DEN SID­STE KAMP FOR DAN­MARK

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - WILLIAM KVIST / DANMARK - TEKST: THO­MAS PYNDT

Han nå­e­de li­ge at ma­er­ke VM-stem­nin­gen i Sa­ransk, før et peru­ansk knae bra­ek­ke­de to ri­b­ben og punk­te­re­de den ene lun­ge. Wil­li­am Kvist for­søg­te dog at spil­le vi­de­re, men måt­te gi­ve op ef­ter nog­le få mi­nut­ter. Men han gav ik­ke helt op. Selv om de rus­si­ske la­e­ger vil­le ind­la­eg­ge ham i mindst en uge og øn­ske­de ham god fe­rie, da han rej­ste til­ba­ge til Dan­mark, be­gynd­te midt­ba­ne­man­den en in­da­edt og de­di­ke­ret kamp for at kom­me til­ba­ge til slut­run­den. Stik imod al­le od­ds blev han klar til kamp igen ef­ter et for­løb, som he­le hans kar­ri­e­re hav­de gjort ham i stand til at hånd­te­re, så VM i Rusland blev og­så en per­son­lig rej­se for Wil­li­am Kvist, og en rej­se som han al­drig vil glem­me.

Det var i Sa­ransk, og der var sta­dig nog­le ti­mer til VM-kam­pen på Mor­d­ovia Are­na mel­lem Peru og Dan­mark, da midt­ba­ne­man­den Wil­li­am Kvist fik sin før­ste sto­re op­le­vel­se med slut­run­den i Rusland. Lands­hol­det var på ho­tel før det vig­ti­ge åb­nings­op­gør i grup­pe C, og den ru­ti­ne­re­de Kvist hvi­le­de sig før den sto­re op­ga­ve, da ro­en blev for­styr­ret af lar­men fra plad­sen for­an.

”Jeg blev na­er­mest va­ek­ket af til­ha­en­ger­ne fra Peru, for de var sam­let ne­de på plad­sen, og det var ik­ke en ag­gres­siv stem­ning. Det var et hav af gla­de men­ne­sker, der sang, og der var en su­per-dej­lig gla­e­de over den fod­bold, der ven­te­de. Jeg kun­ne se, at der og­så var nog­le dan­ske­re imel­lem, men det var Perus til­ha­en­ge­re, der var der.”

”Min bror, min on­kel og min tan­te hav­de va­e­ret for­bi ho­tel­let tid­li­ge­re, og de for­tal­te, at de hav­de snak­ket med fle­re fans fra Peru, der hav­de pant­sat de­res lej­lig­hed og lånt alt, hvad de kun­ne for at kom­me til VM i Rusland, ba­re med en rygs­a­ek, og nu sov de så rundt om­kring i par­ker og fik mad, hvor de kun­ne få det.”

”For som de hav­de sagt: ”Det er nu. Vi le­ver li­ge nu, og hvem ved, hvor­når det her kom­mer igen?””

”Det var stort at ma­er­ke den fod­bold­g­la­e­de fra de­res fans med de­res sang og mu­sik. Vi går jo tit i vo­res pro­fes­sio­nel­le bob­le om den na­e­ste kamp, og tan­ker om hvem der star­ter in­de, men der kun­ne jeg ma­er­ke, hvad fod­bol­den kan, og hvor­dan den kan sam­le.”

”Det gav mig en for­nem­mel­se af, at nu er jeg ed­der­ma­me til VM. Det her er no­get stør­re end mig, der lø­ber rundt på en ba­ne og har mit eget lil­le pro­jekt om, at jeg ger­ne vil star­te in­de, og at vi er 11 mand fra Dan­mark, der ger­ne vil vin­de nog­le kam­pe. Det her hand­le­de om fod­bol­den som sam­lings­punkt og som en gla­e­de. Ja, jeg får na­er­mest kul­de­gys­nin­ger af at ta­en­ke på det nu,” si­ger Wil­li­am Kvist på en ons­dag i ok­to­ber, fi­re må­ne­der ef­ter op­le­vel­sen med de gla­de peru­a­ne­re i Sa­ransk og fi­re må­ne­der ef­ter, at hans VM på ba­nen blev kor­tet af fra at va­re fle­re kam­pe til ik­ke en­gang at va­re en halv­leg.

Men for­nem­mel­sen var god før kam­pen mod Peru, og for midt­ba­ne­man­den var det kul­mi­na­tio­nen af et la­en­ge­re pro­jekt at stå i ra­ek­ken af hold­kam­me­ra­ter og syn­ge ”Der er et yn­digt land” på endnu et frem­med sta­dion i det sto­re ud­land.

”Sel­ve det at gå ind til kam­pen lig­ner jo på man­ge må­der an­dre kam­pe. Der er selv­føl­ge­lig et an­det spa­en­dings­ni­veau, der er nog­le an­dre om­gi­vel­ser, men grund­la­eg­gen­de er man in­de i en kamp­mo­dus, der er me­get fo­ku­se­ret på de­tal­jer og på en selv.”

”Men li­ge den kamp var jo et mål, som jeg hav­de haft i lang tid. Li­ge si­den Ir­lands-kam­pe­ne. ”Godt, gam­le pruhe­st, nu er der et sid­ste mål for dig per­son­ligt at nå, at nå med i en VMkamp.” Jeg fik jo ik­ke nog­le mi­nut­ter i 2010, så at star­te in­de og der­med af­slut­te det for­løb fra Åge kom til som land­stra­e­ner og så at spil­le en VM-kamp for Dan­mark, det var som at ful­den­de en cir­kel.”

