TI­DEN ER EN FAK­TOR

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

En la­e­ser er vendt til­ba­ge ef­ter sid­ste uges be­ma­er­k­nin­ger om tur­ne­rings­truk­tur osv., hvor det bli­ver spa­en­den­de at føl­ge ud­vik­lin­gen og over­vej­el­ser­ne. Men og­så med no­get, som har un­dret ham - nem­lig spørgs­må­let om dom­me­rens tidstil­la­eg. Det er og­så nok va­erd at of­re nog­le tan­ker på, så lad os ba­re ka­ste os ud i det.

La­e­se­ren har be­ma­er­ket, at uag­tet at der er nog­le an­vis­nin­ger for, hvor­når dom­me­ren skal la­eg­ge tid til, lan­der man me­get of­te på tre mi­nut­ter i 2. halv­leg, og af­bry­del­sen sker of­test, når bol­den er et neut­ralt sted. Er der no­gen ned­fa­el­de­de ret­nings­linjer for det ? Og til det er sva­ret nej - men der­for kan der jo sag­tens lig­ge nog­le ik­ke-ned­fa­el­de­de tan­ker bag. For at star­te med la­eng­den. Det er en sand svir for jour­na­li­ster og an­det godt­folk at gø­re sig lysti­ge over det, som de of­te kal­der for ’de sa­ed­van­li­ge tre mi­nut­ter’ i 2. halv­leg. Men rent bort­set fra, at det ik­ke al­tid er tre mi­nut­ter, kan der va­e­re nog­le gan­ske lo­gi­ske for­kla­rin­ger på, hvor­for det of­te er dér, at vi lan­der.

Fod­bold­loven si­ger, at dom­me­ren skal la­eg­ge den tid til, som bli­ver tabt på grund af ud­skift­nin­ger, vur­de­ring af og/el­ler fjer­nel­se af ska­de­de spil­le­re fra ba­nen, til­de­ling af føl­ge­straf­fe (dvs gu­le og rø­de kort), drik­ke­pau­ser el­ler me­di­cin­ske til­tag, som tur­ne­rings­reg­le­men­tet til­la­der (ik­ke spe­ci­elt re­le­vant i det dan­ske kli­ma), og en­de­lig en­hver an­den år­sag, her­un­der va­e­sent­lig for­sin­kel­se af spil­lets igangs­a­et­tel­se (f.eks. på grund af scor­ings­ju­bel). Det sid­ste punkt er åben­lyst en brok­kas­se, hvor man kan ka­ste alt det hen, som ik­ke er om­fat­tet af de øv­ri­ge punk­ter - og der er og­så den ned­fa­el­de­de ret­nings­linje, at en nor­mal ud­skift­ning tak­se­res til 30 se­kun­ders til­la­egs­tid, som dog kan fravi­ges i bå­de op- og ned­ad­gå­en­de ret­ning. En dob­bel­t­ud­skift­ning ta­ger jo ik­ke dob­belt så lang tid som en al­min­de­lig ud­skift­ning - men om­vendt kan en ud­skift­ning sag­tens ta­ge la­en­ge­re tid, hvis spil­le­ren, som det er ble­vet mo­der­ne, be­va­e­ger sig yderst lang­somt og tra­et ud, så al­le kan se, at det er med ret­te, at han ud­skif­tes, og samtidig skal ud­vi­se fin sport­sånd og si­ge tak for kam­pen til al­le, som han mø­der på sin vej ud, in­cl. dom­me­ren. Tem­po­et har det be­syn­der­ligt nok med at da­le, og an­tal­let af ven­ner og hil­se­ce­re­mo­ni­er med at sti­ge, hvis hol­det er for­an.

Så hvis man nu har en halv­leg med et me­get be­gra­en­set an­tal ska­des­si­tu­a­tio­ner og med seks ud­skift­nin­ger, må­ske end­da en dob­bel­t­ud­skift­ning imel­lem, er det ik­ke så un­der­ligt, hvis vi lan­der på de tre mi­nut­ter. Men det kun­ne egent­lig va­e­re in­ter­es­sant at la­ve en lil­le hur­tig un­der­sø­gel­se af, om tre mi­nut­ter vir­ke­lig er i så mar­kant over­tal, som al­le tror, el­ler om det ba­re er en for­nem­mel­se, der ef­ter­hån­den er ble­vet op­hø­jet til en ge­ne­rel sand­hed. Sik­kert er det i hvert fald, at man be­ma­er­ker det, hvis til­la­eg­get af­vi­ger va­e­sent­ligt. I FCKs CL play­of­f­kamp mod Qa­ra­bag i Par­ken nø­je­des den span­ske dom­mer med at la­eg­ge to mi­nut­ter til i en 2. halv­leg, hvor ude­hol­det be­stemt ik­ke hav­de haft travlt på no­gen må­de. Det syn­tes jeg selv fo­re­kom no­get fedtet - men det kan og­så ha­ve va­e­re det na­tio­na­le sin­delag, der kom op til over­fla­den. Om­vendt så vi seks mi­nut­ters til­la­eg i én af de se­ne­ste Su­per­ligarun­der (jeg tror, at det var mel­lem OB og AGF), og dér gib­be­de det da lidt i mig, men det kun­ne sag­tens for­sva­res ud fra be­gi­ven­he­der­ne i 2. halv­leg.

