’DEN HVIDE DØD’ VAR
I SNIGSKYTTE: Simo Häyhä draebte over 500 sovjetiske soldater og var med til at stikke en kaep i hjulet for Sovjetunionens drøm om en let sejr i krigen mod Finland
Brølene fra de lavtflyvende russiske fly blandede sig med eksplosioner og sirenernes hylen over den finske hovedstad, Helsinki.
30. november 1939 var et luftangreb på hovedstaden startskuddet til en storstilet invasion. 1000 sovjetiske fly, 2500 kampvogne og 420.000 soldater vaeltede ind over den 1300 kilometer lange graense.
Finland havde afvist Sovjet-lederen Josef Stalins krav om at afgive land, blandt andet en flådebase ved Østersøen. Alligevel kom russernes angreb som en overraskelse, for finnerne regnede ikke med en vinterinvasion – og slet ikke uden en forudgående krigserklaering.
Stalin havde regnet med en kort krig. 12 dage skulle det tage at løbe nabolandet over ende. Men han gjorde regning uden vaert.
Fra landmand til skarpskytte
En af de 250.000 finner, der blev mobiliseret ved angrebet, var den 33-årige Simo Häyhä. Han var en stilfaerdig landmand, der brugte fritiden på jagt i de vidtstrakte finske skove.
Siden han var 17 år, havde han vaeret en del af den finske civilgarde – en slags hjemmevaern – og her havde han vist sig som en fremragende skarpskytte. Traeningen holdt han løbende ved lige.
’Om sommeren arbejdede vi. Men i mere stille perioder havde vi øvelser hver måned’, fortalte han mange år senere i en portraet-udsendelse fra den finske tv-station YLE.
Om sommeren arbejdede vi. Men i mere stille perioder havde vi øvelser hver måned
Han vandt ofte skydekonkurrencer og kunne bringe smågevinster som teskeer med hjem. Men i vinteren 1939 blev legen til alvor. Kommandanten fik øje på talentet – Simo skulle vaere snigskytte.
En grundig mand
Den blot 152 centimeter høje Simo Häyhä traskede igennem sneen. Det var aften, og som det skulle blive hans rutine, ville han udsøge sig det sted, der skulle tjene som base for morgendagens dødelige gerninger.
Hver dag kraevede et nyt skjul, hvis han skulle øge sine chancer for at overleve. Det handlede om at vaere uforudsigelig – og usynlig. En hvid uniform og hans ringe højde var en stor hjaelp. Hans grundighed klarede resten.
Primitivt metalsigte
Han fandt et skjul under et stort trae, hvor lysreflekser og skygger ikke ville afsløre ham. Dagen efter kunne han starte sin første mission. En russisk snigskytte havde draebt flere officerer, og nu skulle han selv saettes ud af spillet.
Simo fejede omhyggeligt sneen på plads, efterhånden som han gik frem, og da han nåede målet, staenkede han vand på sneen omkring sig, så den ikke ville flyve op, når han skød. For at hindre, at hans ånde skulle dampe i kulden, proppede han sne i munden. Så lagde han sig til rette med sin gamle hjemmevaernsriffel.
Den havde blot et primitivt metalsigte, men lysreflekser i et kikkertsigte kunne blive hans død, mente han.
Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på, så godt som jeg kunne
Den teori fik han bekraeftet. Da mørket begyndte at saenke sig ud på eftermiddagen, var det netop en lysrefleks i den sovjetiske snigskyttes sigte, der afslørede ham. Simo affyrede et enkelt skud – og fjenden var fortid.
25 draebte på én dag
Det ene drab skulle snart blive til flere. Simo førte ikke selv regnskab, men det gjorde hans kammerater. Fjender faldt på stribe, og i løbet af få uger blev Simo en berømthed hos den finske befolkning. Da han 21. december 1939 draebte 25 sovjetiske soldater, kaldte aviserne det hans ’julegave til Finland’.
På sovjetisk side havde man også fået øjnene op for den ekstremt farlige snigskytte. ’Den hvide død’ kaldte de ham, og de satte tropper ind alene for at draebe ham og rettede artilleriangreb mod de steder, han skød fra. Men Simo overlevede – modsat de fleste, der havnede i hans sigtekorn.
Skudt i hovedet
6. marts 1940 var en dag med intense kampe. Trods et tappert forsvar havde de overtallige sovjet-styrker presset finnerne langt ind i deres eget land, og Simo Häyhä måtte i naerkamp. En sovjetisk soldat fik ram på ham.
’Jeg blev ramt i ansigtet og faldt sammen. Jeg var ved bevidsthed, men kunne ikke bevaege mig’, fortalte han siden til finsk tv.
Halvdelen af hans ansigt var naermest forsvundet. Han gik i koma, og da han efter en uge kom til bevidsthed, var verden forandret. Finland havde overgivet sig.
Simo Häyhä måtte de naeste år gennem adskillige operationer for at få lappet ansigtet sammen. Som et plaster på såret blev han forfremmet fra korporal til sekondløjtnant – det største spring nogen sinde i den finske haer.
Blev 96 år gammel
I 2001 blev han interviewet af avisen Helsingin Sanomat. Da han blev spurgt, hvordan han havde det med at have draebt så mange mennesker, svarede den gamle mand: ’Jeg gjorde, hvad jeg fik besked på, så godt som jeg kunne. Finland ville ikke eksistere, hvis ikke andre havde gjort det samme’.
Året efter døde han, 96 år gammel.
Jeg blev ramt i ansigtet og faldt sammen