”Hen over for­å­ret hav­de jeg kun­net ma­er­ke, at det her VM blev den sid­ste sto­re ting for mig med lands­hol­det, og der­for be­tød det og­så me­get for mig at stå der til den før­ste kamp. Hvis jeg nu hav­de haft en god pe­ri­o­de i FCK op til, hav­de jeg nok for­ven­tet at stå der, men nu var det ble­vet til endnu en af kar­ri­e­rens kam­pe i for­hold til, hvor­dan det så ud ef­ter play­of­f­kam­pe­ne mod Ir­land,” forta­el­ler midt­ba­ne­man­den, der hav­de va­e­ret en af de bed­ste i 5-1 sej­ren i Dublin, men et par må­ne­der før VM-slut­run­den hav­de mi­stet sin cen­tra­le plads til Ras­mus Falk i FC Kø­ben­havn, hvil­ket kun øge­de de­bat­ten om 6’eren på lands­hol­det, hvor folk flest snak­ke­de me­re om Chel­sea-ko­me­ten An­dreas Chri­sten­sen og Ajax-re­gis­sø­ren Las­se Schö­ne end den 33-åri­ge Wil­li­am Kvist med de 80 land­skam­pe for Dan­mark.

Men det hav­de han prø­vet før, og al­le­re­de på fly­et på vej til Rusland hav­de han få­et en in­di­ka­tion fra Åge Ha­rei­de om, at det var ham, der skul­le spil­le, og nu stod han så klar i Sa­ransk, kla­edt helt i rødt, og med kun en halv ti­me til­ba­ge af den ak­ti­ve lands­holdskar­ri­e­re.

”Jeg har jo al­tid det her med, at når jeg går ud på et sta­dion, så vil jeg su­ge tin­ge­ne ind, og jeg vil gø­re det med et smil på an­sig­tet. Og så hav­de jeg fo­kus på at få sat den før­ste ta­ck­ling for at få ener­gi­en frem i hol­det og i mig selv. Vi skul­le va­e­re kon­se­kven­te, og vi skul­le vi­se, at vi var der, og så skul­le tin­ge­ne med bol­den nok kom­me.”

”Men det var en ro­det start. Vi var spredt for al­le vin­de, og de kom alt for nemt frem til de far­li­ge om­rå­der, mens ba­nen blev alt for lang. Så­dan hu­sker jeg det, men jeg har ik­ke gen­set kam­pen si­den hen, og det er fak­tisk først for nog­le få uger si­den, at jeg genså si­tu­a­tio­nen, hvor jeg bli­ver ska­det. Hvor jeg får sla­get,” si­ger Wil­li­am Kvist, der gen­nem en lang kar­ri­e­re kun har haft et tra­et­heds­brud i en fod, der end­da faldt sam­men med en vin­ter­pau­se i Bun­des­liga­en og så en ly­ske­ska­de op til EM i 2012, der sat­te ham no­get til­ba­ge, men sta­dig ik­ke kun­ne stop­pe ham fra at va­e­re en af Dan­marks bed­ste ved den lej­lig­hed.

Men det kun­ne den peru­an­ske an­gri­ber Jef­fer­son Far­fan.

DA LUF­TEN FOR­SVANDT

Der var spil­let 27 mi­nut­ter, da Wil­li­am Kvist hop­pe­de op ef­ter en høj bold, mens Far­fan kom ind fra si­den i et endnu kraf­ti­ge­re spring. Der var ik­ke no­get ond­skabs­fuldt i du­el­len, men an­gri­be­rens ene knae var truk­ket op for at få høj­de, mens Kvist hav­de ar­me­ne op­pe i skul­der­høj­de for at ska­be plads og be­skyt­te sig selv og så...

”Man kan jo se på bil­le­der­ne, at ti­m­in­gen er så dår­lig, som den nu kan va­e­re, for­di jeg li­ge pra­e­cis har mi­ne ar­me op­pe, og han er så højt op­pe i luf­ten. Jeg ser ham jo ik­ke rig­tig. Jeg kan ma­er­ke, at der er no­gen bag mig, men jeg ser ham ik­ke i si­tu­a­tio­nen. Jeg ta­en­ker ba­re, at nu hop­per jeg op. Tit kan man jo nå at ska­er­me sig en lil­le smu­le el­ler få krop­pen med i sla­get, men den må­de han ram­mer ind på med den kraft, med det knae og med min po­si­tion, så kun­ne det jo na­e­sten ik­ke gø­re me­re mak­si­mal ska­de på et lil­le punkt, end det gjor­de. Man kan og­så se det på scan­nin­gen af brud­det. Det er et me­get di­rek­te slag på fjer­de og fem­te ri­b­ben un­der arm­hu­len,” si­ger midt­ba­ne­man­den, der nu ik­ke gav op af den grund. Han rej­ste sig i ste­det op uden vi­de­re be­hand­ling og spil­le­de vi­de­re.

”Jeg re­gi­stre­re­de en uvant smer­te, men det før­ste, der røg gen­nem mit ho­ved, var sta­dig: ”Kom op, kom af sted, vi­de­re. Ryst det af dig, vis ik­ke no­get. Vi­de­re.” Det er jo det po­si­ti­ve ved adre­na­li­nen, at det kan hja­el­pe en til man­ge ting. Og li­ge me­get hvor ondt man har, så ta­en­ker man tit: ”Det er ba­re et slag.” Hvis det hav­de va­e­ret et vrid i kna­e­et, var jeg nok ble­vet sid­den­de, men det her var ba­re et slag, så ”op igen Wil­li­am, den skal du ba­re li­ge ha­ve ry­stet af dig.””

”Det ga­el­der jo om ik­ke at gå med på den der ”av, hvor gør det ondt,” for så be­gyn­der man at for­hand­le mig sig selv, og skul­le jeg li­ge... Nej, op og vi­de­re, og hvis det vir­ke­lig gør ondt, hvis det vir­ke­lig er al­vor­ligt, så skal det nok vi­se sig. Og det gjor­de det så nog­le mi­nut­ter se­ne­re.”