Det, som man og­så skal hu­ske, er, at der jo ik­ke er de­ci­ma­ler på fjer­de­dom­me­rens ly­stav­le - og at det til hver en tid er dom­me­rens ur, der er det af­gø­ren­de. Med an­dre ord er de f. eks. tre mi­nut­ter at op­fat­te som ’mindst tre mi­nut­ter’ med fed streg un­der mindst. Tre mi­nut­ter kan i prin­cip­pet stra­ek­ke sig fra 3:01 til 3.59 på uret - men må al­drig bli­ve kor­te­re end tre mi­nut­ter. Her­til kom­mer, at der i sel­ve til­la­eg­sti­den kan fo­re­kom­me be­gi­ven­he­der, der la­eg­ger ek­stra tid ove­ni. F.eks. er det ble­vet me­get op­pe i ti­den at fo­re­ta­ge den sid­ste ud­skift­ning dér, hvis man er for­an. Man vin­der ik­ke no­get tid ved det, for den bli­ver ba­re lagt til i den an­den en­de - men man får brudt ryt­men.

Så hvis vi hu­sker på, at det al­tid er dom­me­rens ur, der er ga­el­den­de, og at tre mi­nut­ter ik­ke ba­re er tre mi­nut­ter sharp, kan vi og­så be­va­e­ge os ind i det mi­ne­felt, der hed­der, at der of­te fløjtes af, når bol­den er i neut­ralt om­rå­de. Og her skal vi og­så i et el­ler an­det om­fang ha­ve fat i det dif­fu­se be­greb, som kal­des spil­lets ånd. La­e­se­ren re­fe­re­rer til en kamp i gam­le da­ge, hvor kam­pen blev fløjtet af, mens bol­den na­er­mest var på vej i mål. Den er jeg og­så gam­mel nok til at kun­ne hu­ske - det var en VM-kamp mel­lem Sve­ri­ge og Bra­si­li­en, hvor 1. halv­leg blev fløjtet af, mens bol­den var kom­met ind fra et hjør­ne­s­park og var ble­vet he­a­det mod mål. Split­se­kun­det før den lå i net­tet, var ti­den gå­et. Jeg kan til gen­ga­eld og­så hu­ske, at det var den på­ga­el­den­de dom­mers ab­so­lut sid­ste in­ter­na­tio­na­le op­tra­e­den, for det er selv­føl­ge­lig ik­ke me­nin­gen med det he­le.

Jeg tror, at der ef­ter­hån­den har bredt sig en al­min­de­lig kon­sensus blandt al­le om, at ef­ter­som man ik­ke ope­re­rer med skar­pe tids­gra­en­ser, får man lov til at gø­re det fa­er­dig, som man er igang med. Dvs kø­re an­gre­bet igen­nem, af­vik­le død­bol­den og så frem­de­les. I den ene uge er det til for­del for mig, i den an­den uge til for­del for dig - og i den sid­ste en­de går det no­gen­lun­de li­ge op. Men på et el­ler an­det tids­punkt må fe­sten selv­føl­ge­lig slut­te. Jeg har set spil­le­re (og tra­e­ne­re) kom­me helt op i det rø­de felt, da de godt nok fik lov til at af­vik­le et hjør­ne­s­park på kan­ten af tids­gra­en­sen, og bol­den så gik ud til et nyt hjør­ne­s­park, som de ik­ke fik lov til, for­di dom­me­ren helt kor­rekt fløjte­de af.

