et be­vis på. Som den ene­ste lands­holds­spil­ler var han med på he­le suc­ces­rid­tet fra EM i 1984 til eu­rop

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - JOHN SIVEBAEK - TEKST: SEBASTIAN STANBURY @SebStan­bury

Det før­ste man ser, når man kom­mer ind på Jo­hn Si­ve­ba­eks kon­tor i ud­kan­ten af Vej­le, er to man­nequi­ner. Den ene er iført den Man­che­ster Uni­ted-trø­je med Sharp på ma­ven, som dan­ske­ren i 1986 bar i sin før­ste sa­e­son for den en­gel­ske stor­klub. Rundt om hal­sen ha­en­ger et half-&-half-hal­størkla­e­de fra for­å­rets Eu­ro­pa Le­ague-kamp mel­lem Uni­ted og Saint-Étien­ne, et op­gør der i fod­boldEu­ro­pa blev bran­det som mø­det mel­lem brødre­ne Fl­oren­tin og Paul Pog­ba, men som og­så kun­ne va­e­re døbt ”The Jo­hn Sivebaek Der­by,” for­di dan­ske­ren har spil­let beg­ge ste­der. På den an­den man­nequin sid­der en trø­je fra Pesca­ra. Sivebaek spil­le­de med del­finlog­o­et på trøj­en fra 1992 til 1994.

He­le kon­to­ret vid­ner om et langt liv i fod­bol­dens ver­den, først som spil­ler og si­den som rå­d­gi­ver. På va­eg­ge­ne ha­en­ger lands­holds-, Cel­tic- og Re­al Madrid-trø­jer fra den mest pro­fi­le­re­de kli­ent, Tho­mas Gra­ve­sen. Over ind­gan­gen til mø­de­lo­ka­let jub­ler Sivebaek sam­men med de øv­ri­ge lands­holds­spil­le­re over eu­ro­pa­mester­ska­bet på Nya Ul­le­vi i ju­ni 1992. Og på en hyl­de står et bil­le­de af en 24-årig vej­len­ser i en hvid lands­holds­dragt fra Hum­mel og lig­ner en mand, der ik­ke ved, hvad der li­ge er sket. Det gør han hel­ler ik­ke end­nu. An­sigts­ud­tryk­ket er for­bløf­fet, ar­me­ne er strakt, halvt i ju­bel, halvt i forun­dring.

Vej­len­se­ren er ble­vet 32 år ae­l­dre, men han kan godt hu­ske den dag, bil­le­det blev ta­get.

”Dem har jeg set man­ge gan­ge, men jeg kan godt se dem igen,” smi­ler han, da han bli­ver fo­re­slå­et at se høj­de­punk­ter­ne fra Ir­land-Dan­mark den 13. novem­ber 1985. Det var den sid­ste kamp i kva­li­fi­ka­tio­nen til VM i Me­xi­co, og Dan­mark var så godt som sik­ker på at gå vi­de­re. Sepp Pionteks hold skul­le ta­be, og Schweiz skul­le ind­hen­te en må­l­for­skel på 13 scor­in­ger, hvis det skul­le gå galt. Men lands­hol­dets ty­ske tra­e­ner vil­le va­e­re helt sik­ker og for­søg­te des­u­den at be­va­re den pre­sti­ge­fyld­te før­ste­plads for­an Sov­je­tu­ni­o­nen, så han stil­le­de med sit sta­er­ke­ste hold, der­i­blandt Sø­ren Ler­by, selv om han sam­me af­ten skul­le spil­le po­kal­kamp for Bay­ern Mün­chen og der­for kun spil­le­de 60 mi­nut­ter. Og så hav­de Sepp Piontek og­så valgt Jo­hn Sivebaek til plad­sen som høj­re ba­ck.