”Jeg kun­ne ma­er­ke, at om­rå­det ved ri­b­be­ne­ne blev lam­met lidt. Jeg hav­de ik­ke helt kon­takt til det, så jeg ta­enk­te, at jeg hel­le­re måt­te bli­ve stå­en­de lidt in­de på mid­ten og for­de­le tin­ge­ne stil­le og ro­ligt, mens jeg prø­ve­de at kom­me til mig selv. Jeg syn­tes ik­ke, at der var en sinds­syg smer­te. Jeg kun­ne ba­re ma­er­ke, at krop­pen hav­de få­et et el­ler an­det, som den ta­enk­te over.

”Når man har en punk­te­ret lun­ge, kan man ik­ke lø­be så godt”

Au­to­ma­tis­mer­ne kør­te ik­ke uden vi­de­re, for der var no­get, der var me­re fo­kus på.”

”Så kom der to-tre bol­de, hvor jeg skul­le med frem og til­ba­ge, og der kun­ne lun­gen så ik­ke me­re. Når man har en punk­te­ret lun­ge, kan man ik­ke lø­be så godt,” si­ger Wil­li­am Kvist om af­slut­nin­gen på de fi­re-fem mi­nut­ter, hvor han for­søg­te at spil­le vi­de­re i VM-kam­pen for Dan­mark, selv om han alt­så hav­de bra­ek­ket to ri­b­ben og punk­te­ret en lun­ge.

”Det var først der, at jeg blev be­kym­ret. Da jeg kun­ne ma­er­ke, at jeg ik­ke kun­ne tra­ek­ke vej­ret. Det var ube­ha­ge­ligt. Og så var det ba­re ned at lig­ge. Der ta­enk­te jeg, at det nok vil­le ko­ste mig en kamp, men så kom la­e­ger­ne ind og un­der­søg­te mig, og så be­gynd­te jeg for al­vor at kun­ne ma­er­ke det. ”Fuck, nu kan jeg vir­ke­lig ik­ke få vej­ret, og jeg kan vir­ke­lig ma­er­ke ri­b­be­ne­ne,” og så ta­enk­te jeg ”nå, det bli­ver nok to kam­pes pau­se.””

”Så kom der en bå­re ind, for jeg var ik­ke en gang i stand til at gå, og så lå jeg der og ta­enk­te, at vi nok var nødt til at kom­me vi­de­re fra grup­pen, hvis jeg skul­le kom­me på ba­nen igen. Jeg kan hu­ske, hvor­dan et co­me­ba­ck blev skub­bet la­en­ge­re og la­en­ge­re va­ek i mit ho­ved, og da jeg så kom ind un­der sta­dion, kun­ne jeg hø­re, at de på en­gelsk snak­ke­de om en mu­lig punk­te­ret lun­ge og mu­li­ge brud på ri­b­be­ne­ne. Der ta­enk­te jeg så for før­ste gang: ”Var det vir­ke­lig VM, der smut­te­de der? Så hur­tigt. Som et knips,” si­ger Wil­li­am Kvist og knip­ser med fin­gre­ne.

”Jeg fik så no­get smer­testil­len­de, og de sag­de, at jeg skul­le på ho­spi­ta­let. Landsholdets la­e­ge skul­le jo vi­de, om jeg kun­ne fly­ve til­ba­ge med hol­det el­ler ej, så der lå jeg på en bå­re med folk om­kring mig, jeg hav­de få­et en sprøjte, og så lå jeg der og kig­ge­de op i luf­ten, før jeg kom ind i en am­bu­lan­ce. Og der blev jeg ramt så­dan rent emo­tio­nelt.”

”For jeg kun­ne hø­re den her bul­dren op­pe fra til­sku­er­plad­ser­ne over mig, men så kør­te vi va­ek fra sta­dion, og lar­men blev min­dre og min­dre, ind­til jeg li­ge plud­se­lig var ude i hver­da­gen. Der kun­ne jeg ik­ke la­de va­e­re med at fa­el­de en tå­re, mens jeg lå og gen­nem vin­du­et kun­ne se ga­de­lyg­ter­ne ry­ge for­bi. Der var jeg vir­ke­lig ked af det, for det her kun­ne re­elt set godt va­e­re fi­ni­to,” si­ger midt­ba­ne­man­den med tan­ker­ne på en sen ef­ter­mid­dag i Sa­ransk en lør­dag i mid­ten af ju­ni.

FRIDYKKERRÅD OG FORVIRREDE LA­E­GER

Så mens hold­kam­me­ra­ter­ne ka­em­pe­de sig til en 1-0 sejr over Peru, blev Wil­li­am Kvist kørt ➜

➜ ind til et ho­spi­tal, sta­dig i fod­boldtøj og med fod­bold­bold­støv­ler på fød­der­ne, mens hans vi­el­ses­ring sta­dig var ude på sta­dion. Team­ma­na­ger Chri­sti­an Nørkja­er var ta­get med ham, og ef­ter rønt­gen­bil­le­der og fle­re un­der­sø­gel­ser stod det klart, at han helt sik­kert ik­ke kun­ne fly­ve med lands­hol­det til­ba­ge til VM-ba­sen i Ana­pa. Det gjor­de Chri­sti­an Nørkja­er der­i­mod, mens fy­si­o­te­ra­pe­u­ten Mik­kel Ot­te­sen kom til og blev hos den fald­ne lands­holds­mand.

”Og så hand­le­de det plud­se­lig om at få in­stal­le­ret sig på et gan­ske ud­ma­er­ket rus­sisk ho­spi­tal i Sa­ransk og ac­cep­te­re den si­tu­a­tion, som jeg nu var endt i. For hvor slemt var det egent­lig?” si­ger Wil­li­am Kvist, der da­gen ef­ter fik at vi­de af de rus­si­ske la­e­ger, at han nok skul­le va­e­re ind­lagt i syv da­ge, før han kun­ne kom­me no­gen veg­ne.

