NÅR SPIL­LE­REN ER SKA­DET

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - CARLSENS CORNER - Jan Carl­sen er dom­mer-ob­ser­va­tør og en af Eu­ro­pas mest velan­se­te for­tol­ke­re af fod­bold­loven. Skriv til Carl­sen på carl­sen@tips­bla­det.dk

Isid­ste uge var det de lang­som­me igangs­a­et­tel­ser, der var i sø­ge­ly­set – og navn­lig grun­den til, at man ik­ke kun­ne gø­re så me­get ved dem, som man­ge til­sku­e­re vil­le øn­ske sig. I den­ne uge er tu­ren kom­met til et af de an­dre for­hold, som vir­ke­lig kan brin­ge le­gem­s­va­e­sker­ne i kog hos folk og få dem til at sy­nes, at ti­den be­va­e­ger sig uen­de­lig hur­tigt uden for­nø­den kom­pen­sa­tion, nem­lig ska­de­de spil­le­re. Der kan va­e­re helt le­gi­ti­me grun­de til, at en spil­ler lig­ger la­en­ge, før han bli­ver fjer­net fra ba­nen, og ge­ne­relt sy­nes jeg og­så, at dom­mer­ne er go­de til at få lagt ti­den i den an­den en­de på det­te punkt. Men der er al­li­ge­vel nog­le fi­nur­lig­he­der om­kring ska­des­be­hand­ling, og når em­net kom­mer op i den­ne uge, skyl­des det egent­lig pri­ma­ert, at jeg i we­e­ken­den ved selv­syn i en 2. di­vi­sions­kamp mød­te en rig­tig lovspe­ci­a­li­tet, som jeg godt vil de­le. Men før vi når til den, er vi nødt til at få sat ram­men for, hvad der er mu­ligt og ik­ke mu­ligt, når vi ta­ler ska­de­de el­ler po­ten­ti­elt ska­de­de spil­le­re. Vel at ma­er­ke i kam­pe på hø­je­re ni­veau, når det kom­mer til spørgs­må­let om be­hand­ling – i lo­ka­lu­ni­ons­ra­ek­ker­ne må der ger­ne be­hand­les på ba­nen.

Fod­bold­loven si­ger i § 5 om dom­me­ren, at han blandt si­ne man­ge an­dre plig­ter ’skal la­de spil­let fort­sa­et­te, hvis en spil­ler kun er let­te­re ska­det’ og om­vendt ’stand­ser spil­let, hvis en spil­ler ef­ter hans skøn er al­vor­ligt ska­det, og sør­ger for, at han bli­ver fjer­net fra ba­nen’. Nu er det de fa­er­re­ste dom­me­re, der har en me­di­cinsk ud­dan­nel­se, så hvor­dan af­gør man, om en spil­ler er al­vor­ligt ska­det ? Hvis man døm­mer på et ni­veau, hvor der er en la­e­ge til ste­de, kan man selv­føl­ge­lig la­e­ne sig op ad ham, men el­lers må man ha­ve fat i den sun­de for­nuft og hu­ske, at et af suc­ceskri­te­ri­er­ne er, at al­le spil­le­re så vidt mu­ligt kan gå på ar­bej­de da­gen ef­ter. Man må alt­så som dom­mer ik­ke ta­ge chan­cer, og tviv­len skal kom­me spil­le­ren til go­de. Kon­takt­ste­det er en va­e­sent­lig del – ved mi­stan­ker om ho­ved­ska­der skal der stand­s­es så hur­tigt som mu­ligt, og al­min­de­lig med­fø­lel­se vil nok og­så til­si­ge, at der af­bry­des hur­tigt, hvis det f.eks. er de ned­re re­gio­ner, der har ta­get imod sla­get. Så er der selv­føl­ge­lig de til­fa­el­de, hvor man på spil­le­rens re­ak­tion kan hø­re, at den er ri­ven­de gal – og så ser vi bort fra de helt grim­me, hvor man bog­sta­ve­lig talt kan hø­re knog­len bra­ek­ke. Har man op­le­vet den lyd én gang, glem­mer man den al­drig.

Er vi nå­et der­til, hvor spil­let er stand­s­et, si­ger fod­bold­loven og­så, at ’en ska­det spil­ler må ik­ke be­hand­les på ba­nen’. Så i prin­cip­pet er den ene­ste be­hand­ling, som er til­ladt, den nød­ven­di­ge for at spil­le­ren kan for­la­de ba­nen ved egen hja­elp. Jeg ser bort fra de til­fa­el­de, hvor spil­le­ren er så ska­det, at man ik­ke skal be­gyn­de at flyt­te på ham, men må ven­te på sag­kyn­dig hja­elp i form af en am­bu­lan­ce. Når spil­le­ren har for­ladt ba­nen, må han først kom­me ind, når spil­let er sat igang igen – og over si­de­linj­en.

