NÅR DET USANDSYNLIGE SKER

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER -

Iwe­e­ken­den var vi i Dan­mark va­er­ter for den år­li­ge Nor­di­ske Dom­mer­kon­fe­ren­ce, hvor ud­valgs­med­lem­mer fra al­le de nor­di­ske lan­de mø­des. Idéen er selv­føl­ge­lig at in­spi­re­re hin­an­den og få di­ver­se af­ta­ler på plads, men og­så at få ud­veks­let er­fa­rin­ger på det, som nu har fyldt mest i de respek­ti­ve lan­de, si­den vi mød­tes sidst. Og så mø­des de spe­ci­elt lovin­ter­es­se­re­de en dag før og har de­res egen lil­le pri­va­te se­an­ce. Så dér sad vi en per­son fra hvert nor­disk land fre­dag af­ten og lør­dag for­mid­dag og mun­tre­de os. Dels med en sam­ling vi­deoklip, som vi al­le hav­de kun­net bi­dra­ge til, så­le­des at vi kun­ne få drøf­tet de ’grå’ si­tu­a­tio­ner og for­hå­bent­lig nå frem til en no­gen­lun­de ens­ar­tet linje. Og så kun­ne vi selv­føl­ge­lig hel­ler ik­ke la­de va­e­re med at be­va­e­ge os helt ud i hjør­ne­r­ne af fod­bold­loven, dér hvor de fa­er­re­ste har lyst til at sa­et­te de­res fod. Dis­se ’Hvad nu, hvis...’spørgs­mål kan va­e­re me­get un­der­hol­den­de, men der er og­så den al­vor i det, at hvis de en dag skul­le duk­ke op i det vir­ke­li­ge liv (el­ler en el­ler an­den skul­le fin­de på at spør­ge os), er det me­get rart at ha­ve trawlet ar­gu­men­ter­ne for og imod igen­nem, så vi kan sva­re no­gen­lun­de ens. At det så er spørgs­mål, der al­drig no­gen­sin­de vil­le bli­ve bli­ve stil­let til en nor­mal in­struk­tions­af­ten (ik­ke af os i hvert fald), er en an­den hi­sto­rie. I år mun­tre­de vi os blandt an­det med at re­du­ce­re an­tal­let af spil­le­re i en straf­fes­parks­kon­kur­ren­ce helt ud i det ab­sur­de (de op­før­te sig vir­ke­lig dår­ligt, de spil­le­re!) – og hvad gør man egent­lig, hvis må­l­man­dens bil punk­te­rer på vej til kam­pen, og han vil kom­me for sent? Må hol­det så star­te med 10 mand på ba­nen og tre på baenken? Og så vi­de­re, og så vi­de­re.

Men det var da me­get godt, at vi holdt os i tra­e­ning, for søn­dag ef­ter­mid­dag kom én af de si­tu­a­tio­ner, som man vil­le for­sva­er­ge kun­ne ske – nem­lig bol­den, som Brønd­by-fans ka­ste­de ef­ter straf­fes­parks­skyt­ten Em­ma­nu­el Og­u­de i Vend­sy­s­sel-kam­pen, dog uden at ram­me. Den er der ind­til fle­re, der har spurgt om, så den vil jeg til­la­de mig at spin­de en en­de over i den­ne uge. Ik­ke over de rent di­sci­pli­na­e­re mu­li­ge føl­ger, for det er ik­ke min af­de­ling – det hø­rer ba­re til dår­lig til­sku­ero­p­før­sel på sam­me må­de som kast med an­dre gen­stan­de, af­bra­en­ding af fyr­va­er­ke­ri osv. – men ale­ne ud fra fod­bold­lovens syns­punkt.