”Ik­ke et ondt ord om Rusland, men det var jo ik­ke li­ge der, jeg hav­de lyst til at va­e­re de na­e­ste syv da­ge, når jeg i for­vej­en al­le­re­de hav­de va­e­ret va­ek la­en­ge fra fa­mi­li­en. Men så hjalp DBU og for­sik­rin­gen med, at vi al­le­re­de der be­gynd­te at kig­ge på, om jeg kun­ne bli­ve flø­jet hjem med et am­bu­lan­ce­fly,” forta­el­ler midt­ba­ne­man­den, der med en punk­te­ret lun­ge ik­ke var eg­net til al­min­de­lig luft­trans­port, men dog kun­ne kom­me hjem med et fly, der fløj i la­ve­re høj­de og kun­ne ud­lig­ne tryk­ket i ka­bi­nen.

Men in­den det kom så vidt, ven­te­de sta­dig halvan­det døgn, der i den grad forvirrede de rus­si­ske la­e­ger i Sa­ransk, og det be­gynd­te al­le­re­de søn­dag mor­gen.

”Jeg var sta­dig lidt dø­sig og hav­de få­et en del smer­testil­len­de, egent­lig mest fore­byg­gen­de for jeg hav­de fak­tisk ik­ke sto­re smer­ter, men så fik jeg plud­se­lig vendt mig, så jeg hav­de vaegten på den dår­li­ge si­de. ”Hmm, hvor­dan kan jeg det, og hvor­for fø­ler jeg mig så mo­bil,” ta­enk­te jeg, da la­e­gen kom ind og råb­te ad mig: ”Hvad la­ver du Wil­li­am, la­eg dig ned. Gør det ik­ke ondt?” sag­de den ka­e­re Ma­ria, der si­den har skre­vet til mig på Fa­ce­book. Men det gjor­de ik­ke ondt på den må­de, så jeg ta­enk­te, at det må­ske ik­ke var ot­te uger ude al­li­ge­vel, hvil­ket var en rar tan­ke.”

”Så spurg­te jeg Mik­kel, om han ik­ke li­ge kun­ne sa­et­te fin­gre­ne lidt i det. Hvor­dan var det at ma­er­ke på, og kun­ne han ik­ke løs­ne ånd ed r aets mus­k­len lidt, for­den føl testung, og ryg­gen var og­så spa­endt. Så sad han der i halvan­den ti­me og pil­le­de al­le de der spa­en­din­ger op, hvil­ket så gjor­de, at jeg me­get me­re klart kun­ne fo­ku­se­re på det ska­de­de om­rå­de i ste­det for alt mu­ligt an­det. Smer­ter­ne kom fra brud­det og ik­ke al­le mu­li­ge an­dre blo­ke­rin­ger rundt om­kring. Det gav en fri ener­gi til, at brud­det og lun­gen kun­ne he­le.”

”Der­ef­ter rin­ge­de jeg til fri­dyk­ke­ren Stig Åvall Se­ve­rin­sen, som jeg jo tid­li­ge­re hav­de la­vet nog­le for­løb med, og spurg­te ham, hvor­dan man hur­tigst mu­ligt kom over en punk­te­ret lun­ge. Hvad skul­le man gø­re? Jeg hav­de få­et at vi­de af rus­ser­ne, at jeg ik­ke måt­te tra­ek­ke vej­ret for dybt, men Stig sag­de det mod­sat­te: ”Den lun­ge skal ud at ma­er­ke, at den sta­dig kan fun­ge­re. Du skal få ener­gi ned til om­rå­det, den skal ma­er­ke, hvor det er, og så kom­mer blo­det over og hja­el­per til.””

”Jeg er ret god til de her ån­de­d­ra­etsø­vel­ser, men han sag­de, at jeg ik­ke skul­le gå fuldt ind, men jeg skul­le he­le ti­den be­ar­bej­de det, så 12 ti­mer i døg­net kør­te jeg en øvel­se, som jeg har brugt me­get tid­li­ge­re. Man tra­ek­ker vej­ret ind seks-ot­te se­kun­der og bru­ger så den dob­bel­te tid på at pu­ste ud. Iføl­ge Stig var det sim­pelt hen det, der gjor­de det bed­ste for bå­de lun­gen og krop­pen ge­ne­relt. Og så te­ste­de jeg og­så lun­gen ved at hol­de vej­ret. Først et mi­nut og så to mi­nut­ter.”

”Des­u­den be­gynd­te jeg at gå små tu­re på gan­gen, selv om la­e­ger­ne ik­ke vil­le ha­ve det. Jeg kun­ne godt ma­er­ke, at ri­b­be­ne­ne flyt­te­de sig lidt, og at der var no­get brud de­r­in­de, men det gjor­de ik­ke så ondt, når jeg gik rundt. Jeg syn­tes ik­ke, at det var så galt,” forta­el­ler Wil­li­am Kvist, der sidst på søn­da­gen var klar til at ta­ge den et skridt vi­de­re

”Du skul­le ha­ve set de la­e­ger i an­sig­tet, da jeg spurg­te ef­ter en kon­di­cy­kel. Så kom over­la­e­gen ned, for de var ik­ke til­fred­se. De vil­le ha­ve at jeg skul­le bli­ve lig­gen­de i sen­gen, men jeg blev nødt til at prø­ve de for­skel­li­ge ting af, for det gjor­de jo ik­ke ondt. Jeg vil­le ik­ke gø­re no­get far­ligt, jeg har jo to små børn, men ef­ter om­sta­en­dig­he­der­ne hav­de jeg det jo egent­lig ok, så i det mind­ste vil­le jeg ba­re sør­ge for, at min ska­des­pe­ri­o­de blev så kort som mu­ligt.”

”Men søn­dag af­ten blev der stil­le på ho­spi­ta­let. Al den hur­lum­hej, der hav­de va­e­ret om­kring mig, og hvad skal vi gø­re med det ene og det an­det, det var fal­det på plads. Så sad jeg der og så de an­dre VM-kam­pe, men så var der en pau­se mel­lem de to kam­pe, hvor der var ro, så jeg gik en lil­le tur ud på en gang, hvor man kun­ne kig­ge ud, og li­ge plud­se­lig slog det mig: VM var rejst her­fra. Da­gen før var Sa­ransk ind­hyl­let i far­ver, og nu var der helt dødt. Fly­et var flø­jet fra mig. Jeg var ik­ke på det fly me­re. Det var et vig­tigt øje­blik. Ac­cep­ten af hvor jeg var. Men sam­ti­dig gav det så og­så no­get ben­zin til at kom­me vi­de­re,” si­ger midt­ba­ne­man­den, der og­så fik sel­skab af sin bror på ho­spi­ta­let, for han hav­de jo va­e­ret til kam­pen i Sa­ransk.

