PÅ EVIG REJSE EFTER FODBOLD OG OPLEVELSER
Selv om Karsten Stiig Nielsen har haft 100 rejsedage i sit DBU-job som koordinator for U-landsholdene, har der stadig været tid til på egen hånd at se 14 kampe i syv forskellige lande og være på stadions fra Camp Nou i Barcelona til The Shay i engelske Ha
Karsten Stiig Nielsen har forberedt sig som aftalt. Ja, egentlig var det ikke så svært, for listen havde han allerede stående inde på en groundhopper-hjemmeside, hvor han kunne registrere de fleste af de fodboldkampe, han har været til, siden det hele begyndte tilbage i 2004, da han og en kammerat bestemte sig for at tage til Portugal for at opleve EM i fodbold.
Oplevelsen af fodbold uden for landets grænser var nemlig så stor, at han fra dengang og til og med december 2016 har registreret 304 kampe på 258 forskellige stadions i udlandet, så det var kun kampene fra i år, der skulle skrives til ved siden af, for hjemmesiden er nemlig ophørt med at eksistere. Og det var ikke så svært, for 2017 var et ganske stilfærdigt år, i hvert fald hvad angår de private fodboldrejser.
For han har haft omkring 100 rejsedage i sit DBU-job som koordinator for ungdomslands- holdene fra U16 til og med U19, så der er ikke blevet til så meget som før, omend listen nu stadig tæller 14 kampe i syv forskellige lande med Barcelona-Atletico Madrid som den første i februar og Irland-Danmark i Dublin i november som den seneste. For den tæller også i det private regnskab.
”Jeg kunne sagtens have fået en billet gennem DBU, men det havde været til neutralt område, og det er jeg ikke interesseret i. Så ville jeg hellere betale for billetten og stå nede bag mål med de andre danske fans. Og det var en god beslutning, for det var en fed oplevelse med en fantastisk stemning,” siger den 32-årige Karsten Stiig Nielsen, der i 2017 har set kampe i Barcelona, Freiburg og Rom, før de tre danske kampe ved U/21-EM i Tjekkiet og en weekend i England, hvor han nåede forbi Notts County, Halifax og Huddersfield. Og så var der også tre kampe i Moldova i midten af september, der skiller sig noget ud. For hvorfor FC Dacia-FC Sfintul Gheorhe, FC Zimbru-FC Dinamo Auto og til sidst U19-kampen mellem FC Zimbru og FC Buiucani?
Det var der to grunde til, og den ene var den rent praktiske, hvad angår at få krydset den lille nation mellem Rumænien og Ukraine af på listen.
”Mit mål er jo at have været til mindst en fodboldkamp i hvert land i UEFA, og jeg mangler Liechtenstein, Færøerne, Georgien, Kasakhstan og Aserbajdsjan, efter at jeg har været i Moldova. Men samtidig er det lige så meget oplevelsen af et nyt land. Man bor et nyt sted, man ser en anden kultur, spiser noget anderledes mad og så går man til fodbold.”
”Moldova var virkelig noget andet, for man kunne gøre mange ting, fordi det var rigtigt billigt, men samtidig var der slet ikke nogen turister. Der var nogle enkelte forretningsfolk, men det var ikke et sted, som folk tog på ferie til. Det var meget fattigt.”
”Og så er det jo interessant at se, hvordan fodbolden følger samfundets udvikling. Vi så nummer et mod nummer tre, og der var 400 tilskuere på nationalarenaen, og dagen før havde vi set to hold længere nede i tabellen, hvor der ikke var 100 mennesker. Men alligevel har de stadig udlandsprofessionelle, selv om de ikke tjener så meget og arbejder på nogle sammenstrikkede kontrakter,” fortæller Karsten Stiig Nielsen, der på den tur var af sted med en gammel DBU-kollega, der kendte den træneransvarlige i Moldovas forbund, så ham mødtes de også med privat i forbindelse med en U19-kamp.
”Det er nok der, hvor jeg er lidt anderledes end andre, for ved siden af lysten til at se fodbold i mange forskellige lande har jeg også en fodboldfaglig interesse i at høre om udviklingen de forskellige steder, og i Moldova kunne vi så gøre det gennem et møde med deres træneransvarlige til en ungdomskamp. Det var meget interessant at høre om de udfordringer, de har, og hvordan de arbejder med at udvikle deres fodbold inden for de rammer, som samfundet sætter.”
”Det er meget de samme ting, man har
fokus på, men målestokken er bare forskellig. Ligesom os i Danmark vil de gerne have bedre faciliteter, men de starter bare et andet sted, og hvis de nogensinde når op på det niveau, vi har nu i Danmark, vil det jo være en kæmpe forbedring,” siger Karsten Stiig Nielsen om en af pointerne fra en lang weekend i Chisinau.
PÅ TAXATUR OVER ALBANSKE BJERGPAS
Men det begyndte altså med EM i Portugal tilbage i 2004, da han var 18 år, og siden da har han været til alle slutrunder, mens han også er langt med ambitionen om at have været på alle de stadions, der lægger græs til fodbold i den bedste række i England, Tyskland, Italien og Spanien. De to første lande er på plads, mens der mangler en fire-fem stadions i Italien og Spanien, men det kan en tidlig tur til støvlelandet i starten af det nye år nok rette lidt op på. For han rejser ikke ned til favoritstadions, han rejser hellere efter nye.
”Jeg er heller ikke en type, der kunne tænke mig at have et sommerhus et sted, jeg vil hellere rundt og opleve nyt, og det gør jeg så med fodbolden. Turene bliver selvfølgelig bygget op omkring kampene, men det er lige så tit oplevelserne mellem kampene, som man husker.”
