PROFESSIONALISMEN I DAN­MARK FYL­DER RUNDT – OG DET GØR DEN FØR­STE KONTRAKTSPILLER OG­SÅ

Torben Jep­sen er ik­ke et navn, der fyl­der ret me­get i dansk fodbolds hi­sto­ri­ebø­ger, men det bur­de det må­ske. Den tid­li­ge­re Her­ning Fremad-spil­ler har ae­ren af at va­e­re den al­ler­før­ste kontraktspiller i Dan­mark – for­di en hold­kam­me­rat ma­er­ke­de na­tu­ren kald

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - TORBEN JEPSEN - TEKST: SEBASTIAN STANBURY @SebStan­bury

Iår er det 40 år si­den, at be­talt fod­bold blev ind­ført i Dan­mark. I år­ti ef­ter år­ti hav­de spor­ten her til lands va­e­ret af­vik­let ef­ter ama­tø­ri­de­a­ler, men på grund af Hel­ge San­der og Ha­rald Ni­el­sens pla­ner om en ud­bry­der­liga gav DBU ef­ter og til­lod, at man lod pen­ge­ne rul­le. Det for­an­dre­de dansk fod­bold for al­tid, og i be­gyn­del­sen gav det an­led­ning til sto­re kul­tur­sam­men­stød.

Tag for ek­sem­pel Her­ning Fremad, hvor før­na­evn­te Hel­ge San­de var di­rek­tør. San­der hav­de sto­re am­bi­tio­ner for den jy­ske klub, så i for­å­ret 1978 la­ve­de han en af­ta­le med Bob­by Mo­o­re, der 12 år for­in­den hav­de løf­tet Ju­les Ri­met-tro­fa­e­et som an­fø­rer, da Eng­land blev ver­dens­me­ster på Wem­bley. Mo­o­re var 36 år gam­mel, og for 5000 kro­ner per kamp skul­le han spil­le i den dan­ske 3. di­vi­sion. Det be­tød og­så, at Torben Jep­sen, et ungt, lo­kalt for­svarsta­lent i Fremad, fik en ny hold­kam­me­rat – og et bi­job.

”Svend Hug­ger var vo­res tra­e­ner på det tids­punkt. Jeg bo­e­de i Her­ning og kend­te Karup Luft­havn. Så Svend spurg­te, om jeg ik­ke li­ge kun­ne hen­te Bob­by. Han kom tors­dag ef­ter­mid­dag, og så tra­e­ne­de han sam­men med os tors­dag af­ten. Vi spil­le­de kamp lør­dag, og så tog han hjem,” forta­el­ler Torben Jep­sen.

”På det tids­punkt var jeg me­ka­ni­ker­la­er­ling og hav­de li­ge sat en gam­mel Vol­vo Ama­zon i stand til mig selv, og jeg var i gang med at flyt­te. Så der lå jo alt mu­ligt bag i bi­len – ska­e­re­ma­ski­ner, brød­ma­ski­ner og hvad ved jeg. Der skul­le han sid­de om­me, Bob­by. Han kom ud af luft­hav­nen, og han skul­le så ind i den rø­de Vol­vo. Det var ik­ke med fi­re dø­re, så vi skul­le ha­ve sa­e­det frem, og så skul­le han ind bag­ved, for Svend Hug­ger skul­le sid­de for­an; det var jo hans plads.”

”Han kom i smoking, og så hav­de han si­ne fod­bold­støv­ler på. Han rej­ste al­tid med dem på. Han hav­de guld og al­ver­dens ting ha­en­gen­de, og så hav­de han en pla­stikpo­se med dan­ske pen­ge. På det tids­punkt pas­se­de jeg så­dan en lil­le gri­se­hand­ler­hund. Den fór rundt på bags­a­e­det. Svend Hug­ger kun­ne ik­ke snak­ke en­gelsk, så jeg skul­le over­sa­et­te alt, hvad han sag­de. Svend Hug­ger kun­ne snak­ke, så man tror ik­ke på det. Alt, hvad han sag­de, skul­le jeg over­sa­et­te, og Bob­by skul­le sva­re, og jeg skul­le kø­re bil og hund og det he­le. Det var ét stort ma­re­ridt.”

