FIN NYSKABELSE

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER - Skriv til Carl­sen på carl­sen@tips­bla­det.dk

Den for­gan­ge uge har budt på pre­mi­e­ren på UEFAs nyskabelse, Na­tions League. Det er al­tid spa­en­den­de, hvor­dan så­dan et nyt set-up vi­ser sig at vir­ke i prak­sis, og jeg er na­ep­pe den ene­ste, der har va­e­ret lidt skep­tisk over for for­ma­tet. Det­te med ek­stra kva­li­fi­ka­tions­plad­ser til EM som en slags nit­te­ge­vinst (og ef­ter et sin­drigt sy­stem, som det kra­e­ver en stør­re ma­nu­al at for­kla­re og få over­blik over) vir­ke­de umid­del­bart ik­ke som det mest for­bru­ger­ven­li­ge. Men er man skep­tisk, skal man jo hel­ler ik­ke va­e­re for stor til at in­drøm­me, når ens skep­sis var ube­grun­det – og det sy­nes jeg, at den så ud til at va­e­re ef­ter de før­ste run­der. Først og frem­mest har jeg stor sym­pa­ti for tan­ken om at gø­re op med ven­skabsland­skam­pe, som man har brugt til at fyl­de den in­ter­na­tio­na­le kampka­len­der ud. På én el­ler an­den må­de sy­nes ti­den at va­e­re lø­bet fra dem, med­min­dre man kan la­eg­ge en ek­stra di­men­sion på (som og­så de vi­gen­de til­sku­er­tal har syn­tes at vi­se. Der­na­est har det ty­pisk va­e­ret no­get rod uden den helt sto­re ner­ve. In­gen skul­le ny­de no­get af at bli­ve ska­det, og 2. halv­leg blev uva­e­ger­ligt spra­engt til ato­mer af et enormt an­tal ud­skift­nin­ger. Fair nok, for ven­skabsland­skam­pe kan jo bru­ges til uden den helt sto­re ri­si­ko at prø­ve nye spil­le­re af – men in­ten­si­te­ten led una­eg­te­lig un­der det. Oven i det kom­mer, at de rent dom­mer­ma­es­sigt al­tid har va­e­ret no­get ma­er­ke­ligt no­get, hvor kor­te­ne ef­ter no­gen­lun­de gen­si­dig for­stå­el­se sad yderst fast i lom­men, for man skul­le jo nø­dig øde­la­eg­ge den go­de stem­ning, og en ud­vis­ning vil­le kun­ne øde­la­eg­ge he­le idéen med at af­prø­ve nye tak­ti­ske va­ri­an­ter. Vel und­går man ik­ke ven­skabsland­skam­pe un­der det nye for­mat, så­dan som grup­per­ne ty­pisk har en over­sid­der på hver kamp­dag – men de er be­gra­en­set til det nød­ven­di­ge.

Sel­ve for­ma­tet gav nog­le yderst un­der­hol­den­de kam­pe, hvor der blev gå­et pa­ent til stå­let, og­så med over­ra­sken­de re­sul­ta­ter. He­le idéen med at grup­pe­ind­de­le Eu­ro­pas hold på den an­den led i for­hold til nor­ma­le kva­li­fi­ka­tio­ner med se­ed­ning fra top til bund fun­ge­re­de fak­tisk fint. De små hold er ik­ke ka­non­fø­de (selv om for­skel­len på top og bund vit­ter­lig er ble­vet me­get min­dre de se­ne­re år – der er in­gen let­te kam­pe me­re), men har plud­se­lig få­et en mu­lig EM-plads at spil­le for. Og de rig­tig sto­re hold har li­ge så me­get at spil­le for, når de ri­si­ke­rer en nedryk­ning til la­get ne­de­nun­der. Li­ge nu kan man i A-liga­en ba­re ta­en­ke på en grup­pe med f.eks. Frank­rig, Tys­kland og Hol­land (el­ler Spa­ni­en, Eng­land og Kro­a­tien), hvor ta­be­ren ryk­ker et lag ned til nog­le på pa­pi­ret min­dre at­trak­ti­ve mod­stan­de­re (som til gen­ga­eld sik­kert vil va­e­re gla­de for at få nog­le rig­tig til­sku­er­ven­li­ge op­gør i na­e­ste cy­klus) – el­ler i den mod­sat­te en­de i D-liga­en, hvor det er hold som Ge­or­gi­en, Luxem­bourg, FYR Ma­kedo­ni­en og Ko­so­vo, som fø­rer de­res grup­per med mu­lig for op­ryk­ning og en EM­bil­let at spil­le om. Det gi­ver nog­le go­de, ja­evn­byr­di­ge kam­pe, hvil­ket må va­e­re en for­nø­jel­se for lil­le som stor. Dom­mer­ma­es­sigt så vi og­så pra­e­sta­tio­ner, som lig­ne­de ’det nor­ma­le’ og ik­ke hav­de ven­skabspra­e­get over sig.