Det er så én må­de at få stand­s­et kam­pen på, mens bol­den er i et no­gen­lun­de neut­ralt om­rå­de. Helt lav­prak­tisk kan man og­så se dom­me­re la­de et måls­park ta­ge for at fløjte af, mens bol­den er på vej op mod mid­ten. Der er jo in­gen ga­ran­ti for, at må­l­man­den - hvis dom­me­ren fløjter af før måls­par­ket - og­så er så flink at ta­ge bol­den med sig. Jeg har set en dom­mer i en lo­kal kamp fløjte af, mens bol­den var spar­ket over i de na­er­lig­gen­de ko­lo­ni­ha­ver. Det gør han med ga­ran­ti al­drig me­re, for han måt­te selv på jagt ef­ter den bag­ef­ter. Jeg har og­så set en dom­mer i en Cham­pions Le­ague-kamp fløjte af på se­kun­det på en me­get glat ba­ne, mens to spil­le­re var på vej med en gli­den­de ta­ck­ling fra hver sin si­de mod en løs bold. Det end­te med at ko­ste ham en mas­se­kon­fron­ta­tion, en ud­vis­ning, et stør­re an­tal ad­vars­ler og en tra­e­ner­bort­vis­ning på vej ned i tun­nel­len, ef­ter at de to spil­le­re var drø­net sam­men med et brag og uden at ram­me bol­den. Det gør han na­ep­pe hel­ler ik­ke igen. Så der er me­get godt at si­ge om at ha­ve et for­nuf­tigt øje på uret og fløjte af, mens der er ri­me­lig fred og in­gen fa­re.

La­e­se­ren un­drer sig så og­så over, at må­l­ma­end of­te får lov til at bli­ve lig­gen­de med bol­den og ori­en­te­re sig, ef­ter at de har sik­ret sig den. Det kan der gå op til 20 se­kun­der med, før må­l­man­den gør mi­ne til at vil­le skil­le sig af med bol­den igen, og de se­kun­der ser man al­drig igen. Det er der fle­re ting at si­ge til. Man skul­le jo tro, at må­l­man­dens seks se­kun­ders-re­gel vil­le ta­ge høj­de for det, men de seks se­kun­der reg­nes først fra det øje­blik, hvor må­l­man­den er i stand til at skil­le sig af med bol­den, ty­pisk i stå­en­de til­stand. Det er ud fra en ri­me­lig­heds­be­tragt­ning. Må­l­man­den kun­ne lig­ge midt i en mud­der­pøl med bol­den, og han kun­ne va­e­re så om­gi­vet af ven­ner og fjen­der, at det vil­le ta­ge ham no­get tid at kom­me i en po­si­tion, hvor kun­ne af­le­ve­re bol­den, så det er så­dan set fint i overenstem­mel­se med ån­den bag spil­let og reg­len. Men nok så va­e­sent­ligt ope­re­rer man ik­ke med ef­fek­tiv spil­le­tid i fod­bold, så dom­me­ren har slet ik­ke lov­hjem­mel til at la­eg­ge den tid til, som mi­stes, mens bol­den er i spil - kun for de af­bry­del­ser i spil­let, som der er. Man kun­ne ta­en­ke sig si­tu­a­tio­nen med det hold, som fø­rer kort før tid, og hvor ti­den ba­re skal gå ved, at to for­svars­spil­le­re står og spil­ler bol­den til hin­an­den for­an eget straf­fes­parks­felt. Fod­bold rum­mer in­gen ’nøl’-re­gel, så uan­set hvor ri­me­ligt det måt­te va­e­re ud fra et un­der­hold­nings­syns­punkt, kan dom­me­ren ik­ke gø­re no­get. Der­for kun­ne den fa­mø­se VMkamp mel­lem Østrig og Vest­tys­kland, hvor in­gen gad no­get som helst, for­di beg­ge hold vil­le va­e­re vi­de­re med det ak­tu­el­le re­sul­tat, la­de sig gø­re. Moralsk er det ham­ren­de ir­ri­te­ren­de (i hvert fald for den tred­je­part, som det går ud over), men juri­disk har dom­me­ren in­gen mu­lig­he­der.

Det kun­ne me­get vel va­e­re én af de ting, som IFAB kom­mer til at run­de un­der den nye ’Play Fair’-stra­te­gi, hvor man ser reg­ler­ne ef­ter i søm­me­ne for at få la­en­ge­re pe­ri­o­der med rig­tigt fod­bold­spil til for­nø­jel­se for os al­le, men fo­re­lø­big er det­te alt­så tin­ge­nes til­stand.

Jan Carl­sen er dom­mer-ob­ser­va­tør og en af Eu­ro­pas mest velan­se­te for­tol­ke­re af fod­bold­loven. Skriv til Carl­sen på carl­sen@tips­bla­det.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.