Nu var bol­den ik­ke en­gang ta­et på at ram­me Og­u­de, og den blev først ka­stet ind, da den rig­ti­ge bold var pas­se­ret ind i mål og der­med gå­et ud af spil, men der er vel ik­ke no­gen tvivl om, at hen­sig­ten var at di­stra­he­re spar­ke­ren. Så vi bli­ver nødt at dre­je si­tu­a­tio­nen lidt og la­de som om, bol­den var i spil, da bold nr. to blev ka­stet ind. Uved­kom­men­de gen­stan­de, som har ind­fly­del­se på spil­let el­ler er til ge­ne, gør, at spil­let skal stand­s­es, gen­stan­den fjer­nes og spil­let sa­et­tes igang igen ved, at dom­me­ren la­der bol­den fal­de. Til gen­ga­eld kan man sag­tens ha­ve to bol­de på ba­nen uden ind­greb – hvil­ket fak­tisk ja­evn­ligt sker, for­di bold­dren­ge nog­le gan­ge er for hur­ti­ge til at ka­ste bol­den hen til spil­le­ren uden at re­gi­stre­re, at han selv har snup­pet en an­den bold for at kom­me hur­tigt igang. Så hvis gen­stan­den ik­ke på­vir­ker spil­let, kan spil­let kø­re vi­de­re. Hvis bol­den ram­mer en uved­kom­men­de gen­stand f.eks. ef­ter et fris­park, bli­ver der ik­ke et nyt fris­park ud af det, for bol­den er jo i spil, men bol­den skal fal­de dér, hvor be­rø­rin­gen med den uau­to­ri­se­re­de gen­stand ske­te.

Men straf­fes­park er en und­ta­gel­se fra den re­gel. Straf­fes­par­ket er så stor en chan­ce – og skyl­des, at det an­det hold har be­gå­et en al­vor­lig for­se­el­se – at det kan man ik­ke ba­re an­nul­le­re på grund af no­get ude­fra kom­men­de. Så hvis bol­den i sin vej mod mål ram­mes af no­get uved­kom­men­de, skal straf­fes­par­ket ta­ges om. Hvis bol­den er på vej til­ba­ge fra mål (f.eks. fra stol­pen el­ler må­l­man­den), skal bol­den fal­de, for nu er sel­ve straf­fes­par­ket jo af­vik­let. Der er yder­li­ge­re den lil­le krøl­le, at hvis en bold på vej i mål ram­mer no­get uved­kom­men­de og al­li­ge­vel går i mål, skal må­let an­er­ken­des, med­min­dre be­rø­rin­gen gjor­de, at må­l­man­den – el­ler, hvis det var i åbent spil, en for­sva­rer – på grund af be­rø­rin­gen blev for­hin­dret i at gri­be ind. Den aen­dring kom for et par år si­den, blandt an­det for at ta­ge høj­de for at en til­sku­er ik­ke skul­le kun­ne for­hin­dre et mål ved at lø­be ind og rø­re bol­den, hvis bol­den al­li­ge­vel trods an­stren­gel­ser­ne end­te med at kryd­se stre­gen. Tid­li­ge­re skul­le bol­den fal­de – nu bli­ver der dømt mål. Men et mål kan sta­dig kun døm­mes, hvis bol­den rent fak­tisk har pas­se­ret må­l­linj­en – man kan alt­så ik­ke døm­me må­let, selv om bol­den uden til­sku­e­rens be­rø­ring vil­le va­e­re gå­et i mål, men nu gik ved si­den af.

Brem­ser tilsku­e­ren bol­den, så den ik­ke går i mål, skal bol­den fal­de. Men hvis en per­son, som står på hold­kor­tet, gør det sam­me (det kun­ne f.eks. va­e­re en fy­si­o­te­ra­pe­ut, som var ved at be­hand­le en spil­ler bag må­let), døm­mes nu om stun­der straf­fes­park. Hvis en bold­dreng el­ler kon­trol­lø­rens hund gør det sam­me, skal bol­den fal­de. Skil­le­linj­en går mel­lem dem, som står på hold­kor­tet og der­med er spil­let ved­kom­men­de – og dem, som ik­ke gør det. Det re­vo­lu­tio­ne­ren­de ved aen­drin­gen for to år si­den var, at det nu ik­ke kun var spil­ler­ne på ba­nen, der kun­ne be­gå for­se­el­ser til fris­park el­ler straf­fes­park, men og­så of­fi­ci­als, re­ser­ver el­ler ud­skif­te­de spil­le­re.