Det skul­le bli­ve for­sva­re­rens bed­ste land­skamp og kar­ri­e­rens vig­tig­ste pra­e­sta­tion. På den fem mi­nut­ter og 19 se­kun­der lan­ge Youtu­be-vi­deo kan den nu pen­sio­ne­re­de ba­ck se, hvor­dan han ska­ber 1-1-må­let ved at spil­le ét-to med først Jan Møl­by og si­den Klaus Berg­gre­en for så at slå et per­fekt ind­la­eg, der dyk­ker ved for­re­ste stol­pe, så Pre­ben Elkja­er kan nå bol­den før de ho­ved­stødsta­er­ke ir­ske for­sva­re­re. Han er og­så man­den bag Dan­marks 4-1-scor­ing, da han, spra­eng­fyldt med ener­gi og selv­til­lid, af­le­ve­rer bol­den til Frank Ar­ne­sen og straks sa­et­ter i sprint, så han har høj­re­kan­ten helt for sig selv og in­de for­an mål kan fin­de Berg­gre­en. Berg­gre­en la­eg­ger bol­den af, så Pre­ben Elkja­er kan sco­re til 4-1 og sa­et­te punk­tum for Dan­marks før­ste suc­ces­ful­de VM-kva­li­fi­ka­tion.

Imel­lem de to scor­in­ger har Mi­cha­el Laud­rup la­vet 2-1-må­let og Jo­hn Sivebaek har haft sit mest be­røm­te lands­hold­sø­je­blik. Der er spil­let knap en ti­me, da Sivebaek igen kom­bi­ne­rer med en hold­kam­me­rat, den­ne gang Laud­rup, og ska­ber sig plads frem ad ba­nen. Men da han mø­der sit eget lan­ge tra­ek på irer­nes halv­del, gør han in­gen af de to ting, man vil­le for­ven­te af en høj­re ba­ck an­no 1985, spil­le Pre­ben Elkja­er el­ler gå mod bag­linj­en. I ste­det er hans før­ste be­rø­ring et tra­ek va­ek fra si­de­linj­en, og så fort­sa­et­ter han el­lers med at sø­ge på tva­ers af ba­nen. Et par mod­stan­de­re bli­ver af­vist med fy­sik og fart, og da Sivebaek til sidst når ind i fel­tet, er der ik­ke an­det at gø­re end at for­sø­ge at af­slut­te med det halvsva­ge ven­stre­ben. Bol­den ram­mer en fod og stry­ger over må­l­mand Jim McDo­nagh. Ba­ck­en har sco­ret sit før­ste og – skul­le det vi­se sig – sid­ste land­skamps­mål. Og så er det, at ar­me­ne ry­ger til vej­rs, og det un­dren­de ud­tryk kom­mer på an­sig­tet.

”Jeg ta­enk­te, at jeg hav­de spil­let en rig­tig god kamp og kry­dre­de det med så­dan noget der. Det kun­ne da ik­ke pas­se. Jeg tror, det er der­for, jeg la­ver det der med ar­me­ne – ”hvad er det li­ge, der sker?” Det er den at­ti­tu­de, der kom­mer frem,” si­ger Sivebaek om sin be­røm­te ju­bel ef­ter det li­ge så be­røm­te mål.

”Selv de, der ik­ke så må­let den­gang, kan snak­ke om det, for­di de har set det si­den. Og dem, der hu­sker det, snak­ker ik­ke om an­det.”

Det dan­ske lands­hold hav­de for­ven­tet en sva­er kamp. De ir­ske spil­le­re var hø­je og fy­sisk sta­er­ke, og ba­nen på fod­bold- og rug­by­sta­dio­net Lans­dow­ne Ro­ad var knoldet og lang­hå­ret. Var det ble­vet en kamp pra­e­get af lan­ge bol­de og du­el­ler, kun­ne dan­sker­ne ha­ve få­et det sva­ert. I ste­det score­de dan­sker­ne al­le fi­re mål ef­ter hur­ti­ge ryk langs jor­den. Sivebaek skab­te tre af dem. Da han se­ne­re i Man­che­ster Uni­ted kom til at spil­le sam­men med for­sva­re­ren Ke­vin Mor­an, fik han at vi­de, at irer­ne slet ik­ke ha­ve va­e­ret for­be­redt på hans fart, hvil­ket ef­ter­lod ham med en hel høj­re­kant at bol­tre sig på. Det ud­nyt­te­de han til at spil­le kar­ri­e­rens mest be­tyd­nings­ful­de kamp.