”Og man­dag for­mid­dag flyg­te­de vi så fra ho­spi­ta­let,” si­ger Wil­li­am Kvist med et grin.

”Vi var i et rum uden vin­du­er, som var me­get in­de­luk­ket. Lys er jo vig­tigt, og jeg kun­ne se gen­nem et vin­due et styk­ke va­ek, at det var solskin og la­ek­kert vejr, så jeg sag­de ”Ni­chlas, ved du hvad, vi går en tur.” Det sag­de vi så ik­ke til no­gen, og så gik vi ud og sat­te os i so­len og hav­de det godt. Jeg små­lun­te­de end­da og­så lidt på en gra­es­pla­e­ne. Og så kom der plud­se­lig to sy­geple­jer­sker spa­e­nen­de ud. ”Hvad la­ver I?” He­le ho­spi­ta­let var på den an­den en­de, for la­e­gen var kom­met ind, og hvor var de­res VM­spil­ler nu ble­vet af?”

”Om ef­ter­mid­da­gen kom fol­ke­ne fra am­bu­lan­ce­fly­et for at hen­te mig. Jeg stod ved si­den af sen­gen, da de kom ind, og de spurg­te så ef­ter pa­tien­ten. Men det var jo mig. Det kun­ne de ik­ke for­stå med den di­ag­no­se, der stod i de­res pa­pi­rer, så de spurg­te om jeg vil­le kø­res el­ler gå ud, og så gik jeg ud af ho­spi­ta­let. Det

”Og man­dag for­mid­dag flyg­te­de vi så fra ho­spi­ta­let”

var ik­ke for at va­e­re de­mon­stra­tiv, men hvis jeg kun­ne gå, vil­le jeg da og­så gå.”

”Så­dan som de da­ge på ho­spi­ta­let var gå­et, be­tød det så og­så, at jeg var be­gyndt at ta­en­ke, at det egent­lig ik­ke var så dumt det her, så da la­e­ger­ne og ho­spi­tals­che­fen stod for at si­ge far­vel, så sag­de de god fe­rie til mig. Men via tol­ken sag­de jeg, at de hel­le­re skul­le ta­en­de for fjern­sy­net på tirs­dag, for så spil­le­de jeg mod Frank­rig. Det smi­le­de over­la­e­gen ba­re af, og så klap­pe­de han mig på skul­de­ren og sag­de ”good va­ca­tion,” og så fik jeg en lil­le ga­ve af dem, en bu­ste af en lo­kal for­fat­ter, mens de fik min kamp­trø­je, som jeg hav­de skre­vet en tak på,” forta­el­ler den dan­ske VM­spil­ler om ti­den, før han rej­ste hjem til Dan­mark.

MED KOLONIHAVE-UD­SIGT PÅ AMA­GER

Men pla­nen om at kom­me igen var nu ble­vet født, og ef­ter halvan­den ti­mes søvn i fly­et våg­ne­de Wil­li­am Kvist op med et klart bil­le­de i ho­ve­d­et.

”Så var tin­ge­ne klik­ket på plads, og jeg var klar til at gi­ve det et skud at kom­me til­ba­ge, så jeg bad min bror om at skri­ve al­le de ting ned, som jeg hav­de ta­enkt på. Vi skul­le på Bis­peb­jerg, og hvad skul­le jeg så snak­ke med la­e­gen om? Hvor­dan kun­ne vi få ham med på en plan? Hvem kun­ne jeg tra­ek­ke på i FCK? Kun­ne Stig lav eet pro­gram­med ånd ed r aets øvel­ser? Hvor kun­ne jeg el­lers hen­te vi­den?”

”Vi skrev 10-12 punk­ter ned, så da jeg lan­de­de i Roskil­de og blev kørt til Bis­peb­jerg, be­gynd­te jeg straks at rin­ge rundt. Til Da­ve [Cos­gra­ve, le­der af sund­heds­sek­to­ren] og Mor­ten Bo­e­sen [la­e­ge] i FCK, til Tho­mas Jør­gen­sen ude i P ro Tre at ment[ et be­hand­lings­cen­ter i Dra­gør] og til fle­re an­dre. Og så kon­tak­te­de jeg landsholdets team ma­na­ger Chri­sti­an Nørkja­er ov­re i Ana­pa og sag­de, at de skul­le la­de va­e­re med at ta­ge mit nav­neskilt ned ude i lej­ren – i hvert fald i et par da­ge, for jeg vil­le gi­ve det her et skud.”

”Ude på Bis­peb­jerg mød­te jeg så en la­e­ge, som jeg ger­ne vil tak­ke rig­tig me­get. Han hed­der Jesper Wam­berg og er over­la­e­ge på aku­t­mod­ta­gel­sen, og han tro­e­de jo, at det na­er­mest var en in­va­lid lands­holds­spil­ler, der kom hjem og nu skul­le ind­la­eg­ges en uges tid. Men jeg gik selv ind på ho­spi­ta­let og op ad trap­per­ne til rønt­gen-af­de­lin­gen. Der kun­ne man se nog­le bil­le­der af en punk­te­ret lun­ge, men hul­let var gå­et fra 24 mil­li­me­ter til 12 mil­li­me­ter på tre da­ge, og det hav­de han al­drig set før. Og så sag­de jeg: ”Jesper, her er min plan – jeg skal til­ba­ge til VM.””

