DET HENSYGNENDE INDIREKTE FRIS­PARK

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER - Skriv til Carl­sen på carl­sen@tips­bla­det.dk

Der er al mu­lig grund til at si­ge tak til la­e­ser­ne, for der­fra kom­mer fra tid til an­den for­slag og vink­ler, som jeg ik­ke li­ge hav­de ta­enkt over – el­ler min­der mig om no­get, som jeg en­ten har va­e­ret rundt om for la­en­ge si­den el­ler slet ik­ke. For ek­sem­pel har jeg i nog­le uger haft et spørgs­mål lig­gen­de på bor­det, som i al sin gri­ben­de en­kelt­hed ly­der ’Hvor­når døm­mer man egent­lig indirekte fris­park nu om stun­der ?’. Fint spørgs­mål, for et indirekte fris­park er ef­ter­hån­den et re­la­tivt sja­el­dent dyr.

Det indirekte fris­park er el­lers et ele­ment i lovsa­et­tet med en lang tra­di­tion bag sig. Hvis vi går til­ba­ge til de al­ler­før­ste fod­bold­love i sid­ste del af 1800-tal­let, er det fak­tisk så­dan, at der ik­ke kan sco­res di­rek­te på no­get som helst fris­park. Så det indirekte fris­park, hvor bol­den skal rø­re en an­den spil­ler (om det så er en med- el­ler mod­spil­ler), før den går i mål, er det op­rin­de­li­ge. I 1891 kom­mer straf­fes­par­ket til for for­se­el­ser be­gå­et in­den for en vis af­stand fra må­let – og det kan der sco­res di­rek­te på. Men vi skal helt hen til 1903, før det bli­ver slå­et fast, at hvis der be­gås en be­stemt ty­pe for­se­el­se mod en mod­spil­ler, el­ler hvis man ta­ger bol­den for­sa­et­ligt med hån­den, døm­mes der di­rek­te fris­park. Og re­sten er så indirekte. Gen­nem ti­der­ne har det va­ri­e­ret me­get, hvil­ke for­se­el­ser, der skul­le døm­mes di­rek­te fris­park for, og hvil­ke der kun ud­lø­se et indirekte.

Nu vi er ved scor­ing og fris­park, er det va­erd at be­ma­er­ke, at det ind­til 1927 er mu­ligt at sco­re et selv­mål di­rek­te på et fris­park. In­gen har før det­te tids­punkt over­ho­ve­det over­ve­jet mu­lig­he­den af, at det kun­ne ske – fris­park ple­jer trods alt at bli­ve spar­ket fre­m­ef­ter – men fra 1927 med­fø­rer det et hjør­ne­s­park ud fra den lo­gik, at fris­par­ket er ble­vet dømt, for­di mod­par­ten har be­gå­et en for­se­el­se, og det er ik­ke ri­me­ligt, at den si­tu­a­tion kan ven­des til egen for­del. I dis­se ti­der med fo­kus på mat­ch­fixing skal vi nok va­e­re gla­de for, at den re­gel er ind­ført – el­lers kun­ne det bli­ve mun­tert.

Men til­ba­ge til det indirekte fris­park. En­gang for 10-12 år si­den blev jeg spurgt, hvad jeg tro­e­de, den va­e­sent­lig­ste aen­dring i fod­bold­loven vil­le va­e­re om 20 år. Det var selv­føl­ge­lig før no­gen ba­re var be­gyndt at over­ve­je VAR og an­dre tek­no­lo­gi­ske hja­el­pe­mid­ler, så mit svar var, at der til den tid kun vil­le va­e­re én ty­pe fris­park: det di­rek­te. Nu er der ik­ke gå­et 20 år end­nu, men vi er fak­tisk godt på vej i den ret­ning. I de se­ne­ste man­ge år er der kon­stant ble­vet filet af det indirekte fris­park, så for­se­el­ser, der tid­li­ge­re gav et indirekte fris­park, nu ho­no­re­res med et di­rek­te. Jeg kan så­dan li­ge fra hof­ten na­ev­ne det, som vi po­pu­la­ert kun­ne kal­de ’far­ligt spil med kon­takt’, som nu er di­rek­te. Det sam­me er en ’ob­struk­tion med kon­takt’ – og og­så an­greb med skul­de­ren, hvor be­tin­gel­ser­ne ba­re ik­ke er op­fyldt (bold in­den for spil­le­af­stand og ak­tivt for­søg på at spil­le den) gi­ver nu di­rek­te i ste­det for det gam­le indirekte ’fair skub i uti­de’ (her­ligt ud­tryk).