”Jeg vil på­stå, det er den vig­tig­ste. Jeg ha­ef­ter mig ved den go­de kamp, der gjor­de, at jeg kom til ud­lan­det. For det er der in­gen tvivl om, at den gjor­de.”

ATTRAKTIV FOR ATKINSON

Straks Ir­land-Dan­mark blev fløjtet af, blev Jo­hn Sivebaek pas­set op af en lil­le, skal­det mand, der løb ind på ba­nen og tog om den dan­ske Man of the Match. Sivebaek skul­le li­ge føl­ge med ham, er­kla­e­re­de den frem­me­de. Det vi­ste sig, at det var en scout fra FC Brug­ge, der var ble­vet så til­truk­ket af ba­ck­ens pra­e­sta­tion, at han øje­blik­ke­ligt måt­te ha­ve fat i Vej­le Bold­klub-spil­le­ren.

Af de 16 spil­le­re, Sepp Piontek hav­de ta­get med til Ir­land, spil­le­de kun Jo­hn Sivebaek og de to må­l­ma­end Ole Qvist og Tro­els Ras­mus­sen hjem­me i Dan­mark. Re­sten var al­le­re­de pro­fes­sio­nel­le i ud­lan­det, der og­så hav­de haft bud ef­ter den 24-åri­ge VB-ba­ck, men uden at det var endt med en kon­trakt. Som­me­ren for­in­den hav­de det va­e­ret ta­et på med Laus­an­ne i Schweiz, og Sivebaek hav­de al­le­re­de op­sagt sit job i Vej­le Kom­mu­ne, men så af­brød schweizer­ne kon­tak­ten og vend­te al­drig til­ba­ge. Ef­ter Ir­land-kam­pen var der mas­ser af an­dre klub­ber at ta­ge af.

”Ej­gil Jen­sen, som sty­re­de klub­ben i Vej­le, blev ki­met ned af folk, der vil­le i kon­takt med mig. Det var ty­ske, bel­gi­ske og en­gel­ske klub­ber. Der fo­re­gik plud­se­lig en hel mas­se, som jeg var nødt til at ta­ge stil­ling til.”

Den­gang var om­kla­ed­nings­rum­me­ne ef­ter en land­skamp et vir­var af mud­ret spil­le­tøj, vå­de hånd­kla­e­der, nøg­ne spil­le­re med ba­je­re i hån­den og jour­na­li­ster, der ma­se­de sig rundt for at la­ve in­ter­view. Der­for var uven­te­de ga­e­ster ik­ke noget, man bed ma­er­ke i. På Lans­dow­ne Ro­ad hav­de Jo­hn Sivebaek godt spot­tet, at Man­che­ster Uni­ted-ma­na­ger Ron Atkinson stod i dam­pen og hil­ste på Jes­per Ol­sen, men han ta­enk­te ik­ke vi­de­re over det. Først se­ne­re fik han fra Ol­sen at vi­de, at Atkinson var me­get be­gej­stret for det, han hav­de set. Så be­gej­stret, at han vil­le ha­ve Sivebaek til Old Traf­ford.

”Jeg var på en pro­mo­tion-tur med Carls­berg på Grøn­land i de­cem­ber må­ned, hvor vi var rundt for at prom­ove­re fod­bold. Der var in­gen mo­bil­te­le­fo­ner, så en af­ten på ho­tel­let kom de og sag­de, at der var en te­le­fon­sam­ta­le fra Dan­mark. Det var så Ej­gil Jen­sen, der rin­ge­de og sag­de, at Uni­ted hav­de kon­tak­tet ham, og vi skul­le kom­me hur­tigst mu­ligt. Vi måt­te så hjem fra Grøn­land og rej­se til Eng­land, og så kør­te he­le møl­len,” si­ger Jo­hn Sivebaek, der dog måt­te ven­te på en en­de­lig af­kla­ring.

