Re­sul­ta­ter, ae­ste­tik og ide­o­lo­gi: Hvor skal vi hen?

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - SERIE: LANDSTRAENERNE - KAPITEL 4 - TEKST: MI­CHA­EL KJAERBØL

Sid­ste ka­pi­tel i se­ri­en om de dan­ske land­stra­e­ne­re hand­ler om de se­ne­ste tre år­ti­er. Hvor nød­løs­nin­gen for Horst Wo­h­lers vandt EM. Hvor Bo Jo­hans­son vid­ste, at mod­stan­der­nes må­l­mand hav­de en dår­lig si­de, men ik­ke hvil­ken. Hvor Mor­ten Ol­sen gen­nem halvan­det år­ti teg­ne­de lands­hol­det og Dan­marks fod­bold­fi­lo­so­fi. Og hvor man gik i en kom­plet an­den ret­ning med hans af­lø­ser, men fik sport­s­lig suc­ces - uden at et helt cen­tralt og år­ti­er langt spørgs­mål blev be­sva­ret: Skal det dan­ske lands­hold ha­ve én be­stemt ret­ning?

Ef­ter Sepp Pionteks og lands­hol­dets ne­der­lag i Ru­ma­e­ni­en i 1989 og den der­med kik­se­de kva­li­fi­ka­tion til VM i Ita­li­en året ef­ter måt­te DBU ud og fin­de en ny land­stra­e­ner. I den­ne pro­ces for­må­e­de uni­o­nen at ud­stil­le en be­ma­er­kel­ses­va­er­dig grad af in­kom­pe­ten­ce.

Den el­lers gan­ske suc­ces­ri­ge OL-lands­hold­stra­e­ner Ri­chard Møl­ler Ni­el­sen blev hur­tigt dømt ude af uni­o­nens an­sa­et­tel­ses­ud­valg, der hel­le­re vil­le for­sø­ge at ko­pi­e­re pro­ce­du­ren med Piontek. Man hav­de i sin tid, til­ba­ge i 1978, selv hen­vendt sig – alt­så hånd­pluk­ket/ he­ad­huntet – Kurt Ni­el­sens ef­ter­føl­ger. Der hav­de el­lers va­e­ret he­le 18 an­sø­ge­re til job­bet, der­i­blandt Kurt Ni­el­sen selv (han vil­le rig­tig ger­ne ha­ve va­e­ret fort­sat), men DBU øn­ske­de en sa­er­lig pro­fil. Først og frem­mest gik man den­gang ef­ter en ung og fremad­stra­e­ben­de, am­bi­tiøs og ener­gisk tra­e­ner, som alt­så hav­de frem­ti­den for sig. Og som ik­ke al­le­re­de var vel­kendt på godt og ondt af pres­se og det hjem­li­ge pu­bli­kum. Alt­så en ud­la­en­ding og et – i Dan­mark – ube­skre­vet blad, der kun­ne ud­vik­le sig og sit lands­hold i en pa­ral­lel pro­ces. Det var jo gå­et sa­er­de­les godt med Piontek, selv om ud­vik­lings­pro­ces­sen jo nok hav­de ta­get en an­den drej­ning end den, man op­rin­de­ligt hav­de fo­re­stil­let sig.

Val­get faldt på ty­ske Horst Wo­h­lers, som var tra­e­ner i Bay­er Uer­din­gen, hvor han ar­bej­de­de med lands­holds­spil­ler­ne Bri­an Laud­rup og Jan Bartram. I sin iver ef­ter at gen­ta­ge Piontek-kup­pet fra 1978 kom DBU’s an­sa­et­tel­ses­ud­valg til at over­se den el­lers ret va­e­sent­li­ge de­tal­je, at Wo­h­lers kon­trakt­ligt var bun­det til sin ty­ske klub, som in­gen­lun­de var vil­lig til at la­de ham gå. Da DBU al­le­re­de hav­de an­non­ce­ret Wo­h­lers som ny land­stra­e­ner, var si­tu­a­tio­nen sa­er­de­les pin­lig. Uni­o­nens kat­t­e­lem blev at gen­nem­fø­re en ha­stig ko­ven­ding og ta­ge Ri­chard Møl­ler Ni­el­sen i Wo­h­lers sted. Ef­ter­som af­fa­e­ren ud­spil­le­de sig kun halvan­det år ef­ter den pi­n­ag­ti­ge og bit­re ”Fri­mannsag”, hvor Per Fri­manns del­ta­gel­se på OLlands­hol­det i Po­len ko­ste­de bil­let­ten til de olym­pi­ske le­ge i Seoul, ef­ter­lod det et sam­let ind­tryk af en uni­on hvor tin­ge­ne sej­le­de på foru­ro­li­gen­de vis. Den nye land­stra­e­ner blev ud­pe­get uden no­gen sa­er­ligt hel­hjer­tet op­bak­ning fra ar­bejds­gi­ve­ren, der alt­så helt åben­lyst hav­de øn­sket sig en an­den og kun pe­ge­de på ”Ri­car­do” for at la­eg­ge låg på stormen af skan­da­ler.

