LA REGINA

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - BOGUDDRAG: DEN GLEMTE TRIUMF -

Ud­drag af bo­gen ”Den glemte triumf” af Hans Krab­be.

Om det dan­ske kvin­delands­holds vej til ver­dens­mester­ska­bet.

Jeg fik sat et af­tryk. I alt fald blandt dem, der ved no­get om fod­bold. De hu­sker mig. Jeg var fe­te­ret, og jeg er bå­de ble­vet kaldt Pelé og Ma­ra­do­na. Folk respek­te­re­de mig, for­di jeg var god til min sport, kend­te fod­bol­den in­de­fra og hav­de for­stå­el­se for den. Jeg var en le­der, for­di jeg var dyg­tig. Sag­de jeg no­get, så var det så­dan. Og har du først den der au­ra over dig, så … De var ban­ge for at mø­de mig.

Sus­an­ne Au­gu­ste­sen er hur­tig, når hun skal gra­ve sin bed­ste kamp frem fra et min­der­nes skat­kam­mer med me­get på hyl­der­ne. Den fal­der symp­to­ma­tisk nok i hen­des bed­ste sa­e­so­nen i Ita­li­en. Det er for Ala­ska Lec­ce i mester­skabs­sa­e­so­nen 1982-83. Den mest uforg­lem­me­li­ge kamp i den bed­ste sa­e­son brin­ger til­li­ge et af Sus­an­ne Au­gu­ste­sens mest min­de­va­er­di­ge mål.

- Det var en upro­ble­ma­tisk sa­e­son, og jeg hav­de he­le ti­den fø­lel­sen af, at det ba­re var rig­tigt. Vi hav­de en god klubpra­esi­dent, der var ne­de på jor­den, og pen­ge­ne faldt al­tid til ti­den. Klub­ben var vel­fun­ge­ren­de med fi­ne fa­ci­li­te­ter og en god gra­es­ba­ne, selv om det var i det var­me Sy­di­ta­li­en. Stem­nin­gen var fa­mi­li­a­er. Sel­ve kam­pen var fi­na­len om mester­ska­bet, hvor vi mød­te Tra­ni i Brin­di­si. Vi vandt 2-1. Den dag gik alt op i en hø­je­re en­hed. Jeg blev mat­chvin­der og score­de til 2-1 på et lob, hvor jeg fan­ge­de må­l­man­den langt ude af sit mål. Det gav sej­ren i et spa­en­den­de og af­gø­ren­de op­gør.

Sus­an­ne Au­gu­ste­sen re­tur­ne­rer i 1996 til Dan­mark ef­ter 21 år som pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler i Ita­li­en. Mens mand­li­ge dan­ske fod­bold­spil­le­re of­te ven­der for­gyld­te hjem fra uden­land­ske are­na­er, er si­tu­a­tio­nen di­a­me­tralt mod­sat for den vel­tra­e­ne­de kvin­de, der spil­ler 800 kam­pe i den bed­ste, ita­li­en­ske ra­ek­ke, sco­rer 600 mål, vin­der ot­te ita­li­en­ske mester­ska­ber, to po­kal­tit­ler og he­le ot­te gan­ge lø­ber med den pre­sti­ge­fyld­te ti­tel som ca­po­can­no­ni­e­ri – top­sco­rer i Se­rie A. Selv om ”Su­sy”, som ita­li­e­ner­ne hen­gi­vent kal­der hen­de, bå­de bli­ver ver­dens­me­ster og en le­ven­de le­gen­de i ita­li­ensk kvin­de­fod­bold, får hun al­drig ka­pi­ta­li­se­ret på den mest im­po­ne­ren­de kar­ri­e­re, en kvin­de­lig dansk fod­bold­spil­ler har pra­este­ret.

