ONE WAY WIND OG DUELLEN MED FEYENOORD

Ekstra Bladet - Tipsbladet - - AJAX AMSTERDAM: DANSKERNES KLUB - TEKST: NI­ELS IDSKOV

Søn­dag ef­ter­mid­dag er der stor­kamp i Hol­land, når num­mer to og tre, Ajax og Feyenoord, mø­des i AEres­di­vi­sio­nen. Sam­ti­dig er det hi­sto­risk set den stør­ste klas­si­ker i hol­land­sk fod­bold, for­di klub­ber­ne fra Am­ster­dam og Rot­ter­dam i år­ti­er har stå­et for ri­va­li­se­ring, mod­sa­et­nings­for­hold, men og­så en mas­se lig­he­der. Tips­bla­det brin­ger et ka­pi­tel fra bo­gen ”Ajax Am­ster­dam – dan­sker­nes klub”, hvori jour­na­list Ni­els Idskov skri­ver om Ajax’ for­hold til Feyenoord, om stor­hol­det fra tres­ser­ne og halvfjerd­ser­ne og om dets kob­ling til ung­doms­op­rø­ret og da­ti­dens mu­sik.

Det var de lo­ka­le drenge, der før­te an sidst i tres­ser­ne, da Am­ster­dam for al­vor kom på ver­dens­kor­tet. Der var pro­vo­er­ne, der vil­le om­styr­te de ved­tag­ne nor­mer, og der var dem fra Ajax, der aen­dre­de fod­bol­den for al­tid.

De fle­ste af spil­ler­ne var fra sel­ve Am­ster­dam, ud­la­en­din­ge var et sa­er­syn, og hol­land­ske spil­le­re uden for ho­ved­sta­den la­er­te hur­tigt sti­len og jar­go­nen. Di­rek­te og på­gå­en­de – på ba­nen så­vel som uden­for.

Util­si­get front­mand i det­te fodboldens ung­doms­op­rør var den ro­li­ge for­svarska­em­pe Bar­ry Huls­hoff, der bra­end­te igen­nem med si­ne kro­p­sta­ck­lin­ger, sit ho­ved­spil og sin sto­re hår­pragt og mar­kan­te bak­ken­bar­ter. En fly­ven­de hip­pie, der af­lø­ste be­ton­stop­pe­re som San­ta­maría, Nob­by Sti­les, bis­ser­ne fra In­ter og de kar­se­klip­pe­de sven­ske­re.

Han hav­de et ud­tryk hen ad Mi­ck Jag­ger, og det hed sig, at han lyt­te­de til bå­de The Rol­ling Sto­nes og Pret­ty Thin­gs, hvil­ket stod i kon­trast til, at den på det­te punkt me­re tra­di­tio­nel­le Jo­han Cruyff holdt sig til The Be­at­les.

Huls­hoff blev og­så uden for Hol­land et idol, der til­trak nye fans, nem­lig dem, der ik­ke helt var klar over, hvor­for de glo­e­de på fod­bold. Nu kun­ne de li­de at se Ajax, der hav­de lidt af det he­le. Skøn­spil­let for­re­st ved den idéri­ge Cruyff, drib­le­ren Pi­et Keizer og den ut­ra­et­te­li­ge Ger­rie Mühren. Og bag­u­de med Huls­hoff som vig­tig­ste mand i op­ryd­nin­gen.

Han blev fulgt til dørs af Jo­han Ne­e­skens, Ruud Krol og Jo­hn­ny Rep, der i end­nu hø­je­re grad ind­fan­ge­de tidsån­den tid­ligt i halvfjerd­ser­ne. De yn­gre Ajax-spil­le­re hav­de den til­fa­el­di­ge hår­fa­ne, den flip­pe­de halska­e­de og den skø­de­s­lø­se trø­je ud over de kor­te shorts til­fa­el­les.

”Jeg vil­le ba­re ef­ter­lig­ne Ge­or­ge Best,” sag­de høj­re­fløj­en Rep, som un­der­vejs fortra­eng­te den no­get ae­l­dre Sjaak Swart til ba­en­ken – og den na­evn­te trio knu­ste og­så fle­re pi­ge­hjer­ter end Swart, Keizer og konsor­ter.