”Så­dan en ver­dens­stjer­ne som ham; så skul­le han kø­re Vol­vo Ama­zon med en hund på skø­det. Den el­ske­de ham jo. Den hav­de damp, så den fór rundt. Han smi­le­de ba­re.”

Bob­by Mo­o­re spil­le­de ni kam­pe i Her­ning Fremads trø­je, og det blev al­drig en suc­ces. Hol­det vandt ba­re to af kam­pe­ne, spil­le­de to uaf­gjort og tab­te fem. Ef­ter den ni­en­de kamp, som Fremad tab­te med 5-0, op­sag­de Hel­ge San­der sam­ar­bej­det med Bob­by Mo­o­re i bru­se­rum­met på Aal­borg Frejas an­la­eg.

”Det gik galt, for­di vi hav­de så me­get respekt for ham. Vi tro­e­de jo, at Bob­by skul­le ha­ve bol­den he­le ti­den, og så spil­le­de vi ad Pom­mern til al­le sam­men. Bob­by var vant til lan­ge bol­de. På det tids­punkt hav­de vi Sø­ren Jen­sen som cen­ter­forward op­pe for­an, en ly­nen­de far­lig spil­ler som var top­sco­rer i 3. di­vi­sion. Men hvis der var no­get, han ik­ke kun­ne, var det at he­a­de. Og der kom alt­så nog­le bal­lo­ner op til Sø­ren, og han skul­le helst ha­ve haft den i dyb­den, for­di han var pis­se­hur­tig. Den for­stod Bob­by ik­ke rig­tigt.”

”Li­ge­gyl­digt hvor vi kom hen, var der sa­e­son­re­kord. Han var vir­ke­lig po­pu­la­er. Vi var fo­ku­se­re­de på, at det var ham, der skul­le ord­ne det, og der var mas­ser af pres­se på. Det vi­ste sig så, at da han tog hjem, vandt vi na­e­sten rub og stub,” si­ger Torben Jep­sen, der el­lers kun har go­de ting at si­ge om spil­le­ren og per­so­nen Bob­by Mo­o­re.

”Man kun­ne godt se, han var en ae­l­dre mand, men han var jo boldsik­ker. Vi var al­tid til tra­e­ning i god tid, så vi gik og snak­ke­de med ham. Så skul­le han vi­se os en øvel­se, han hav­de la­vet sam­men med Beck­en­bau­er ved VM, vist nok i ’66. De hav­de stå­et ved straf­fes­parks­fel­tet, og så hav­de de lagt 10 bol­de langs linj­en. Så spil­le­de de om, hvem der ram­te over­lig­ge­ren flest gan­ge, og den skul­le ram­me, så den kom ud igen. Den måt­te ik­ke snit­te. Jeg kan hu­ske en tors­dag, hvor vi stod der­u­de, og han lag­de 10 bol­de. Bang, bang, bang, 10 gan­ge. Kun­ne vi an­dre ram­me ba­re én gang... Det kun­ne han ba­re.”

”Vi var sgu ke­de af det, da han stop­pe­de. Han var jo en glad mand og pis­se­flink. Al­tid med på at få en ba­jer ef­ter tra­e­ning. Han var vir­ke­lig en gut­ter­mand.”