BUDKRIG OM TOPSCOREREN

Mens kvin­de­fod­bol­den op gen­nem 1970’er­ne sta­dig er i sin vor­den på dansk grund, ud­vik­ler spor­ten sig mar­kant i Ita­li­en. In­teres­sen i de dan­ske me­di­er blus­ser gan­ske vist op om­kring VM-del­ta­gel­sen i 1971, men fa­der så ud igen. I Ita­li­en be­ska­ef­ti­ger de tre lands­da­ek­ken­de sport­s­dag­bla­de, Tut­tosport i Tor­i­no, Ga­zet­ta del­lo Sport i Mila­no og den Rom­ba­se­re­de Cor­ri­e­re del­lo Sport, sig al­le med kvin­de­fod­bol­den, der i vid ud­stra­ek­ning da­ek­kes af skri­ben­ter med ind­sigt i fod­bol­den og ge­ne­rel respekt for kvin­der­nes må­de at prak­ti­se­re spil­let på. Selv om der og­så fin­des de repor­te­re, der fo­ku­se­rer på kvin­der­nes ud­se­en­de og nid­ka­ert dyr­ker for­dom­me­ne om, at li­vet er for kort til kvin­de­fod­bold, og at spor­ten i det he­le ta­get er de­ci­de­ret us­und for kvin­der­ne. Med­vir­ken­de til den øge­de in­ter­es­se er til­gan­gen af uden­land­ske pro­fi­ler som VM-mat­chvin­de­ren Sus­an­ne Au­gu­ste­sen og den span­ske stjer­ne Con­cepción Sán­chez Frei­re, i dag­lig ta­le Con­chi Sán­chez. De høj­ner spil­lets kva­li­tet og øger op­ma­er­k­som­he­den. Når Gam­ma 3 spil­ler hjem­me i Pa­d­ova en lun lør­dag af­ten, kan der godt va­e­re 6-7.000 til­sku­e­re på Sta­dio Sil­vio Ap­pi­a­ni, mens det i det me­re provin­si­el­le Val­dob­bi­a­de­ne ik­ke er unor­malt med et par tu­sin­de til­sku­e­re til hjem­me­kam­pe­ne.

En­hver hjem­lig U17-spil­ler med ba­re an­tyd­nin­gen af et ta­lent ar­bej­der nu om stun­der ta­et sam­men med en fod­bol­da­gent. For Sus­an­ne Au­gu­ste­sen er si­tu­a­tio­nen an­der­le­des i åre­ne i Ita­li­en. Hun er ale­ne og langt hjem­me­fra, og der er ik­ke an­dre til at kla­re de prak­ti­ske ting i hver­da­gen og de år­li­ge kon­trakt­for­hand­lin­ger end hen­de selv. Det mod­ner at sid­de ale­ne kvin­de over­for en magt­fuld ita­li­ensk klubpra­esi­dent og sa­el­ge sig selv så dyrt som mu­ligt for den na­e­ste sa­e­son el­ler to. Men Sus­an­ne Au­gu­ste­sen har en ef­ter­trag­tet va­re: Hun kan sco­re mål.

- Det var al­tid dem, der tog kon­takt til mig. Så mød­tes jeg med pra­esi­den­ten, og så snak­ke­de vi os til ret­te om må­nedsløn­nen, bonus og hvad de el­lers skul­le be­ta­le af rej­ser og den slags. Så la­en­ge jeg score­de mål og holdt ni­veau, var der in­gen pro­ble­mer, og jeg har al­drig op­le­vet be­stik­kel­se el­ler af­ta­ler un­der bor­det.

Knapt er Sus­an­ne Au­gu­ste­sen tør ef­ter ba­det oven­på si­ne tre mål i VM-fi­na­len, før ita­li­en­ske klub­ber sig­na­le­rer de­res in­ter­es­se for te­e­nage­fa­eno­me­net. I ok­to­ber 1971 går der budkrig i den mel­lem pra­esi­den­ter­ne for Cag­li­a­ri og det ro­mer­ske klub­sam­ar­bej­de AC Ro­ma Fem­mi­ni­le. Ro­mer­nes pra­esi­dent, Si­gra Mira Bel­lei, er klar med 500 kro­ner om må­ne­den, fri kost, lo­gi og tøj, fly­rej­ser hjem på fe­rie og mu­lig­hed for bå­de ud­dan­nel­se på en sko­le for ud­la­en­din­ge og et halv­dagsjob ved si­den af den se­mi­pro­fes­sio­nel­le fod­bold. Cag­li­a­ri-pra­esi­den­ten Amaru­gi sva­rer igen og vif­ter den 15-åri­ge sko­lepi­ge om na­e­sen med en fuld­tidspro­fes­sio­nel til­va­e­rel­se på Sar­di­ni­en til 700 kro­ner om må­ne­den plus øv­ri­ge go­der. Men uden sko­le­gang. På tri­bu­nen har KB’s ita­li­en­ske tra­e­ner, Ma­rio Astor­ri, travlt som ly­n­af­le­der mel­lem si­ne il­tre lands­ma­end. Den ”smuk­ke, kvin­de­li­ge pra­esi­dent”, som Ek­stra Bla­det be­skri­ver Si­gra Mira Bel­lei, ud­nyt­ter sit køn og skaf­fer sig ad­gang til dan­sker­nes om­kla­ed­nings­rum, mens den mand­li­ge kon­kur­rent pa­ent må bli­ve uden­for. På Jør­gen Ruds Vej i Hol­ba­ek be­hol­der ra­di­o­tek­ni­ke­ren og den hjem­me­gå­en­de imid­ler­tid beg­ge ben på jor­den. Sus­an­nes fora­el­dre in­si­ste­rer på, at de­res yng­ste dat­ter gør sin sko­le­gang fa­er­dig, før hun be­gyn­der at drøm­me om even­tyr i det sto­re ud­land. Og så­dan bli­ver det.