De to helt sto­re ting at dis­ku­te­re, når vi ud­vik­ler- og lov­nør­der mø­des, og det sva­e­re­ste for dom­mer og linjedom­me­re, er i dis­se ti­der of­f­si­de-ken­del­ser for at ge­ne­re en mod­spil­ler og spørgs­må­let, om en hånd på bol­den er for­sa­et­lig el­ler ej. Med den bag­grund var det fak­tisk sjovt at kon­sta­te­re, at beg­ge Dan­marks mål i 2-0 sej­ren over Wa­les ram­te én af ka­te­go­ri­er­ne – en del har kom­men­te­ret på den hands, som før­te til straf­fes­park og 2-0 må­let, mens ik­ke man­ge har be­kym­ret sig om den mu­li­ge of­f­si­de på 1-0 må­let. Så lad os bru­ge lidt tid på det – ef­ter tur og or­den.

Chri­sti­an Erik­sens flot­te mål til 1-0 fra kan­ten af straf­fes­parks­fel­tet bli­ver lov­ma­es­sigt in­ter­es­sant ved, at bå­de Vik­tor Fi­s­cher og Mar­tin Brait­hwai­te i spar­keø­je­blik­ket be­fin­der sig i en of­f­si­de-po­si­tion in­de for­an mål, me­get ta­et på må­l­fel­tets gra­en­se. Yus­suf Poul­sen er må­ske end­da og­så li­ge ak­ku­rat kom­met ind i of­f­si­den, men lidt la­en­ge­re ude. Nu kan man ge­ne­re i of­f­si­de-po­si­tion på fle­re for­skel­li­ge må­der, men de in­ter­es­san­te her er, om man ’for­hin­drer en mod­spil­ler i at spil­le el­ler kun­ne spil­le bol­den ved klart at spa­er­re for hans ud­syn’, om man ’an­gri­ber en mod­spil­ler for at ero­bre bol­den’, el­ler ’for­sø­ger at spil­le en bold, som er ta­et på, og den­ne hand­ling på­vir­ker en mod­spil­ler’.

Bå­de Fi­s­cher og Brait­hwai­te er i be­va­e­gel­se fre­m­ef­ter, og da bol­den går i mål, er Fi­s­cher vel kun en me­ters pen­ge fra må­l­man­den. Men på vink­len med di­rek­te front mod mål kan man se, at må­l­man­den kan føl­ge bol­den he­le vej­en, så ud­sy­net er ik­ke spa­er­ret. Og Fi­s­cher er godt nok ta­et på, men når først frem, da bol­den er for­bi ham og er me­get ta­et på at gå i mål. Så han an­gri­ber ik­ke for at ero­bre bol­den – og lø­bet fre­m­ef­ter ser hel­ler ik­ke ud til at på­vir­ke må­l­man­den på no­gen må­de. Hvis bol­den var kom­met re­tur fra stol­pe el­ler må­l­mand, og én af de to spil­le­re hav­de rørt den, hav­de der sten­sik­kert va­e­ret of­f­si­de (for at op­nå en for­del af po­si­tio­nen), men da bol­den går di­rek­te i mål, uden at no­gen til­sy­ne­la­den­de bli­ver di­stra­he­ret, på­vir­ket el­ler ge­ne­ret, er det helt kor­rekt, at må­let bli­ver god­kendt. Det in­ter­es­san­te er, at én af UEFAs se­ne­ste ret­nings­linjer fak­tisk si­ger, at hvis der er en an­gri­ber i of­f­si­de-po­si­tion i sam­me halv­del af må­l­fel­tet, hvor bol­den går ind, er der straf­bar of­f­si­de. Men i og med at det ik­ke er op­hø­jet til lov­tekst, men blot er en prak­tisk ret­nings­linje (og det i øv­rigt er ret let at op­stil­le ek­semp­ler, hvor man har spil­le­re i en så­dan po­si­tion, men de ik­ke på­vir­ker no­get som helst), er det klart, at ud­sag­net er en god tom­mel­finger­re­gel, som vil ga­el­de i man­ge el­ler de fle­ste til­fa­el­de, men hel­ler ik­ke er me­re end det.