Den bel­gi­ske te­e­na­ger, den se­ne­re for­fat­ter Her­man Brus­sel­mans, ind­fan­ge­de to­ner­ne fra na­bo­lan­det: ”Ajax og Feyenoord var i 70’er­ne my­ti­ske klub­ber, og det hol­land­ske lands­hold i 1974 be­stod na­e­sten ude­luk­ken­de af rock’n’roll-ty­per. De fin­des ik­ke i dag,” sag­de han til Vo­et­bal In­ter­na­tio­nal i 2005.

For­fat­te­ren Leon de Win­ter så med fra si­de­linj­en og sammenlignede sna­re­re Ajax-dren­ge­ne med Che Gu­e­va­ra-in­spi­re­re­de gu­e­ril­la­sol­da­ter end med fi­lo­so­fi­ske fin­spil­le­re, hvil­ket og­så hang bed­re sam­men med hol­dets ag­gres­si­ve pres­fod­bold med tre for­sva­re­re og så syv an­gri­be­re, der kon­stant jag­te­de bold og mod­stan­der, in­den det sid­ste stik blev sat ind:

”For ik­ke så la­en­ge si­den kig­ge­de jeg på et gammelt fo­to af det gl­o­ri­ø­se Ajax-hold fra 1970’er­ne. Hver ene­ste spil­ler så ud som en dra­e­ber. De hav­de hver isa­er de­res fa­er­dig­he­der, men de hav­de al­le no­get ek­stremt vol­de­ligt og re­van­che­fuldt over sig; en­hver, der gik op imod dem, måt­te fryg­te for sit liv.”

Det var da­ti­dens Ajax-tra­e­ner Ri­nus Mi­chels, som op­fandt ud­tryk­ket ’foot­ball is war’. Hans hold lig­ne­de en de­ath squad, døds­pa­trul­je, op­tra­e­net i de vil­de sko­ve i Kaukasus. Dis­se spil­le­re kun­ne over­le­ve al­le ste­der, idet de kun­ne fan­ge et vilds­vin med de­res ba­re na­e­ver og rip­pe det til ske­let­tet med ta­en­der­ne. Dis­se ma­end øn­ske­de at se blod på mål­stol­per­ne og vil­le ik­ke va­e­re i stand til at slap­pe af, før de hav­de par­te­ret de­res mod­stan­de­re.”

MODSAETNINGER – OG LIG­HE­DER

Det var net­op du­el­ler­ne mel­lem Ajax og Feyenoord, der gjor­de hol­land­sk fod­bold til no­get stort. Mod­sa­et­nin­ger­ne er let­te at få øje på. Må­ske er det for op­lagt – og for­kert: Re­ge­rings­by­en over for hav­ne­by­en. Kon­ger over for kna­eg­te. Ar­ro­gan­te tek­ni­ke­re over for figh­ten­de bøl­ler.

I vir­ke­lig­he­den min­de­de de to hold i spil­lestil om hin­an­den i den tid, da de sat­te to­nen i Eu­ro­pa. Og­så for­di Fey­eno­ords tra­e­ner, østri­ge­ren Ernst Hap­pel, var med til at op­fin­de pres­spil­let. Hap­pel hav­de et lil­le for­spring, idet han i 1970 før­te Feyenoord – som før­ste hol­land­ske klub – til sejr i Mester­hol­de­nes Eu­ro­pa Cup. Mat­chvin­der i 2-1-sej­ren over Cel­tic var rot­ter­dam­mer­nes sven­ske top­sco­rer og ynd­ling Ove Kind­vall.

I den snu Hap­pel hav­de først Ri­nus Mi­chels og der­na­est te­fan Kovács en sa­er­de­les kom­pe­tent mod­stan­der på skak­bra­et­tet.

Til­sam­men ud­gjor­de spil­ler­ne på de to hold stam­men på det hol­land­ske lands­hold, der ved VM 1974 ero­bre­de en hel ver­dens hjer­ter – men som bur­de ha­ve gjort det må­ske bå­de to og fi­re år tid­li­ge­re.