”Vi rej­ste til Uni­ted i de­cem­ber til la­e­ge­tjek, og jeg blev bag­ef­ter kaldt op på ma­na­ge­rens kon­tor. Jeg kun­ne godt se på ham, at der var noget galt, for han sad na­er­mest helt for­ste­net. ”Vi kan ik­ke la­ve kon­trakt med dig,” sag­de han. Nå, hvad nu? Det var en hjer­te­fejl. Og så faldt ver­den sam­men for min ko­ne og mig. Vi tro­e­de ik­ke, at det pas­se­de – det måt­te va­e­re en und­skyld­ning for et el­ler an­det.”

Men den var god nok. Hjem­me i Vej­le tog Jo­hn Sivebaek kon­takt til VB’s la­e­ge, der al­drig selv hav­de re­gi­stre­ret et pro­blem, men kend­te

en over­la­e­ge på Skej­by Sy­ge­hus. Han un­der­søg­te fod­bold­spil­le­ren, og der var gan­ske rig­tigt en lil­le uta­et­hed i en af hjer­te­klap­per­ne, så noget af blo­det faldt til­ba­ge i hjer­tet.

”Men det var så lil­le en uta­et­hed, at det ik­ke be­tød noget ef­ter hans vur­de­ring. Jeg vil­le sag­tens kun­ne fort­sa­et­te med at spil­le, og det var dej­ligt – om ik­ke an­det kun­ne jeg fort­sa­et­te i Vej­le. Han la­ve­de en rap­port, der blev over­sat til en­gelsk og sendt over til Uni­ted, og de rin­ge­de nog­le da­ge se­ne­re og hav­de god­ta­get den. Der var gla­e­den stor,” si­ger Jo­hn Sivebaek.

Der­med be­gynd­te en ot­te en halv år lang ud­land­skar­ri­e­re, der var fun­da­ment for en fort­sat nøg­lerol­le på lands­hol­det – in­gen af de­le­ne hav­de Jo­hn Sivebaek fo­re­stil­let sig skul­le bli­ve en del af hans liv.

AN­GRE­BET PÅ ANFIELD

Be­fin­der man sig på Kong Hans Vej i Vej­le, skal man ba­re kryd­se Roms Hu­le, og så er man på Vej­le Sta­dion. Her vok­se­de Jo­hn Sivebaek op, og he­le op­va­ek­sten hand­le­de om fod­bol­den. Når dren­ge­ne på Nør­re­mar­ken kom hjem fra sko­le, smed de sko­le­ta­sker­ne, og så spil­le­de de; på ba­ner­ne ved si­den af sta­dion, i en na­er­lig­gen­de park el­ler end­da in­de på op­vis­nings­ba­nen, hvis det kun­ne la­de sig gø­re at sni­ge sig ind. En dag da Sivebaek var 10-12 år gam­mel, sag­de en af kam­me­ra­ter­nes far: ”jeg tror, du bli­ver pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler en dag”.

Det var slet ik­ke noget, den un­ge Jo­hn ska­en­ke­de en tan­ke. Han drøm­te hver­ken om at bli­ve pro­fes­sio­nel el­ler kom­me på lands­hol­det – og da slet ik­ke om, at han skul­le få en af de mest im­po­ne­ren­de lands­holdskar­ri­e­rer over­ho­ve­det.

Men det gik slag i slag. Jo­hn Sivebaek kom på uni­ons­hol­det, han kom på ung­lands­hol­de-

t ne, og han kom på Vej­les første­hold. Og som 20-årig lands­holds­de­bu­te­re­de han mod Sve­ri­ge i maj 1982. In­gen vidste det den­gang, men ti­m­in­gen kun­ne ik­ke ha­ve va­e­ret bed­re. Få må­ne­der se­ne­re be­gynd­te lands­hol­dets gul­dal­der med kva­li­fi­ka­tions­tur­ne­rin­gen til EM 1984 i Frank­rig.