Ri­chard ”Lø­ve­hjer­te” Møl­ler Ni­el­sens ak­ti­ve bag­grund lig­ne­de på man­ge må­der Sepp Pionteks. Ri­chard hav­de va­e­ret en ben­hård for­svars­spil­ler for OB, og hvis ik­ke det hav­de va­e­ret for en al­vor­lig ska­de, hav­de han sand­syn­lig­vis få­et fle­re end de to land­skam­pe, han nå­e­de at bli­ve no­te­ret for. I ste­det ka­ste­de han sig over tra­e­ner­ger­nin­gen. Til­nav­net ”Lø­ve­hjer­te” op­nå­e­de ”Ri­car­do” (hans an­det til­navn) først og frem­mest som en mo­dig og ufor­fa­er­det figh­ter på ba­nen. Som tra­e­ner var han i bund og grund en for­sig­tig, struk­tu­re­ret, de­fen­siv stra­teg. Han spil­le­de en frem­tra­e­den­de rol­le i OB’s lidt tri­ste me­ta­mor­fo­se fra det fest­li­ge an­grebs­fod­bold, der hav­de ken­de­teg­net klub­ben i år­ti­er un­der blandt an­dre Jør­gen Les­chly Sø­ren­sens på­virk­ning, til en klub hvor man ar­bej­de­de sten­hårdt fy­sisk, og hvor de­fen­si­ven hav­de før­ste­pri­o­ri­tet. ”Ri­car­do” spil­le­de sa­fe­ty first, hvil­ket for ek­sem­pel kom til ud­tryk, da OB fik Hen­rik Ei­gen­brod hjem fra AZ i Alk­maar i 1984. Ei­gen­brod var lands­holds­spil­ler og en af de tek­nisk dyg­tig­ste for­svars­spil­le­re i dansk fod­bold. Un­der ”Ri­car­do” i OB blev hans rol­le at spar­ke så man­ge lan­ge bol­de frem ad ba­nen som han kun­ne, så langt han over­ho­ve­det kun­ne.

OB’s før­ste dan­ske mester­skab i 1977 var en kraft­pra­e­sta­tion. Hol­det vandt med en 8-po­ints mar­gin ned til nr. 2, B. 1903, og der blev i 30 kam­pe kun sco­ret 27 mål imod ”de stri­be­de”. Hol­det be­stod pri­ma­ert af gar­ve­de ve­te­ra­ner, men ”Ri­car­do” var gan­ske god til at in­te­gre­re un­ge ta­len­ter, og i 1977 hav­de fyn­bo­er­nes of­fen­siv gavn af den loven­de Al­lan Han­sen, som var sta­er­kt med­vir­ken­de til at oden­se­a­ner­ne og­så blev det mest scoren­de hold i 1. di­vi­sion. Ri­chard Møl­ler Ni­el­sens re­sul­ta­ter, hans va­egt på den kol­lek­ti­ve di­sci­plin samt for­ment­lig hans dyg­ti­ge mand­skabs­ple­je gav ham job­bet som U-land­stra­e­ner og – op til de olym­pi­ske le­ge i Seoul i 1988 – OL-land­stra­e­ner. I sidst­na­evn­te funk­tion kun­ne ”Ri­car­do” va­el­ge mel­lem al­le de spil­le­re i Dan­mark, der end­nu ik­ke hav­de op­t­rå­dt i EM-el­ler VM-sam­men­ha­eng (det var jo så dét, man ik­ke kun­ne fin­de ud af mht. Per Fri­mann). Det dre­je­de sig om over­or­dent­ligt man­ge dyg­ti­ge spil­le­re, hvil­ket hang sam­men med Sepp Pionteks ge­ne­rel­le uvil­je mod at skif­te ud på sit sam­men­tøm­re­de hold. OL-hol­dets stam­me blev des­u­den pra­e­get af man­ge da­va­e­ren­de el­ler for­hen­va­e­ren­de Brønd­by­spil­le­re, hvil­ket gav en god sam­men­ha­engs­kraft.