Isa­er på midt­ba­nen var der hård kamp, ik­ke ba­re i de sto­re du­el­ler mel­lem de to klub­ber, men og­så om plad­sen på det hol­land­ske lands­hold. Fey­eno­ords Wim Jan­sen og Wil­lem van Ha­ne­gem trak sam­men med Jo­han Ne­e­skens de la­eng­ste strå. Men det hjalp på ud­ta­gel­sen, at Arie Haan blev ryk­ket ned som li­be­ro, og at en an­den Ajax-spil­ler, Ger­rie Mühren, selv meld­te fra til 1974-slut­run­den. Han vil­le hel­le­re va­e­re sam­men med fa­mi­li­en.

En stjer­ne­stund for Ajax er 5-1-sej­ren på De Ku­ip i for­å­ret 1972, da am­ster­dam­mer­ne vin­der alt, hvad de rø­rer ved, og i re­a­li­te­ten kul­mi­ne­rer som mand­skab og un­der­hold­nings­ob­jekt. Gan­ske an­der­le­des gik det for sig et år tid­li­ge­re – i Ajax’ op­takt til Wem­bley-fi­na­len mod Pa­nat­hin­ai­kos.

Op­gø­ret 27. maj var ryk­ket frem som føl­ge

af Ajax’ eu­ro­pa­ei­ske fi­na­le, og det var før­ste gang, at en så­dan kamp skul­le vi­ses på na­tio­nalt tv. ”We gaan naar Lon­don” (Vi ta­ger til Lon­don) syn­ger vel­til­fred­se Ajax-spil­le­re på en nyind­spil­let gram­mo­fon­pla­de, og am­ster­dam­mer­ne har og­så i AEres­di­vi­sio­nen et lil­le over­tag i form af en klart bed­re målsco­re. Kam­pen er i na­est­sid­ste run­de, og de to klub­ber har li­ge man­ge po­int, hvor ga­ester­ne er tvun­get til at vin­de. Men der er ik­ke sco­ret mod Ajax i over 1000 mi­nut­ter, og de to hård­fo­de­de Fey­eno­ord­s­top­pe­re Ri­nus Is­ra­el og Theo La­seroms er som føl­ge af ska­der me­re end tvivls­om­me star­te­re. Der skal ind­sprøjt­nin­ger til at gø­re dem klar, og det får de så.

Det blev som ven­tet en kamp af­gjort på kraft – og slet ik­ke på skøn­hed og flot spil. Po­wer, pre­sti­ge og pra­e­sta­tion har det med at over­strå­le alt, når det vir­ke­lig ga­el­der, og det en­der med en 3-1-sejr til Feyenoord i af­tenkam­pen på Olym­pi­sch Sta­dion.

En sa­er­lig du­el i duellen fo­re­gik mel­lem Jo­han Ne­e­skens og Wil­lem van Ha­ne­gem.

”I før­ste halv­leg blev jeg to gan­ge tram­pet ned af Ne­e­skens, så jeg måt­te til sidst gi­ve ham en tur på na­e­sen med min al­bue,” sag­de van Ha­ne­gem man­ge år se­ne­re til Vo­et­bal In­ter­na­tio­nal i spe­ci­a­lud­ga­ven med tit­len ”Feyenoord-Ajax. De Klas­sie­ker”.

For den kun 19-åri­ge Ne­e­skens var op­gø­ret kar­ri­e­rens hidtil vig­tig­ste og den blot an­den klas­si­ker i hans før­ste sa­e­son i Ajax, men den lø­be­sta­er­ke ar­bejds­mand gav og tog med et godt hjer­te. Li­ge­som hans syv år ae­l­dre mod­spil­ler. Van Ha­ne­gem var lang­som, men boldsik­ker og den­gang reg­net for Hol­lands na­est­stør­ste spil­ler, må­lt i ka­ris­ma sik­kert den stør­ste, kun over­gå­et af Jo­han Cruyff. Det sjove er, at Ne­e­skens og van Ha­ne­gem var el­ler blev de bed­ste ven­ner uden for ba­nen, men der skul­le alt­så en fight af en an­den ver­den og bå­de blod, sved og tå­rer til at ska­be det ven­skab hen over den ben­hår­de ri­va­li­tet mel­lem Ajax og Feyenoord.