”Da Danmark spillede EM-kvalifikation i Albanien for nogle år siden, fandt vi for eksempel ud af, at det var billigere at rejse over Makedonien, og så timede vi det, så vi kunne se deres kamp mod Luxembourg, før vi tog en taxa hen over bjergpassene og ned til landskampen i Albanien. Det var en stor oplevelse,” fortæller Karsten Stiig Nielsen om en taxatur på 250 kilometer, der godt kunne betale sig, fordi de var flere, der rejste sammen.
Blandt vennerne er han noget af en rejsearrangør, og han nyder at sætte tingene op og få det hele til at falde i hak, for det lykkes altid på den ene eller den anden måde.
”Jeg er faktisk aldrig rejst forgæves til en kamp, for det kan altid lade sig gøre at få billetter, specielt hvis man tidligt sætter turen op og ved noget om, hvornår billetterne til kampene bliver givet fri. Til de helt store kampe kommer der for eksempel tit et restsalg, hvor man så kan købe billetter, og ellers må man bare følge med og snakke med folk. For eksempel købte jeg en gang to billetter af to piger, der boede på det samme hotel som os, og som ikke var interesseret i den kamp, som vi gerne ville se. Så min erfaring er, at det altid løser sig på en eller anden måde,” siger manden, der som udgangspunkt sætter 5000 kroner af om måneden til at dyrke sin hobby.
Og hvad har så været den største oplevelse på de mange rejser rundt i fodboldverdenen?
”Det er utroligt svært at sige, for man har selve kampen, men der er også stemningen omkring den, og nogle gange bliver det bare en fantastisk tur med gode kammerater, selv om kampen i sig selv ikke var noget særligt.”
”Men det vildeste, jeg har oplevet, var nok, da vi var nede at se PAOK mod Olympiakos. Ja, det var nok lige i overkanten, for vi måtte nærmest flygte fra stadion et par timer før, kampen begyndte, fordi politiet og PAOK-tilhængerne kom i slagsmål med hinanden. Til de kampe må udeholdene jo ikke komme ind, så hjemmeholdets tilhængere slås med politiet i stedet for. Det var for meget, men vi blev, og da kampen begyndte, var hele stadion bare et stort romerlys. På den måde var det fedt at opleve.”
”Old Firm mellem Rangers og Celtic [ i 2010] var også stort. Hjemmeholdet scorede til 1-0 i overtiden og vandt kampen, og så kunne man se voksne mænd stå og tudbrøle inde på stadion,” siger den fodboldrejsende, der aldrig rigtigt har været udsat for ubehageligheder på sine ture, omend der da har været steder, som han ikke husker for det gode.
”Jeg så Danmark-Japan ved VM i Sydafrika, og den kamp blev spillet i Rustenburg, som er en by nord for Johannesburg. Her fik vi at vide, at vi ikke måtte gå på gaden, med mindre vi var i grupper på mindst 10. Det var et meget fattigt sted, og der var også rigtig meget politi. Det var ret ubehageligt.”
”Og nogle gange når vi er af sted, så finder man jo lige en 3. divisionskamp, der passer ind, når vi nu alligevel er i Bukarest, og så ender man ude i en af de meget billige bydele, hvor man er glad for, at vi er mange, der er sammen, for det kan være nogle forfærdeligt fattige områder.”
”Men det er jo også spændende at opleve, og samtidig giver det mig noget af det vigtigste ved alle de her rejser, for når jeg så kommer hjem, så kan man jo fortælle folk, at vi faktisk ikke har det så skidt her i Danmark, som vi måske render rundt og tror,” siger Karsten Stiig Nielsen.
Så drengen fra Stenløse har været vidt omkring på grund af den fodboldinteresse, han havde helt for sig selv i familien. For det fyldte lige fra starten, og siden da er det bare blevet mere og mere, så da han skulle i gang med en uddannelse, vidste han, at det skulle være noget, hvor han kunne komme til at leve af sin hobby, så han læste sports management i Svendborg og fik job i DBU. Han har også taget en træneruddannelse og har i perioder trænet ungdomshold i Hvidovre, han læser kun fodboldbøger og ser sjældent andet end fodbold i fjernsynet, mens han live på hjemmebanerne hellere ser kampe i de bedste ungdomsrækker end i Superligaen, for de stadions kender han efter mange besøg. Og så bor han altså sammen med sin kæreste.
”Hun er meget forstående, men hun vidste jo også fra starten, at fodbold var en del af mig, og det at rejse til fodbold var min hobby. Hun er ikke selv specielt interesseret, men når vi er på ferie, synes hun, at det er meget hyggeligt at tage med, når jeg har arrangeret en kamp eller to,” siger Karsten Stiig Nielsen, der dog også lige har været i Thailand med kæresten uden for sæsonen – fodboldsæsonen altså.
Og nu venter et nyt år med nye rejser, og meget tyder på, at der bliver endnu bedre tid til det, for han har nemlig sagt farvel til DBU og god dag til Lyngby Boldklub her ved årsskiftet, hvor han skal arbejde som sportslig leder i moderklubben. Det glæder han sig meget til, for det er noget nyt på en anden scene, det er stadig fodbold, og der er masser af udfordringer i opgaverne, der venter.
”Og så skal jeg jo ikke længere rejse med U-landsholdene, så på den måde kunne der godt blive mere tid til at rejse ud til fodbold for mig selv og sammen med vennerne. Det er rigtig fint,” siger han med et forventningens smil og en tanke på en kalender, der udover VM i Rusland indtil videre også indeholder et par af de manglende stadions i Italien, en tur til USA med kampe i Los Angeles og en afstikker til fodbold i Mexico, og så FC Vaduz på hjemmebane, så han kan få slettet Liechtenstein af Europa-kortet.
Så mangler kun Færøerne, Georgien, Kasakhstan og Aserbajdsjan. +