HI­STO­RISK VED ET TIL­FA­EL­DE

Ide­en til den­ne ar­ti­kel op­stod, da Torben Jep­sens søn­ner kontaktede Tips­bla­det. På tips­bla­det.dk hav­de de la­est en ar­ti­kel om den­gang, Bob­by Mo­o­re var hold­kam­me­rat med de­res far, og de var på jagt ef­ter gam­le ar­tik­ler og lig­nen­de, som de kun­ne bru­ge i for­bin­del­se med Torben Jep­sens 60 års fød­sels­dag den 29. marts. Desva­er­re var der ik­ke no­get i Tips­bla­dets re­search, der kun­ne hja­el­pe, men den run­de fød­sels­dag var en an­led­ning til og­så at la­ve et in­ter­view med Torben Jep­sen selv. For ik­ke nok med, at han var første­hånds­vid­ne til en gan­ske sa­er­lig tid i dansk fod­bold og spil­le­de på hold med en ver­dens­me­ster: Torben Jep­sen var dansk fodbolds før­ste kontraktspiller.

In­gen klub­ber var tid­li­ge­re ude med kon­trak­ter end Her­ning Fremad, og ved et til­fa­el­de blev det 19-åri­ge swe­e­per­ta­lent Torben Jep­sen den før­ste, der skrev un­der på den før­ste kon­trakt.

”Jeg vid­ste godt, jeg var en af dem, der stod højt på li­sten over spil­le­re, de ger­ne vil­le be­hol­de. Vi var tre, der blev kaldt ind til et mø­de og skul­le snak­ke kon­trakt med Hel­ge San­der og re­sten af le­del­sen. Der sad vi så, Ste­fan Ger­ber, Ole Ni­el­sen og mig. De vil­le ger­ne snak­ke med Ste­fan først. Det var fint nok. Men det, der ske­te, var, at Ste­fan gik på toilet­tet. Så kom de ud. ”Hvor er Ste­fan hen­ne?” ”Ste­fan er li­ge på toilet.” ”Jamen, så kom du li­ge ind, Torben.” Så kom jeg så ind. De smed en kon­trakt for­an mig. Den­gang var der ik­ke no­get med, at ”den vil jeg ger­ne li­ge hjem og kig­ge igen­nem.” Man sag­de ba­re ”jamen, det gør vi.” Jeg sy­nes egent­lig ba­re, det var spa­en­den­de. Jeg spe­ku­le­re­de ik­ke et se­kund på, at jeg var den før­ste,” hu­sker Torben Jep­sen.

Den før­ste kon­trakt gav ham 45.000 kro­ner for sa­e­so­nen 1978 samt kamp­bonus­ser der lød på 600 kro­ner for en sejr, 300 kro­ner for uaf­gjort på ude­ba­ne og 100 kro­ner for uaf­gjort på hjem­me­ba­ne. Den nye tid med be­talt fod­bold var spa­en­den­de for spil­le­re og for al­le an­dre.

”Selv­føl­ge­lig be­tød det no­get. Det gjor­de det for he­le klub­ben. Da jeg kom op på første­hol­det, var det ik­ke hver dag, der stod no­gen og kig­ge­de, når vi tra­e­ne­de. Men li­ge plud­se­lig stod der alt­så folk. He­le by­en snak­ke­de jo om det her.”

”Vi tra­e­ne­de me­re og le­ve­de me­re se­ri­øst. Det fik et par ta­en­der opad. Vi var un­ge, men når man er kontraktspiller, er der plud­se­lig no­gen, der kig­ger på en, når man kom­mer de for­skel­li­ge ste­der hen. Så op­fø­rer man sig på en an­den må­de. Al­drig ba­je­re om fre­da­gen – men tors­dag må­ske... Men al­drig sto­re ud­skej­el­ser. Hvis jeg for ek­sem­pel tog op på El­dora­do, som var vo­res sted at kom­me om tors­da­gen, kun­ne man godt ma­er­ke, at når klok­ken blev 10-11 styk­ker, skul­le man ik­ke va­e­re der la­en­ge­re,” si­ger Torben Jep­sen og lig­ner en, der gem­mer på en hi­sto­rie om en und­ta­gel­se.