Så det er dom­me­rens skøn, der af­gør, om spil­let skal stand­s­es for at til­se en spil­ler el­ler ej – men spil­ler­ne mud­rer of­te selv bil­le­det, når de i de­res hjer­tes god­hed sen­der bol­den ud af spil og frem­pro­vo­ke­rer en stands­ning. I prin­cip­pet kun­ne dom­me­ren va­el­ge at bla­e­se højt og flot på det, men i langt de fle­ste til­fa­el­de vil dom­me­ren for­nuf­tigt nok be­nyt­te sig af mu­lig­he­den. Men i min op­tik er det til hver en tid at fo­re­tra­ek­ke, at det er dom­me­ren, der har kon­trol over si­tu­a­tio­nen ved at af­bry­de el­ler la­de va­e­re – frem for at det er spil­ler­ne selv, der ta­ger sty­rin­gen. Og­så for­di det na­e­ste pro­blem, hvis spil­ler­ne har skabt stands­nin­gen, bli­ver igangs­a­et­tel­sen og det ob­liga­to­ri­ske fair play-ri­tu­al. Det er fint nok, så la­en­ge spil­ler­ne er eni­ge, men det er no­get skram­mel, når de ik­ke er det, for dom­me­ren har ik­ke ret til at be­stem­me, hvor det ind­kast skal ka­stes hen.

Der er en hånd­fuld til­fa­el­de, hvor spil­le­ren ef­ter be­hand­ling ik­ke be­hø­ver for­la­de ba­nen. F.eks. hvis en må­l­mand er ble­vet ska­det (så skul­le vi igang med at ha­ve en ny mand på mål, skif­te trø­je osv.). I lo­gik­kens hel­li­ge navn må beg­ge spil­le­re bli­ve, hvis en må­l­mand og mark­spil­ler bli­ver ska­det sam­ti­dig. El­lers skul­le mark­spil­le­ren ja­evn­før den for­ri­ge sa­et­ning ud og må­l­man­den bli­ve. Og spil­ler­ne skal hel­ler ik­ke ud, hvis det dre­jer sig om to med­spil­le­re. Ik­ke ri­me­ligt, at et hold skal spil­le 9 mod 11, for­di to af dets spil­le­re uhel­dig­vis er ram­let sam­men. En­de­lig får man lov til at bli­ve, hvis der i for­bin­del­se med si­tu­a­tio­nen, der med­før­te ska­den, blev ud­delt en ad­var­sel el­ler ud­vis­ning. El­lers kun­ne man ef­ter at ha­ve be­gå­et en grov ad­var­sels­for­se­el­se få lov til spil­le 11 mod 10 en kort over­gang. Man­ge tror, at man hel­ler ik­ke skal ud, hvis en spil­ler fra hvert hold er be­hand­let – men det skal man alt­så.

Og så til si­tu­a­tio­nen, som na­er­mest er ta­enkt ud af lov­bo­gens dy­be­ste krin­kelkro­ge. Så­dan cir­ka et kvar­ter in­de i 2. halv­leg i min 2. di­vi­sions­kamp stø­der to spil­le­re ho­ve­d­er­ne sam­men og går beg­ge i jor­den i hjem­me­hol­dets straf­fes­parks­felt. Sam­men­stø­det er helt til­fa­el­digt, og bol­den går ud til hjør­ne­s­park. Så der er in­gen pro­ble­mer med at få stand­s­et spil­let for at få til­set spil­ler­ne – det går helt af sig selv. Dom­me­ren run­der lyn­hur­tigt beg­ge spil­le­re og kal­der hja­elp ind. Og så be­gyn­der lø­jer­ne. Hjem­me­hol­dets spil­ler kom­mer re­la­tivt hur­tigt op igen, men til gen­ga­eld er hja­el­pen fra ba­en­ken så til­pas lang­som til at kom­me ind, at der vel er en 20 me­ter hen til spil­le­ren, da han står op. Spil­le­ren vil ger­ne fort­sa­et­te og stil­ler sig klar til det hjør­ne­s­park, som skal kom­me, men dom­me­ren sen­der ham uden for ba­nen. Man kun­ne selv­føl­ge­lig ar­gu­men­te­re for, at spil­le­ren al­drig er ble­vet be­hand­let – men det er ik­ke hans egen skyld, for der er re­kvi­re­ret hja­elp (den er ba­re ik­ke nå­et frem), så tek­nisk set er be­hand­lin­gen på­be­gyndt i det øje­blik, hvor der er kaldt hja­elp ind til spil­le­ren. Han går ud bag må­l­linj­en, men be­gyn­der så at be­va­e­ge sig op langs si­de­linj­en og op til sin ba­enk. For­nuf­tigt nok, for hvis han vil ind igen un­der over må­l­linj­en ef­ter spil­lets gen­op­ta­gel­se, må han først kom­me det ved den na­e­ste stands­ning i spil­let. Va­el­ger han at vil­le ind over si­de­linj­en, kan han i prin­cip­pet kom­me ind, så snart spil­let er sat igang igen, og dom­me­ren skøn­ner, at han kan gø­re det uden at kom­me i cen­trum af spil­let med det sam­me.