Hands-si­tu­a­tio­nen, som fø­rer til straf­fes­par­ket og 2-0, er hel­ler ik­ke dum som dis­kus­sions­o­p­la­eg. Vik­tor Fi­s­cher sen­der bol­den ind i straf­fes­parks­fel­tet, hvor Wa­les’ Et­han Am­pa­du sprin­ger op og tra­ek­ker beg­ge ar­me­ne med sig i sit løft. Det er for så vidt na­tur­ligt nok. Så kom­mer ar­me­ne ned igen, og da der er kon­takt mel­lem bol­den og Am­pa­dus ven­stre arm, er ar­men i be­va­e­gel­se ne­d­ef­ter og ud­ef­ter og gi­ver li­ge bol­den det sid­ste tryk. Og­så her er der en ra­ek­ke kri­te­ri­er for, hvor­når en hands er for­sa­et­lig. De spe­ci­elt re­le­van­te her er, om ar­men er i en na­tur­lig po­si­tion i for­hold til spil­le­rens be­va­e­gel­se, om bol­den be­va­e­ger sig mod hån­den el­ler om­vendt, og hvor langt bol­den har be­va­e­get sig, før kon­tak­ten op­nås. Jeg sy­nes egent­lig ik­ke, at ar­me­ne er i no­gen spe­ci­elt una­tur­lig po­si­tion og ud fra krop­pen, så spil­le­ren gør sig bre­de­re. Bol­den kom­mer og­så fra re­la­tivt kort af­stand – men for mig bli­ver det af­gø­ren­de be­va­e­gel­sen i ar­men, og at bol­den li­ge får den sid­ste hil­sen med på vej­en i kon­tak­tø­je­blik­ket, så det ik­ke ba­re er til­fa­el­digt. Så den­ne ken­del­se ser og­så kor­rekt nok ud – li­ge­som grun­den til, at der ik­ke fal­der en ad­var­sel, er, at det ik­ke er et skud på mål, men na­er­me­re et ind­la­eg ind i fel­tet, om­end med ret­ning mod mål.

Så bli­ver der li­ge plads til en en­kelt ting, som har lig­get nog­le uger – nem­lig en la­e­ser­hen­ven­del­se fra VM-se­mi­fi­na­len mel­lem Eng­land og Kro­a­tien, hvor den tyr­ki­ske dom­mer gik ned og tal­te til den en­gel­ske spil­ler, der hav­de an­bragt sig i of­f­si­de-po­si­tion bag den kro­a­ti­ske for­svars­mur, hvor­ef­ter spil­le­ren flyt­te­de sig. Og hvad var det egent­lig, der fo­re­gik her – ik­ke godt at vi­de, men jeg har set det i fle­re kam­pe der­ef­ter. Lad os star­te med at slå fast, at spil­le­ren som ud­gangs­punkt ger­ne må stå bag mu­ren i of­f­si­de-po­si­tion, hvis han har lyst. Me­get of­te gør spil­le­re det for at gø­re li­vet me­re surt for må­l­man­den og hans mu­ro­p­stil­ling, men det er sta­dig OK, hvis han vel at ma­er­ke kan nå at kom­me ud af of­f­si­depo­si­tio­nen og va­ek fra må­l­man­dens ud­syn, in­den spar­ket ta­ges. Til gen­ga­eld er det og­så klart, at han lø­ber en al­vor­lig ri­si­ko for at bli­ve dømt of­f­si­de for at ge­ne­re en mod­spil­ler, hvis det ik­ke lyk­kes. Ik­ke ba­re ved at stå i ud­sy­net – men og­så, hvis han, som jeg har set man­ge spil­le­re gø­re, va­el­ger den di­rek­te vej ud af of­f­si­de-po­si­tio­nen, nem­lig op mod mu­ren. Pro­ble­met er, at for­svars­spil­le­ne i mu­ren jo ty­pisk skal den an­den vej, nem­lig ned for at for­sva­re, og får man et sam­men­stød her, mens spil­le­ren sta­dig er i sin of­f­si­de-po­si­tion, kan det va­e­re fuld­sta­en­dig til­fa­el­digt, men det skal sta­dig straf­fes, for­di spil­le­ren ’fo­re­ta­ger en åben­lys hand­ling, som klart på­vir­ker en mod­spil­lers mu­lig­hed for at spil­le bol­den’. Så uden at vi­de det 100 % vil jeg tro, at dom­me­rens hen­ven­del­se til spil­le­ren her har haft ka­rak­ter af en ser­vi­ce­med­del­el­se i stil med ’Når du står dér, lø­ber du alt­så en vold­som ri­si­ko’.

Jan Carl­sen er dom­mer-ob­ser­va­tør og en af Eu­ro­pas mest velan­se­te for­tol­ke­re af fod­bold­loven.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.