Så hvad er der egent­lig til­ba­ge ef­ter­hån­den ? Ja, først og frem­mest er der nog­le tek­ni­ske for­se­el­ser, som ik­ke in­vol­ve­rer mod­spil­ler­ne på no­gen må­de. En straf­bar of­f­si­de gi­ver indirekte fris­park. Det sam­me gør fa­eno­me­net gen­ta­gel­ses­spil (hvis en spil­ler, der fo­re­ta­ger en igangs­a­et­tel­se, rø­rer bol­den igen, før no­gen an­den har gjort det). Og så er der til­sva­ren­de en ra­ek­ke for­se­el­ser, som kan be­gås af bå­de må­l­mand og mark­spil­ler, og hvor der er lidt me­re fy­sisk kød på.

Først og frem­mest er der den for­se­el­se, som man tek­nisk kal­der for ’far­ligt spil’. I al­min­de­lig ta­le er det så­dan no­get, der sig­na­le­res med ord som ’højt ben’, lavt ho­ve­de’, ’stem­pling’ osv. I vir­ke­lig­he­den kun­ne man hol­de en hel af­tens fored­rag om far­ligt spil, for hvem er det li­ge, der be­går det mod hvem – er det an­gri­be­ren, der har løf­tet sit ben for højt, el­ler er det for­sva­re­ren, der gør si­tu­a­tio­nen far­lig ved at dyk­ke ef­ter bol­den ? Der er to ting at hol­de fast i her, hvis vi skal ta­ge den kor­te ud­ga­ve: i det øje­blik, hvor der bli­ver fy­sisk kon­takt med en mod­spil­ler, ta­ler vi om di­rek­te fris­park, hvor­i­mod et spil, hvor man ud­sa­et­ter sig selv for fa­re, selv ved fy­sisk kon­takt kun gi­ver indirekte fris­park. Og det er til en­hver tid til­ladt at spil­le med hø­je ben, la­ve ho­ve­d­er, knop­per­ne for­re­st osv., ba­re det ik­ke bli­ver far­ligt.

I sam­me bold­ga­de er for­se­el­sen ’ob­struk­tion’ el­ler ’spa­er­ring’. Det er i fod­bold til­ladt at spa­er­re en mod­spil­lers vej til bol­den, ba­re bol­den er in­den for spil­le­af­stand, dvs kan spil­les i na­e­ste skridt, og man i øv­rigt har front mod bol­den (selv om det i sa­gens na­tur er me­get let­te­re at hol­de øje med for­føl­ge­ren, hvis man ven­der ho­ve­d­et den an­den vej). Mang­ler én af de to ting, har vi et indirekte fris­park. Igen ga­el­der det her, at hvis der bli­ver fy­sisk kon­takt, er vi ov­re i di­rek­te-kas­sen. Men det er det, som man ser så man­ge gan­ge i lø­bet af en fod­bold­kamp, at for­sva­re­ren føl­ger bol­den ud over må­l­linj­en og sam­ti­dig for­hin­drer an­gri­be­ren i at få fat i den.

Et indirekte fris­park bli­ver og­så re­sul­ta­tet, hvis man ved ord el­ler hand­ling pro­teste­rer el­ler i øv­rigt ka­ster sig ud i ver­ba­le for­se­el­ser. Der vil så ty­pisk og­så føl­ge et far­vet kort af en el­ler an­den art med. Det er der så­dan set hel­ler ik­ke no­get spe­ci­elt i – der er igen ik­ke no­gen fy­sisk kon­takt, så vi ta­ler om en for­se­el­se, som kan va­e­re grov nok, men som i det mind­ste ik­ke gør ondt på no­gen.

Indirekte er og­så fa­cit, hvis man for­sø­ger at for­hin­dre må­l­man­den i at sa­et­te bol­den i spil, når han har den i ha­en­der­ne el­ler er ved at skil­le sig af med den. Det kan f.eks. va­e­re ved at be­va­e­ge sig for­an ham el­ler prø­ve at he­a­de bol­den ud af ha­en­der­ne på ham. Se­ne­st gav Ka­ri­us-drop­pet i CL-fi­na­len en del over­ra­sken­de dis­kus­sion. Og en­de­lig har vi brok­kas­sen: hvis dom­me­ren stand­ser spil­let for at til­de­le en ad­var­sel el­ler ud­vis­ning for no­get, som ik­ke er sa­er­skilt be­skre­vet, døm­mes indirekte fris­park.