Det vi­ste hol­land­sk fod­bolds klas­se, at Feyenoord kun­ne fravri­ste sto­re Ajax en ti­tel – nem­lig det hol­land­ske mester­skab i 1971 – men det blev så og­så det sid­ste sto­re ne­der­lag for Ajax i en la­en­ge­re pe­ri­o­de. Det var og­så af­slut­nin­gen på tra­e­ner­du­el­len mel­lem Mi­chels og Hap­pel, der se­ne­re i år­ti­et før­te hver sit Oranje-mand­skab til en VM-fi­na­le.

KUN FOD­BOLD – IK­KE AVANTGARDE

Hol­land hav­de haft pro­fes­sio­nel fod­bold si­den mid­ten af halv­tres­ser­ne, dog i de før­ste man­ge år i re­la­ti­ve­ret form, og det var gå­et lang­somt med at skil­le sig af med isa­er bri­ti­ske tra­e­ne­re og la­e­re­me­stre og kom­me vi­de­re. Fra sluttres­ser­ne var det ble­vet tid til for­an­dring, ord som hal­f­ba­ck

og in­nerwing kom un­der be­skyd­ning og blev er­stat­tet af krav om flek­si­bi­li­tet og tem­po.

På vej ud af in­du­stri­sam­fun­det var al­le gam­le va­ner kom­met i fa­rezo­nen, og i det to­le­ran­te og frem­sku­en­de Hol­land gik man hår­dest til va­er­ks. Sam­ti­dig var de un­ge men­ne­skers hår ble­vet la­en­ge­re, og man kun­ne fri­stes til at sa­et­te lig­heds­tegn mel­lem de kre­a­ti­ve i Ajax’ fod­bold­ma­es­si­ge ung­doms­op­rør og det om­kring­lig­gen­de sam­funds hip­pie­ten­den­ser. Men så en­kelt var det ik­ke.

Ik­ke en­gang Bar­ry Huls­hoff, der var un­der størst mi­stan­ke for at va­e­re ven­stres­no­et el­ler pro­vo, kun­ne le­ve op til ”be­skyld­nin­gen”, som selv­føl­ge­lig ud­over den yd­re frem­tra­e­den hang sam­men med det, der ske­te på grønsva­e­ren:

”Vo­res spil­lestil var en slags or­ga­ni­se­ret ka­os,” har hol­dets stør­ste stjer­ne, Jo­han Cruyff – der ik­ke hav­de trøj­en ud over buk­ser­ne og i øv­rigt blev tid­ligt gift – sagt om Ajax-sti­len, som først lidt se­ne­re fik be­teg­nel­sen to­tal­fod­bold. Mistanken om, at Ajax-sko­len var ud­sprun­get et sted mel­lem tra­e­ner Ri­nus Mi­chels’ mo­der­ne tan­ker om fod­bold og kun­stens avantgarde, hav­de in­gen gang på jord. Jo­han Cruyff holdt al­le da­ge af The Be­at­les, og den mu­si­kal­ske fa­el­les­na­ev­ner i bus­sen til ude­kam­pe­ne var no­get end­nu me­re blødt.

FRIE FUGLE OG THE CATS

Am­ster­dam var sidst i tres­ser­ne en de by­er, der gik for­re­st og kom til at stå som en slags sym­bol for den revolution, der kan sam­men­fat­tes i fa­eno­me­net ung­doms­op­rør med sit far­vel til ind­gro­e­de funk­tio­ner og au­to­ri­te­ter samt fast­lå­ste ar­bejds­gan­ge.

Den ty­ske for­fat­ter og jour­na­list Gün­ter Wal­lraff har skre­vet:

”For mig var Kø­ben­havn den­gang ved si­den af Am­ster­dam Eu­ro­pas mest fan­ta­sti­ske by. En me­get fri­e­re at­mos­fa­e­re end i Tys­kland.”

Men Am­ster­dam var for­an Kø­ben­havn på fle­re fron­ter. En af dem var fod­bol­den. El­ler ret­te­re: Ajax.

Til­ha­en­ger­ne kom plud­se­lig al­le ste­der fra. Bel­gi­e­ren Ar­mand Schr­eurs, der var 21 år i 1974, har sagt, at al­le i hans ge­ne­ra­tion hol­der af Ajax.