For­ud for den før­ste OL-pul­je­kamp i Gra­e­ken­land gav ”Ri­car­do” over­for pres­sen en be­skri­vel­se af en me­get sta­erk mod­stan­der, og der­med me­get van­ske­lig de­but­kamp. Dan­mark vandt helt ube­sva­e­ret 5-0 og kun­ne for­ment­lig ha­ve slå­et de sva­ge gra­e­ke­re stør­re, hvis ik­ke det hav­de va­e­ret for land­stra­e­ne­rens sa­ed­van­li­ge for­sig­ti­ge indstil­ling. Før den na­e­ste ud­for­dring, hjem­me mod Ru­ma­e­ni­en, ud­tal­te ”Ri­car­do” at han an­så uaf­gjort som et for­nuf­tigt re­sul­tat, for ek­sem­pel vil­le 0-0 va­e­re ud­ma­er­ket. Hvor­ef­ter Dan­mark to­talt smadre­de ude­hol­det med 8-0. Det er sand­syn­ligt, at den mang­len­de til­tro til Møl­ler Ni­el­sen som in­ter­na­tio­nal tra­e­ner, som of­te pra­e­ge­de sport­s­pres­sens for­hold til ham og end­da med ti­den for­su­re­de hans po­si­tion som land­stra­e­ner, star­te­de al­le­re­de på det­te tids­punkt. Det var sva­ert at ta­ge ham al­vor­ligt, og han bi­drog selv til det ind­tryk med sin un­der­spil­le­de hu­mor, si­ne sel­vop­fund­ne me­ta­fo­rer og sin let­te­re ex­cen­tri­ci­tet. Han var des­u­den yderst ae­re­ka­er og valg­te ik­ke al­tid si­ne slags­mål med om­hu.

RICARDOS UL­TI­MA­TI­VE TRI­UMF OG DET TAB­TE MOMENTUM

– Ri­chard Møl­ler Ni­el­sens epo­ke kom på man­ge må­der til at stå i ”Dy­na­mit-dren­ge­nes” skyg­ge. Den blev ik­ke så suc­ces­rig som Pionteks, hvil­ket jo er et enormt pa­ra­doks ef­ter­som ”Ri­car­do” skab­te det stør­ste en­kelt­stå­en­de re­sul­tat i Dan­marks idra­ets­hi­sto­rie. Hvor­dan må­ler man suc­ces? For lands­hol­dets ved­kom­men­de må et af kri­te­ri­er­ne nød­ven­dig­vis va­e­re, at fod­bold­fol­ket står bag hol­det og bak­ker op. Det skal va­e­re mu­ligt at iden­ti­fi­ce­re sig med hol­dets spil­lestil og hold­ning til spil­let. Det er trods alt lan­dets hold - ik­ke DBU’s ale­ne! Na­tio­nens ud­valg­te skal af­spej­le det bed­ste i lan­dets fod­bold­kul­tur.

Et an­det kri­te­rie er na­tur­lig­vis re­sul­ta­ter­ne, der al­tid må af­ve­jes i for­hold til hol­dets re­el­le styr­ke. Det sidst­na­evn­te kla­re­de Ricardos hold med glans. Det kneb me­re med det før­ste. På trods af den fan­ta­sti­ske EM-sejr i 92 hu­sker man­ge Ri­chard ”Lø­ve­hjer­tes” land­stra­e­ne­ra­e­ra som en fod­bold­ma­es­sig derou­te. Lands­hol­det hav­de nok en down-pe­ri­o­de med hen­syn til ta­lent­mas­sen, sam­men­lig­net med Piontek-ae­ra­en. Sepp hav­de ik­ke just gjort tin­ge­ne nem­me­re ved at hol­de for la­en­ge på si­ne tro­fa­ste spil­lerak­ti­ver. Det var gavn­ligt for OLlands­hol­det, men til­sva­ren­de ne­ga­tivt for A-lands­hol­det. Pres­se og pu­bli­kum hav­de fra star­ten sva­ert ved at for­li­ge sig med det fy­sisk be­to­ne­de og re­la­tivt de­fen­si­ve lands­holds­spil, som ”Ri­car­do” var eks­po­nent for. Han var og blev en for­sig­tig de­fen­siv tak­ti­ker. Det tek­ni­ske, kre­a­ti­ve og se­va­er­di­ge spil måt­te man se langt ef­ter. Det var ac­cep­ta­belt un­der EM i 1992, hvor lands­hol­det helt ex­cep­tio­nelt kom med på et af­bud og var kom­plet­te un­der­dogs. Be­gej­strin­gen over gul­det og tit­len som eu­ro­pa­me­stre måt­te jo over­dø­ve det fak­tum, at dan­sker­ne spil­le­de de­fen­sivt, lang­somt og kon­tra­ba­se­ret. Hav­de reg­len om at må­l­man-

Ri­chard Møl­ler Ni­el­sen blev land­stra­e­ner, for­di det ik­ke lyk­ke­des for DBU at få første­val­get Horst Wo­h­lers fri af kon­trak­ten med Bay­er Uer­de­rin­gen. Og så vandt Dan­mark EM i 1992. Fo­to: Mor­ten Juhl/Ritzau Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.