”Der er fak­tisk en god en... Jeg kan hu­ske en­gang, vi røg i en or­dent­lig røf­fel ba­je­re in­de på no­get, der hed La Ca­ba­na. Vi var nog­le styk­ker fra hol­det de­r­in­de en tirs­dag af­ten. På et tids­punkt kun­ne jeg ma­er­ke, at jeg hav­de få­et nok, og så skul­le jeg ud at la­de van­det. Jeg kom så li­ge ud af dø­ren i en or­dent­lig bran­dert, og så kom Hel­ge San­der ind. ”Hvad sa­tan, Torben?” Han var di­rek­tør, og han var min chef. Jeg hør­te al­drig no­get til det. Men jeg kan hu­ske, at de an­dre gri­ne­de, da jeg kom ind igen. ”Hvad fan­den, er Hel­ge her i af­ten?” La Ca­ba­na var et enormt po­pu­la­ert sted den­gang. Der kom men­ne­sker fra he­le Jylland. Om tirs­da­gen skul­le da­mer­ne by­de op til dans – så det var sjovt, at Hel­ge var der den dag. Det var en fan­ta­stisk tid.”

HÅR­DE TACKLINGER PÅ JUVE-DREN­GE­NE

I 1981 skif­te­de Torben Jep­sen fra Her­ning Fremad til Ikast, hvor han kun­ne spil­le i 1. di­vi­sion og få en stør­re kon­trakt Her blev han

ramt af et skin­ne­bens­brud, og da han fik ar­bej­de på Falck, fik han sva­e­re­re ved at pas­se tra­e­ning­sti­der­ne.

”Jeg spil­le­de et par sa­e­so­ner i Ikast, men så kun­ne jeg godt ma­er­ke, at jeg ik­ke rig­tigt kun­ne va­e­re med på det ni­veau. Jeg hav­de ska­e­ve ar­bejds­ti­der, så på et el­ler an­det tids­punkt var jeg nødt til at va­el­ge,” si­ger Torben Jep­sen.

Han vend­te til­ba­ge til Her­ning Fremad og spil­le­de én sa­e­son, in­den han fik job i Hjør­ring og og­så der lan­de­de en af­ta­le med den lo­ka­le klub.

”Det var sat­me en god kon­trakt. Ik­ke det, der stod på den, men den gav godt...”

De sid­ste to sa­e­so­ner i Hjør­ring spil­le­de han på smer­testil­len­de pil­ler, og så kun­ne bentø­jet ik­ke me­re. Torben Jep­sen stop­pe­de kar­ri­e­ren.

”Jeg sav­ner fod­bold hver dag. Og­så gam­mel­mands­fod­bold, men mi­ne ben er fa­er­di­ge. Jeg sav­ner man­de­hør­men. Det er for­fa­er­de­ligt at stå og se en old boys-kamp uden at kun­ne va­e­re med. Til sidst end­te jeg i må­let på et syv­mands­hold. Jeg måt­te ha­ve en mand til­ba­ge for at spar­ke ud, for jeg kun­ne ik­ke en­gang ta­ge måls­par­ke­ne. Men jeg kun­ne stå der! Og så var der al­tid en god kas­se ba­je­re bag­ef­ter. Det var hyg­ge­ligt.”

Men min­der­ne har han sta­dig, og når Torben Jep­sen sid­der på et vand­hul i Kø­ben­havn med søn­ner­ne, sin hu­stru og en jour­na­list fra Tips­bla­det, kom­mer de op til over­fla­den. For ek­sem­pel om den­gang, han to da­ge før Michael Laud­rups 18 års fød­sels­dag gav Tom Køh­lert en slem for­s­kra­ek­kel­se.

”Det var den­gang, Brønd­by var helt un­ge og vir­ke­lig på march fremad. Vi spil­le­de ude på Ikast Sta­dion, og de var rig­tigt go­de. De hav­de et fan­ta­stisk godt hold, og Laud­rup spil­le­de ude på høj­re fløj. Jeg spil­ler ba­ger­ste mand – swe­e­per. De kør­te rundt med os. Vi var bag­ud fra start, og jeg tror, vi tab­te 4-1.”