Hjem­me i Dan­mark hol­der Sus­an­ne Au­gu­ste­sen fle­re bol­de i luf­ten. I 1974 spil­ler den al­si­di­ge pi­ge på yng­lin­gelands­hol­det i hånd­bold og ind­lem­mes i brut­to­trup­pen til VM i hånd­bold i Rusland. Den op­le­vel­se får hun imid­ler­tid al­drig, for i maj 1974 skif­ter hun sam­men med kam­me­ra­ten fra VM-hol­det

Ma­ri­an­ne Kamp til ASD Bo­log­na Calcio Fem­mi­ni­le, og der­med ind­le­des en ene­stå­en­de kar­ri­e­re i ita­li­ensk kvin­de­fod­bold.

DEN STAERKESTE KVINDESPILLER

Ef­ter en en­kelt sa­e­son i Emi­lia-Ro­mag­nas ho­ved­stad går tu­ren 100 ki­lo­me­ter nord­på til uni­ver­si­tets­by­en Pa­d­ova og klub­ben Gam­ma 3, hvor den dan­ske an­gri­ber og­så blot til­brin­ger en sa­e­son. Hyp­pi­ge klubs­kif­ter bli­ver i det he­le ta­get nor­ma­len for Sus­an­ne Au­gu­ste­sen, der for­la­der Pa­d­ova-klub­ben til for­del for AFC Di­a­dora Val­dob­bi­a­de­ne for fo­den af Al­per­ne nord for Pa­d­ova. Ef­ter to sa­e­so­ner – og to mester­ska­ber – med Val­dob­bi­a­de­ne går tu­ren stik øst til op­ryk­ker­ne fra AC Fem­mi­ni­le Co­neg­li­a­no, hvor Sus­an­ne Au­gu­ste­sen spil­ler to sa­e­so­ner. Det bli­ver i den hyg­ge­li­ge provins­by med 35.000 ind­byg­ge­re og bjer­ge­ne i bag­ha­ven, at dan­ske­ren etab­le­rer sin ba­se frem til 1996. Ik­ke kun for­di by­en er be­rømt for sin tør­re, hvi­de pro­sec­co, men og­så for­di hun ef­ter fle­re år på far­ten ik­ke la­en­ge­re or­ker et liv i flyt­te­kas­ser. Men mest for­di det er i Co­neg­li­a­nos stu­den­ter­mil­jø, at hun knyt­ter sta­er­ke re­la­tio­ner, som hol­der den dag i dag.

Sus­an­ne Au­gu­ste­sen ryk­ker ind i sin egen lej­lig­hed i Co­neg­li­a­nos cen­trum. Li­vet som pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler er ik­ke ek­stra­va­gant. Løn­nen sva­rer til det, en al­min­de­lig kas­se­da­me ha­e­ver, men den un­ge dan­ske kvin­de har, hvad hun skal bru­ge, og hun stor­tri­ves i provins­by­en med de man­ge stu­de­ren­de fra Pa­d­ova ne­de af mo­tor­vej­en mod Ve­ne­dig. Sus­an­ne knyt­ter ven­ska­ber uden­for spor­ten. Og nok er hun pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler, men det for­hin­drer hen­de nu ik­ke i at eks­pe­ri­men­te­re med hash’en. Vi er i slut­nin­gen af halvfjerd­ser­ne, og det no­to­risk po­li­tisk usta­bi­le Ita­li­en kna­ger i fu­ger­ne. De Rø­de Bri­ga­der vil om­dan­ne Ita­li­en til en re­vo­lu­tio­na­er stat og bru­ger uden tø­ven vå­ben un­der­vejs mod må­let. I 1978 kid­nap­per og dra­e­ber den ven­stre­o­ri­en­te­re­de grup­pe Ita­li­ens tid­li­ge­re re­ge­rings­le­der Al­do Moro.