”Jeg så over­ho­ve­det ik­ke en lands­holds­de­but for mig, men den kom i 1982. Jeg hav­de trods alt va­e­ret på yng­lin­gelands­hol­det, så jeg vidste godt, at det kun­ne va­e­re en mu­lig­hed, men det var ik­ke så­dan, at jeg ta­enk­te, jeg nu hav­de ti år for­an mig på lands­hol­det. Det var en kamp for mig at va­e­re med hver gang; gø­re mig så god i kam­pe­ne, at Sepp vil­le ud­ta­ge mig.”

Det var in­gen selv­føl­ge det før­ste styk­ke tid. Ba­ck­en fra Vej­le spil­le­de kun én af kam­pe­ne i EM-kva­li­fi­ka­tions­kam­pen. Den 21. sep­tem­ber 1983 sad han på Wem­bleys be­røm­te tri­bu­ne og så Al­lan Si­mon­sen sco­re på straf­fes­park. Da­gen før han hav­de tabt en U/21-land­skamp med 4-1 til eng­la­en­der­ne sam­men med se­ne­re eu­ro­pa­me­stre som Kent Ni­el­sen, Bent Chri­sten­sen og Kim Vil­fort. In­gen af dem kom med til Frank­rig, men det gjor­de Sivebaek.

”Jeg spil­le­de i Vej­le, og vi spil­le­de rig­tigt godt i for­å­ret 1984. Det gav mig for­håb­nin­ger om, at jeg kun­ne kom­me med. Det gjor­de jeg hel­dig­vis, og jeg spil­le­de mod Ju­goslavi­en, Bel­gi­en og Spa­ni­en. Det var egent­lig okay, ef­ter­som det var før­ste gang, jeg var med.”

Han føl­te sig hel­ler ik­ke sik­ker på del­ta­gel­se i Me­xi­co to år se­ne­re, for det før­ste hal­ve år ef­ter an­kom­sten til Man­che­ster spil­le­de han kun tre kam­pe.

”Jeg fik min de­but på Anfield i fe­bru­ar, og det var en om­tum­let tur. Vi blev an­gre­bet med sten i bus­sen, og der var tå­re­gas og alt mu­ligt, da vi skul­le ind til Anfield. Det var en ty­pisk ki­ck’n’rush-kamp, og jeg skul­le spil­le høj­re midt­ba­ne. Jeg rør­te stort set ik­ke bol­den. Jeg tror, at Ron Atkinson ta­enk­te, at han hel­le­re måt­te gi­ve mig lidt tid. Men jeg spil­le­de trods alt re­ser­ve­holdskam­pe, og der gjor­de jeg det godt, og jeg tror, det blev sendt vi­de­re til Sepp. Jeg tror, at mi­ne pra­e­sta­tio­ner fra tid­li­ge­re, fra kva­li­fi­ka­tio­nen, gjor­de, at Sepp ta­enk­te, han godt kun­ne bru­ge mig al­li­ge­vel.”

I Me­xi­co blev Sivebaek skif­tet ind i pre­mi­e­ren mod Skot­land, og han spil­le­de he­le kam­pen mod Vest­tys­kland. Han skul­le og­så va­e­re star­tet in­de mod Spa­ni­en i ot­ten­de­dels­fi­na­len, men måt­te mel­de fra med et ma­veon­de. Hav­de han va­e­ret med som ba­ck, hav­de Jes­per Ol­sen nok al­drig mod­ta­get den af­le­ve­ring i høj­re for­svars­si­de, som skul­le bli­ve så ska­eb­nesvan­ger.