”Han be­gynd­te selv­føl­ge­lig at gri­ne, men jeg sag­de, at vi skul­le gi­ve det til fre­dag. Jeg vil­le gi­ve den fuld gas med alt det go­de, som jeg kun­ne, og jeg skul­le nok la­de va­e­re med at gø­re no­get, der ik­ke var sundt for mig, men jeg vil­le gø­re det til fre­dag, og så måt­te vi se med en test. Hvis han kun­ne god­ken­de min lun­ge til at fly­ve, så vil­le jeg ger­ne til Rusland igen. Den køb­te han ind på. ”Okay, jeg har ik­ke set no­get lig­nen­de før, så jeg vil ger­ne va­e­re åben i min til­gang til det her. Nor­malt vil­le man si­ge nej, men jeg vil ger­ne kig­ge på den her ca­se som no­get ek­stra-or­di­na­ert,” sag­de han.”

”Min ko­ne var med ude på ho­spi­ta­let, og hun hav­de jo sav­net mig, og jeg hav­de sav­net hen­de gen­nem man­ge uger, men hun sag­de, at hvis jeg skul­le ha­ve en mu­lig­hed for at kom­me til­ba­ge, så skul­le jeg ha­ve be­hand­ling to-tre ti­mer om da­gen, jeg skul­le tra­e­ne to-tre ti­mer om da­gen, jeg skul­le la­ve ån­de­d­ra­etsø­vel­ser, jeg skul­le ha­ve la­vet en skin­ne, jeg skul­le ha­ve la­vet alt mu­ligt, så hun gad ik­ke at ha­ve mig hjem. Hvis jeg skul­le va­e­re hjem­me, skul­le jeg va­e­re hjem­me, og det kom jeg ik­ke til at va­e­re al­li­ge­vel. Vi har jo og­så en tre-årig dreng, der sav­ne­de mig rig­tig me­get, og hvis han så mig igen li­ge plud­se­lig, og jeg så al­li­ge­vel var me­get va­ek, før jeg even­tu­elt rej­ste igen, så var det nok ik­ke det rig­ti­ge for ham.”

”Så man­dag af­ten klok­ken 23 end­te jeg på et ho­tel ude ved Ama­ger Strand­park, og der sad jeg så med en plan for de na­e­ste tre da­ge, sam­ti­dig med at jeg smed de smer­testil­len­de pil­ler, for hvis jeg skul­le gø­re det her, skul­le der ik­ke va­e­re no­gen tvivl hos no­gen. Og i øv­rigt fik jeg og­så kun et par Ipre­ner.”

”Jeg ken­der min krop, så jeg ved, om det er smer­te, el­ler om det er op­ma­er­k­som­hed på et el­ler an­det. Det har jeg al­tid va­e­ret god til at ma­er­ke for­skel på, og det var vig­tigt her, for om­rå­det tal­te jo me­get til mig. Ri­b­be­ne­ne og lun­gen tal­te me­get, men det var al­drig den su­re og dum­me smer­te, den der hvor det sim­pelt hen gør så ondt, at man ik­ke kan me­re.”

”Det blev alt­så til tre da­ge fuld af be­hand­ling, tra­e­ning, øvel­ser og så vi­de­re, mens jeg og­så var i te­le­fo­nen man­ge ti­mer hver dag for at få styr på for­sik­ring og hol­de kon­tak­ten med de folk, der hjalp mig. Jeg kør­te fra ot­te mor­gen til 22 af­ten, og der var pro­gram på i hvert mi­nut. Klok­ken 22 sluk­ke­de jeg så te­le­fo­nen, sat­te mig med min sle­ep-te og kig­ge­de ud over ko­lo­ni­ha­ver­ne, og så gik jeg i seng 22.30,” forta­el­ler Wil­li­am Kvist om et sja­el­dent in­ten­sivt for­løb frem mod un­der­sø­gel­sen fre­dag, mens Dan­mark om tors­da­gen ov­re i Rusland hav­de spil­let 1-1 mod Au­stra­li­en og nu lå godt til at gå vi­de­re fra grup­pen.

”Jeg var me­get i kon­takt med DBU og­så, for de vil­le jo ik­ke ha­ve en in­va­lid over, så jeg send­te dem tra­e­nings­vi­deo­er, hvor jeg løb rundt uden pro­ble­mer og re­elt godt kun­ne ha­ve spil­let fod­bold. El­lers vil­le jeg jo ik­ke ta­ge af sted. Jeg vil­le ik­ke over at for­styr­re. Jeg vil­le der­over som en del af trup­pen, som en selv­kø­ren­de spil­ler der kun­ne gli­de li­ge ind igen.”

”Jeg snak­ke­de og­så med Åge om det, og han sag­de: ”Wil­li­am, jeg vil ger­ne ha­ve, at du kom­mer her­over, og du må egent­lig og­så ger­ne kom­me her­over ba­re som turist, men så er det på an­dre vil­kår. Men jeg vil kun ha­ve dig her­over, hvis du re­elt kan pra­este­re no­get, om ik­ke an­det så til tra­e­ning. Men du er en vig­tig del af grup­pen, så det vil va­e­re en for­nø­jel­se at ha­ve dig i trup­pen igen.””

”Fre­dag un­der­søg­te Jesper Wam­berg mig så igen, og han kun­ne ik­ke fin­de no­get på min lun­ge la­en­ge­re. Den var he­let. Det kun­ne han ik­ke for­stå, men det var jo ba­re fan­ta­stisk. Så jeg var klar til at be­stil­le bil­let­ter og ta­ge af sted, men der var sta­dig en mas­se fnid­der­f­nad­der med for­sik­rin­gen. For hvad da­ek­ke­de, hvis jeg gik op i et fly, og der ske­te no­get? Der kun­ne jo va­e­re en ri­si­ko for, at lun­gen vil­le punk­te­re igen. Men så sag­de Jesper: ”Jeg fly­ver med dig der­over, jeg kan se, at du er frisk nok, og at din lun­ge har det fint og er he­let fuld­sta­en­dig.” Og så fløj vi til Moskva søn­dag for­mid­dag med et al­min­de­ligt ru­te­fly, ef­ter for­sik­rin­ger­ne var

➜ fal­det på plads,” forta­el­ler Wil­li­am Kvist om et for­bløf­fen­de for­løb, der egent­lig ik­ke bur­de kun­ne la­de sig gø­re.