Alt imens be­hand­les der på li­vet løs på ude­hol­dets spil­ler, som det er no­get va­er­re fat med. Ef­ter no­gen tid vi­ser det sig, at han er så med­ta­get, at han må la­de sig ud­skif­te – og så­dan en ud­skift­ning skal jo fo­re­gå ved mid­ter­linj­en, hvor re­ser­ve­spil­le­ren be­gyn­der at gø­re sig klar. Her er vo­res ven fra hjem­me­hol­det nu og­så nå­et op. Linjedom­me­ren ek­se­kve­rer ud­skift­nin­gen og sen­der den nye spil­ler ind – og så vil den ska­de­de spil­ler fra hjem­me­hol­det selv­føl­ge­lig og­så med ind. Det er kun nog­le hur­ti­ge skridt og en fast arm fra linjedom­me­ren, der for­hin­drer, at han lø­ber ind. Og hel­dig­vis for det, for el­lers hav­de vi haft et helt an­det og me­get va­er­re pro­blem for spil­le­ren selv. Den våg­ne linjedom­mer red­der spil­le­ren fra mini­mum en ad­var­sel for ulov­lig ind­tra­e­den (og hav­de spil­le­re gjort me­re end det, kun­ne det va­e­re gå­et end­nu va­er­re). Den­ne barm­hjer­tig­heds­ger­ning fal­der imid­ler­tid ik­ke i god jord hos hver­ken spil­le­ren selv, ba­en­ke­ne el­ler til­sku­er­ne. Ud fra strengt lo­gi­ske reg­ler kan man godt for­stå det. To spil­le­re er ble­vet ska­det sam­ti­dig. De er ble­vet be­hand­let sam­ti­dig (om­end me­re el­ler min­dre), og nu må det ene hold få en spil­ler ind, mens det an­det ik­ke må. Hvad po­k­ker er me­nin­gen ?

Pro­ble­met er, at her stø­der to af fod­bold­lovens pa­ra­graf­fer sam­men på en lidt us­køn må­de, som gør, at re­sul­ta­tet bli­ver ulo­gisk, selv om de to for­hold er fuld­sta­en­dig kor­rek­te hver for sig. En ud­skift­ning skal al­tid ske un­der en stands­ning i spil­let – og en spil­ler, som har for­ladt ba­nen ef­ter be­hand­ling, må først kom­me ind, når spil­let er sat igang igen. Og det bli­ver det først ef­ter ud­skift­nin­gen.

Så in­gen tvivl om, at af­gø­rel­sen her kan sy­nes ulo­gisk og uret­fa­er­dig, Men det er nu en­gang ik­ke dom­me­rens op­ga­ve at ta­ge stil­ling til, om no­get er ulo­gisk el­ler ej – man kan ik­ke be­gyn­de at la­ve om på reg­ler­ne ud fra, hvad ens egen sub­jek­ti­ve lo­gik si­ger. Spil­le­ren kom hur­tigt ind igen, det fik in­gen prak­tisk be­tyd­ning – men det fik den ind­virk­ning på kam­pen, at der var ri­me­lig me­get mu­sik i ga­den i de føl­gen­de mi­nut­ter, fak­tisk frem til kam­pens slut­ning.

På den må­de kom en fre­de­lig lør­dag ef­ter­mid­dag plud­se­lig til at by­de på lidt fra lov­bo­gens ra­ri­tet­ska­bi­net – ud af in­gen­ting. ✖

Den­ne klum­me er et genop­tryk af sid­ste uges ud­ga­ve, hvor der desva­er­re var for­s­vun­det et par vi­ta­le af­snit. Vi be­kla­ger fejl­en.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.