”I tres­ser­ne tog vi tit til Am­ster­dam. By­en var på det tids­punkt en slags ver­dens­cen­trum for hip­pie­kul­tu­ren og hav­de til­med et fod­bold­hold, der vandt Eu­ro­pa Cup’en tre gan­ge. Al­le i min ge­ne­ra­tion har et for­hold til Ajax. Vi stu­de­re­de to­tal­fod­bol­den, et sy­stem, som al­drig før var set, ba­se­ret på spil­ler­nes po­lyva­len­tie, hvor al­le var bå­de for­sva­re­re og an­gri­be­re,” har Sch­eurs ud­talt til Vo­et­bal In­ter­na­tio­nal.

Sch­eurs blev og­så be­ta­get af den kom­pro­mis­løs­hed og den ac­cept af kri­tik, der her­ske­de i Hol­land (mod­sat Bel­gi­en), og end­te som re­dak­tør af bla­det Ajax Ma­ga­zi­ne.

Det la­en­ge­re hår gik hånd i hånd med øn­sket om kor­te­re kom­man­d­ove­je, og nok går hol­la­en­der­ne for at va­e­re men­ne­sker, der skal ha­ve tin­ge­ne for­kla­ret og gen­nem­de­bat­te­ret, før de ud­fø­rer dem, men

så­dan var det ik­ke for Mi­chels, som vid­ste, at hol­la­en­der­ne me­sten­dels og­så er cal­vi­ni­ster, alt­så pro­te­stan­ter med en uhørt høj ar­bejds­moral. Det gjaldt i den grad for Ajax.

”Vi spil­le­de flot fod­bold, men det var ik­ke det vig­tig­ste. Vi vil­le vin­de, for en­hver pris. At vi og­så spil­le­de flot, det var no­get, der blev lagt ove­ni,” sag­de ve­st­ty­ske­ren Horst Blan­ken­burg, en af de før­ste uden­land­ske spil­le­re i Ajax.

Det var hel­ler ik­ke spe­ci­elt al­ter­na­tiv el­ler ud­for­dren­de mu­sik, der lød hjem­me fra den en­kel­tes gram­mo­fon el­ler i spil­ler­bus­sen på de re­la­tivt kor­te, alt­så få ti­mer lan­ge ude­ba­ne­tu­re til Utre­cht, Gro­nin­gen og Eind­ho­ven.

Den op­lag­te na­tio­na­le mu­si­kal­ske mak­ker til avantgarde-Ajax var ban­det Fo­cus med hits som ”Ho­cus-Po­cus” og ”Syl­via”. Fo­cus spil­le­de al­ter­na­tiv ro­ck­mu­sik med fløjte og ge­vand­ter og var på top­pen sam­ti­dig med Cruyf­fs Ajax, hvil­ket vil si­ge 1969-73, men Fo­cus spil­le­de ik­ke mu­sik, der pas­se­de til fler­tal­let af spil­ler­ne og til at sam­le bå­de hu­mør og kon­cen­tra­tion i spil­ler­bus­sen. Men det gjor­de fløjls­blø­de The Cats.

”Vi hør­te så­ma­end The Cats. Det var en po­p­grup­pe, som var me­get frem­me i ti­den, og som var lo­ka­le, nem­lig fra Vo­len­dam, som jeg kom­mer fra,” sag­de Ger­rie Mühren om grup­pen, som blev in­ter­na­tio­nalt kendt for blandt an­det hit­tet ”One Way Wind”, som sta­dig er kendt og bli­ver spil­let til af­slap­pe­de som­mer­fe­ster, og­så i Dan­mark.

Det kend­te og po­pu­la­e­re sangnum­mer var skre­vet af en vis Ar­nold Mühren, som ik­ke er Ger­ri­es bror, men en an­den af de man­ge Mühren’er fra fi­sker­for­sta­den til Am­ster­dam, hvor Ajax-spil­ler­ne ger­ne drak en He­i­ne­ken el­ler to med ved mo­len ef­ter en af de man­ge sej­re.

Og det var og­så ”One Way Wind”, der lød på det kas­set­tebånd, som var un­der­la­eg­nings­mu­sik for Oranje, det hol­land­ske lands­hold, på vej­en frem mod VM-fi­na­len i 1974. Man må si­ge, at det stem­te me­get godt med Ajax i de år. Med­vind he­le vej­en.