Men på den an­den si­de har han gen­nem he­le sin kar­ri­e­re kon­stant ar­bej­det med for­stå­el­sen af krop­pen og psy­ken, og al den vi­den og er­fa­ring blev nu kogt ned til at gen­nem­fø­re et umu­ligt pro­jekt – nem­lig at spil­le fod­bold igen godt en uge ef­ter to ri­b­ben kna­ek­ke­de og en lun­ge punk­te­re­de i Sa­ransk.

”Helt kon­kret var der tre grun­de til, at det kun­ne la­de sig gø­re, tror jeg. Jeg har nok en ret høj smer­te­ta­er­skel, jeg har trods alt spil­let i Stutt­g­art og un­der Fe­lix Ma­gath i Ful­ham. For det an­det be­gynd­te jeg med det sam­me at ar­bej­de med be­hand­ling og ån­de­d­ra­et, så jeg fik sendt ener­gi­en det rig­ti­ge sted hen i krop­pen, og en­de­lig må brud­det og­så ha­ve sid­det godt. Hvis tin­ge­ne hav­de va­e­ret mast helt sam­men, hav­de det nok va­e­ret umu­ligt.”

”Men at sid­de i det fly på vej til­ba­ge til Rusland. At skul­le snu­se til VM igen. Det var jo som en drøm. Det er en af de stør­ste be­drif­ter, jeg har la­vet, og jeg tror ik­ke, at der var an­dre på lands­hol­det, der kun­ne ha­ve gjort det på den må­de. At hol­de al­le de bol­de i luf­ten, at ken­de sin krop så godt og kø­re et pro­gram så strin­gent. Det er no­get, som jeg har øvet mig på i man­ge, man­ge år, så jeg skul­le bru­ge al­le mi­ne kva­li­te­ter og al den vi­den, jeg har sam­let sam­men for at få det her til at fun­ge­re. Og det er jeg stolt af, at jeg kun­ne,” si­ger midt­ba­ne­man­den, der for­lod Sa­ransk som en ska­det fod­bold­spil­ler, men kom kampklar til­ba­ge til Moskva un­der en uge se­ne­re.

ET OR­DENT­LIGT FAR­VEL

For han var klar – og­så selv om han ik­ke kom på ba­nen mod Frank­rig og Kro­a­tien. Han sad på ba­en­ken, han var­me­de op, og han var med i al­le tra­e­nin­ger uden at spa­re sig selv.

”Jeg tra­e­ne­de fuldt med fra da­gen før kam­pen mod Frank­rig. DBU var me­get obs på at pas­se på mig, for de hav­de jo ik­ke va­e­ret med i for­lø­bet, så det var helt fair, men jeg tog min skin­ne på og tra­e­ne­de med 100 pro­cent.”

”Hvis du spør­ger dem, der tra­e­ne­de med mig, vil­le de ik­ke kun­ne ha­ve ma­er­ket på mig, at jeg hav­de va­e­ret ska­det. Den ene­ste gang jeg kun­ne ma­er­ke no­get, det var, da ham den sto­re klods Cor­ne­li­us skul­le da­ek­ke en bold af og li­ge fik sma­ek­ket en al­bue op på min skin­ne. Det kun­ne jeg ma­er­ke, men jeg lå ik­ke ned og gis­pe­de. Der var et ri­b­ben, der sag­de ”ik­ke li­ge der Corner, for hel­ve­de,” men ef­ter få se­kun­der var jeg vi­de­re,” si­ger Kvist med et grin og en tan­ke på en af de gam­le hold­kam­me­ra­ter fra FCK.

”Det var den ene­ste gang, og der­for var jeg i mi­ne eg­ne øj­ne i spil, og det ved jeg og­så, at jeg var i Åges øj­ne, men må­ske ba­re ik­ke li­ge så hur­tigt, som jeg hav­de ta­enkt det. Og det er helt fair, det kan jeg godt for­stå. Han hav­de selv haft et bra­ek­ket ri­b­ben og en punk­te­ret lun­ge, der hav­de holdt ham ude i et halvt år, så han var nok lidt ban­ge for at ka­ste mig ud i det. ”Jeg har selv prø­vet det her, Wil­li­am, er du sik­ker på, at du er klar?” spurg­te han, og ja, det var jeg.”

Men i kamp kom han ik­ke, og selv om Kas­per Sch­mei­chel snup­pe­de straf­fes­park mod Kro­a­tien, måt­te Kvist og Dan­mark rej­se hjem ef­ter 1/8-fi­na­len, hvil­ket der­med blev midt­ba­ne­man­dens sid­ste op­ga­ve med lands­hol­det ef­ter 81 kam­pe på 11 år.

”Io m k la ed n in g s rum­met bag­ef­ter sag de­jeg tak til dren­ge­ne. Nu syn­tes jeg jo, at de var ble­vet sto­re nok til at pas­se sig selv. Nu be­hø­ve­de de ik­ke la­en­ge­re at hø­re på mit rå­be­ri, når de ik­ke holdt de­res plad­ser. Det skul­le de nok slip­pe for frem­over. Og så fik jeg en mas­se go­de kram­me­re af en mas­se go­de dren­ge, som jeg hol­der rig­tig me­get af.”

”Så fløj vi hjem og så var det vi­de­re til det na­e­ste. Jeg hav­de jo gla­e­det mig vildt til at se fa­mi­li­en, og min ko­ne hav­de va­e­ret ale­ne med to små børn i seks uger, så vi tra­eng­te ba­re til at kob­le helt af, så vi tog 10 da­ge til Sar­di­ni­en. Vi tog langt va­ek, og så mød­te jeg Si­mon Kja­er på det sam­me resort... Men vi tra­eng­te til det af­bra­ek, for der var sket så me­get, og vi har ik­ke få­et det ind­hen­tet endnu, for vi kan sta­dig sid­de sam­men om af­te­nen og kom­me i tan­ke om ting, som vi ik­ke har få­et for­talt hin­an­den.”