”Jeg har tit ta­enkt til­ba­ge på Spa­ni­en-kam­pen. Det var så små ting, der af­gjor­de, om vi vandt den kamp. Vi spil­le­de så godt i før­ste halv­leg, noget af det bed­ste vi hav­de spil­let, og vi kom for­an og før­te na­e­sten til pau­sen, da Jes­per la­ve­de den der. Da vi kom ind i om­kla­ed­nings­rum­met, var folk he­le op­hid­se­de. Der stod trods alt 1-1, så det var ik­ke en ka­ta­stro­fe, men vi hav­de spil­let så godt, og det var et ne­der­lag ba­re at få et mål imod sig. Og så gik vi ud til an­den halv­leg, hvor det he­le faldt sam­men.”

”Det er pis­seir­ri­te­ren­de. Men det vi­ser ba­re, hvor små ting der skal til i fod­bold for at aen­dre det. Det er ubarm­hjer­tigt.”

Bå­de i 1984 og 1986 hav­de Dan­mark hol­det, der kun­ne va­e­re gå­et he­le vej­en. Så­dan blev det ik­ke. Sid­der fir­ser­dren­ge­ne sta­dig med en lil­le ae­r­g­rel­se me­re end 30 år se­ne­re?

”Man sid­der da med en ka­em­pe ae­r­g­rel­se, det sy­nes jeg, man gør,” si­ger Jo­hn Sivebaek.

Til gen­ga­eld skul­le han prø­ve at vin­de noget med lands­hol­det nog­le år se­ne­re.

ANTIKLIMATISK AF­SLUT­NING

I slut­nin­gen af fir­ser­ne da­le­de lands­hol­dets ni­veau. Ved EM i 1988 tab­te dan­sker­ne al­le tre kam­pe, og fle­re og fle­re af stjer­ner­ne stop­pe­de. Kun Mi­cha­el Laud­rup, Jo­hn Sivebaek og en lil­le hånd­fuld af de øv­ri­ge pro­fi­ler fra de gla­de da­ge blev ved. Ba­ck­en hu­sker en land­skamp mod Island i ef­ter­å­ret 1988, hvor der kun var 6500 til­sku­e­re i Idra­etspar­ken.

””Hold da op, hvor­dan skal vi få det her vendt?” ta­enk­te vi. In­ter­es­sen var ba­re da­let. Jeg ta­enk­te, at jeg var glad for, jeg hav­de nå­et at prø­ve det an­det.”

Men så var det, at Ju­goslavi­en blev ude­luk­ket fra EM 1992, og Dan­mark kom med på et af­bud. Al­le ved, hvor­dan den hi­sto­rie en­der.

”Det er igen et be­vis på, hvor lidt der skal til. Når man ta­en­ker til­ba­ge på, hvor til­fa­el­digt det egent­lig er, sid­der man og ta­en­ker på, om det egent­lig kan pas­se. Det er alt­så helt vildt!”

”Vi snak­ke­de om, at det nok var tre kam­pe og så hjem igen. Men vi vil­le prø­ve at gø­re det så godt, vi kun­ne – vi hav­de ’88 i tan­ker­ne. Vi var eni­ge om, at vi skul­le gø­re en god fi­gur,” si­ger Jo­hn Sivebaek, der var med fra start i samt­li­ge fem dan­ske kam­pe.

”Jeg hav­de en rig­tig god tur­ne­ring. Jeg var, i al be­ske­den­hed, en af de ba­e­ren­de kra­ef­ter på hol­det, og jeg spil­le­de al­le kam­pe, bort­set fra den sid­ste hal­ve ti­me af fi­na­len. For mig står

Jo­hn Sivebaek jub­ler over sit ene­ste land­skamps­mål, mod Ir­land i Dublin i novem­ber 1985. Det mål og den kamp skul­le få stor be­tyd­ning for hans liv og kar­ri­e­re. Fo­to: Erik Gleie/Ritzau Fo­to

Jo­hn Sivebaek skul­le pas­se på sig selv i jub­len ef­ter EM-fi­na­len på Nya Ul­le­vi. Han hav­de pro­ble­mer med bag­lå­ret og måt­te hol­de igen for ik­ke at for­va­er­re ska­den. Fo­to: Lars Poul­sen/Ritzau Fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.