REBELSKHED – IK­KE HER

Det er alt­så ik­ke helt sandt, når man har sagt, at Ajax og to­tal­fod­bol­den er født ud af ung­doms­op­rø­ret, men to­talt ved si­den af er det hel­ler ik­ke.

”In­tel­lek­tu­el­le har for­søgt at pro­ji­ce­re ind i det­te hold, at vi skul­le be­stå af kunst­ne­re, og der­til kan jeg kun si­ge, at vi i ka­bi­nen al­drig har ført en ene­ste højtra­ven­de dis­kus­sion,” sag­de den ve­st­ty­ske li­be­ro Horst Blan­ken­burg, som kom til klub­ben i 1971. Han af­lø­ste på den plads Ve­li­bor Va­sovi , som fra det se­ne ef­ter­år 1966 til­før­te de un­ge hol­la­en­de­re den hård­hed og pro­fes­sio­na­lis­me, der kun­ne ud­vik­le dem isa­er i in­ter­na­tio­nal sam­men­ha­eng, og da ju­gosla­vens tid løb ud, gled Blan­ken­burg di­rek­te ind på hol­det.

Si­de­man­den i mid­ter­for­sva­ret, Bar­ry Huls­hoff, var helt klar i spyt­tet: ”Vi pra­este­re­de, for det var det, vi vil­le – selv om der uden for fod­bol­den her­ske­de en an­ti­pra­e­sta­tions­kul­tur.”

Sjaak Swart, der var trup­pens ae­ld­ste, og som i øv­rigt hav­de hen­tet Huls­hoff til Ajax, sag­de: ”Vi lig­ne­de pro­vo­er, men var det ik­ke. Vi spil­le­de kort og bil­lard sam­men og tal­te mest om fod­bold. Vi le­ve­de nok lidt i vo­res egen ver­den.”

Nok lig­ne­de Ajax-spil­ler­ne ti­dens ung­dom, og som sport­s­stjer­ner hav­de de for­sta­er­ken­de be­tyd­ning og ind­fly­del­se på mo­de, fod­bold­støv­ler og yn­gre men­ne­skers ad­fa­erd på og uden for fod­bold­ba­nen, men for det me­ste var det ba­re mo­de og at­tit­tu­de.

Ajax stod no­get ny­ska­ben­de, men re­bel­ske var spil­ler­ne ik­ke. Det af­slø­re­de de­res for­hold til mu­sik­ken. In­de­hol­den­de en sing­le fra Cruyff og en hyl­destsang fra Wil­ly Al­ber­ti, det hol­land­ske svar på Gu­stav Wink­ler. Og så det fak­tum, at in­tet kun­ne over­gå ”One Way Wind”. Ef­ter en af de sto­re sej­re tog tra­e­ner te­fan Kovács mi­kro­fo­nen i bus­sen og sang for i bus­sen. Det glem­mer spil­ler­ne fra det­te sto­re hold hel­ler al­drig. ✖

”For ik­ke så la­en­ge si­den kig­ge­de jeg på et gammelt fo­to af det gl­o­ri­ø­se Ajax-hold fra 1970’er­ne. Hver ene­ste spil­ler så ud som en dra­e­ber. De hav­de hver isa­er de­res fa­er­dig­he­der, men de hav­de al­le no­get ek­stremt vol­de­ligt og re­van­che­fuldt over sig; en­hver, der gik op imod dem, måt­te fryg­te for sit liv,” har for­fat­te­ren Leon de Win­ter sagt om Ajax-hol­det fra 1970’er­ne. Fo­to: Ritzau Scan­pix

Da Ajax i ja­nu­ar i år mød­te Feyenoord, mød­te fan­se­ne talsta­er­kt op til den åb­ne tra­e­ning in­den op­gø­ret for at støt­te ido­ler­ne. Fo­to: Bas Czerwin­ski/Ritzau Scan­pix

Ajax Am­ster­dam – Dan­sker­nes klub For­fat­ter: Ni­els Idskov For­lag: Tur­bi­ne Ud­gi­vel­ses­da­to: 6. ok­to­ber Si­der: 264Vej­len­de pris

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.