”Men lands­hol­det fik jeg sagt far­vel til. Jeg hav­de jo gå­et og indstil­let mig på, at det var slut, så jeg gik rundt for mig selv og sag­de far­vel til mit el­ske­de Ma­ri­en­lyst, hvor jeg har va­e­ret, si­den jeg var U/21-lands­holds­spil­ler, og jeg fik sagt pa­ent far­vel til Hels­in­gør Sta­dion, som jeg har tra­e­net på så man­ge gan­ge. Så det var et godt for­løb, det var ik­ke en brat af­slut­ning,” si­ger Wil­li­am Kvist, der alt­så hel­ler ik­ke sag­de far­vel på va­len i Sa­ransk, men fik ka­em­pet sig til­ba­ge og der­med og­så luk­ket li­vet med lands­hol­det på bed­ste vis.

”Folk har her bag­ef­ter tit spurgt mig, om jeg var skuf­fet over VM, og jeg har det fak­tisk na­e­sten mod­sat. Selv­føl­ge­lig vil­le jeg da øn­ske, at jeg hav­de spil­let fi­re go­de kam­pe for Dan­mark, men på den an­den si­de var det for­løb jo og­så ty­pisk mig. Først at vin­de kam­pen om at kom­me med til VM, hol­de fast på plad­sen og stå der til den før­ste kamp, få et or­dent­ligt slag og så al­li­ge­vel kla­re at kom­me til­ba­ge. Den lyk­ke­fø­lel­se, jeg hav­de i de da­ge om­kring Frank­rig­kam­pen, hvor­dan vi kom til­ba­ge til ba­secamp og af­te­nen ef­ter hav­de en af­ten med et glas rød­vin og nog­le sto­re bøf­fer for at fejre, at vi var vi­de­re – alt­så, det var da ba­re stort.”

”Jeg har al­tid haft lyst til at ha­ve et an­det rum end fod­bol­den i min kar­ri­e­re, og der­for pas­ser det jo og­så, at mit VM kom til at hand­le om no­get an­det end fod­bol­den. Man snak­ker tit om, hvor­vidt det hand­ler om må­let i sig selv el­ler vej­en der­hen, og for mig var vej­en hård, men jeg vandt, for jeg stod der. Selv­føl­ge­lig vil­le jeg ger­ne ha­ve spil­let me­re, men det gjor­de jeg ik­ke, og så fik jeg no­get an­det i ste­det for.”

”Så du kan ik­ke få mig til at ae­r­gre mig så­dan rig­tigt, men det er og­så for­di, at jeg har er­kendt, at jeg har nå­et det, som jeg skul­le nå i min kar­ri­e­re. Jeg har nå­et me­re, end jeg kun­ne drøm­me om. Jeg har spil­let de kam­pe, jeg skul­le spil­le, jeg har vun­det mester­ska­ber, jeg er ble­vet Årets Spil­ler og så vi­de­re. I’ve be­en the­re.”

”Og det lyk­ke­des mig at ka­em­pe mig til­ba­ge ef­ter ska­den. Det har jeg ma­er­ket en ener­gi og kil­dren i ma­ven over, som jeg el­lers ik­ke har op­le­vet ret man­ge gan­ge i mit liv. Det vil­le va­e­re nemt at ska­el­de ud på Far­fan og ta­en­ke, at det var en dum må­de at slut­te det he­le på, men så­dan ser jeg det alt­så ik­ke. For mig var VM en ka­em­pe op­le­vel­se,” si­ger Wil­li­am Kvist ef­ter 35 slut­run­de-mi­nut­ter på ba­ner­ne i Rusland – og den ef­ter­føl­gen­de umu­li­ge kamp, som han vandt, og som han vil hu­ske me­get la­en­ge. ✖

”At sid­de i det fly på vej til­ba­ge til Rusland. At skul­le snu­se til VM igen.

Det var jo som en drøm. Det er en af de stør­ste be­drif­ter, jeg har la­vet”

”Så kom der to-tre bol­de, hvor jeg skul­le med frem og til­ba­ge, og der kun­ne lun­gen så ik­ke me­re,” forta­el­ler Wil­li­am Kvist om de mi­nut­ter, han for­søg­te at spil­le vi­de­re mod Peru trods bra­ek­ke­de ri­b­ben og en punk­te­ret lun­ge. For luf­ten for­svandt, og midt­ba­ne­man­den måt­te la­eg­ge sig ned, mens An­dreas Chri­sten­sen og dom­mer Gas­sama så be­kym­ret til. Fo­to: Marcos Brin­dic­ci/Ritzau Scan­pix

Wil­li­am Kvist (med num­mer 7) kort før den sid­ste hal­ve ti­me på ba­nen for Dan­mark. Fo­to: Mik­hail Ja­pa­ridze/Ritzau Scan­pix

”Den ene­ste gang jeg kun­ne ma­er­ke no­get, det var, da ham den sto­re klods Cor­ne­li­us skul­le da­ek­ke en bold af og li­ge fik sma­ek­ket en al­bue op på min skin­ne. Det kun­ne jeg ma­er­ke, men jeg lå ik­ke og gis­pe­de. Der var et ri­b­ben, der sag­de ”ik­ke li­ge der Corner, for hel­ve­de,” men ef­ter få se­kun­der var jeg vi­de­re,” forta­el­ler Wil­li­am Kvist om co­me­ba­ck­et med fuld tra­e­ning i den dan­ske VM-lejr. På bil­le­det er det dog Viktor Fischer, han ka­em­per med i op­tak­ten til 1/8-fi­na­len mod Kro­a­tien, der blev midt­ba­ne­man­dens sid­ste op­ga­ve med det dan­ske lands­hold. Fo­to: Li­se­lot­te Sa­broe/Ritzau Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.