”Man bli­ver lidt gal, når man lø­ber ne­de bag­ved. Laud­rup kør­te rundt med os, og han var fan­ta­stisk. På et tids­punkt fik han en lang bold op i høj­re si­de, og så ta­enk­te jeg, at nu skul­le han li­ge ma­er­ke, hvor­dan jeg var. Jeg kom med 100 ind i den der. Da jeg ram­te ham, røg han op, og jeg kun­ne se Tom Køh­lert ude på tra­e­ner­ba­en­ken. Han ban­ke­de ho­ve­d­et op i ta­get, for de tro­e­de sim­pelt­hen, han var klip­pet over i tre de­le. Og hvad tror I, Laud­rup gjor­de? Han rej­ste sig ba­re op og løb vi­de­re. Han måt­te ha­ve haft et blåt ma­er­ke, men han vi­ste det ik­ke. Han var så fan­ta­stisk. Men Tom Køh­lert fik en bu­le,” si­ger Torben Jep­sen.

Ved en an­den lej­lig­hed spil­le­de han mod man­den, Michael Laud­rup se­ne­re af­lø­ste i Ju­ven­tus, den pol­ske le­gen­de Zbig­niew Bo­niek. Det var som Ikast-spil­ler i 1981, da den jy­ske klub ar­ran­ge­re­de en tra­e­nings­tur­ne­ring med IK Start, FC Utre­cht, Le­eds, Ein­tra­cht Brauns­chweig og Widzew Lodz. Sidst­na­evn­te hav­de Bo­niek på hol­det.

”Ham slog man sig på, for li­ge­gyl­digt hvad man la­ve­de, var han så ben­sta­erk og kan­tet. Ham så jeg mig og­så gal på. Vi var spil­let helt ud af ba­nen, men vi før­te fan­me 2-1 over dem. Så gik han ind og knal­de­de to ind di­rek­te på fris­park. ”Bang,” sag­de det, to gan­ge. Vi blev lidt ir­ri­te­re­de, for han løb ba­re og gjor­de det he­le. ”Nu skal han sat­me ha’,” ta­enk­te jeg. Jeg la­ve­de så­dan en Laud­rup på ham, men han rej­ste sig ba­re op og løb vi­de­re. Men så gik der fem mi­nut­ter, og jeg hav­de bol­den, da jeg plud­se­lig hav­de seks knop­per, der sad op­pe i rø­ven af mig. Da jeg kom ind i om­kla­ed­nings­rum­met, var der seks ma­er­ker. På en el­ler an­den må­de var han kom­met ta­et på mig i en ho­ved­støds­du­el. Det kun­ne han ba­re, det der. Han var fryg­te­lig til det. Den kun­ne jeg ma­er­ke re­sten af tur­ne­rin­gen. Han var fan­ta­stisk at spil­le over­for. Han var en ver­dens­klas­se­spil­ler.”

”Vi bo­e­de al­le sam­men ude på se­mi­na­ri­et. Der var fa­el­les spis­ning med al­le de sto­re, og vi gik i tra­e­nings­drag­ter og hyg­ge­de os. Widzew Lodz hav­de så­dan nog­le for­fa­er­de­li­ge rø­de drag­ter. Det lig­ne­de no­get fra Øst­eu­ro­pa – og det var det jo og­så. Der var ba­re li­ge én, der gik i jak­kesa­et og slips. Det var Bo­niek. Han hav­de frit lej­de, for han var an­fø­rer og en pis­se­god spil­ler. Om af­te­nen blev han hen­tet i taxa. Og hvor tror I, han skul­le hen? La Ca­ba­na.” ✖

Torben Jep­sen som han ser ud i dag. Fo­to: Pri­vat

Torben Jep­sen (til ven­stre) med sin be­røm­te hold­kam­me­rat Bob­by Mo­o­re. Fo­to: Pri­vat

Torben Jen­sen som Her­ning Fremad-spil­ler.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.