Med Co­neg­li­a­no som ud­gangs­punkt fort­sa­et­ter Sus­an­ne Au­gu­ste­sen til­va­e­rel­sen som rej­sen­de i fod­bold. I sa­e­so­ner­ne 1980-81 er ar­bejds­gi­ve­ren den ro­mer­ske tra­di­tions­klub S.S. La­zio Calcio Fem­mi­ni­le. Der­ef­ter hed­der det Cag­li­a­ri Fla­se på Sar­di­ni­en, Ala­ska Lec­ce i Sy­di­ta­li­en, til­ba­ge til La­zio, så AFC Tra­ni 80 nord for Ba­ri, bal­sa­mi­co-by­en Mo­de­na på Pos­let­ten, og en­de­lig La­zio for tred­je gang, før hun fra 1993-95 run­der kar­ri­e­ren af med to sa­e­so­ner i Il Del­fi­no Cag­li­a­ri.

- Ef­ter Co­neg­li­a­no skrev jeg kon­trakt med La­zio, men jeg or­ke­de ik­ke at flyt­te til Rom. Jeg selv­tra­e­ne­de el­ler tra­e­ne­de med dren­ge­ne fra 3. di­vi­sions­hol­det i Co­neg­li­a­no. Det var be­tin­gel­ser­ne, hvis La­zio vil­le ha­ve mig. Så jeg fløj til Rom i we­e­ken­der­ne. Spil­le­de vi i Genoa, var det med bil el­ler tog. Mo­del­len var den sam­me i Cag­li­a­ri. Jeg be­gynd­te og­så at spil­le hånd­bold igen. Så kun­ne den stå på fod­bold i Lec­ce lør­dag og hånd­bold i den mod­sat­te en­de af lan­det søn­dag. Jeg fløj ty­pisk til Sy­di­ta­li­en fre­dag, blev hen­tet i mi­ni­bus og bo­e­de hos pra­esi­den­ten. Spil­le­de så kamp lør­dag ef­ter­mid­dag. Der­ef­ter var det re­tur fra Brin­di­si via Rom til Ve­ne­dig, hvor jeg så var hjem­me lør­dag ved mid­nat. Søn­dag mor­gen var det op ved syv-ti­den for at spil­le hånd­bold på ude­ba­ne i Tri­e­ste, må­ske. Så­dan gik der seks sa­e­so­ner.

I La­zio får tra­e­ne­ren Ser­gio Gu­en­za et godt øje til Sus­an­ne Au­gu­ste­sens ev­ner. Hen­des tek­ni­ske fa­er­dig­he­der, ta­to­ve­ret ind på ryg­mar­ven hjem­me i Hol­ba­ek sam­men med dren­ge­ne, im­po­ne­rer ham. Selv er han et pro­dukt af den ro­mer­ske tra­di­tions­klub, hvor han spil­ler som ung. En for­mid­dag tra­ek­ker han Sus­an­ne til si­de. Han vil, at hun skal tra­e­ne med Pri­ma­ve­ra-dren­ge­ne, La­zi­os bed­ste ung­doms­spil­le­re.

- Jeg tra­e­ne­de med Bru­no Gi­o­r­da­no og Lio­nel­lo Man­fredo­nia, som beg­ge blev La­zi­o­stjer­ner og lands­holds­spil­le­re. Det var sjovt, og det gik godt. Jeg kun­ne godt li­de Ser­gio. Han kun­ne sin fod­bold. ”Dron­ning, du har ta­get halvan­det ki­lo på, dem kan du godt se at få smidt igen. ” Det lag­de han ma­er­ke til. En­de­lig var der en, der kun­ne se den slags og tog os kvin­der al­vor­ligt. Det var en ga­ve for kvin­de­fod­bol­den at ha­ve ham som tra­e­ner.

Ef­ter en lil­le men­ne­ske­al­der i Ita­li­en bor Sus­an­ne Au­gu­ste­sen i dag på Øster­bro, et langt ud­s­park fra Øster­bro Sta­dion. Fo­to Per Kja­er­bye

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.