Men til­ba­ge til Og­u­de. Bol­den var ik­ke ta­et på at ram­me ham, og det ske­te i øv­rigt, da bol­den lå in­de i mål, så ka­stet er be­tyd­nings­løst set fra fod­bold­lovens syns­punkt (igen: det di­sci­pli­na­e­re er en vur­de­ring for sig). Hvis tilsku­e­ren nu hav­de va­e­ret me­re tra­ef­sik­ker, og Og­u­de var ble­vet ramt i sit til­løb mod bol­den, vil­le straf­fes­par­ket ba­re skul­le ta­ges un­der me­re ro­li­ge for­hold, for bol­den var jo ik­ke kom­met i spil. Men gra­en­se­til­fa­el­det er det rig­tig in­ter­es­san­te: hvis Og­u­de var midt i spar­ket, og bol­den klart var be­gyndt at be­va­e­ge sig fre­m­ef­ter, så den var i spil - og den ek­stra bold kom og ram­te ham, så han faldt ned over bol­den og rør­te den for 2. gang, så vil­le vi fak­tisk stå med en si­tu­a­tion, som der ik­ke di­rek­te er lov­gi­vet for. Der er kom­met en uved­kom­men­de gen­stand, som har haft ind­fly­del­se på spil­let – og selv om det er et straf­fes­park, er bol­den ik­ke ble­vet stand­s­et på vej mod mål af den uved­kom­men­de gen­stand, for de to bol­de rør­te ik­ke hin­an­den. Står man med no­get, som der ik­ke di­rek­te er lov­gi­vet for, må man bru­ge den sun­de for­nuft (vel vi­den­de, at den kan va­e­re en flek­si­bel stør­rel­se blandt for­skel­li­ge men­ne­sker) el­ler prø­ve at dra­ge pa­ral­lel­ler til no­get, som der rent fak­tisk er lov­gi­vet for. Og jeg vil vove at på­stå, at når straf­fes­park i for­vej­en har en sa­er­be­stem­mel­se, hvor bol­den ik­ke ba­re skal fal­de, ne­top for­di det er en helt sa­er­lig igangs­a­et­tel­se, må det sam­me va­e­re til­fa­el­det her: alt­så et nyt for­søg fra plet­ten.

Dér kom vi hel­dig­vis ik­ke hen, men man kan godt bli­ve me­re end al­min­de­lig rundt­os­set af at prø­ve at stil­le sce­na­ri­er­ne op. Og det be­hø­ver så­ma­end ik­ke va­e­re så ure­a­li­stisk end­da med dis­se fly­ven­de bol­de. Man­ge hu­sker uden tvivl sta­dig den ka­em­pe­ma­es­si­ge ba­de­bold, som blev ka­stet ind i en en­gelsk liga­kamp for nog­le år si­den, hvor­ef­ter de to bol­de kol­li­de­re­de: må­l­man­den ka­ste­de sig ef­ter ba­de­bol­den, og den rig­ti­ge bold gik i mål. Dér blev i øv­rigt dømt mål, hvil­ket ik­ke kan ha­ve va­e­ret dom­me­rens stol­te­ste stund. En no­gen­lun­de lige så van­vit­tig si­tu­a­tion ud­spil­le­de sig i en kamp i den øver­ste tyr­ki­ske ra­ek­ke for en lil­le hånd­fuld år si­den. Der var kom­met en ek­stra bold ind på ba­nen, og den hav­de en for­svars­spil­ler i sit hjer­tes god­hed snup­pet, så den ik­ke la­ve­de ulyk­ker. Nu løb han rundt in­de i straf­fes­parks­fel­tet med bol­den i ha­en­der­ne, og så blev fri­stel­sen for stor, da en an­gri­ber skul­le til at af­slut­te. Han ka­ste­de sin bold ef­ter den ak­tu­el­le kamp­bold – og ram­te, så chan­cen for­svandt. Hel­ler ik­ke her greb dom­me­ren rig­tigt i po­sen, men døm­te et in­di­rek­te fris­park (hvil­ket ik­ke var helt dumt, hvis han hav­de af­brudt spil­let og til­delt en ad­var­sel or en for­se­el­se, som ik­ke var selv­sta­en­digt be­skre­vet). Pro­ble­met var ba­re, at den var be­skre­vet, om­end i no­get af det, der var skre­vet med rig­tig småt: kast med en gen­stand, som ram­mer bol­den, be­trag­tes som hands, så der skul­le ha­ve va­e­ret dømt straf­fes­park. Fra i år er ka­stet ble­vet en selv­sta­en­dig for­se­el­se, men straf­fes­par­ket er sta­dig rig­tigt nok.

Så hvis der over­ho­ve­det er en mora­le her, må det va­e­re, at man bå­de som dom­mer og spil­ler skal va­e­re for­be­redt på hvad som helst, for selv det mest usandsynlige kom­mer for­bi før el­ler si­den. Og en sup­ple­ren­de mora­le kan va­e­re, at det nok ik­ke er så tos­set, at vi lov­nør­der sid­der og ud­for­drer hin­an­den med si­tu­a­tio­ner, der vir­ker helt ude i ham­pen, for en skøn­ne dag... ✖

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.