Må­l­man­den har og­så en lil­le hånd­fuld for­se­el­ser, som kun han kan be­gå, så et indirekte fris­park bli­ver re­sul­ta­tet. Fle­re af dem har va­e­ret be­hand­let her for re­la­tivt kort tid si­den, så jeg går hur­tigt hen over nog­le af dem. Men det er f.eks. den for­ka­e­tre­de seks se­kun­der­s­re­gel, som ik­ke er no­gen sto­purs­re­gel, men skal ad­mi­ni­stre­res med sund for­nuft. Og den sun­de for­nuft har i den­ne hen­se­en­de vi­de ram­mer – og­så of­te li­ge vi­de nok ef­ter min smag. Men må­l­man­den må kun ha­ve kon­trol over bol­den i seks se­kun­der, in­den han skil­ler sig af med den, må­ske ba­re ved at la­eg­ge den ned på jor­den, så den er frit byt­te. Det va­e­sent­li­ge her er at hu­ske, at se­kun­der­ne først tik­ker, når må­l­man­den er i en po­si­tion, hvor han med ri­me­lig­hed kan skil­le sig af med bol­den – ik­ke hvis han har sik­ret sig bol­den lig­gen­de i en mud­der­pøl ude ved den ene mål­stang.

I de seks se­kun­der må må­l­man­den ik­ke skil­le sig af med bol­den og rø­re den med ha­en­der­ne igen, med­min­dre der har va­e­ret en an­den spil­ler in­d­over i mel­lem­ti­den. Så må­l­man­den må ik­ke un­der de seks se­kun­der la­eg­ge bol­den på jor­den, drib­le og ta­ge den op igen. Indirekte fris­park. Til­sva­ren­de må han ik­ke rø­re bol­den med ha­en­der­ne, hvis den er spar­ket for­sa­et­ligt til ham af en med­spil­ler. Den så­kald­te til­ba­ge­spils­re­gel, hvor for­sa­et­lig­he­den er en af­gø­ren­de pa­ra­me­ter, sam­ti­dig med at bol­den skal va­e­re spar­ket med fo­den el­ler den ab­so­lut ne­der­ste del af skin­ne­be­net. Nøj­ag­tig det sam­me gør sig ga­el­den­de ved ind­kast, hvor må­l­man­den hel­ler ik­ke ba­re må ta­ge bol­den med ha­en­der­ne, hvis bol­den kom­mer fra en med­spil­lers ind­kast.

Som man kan se, har de indirekte fris­park ef­ter­hån­den at gø­re med no­get, der langt hen ad vej­en kan par­ke­res un­der nog­le rent tek­ni­ske for­se­el­ser. Og så­dan skal det selv­føl­ge­lig og­så va­e­re. For­se­el­ser, som gør ondt, må na­tur­ligt nok ud­lø­se et di­rek­te fris­park – og hvad skal man så gø­re ved re­sten ? Som sagt er der i de se­ne­re år ble­vet fa­er­re og fa­er­re af dem. Og jeg tror sta­dig, at jeg på et el­ler an­det tids­punkt får ret i, at det indirekte fris­park for­svin­der. Spørgs­må­let er, hvor me­get det vil­le gø­re. Selv­føl­ge­lig vil det ven­de sig i nog­le, hvis det at må­l­man­den hol­der bol­den med kon­trol i over seks se­kun­der skul­le ud­lø­se et straf­fes­park. På den an­den si­de er man­tra­et jo i så man­ge an­dre sam­men­ha­en­ge ’ke­ep it simp­le’. De for­se­el­ser, som idag gi­ver indirekte fris­park er trods alt tem­me­lig sja­eld­ne – ser vi bort fra of­f­si­de, er der mak­si­malt og ab­so­lut højt reg­net et par styk­ker i en kamp.

Skul­le det indirekte fris­park for­svin­de, så der kan sco­res di­rek­te på alt, er vi lan­det di­a­me­tralt mod­sat i for­hold til si­tu­a­tio­nen før 1903, hvor alt var indirekte. Hi­sto­ri­ens hjul ma­ler lang­somt, men til gen­ga­eld me­get, me­get fint.+

Jan Carl­sen er dom­mer-ob­ser­va­tør og en af Eu­ro­pas mest velan­se­te for­tol­ke­re af fod­bold­loven.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.