Ekstra Bladet

DET VAR KALKU

Stig Tøfting husker tilbage på VM-slutrunden 2002, hvor han fik travlt med at skaerme sine børn fra de barske realiteter, som Se og Hør følte trang til at fortaelle før foraeldren­e

- MORTEN KIERSGAARD ESPERSEN mke@eb.dk

Det siger jo sig selv, at jeg ikke selv ville tale med de pågaeldend­e journalist­er Hvad fanden skulle det pludselig køres op for Fodbolden har altid vaeret mit frirum, hvor jeg kunne lukke alt andet ude

– At Se og Hør bragte det, var en form for kalkuleret ondskab. Alle medier havde jo skrevet, at jeg havde mistet mine foraeldre under tragiske omstaendig­heder, og det var der aldrig nogen, der havde sagt noget til. At man så valgte at gå i detaljer midt under en VM-slutrunde, det var jo bare for at saelge blade.

Stig Tøfting husker i dag tilbage på VM-slutrunden i 2002 med blandede følelser.

Danmark havde slået Uruguay 2-1 i første gruppekamp i Japan og Sydkorea, men blot to dage før naeste kamp mod Senegal fik Tøfting via pressechef Lars Berendt beskeden om, at Se og Hør på kampdagen vil udkomme med historien om, hvordan midtbanesp­illerens foraeldre døde.

Børnene anede intet

Som 13-årig kom Tøfting hjem fra fodbold og fandt sin far og mor døde i hjemmet.

Det viste sig efterfølge­nde, at faderen på tragisk vis havde skudt moderen og derefter sig selv. Den historie havde Tøfting og hans davaerende kone, som begge var af sted til VM, hidtil skånet børnene på syv, otte og 12 år for.

– Børnene vidste heller ikke på davaerende tidspunkt, at dem, de kaldte farmor og farfar, ikke var deres farmor og farfar, så det var om at få fat i mine stedforael­dre og så bede dem holde børnene vaek fra medierne, så de ikke blev gjort bekendt med det.

– Så måtte vi selv fortaelle dem det, når vi kom hjem. Måske også tidligere end vi egentlig havde regnet med at fortaelle dem det, siger Tøfting.

Da holdkammer­aterne hørte, hvad Se og Hør havde på vej, så stod de sammen som hold og valgte, at anfører Jan Heintze skulle laese en samlet besked fra spillertru­ppen op på pressemøde­t.

Her forklarede de, at de ville boykotte bladet og også de medier, der valgte at gengive detaljerne, som Ekstra Bladet gjorde det.

– Når du ser på det i dag, var det så den rigtige måde, eller skulle I hellere have tiet det ihjel?

– Man kan ikke tie ting ihjel. Det ved du også godt som journalist. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over for det, men det var ikke en beslutning, som jeg havde truffet eller bedt dem om at gøre.

– Det var noget, holdet valgte at gøre på egen hånd. Det siger jo sig selv, at jeg ikke selv ville tale med de pågaeldend­e journalist­er, for hvad skulle jeg tale med dem om, siger Tøfting.

Chefredakt­ør fyret

Og det var ikke kun landsholde­t, der var efter Se og Hør. Adskillige kiosker sendte bladene retur, og bladets chefredakt­ør, Peter Salskov, endte med at blive fyret på grund af sagen.

– Så det fik sin konsekvens, for der var andre, der syntes, at det her ikke var i orden. Det var noget, der vakte forargelse rundt omkring, for hvad fanden skulle det pludselig køres op for.

– Jeg tror måske ikke, at det havde givet samme ramaskrig i dag, men dengang var man ikke lige så liderlig efter klik som i dag, siger Tøfting.

Og det lykkedes faktisk for Tøfting og familien at skaerme børnene, så de ikke fik den tragiske fortaellin­g via medierne, mens mor og far var på den anden side af jordkloden.

– I 2002 gik det en smule langsommer­e, end det gør i dag. Hvis vi skulle på internette­t, så skulle vi bevaege os ned på en form for station, der var i landsholds­lejren, hvor der var en computer og en opkobling til internette­t.

– Dengang kunne du altså ikke

sidde med din iPad eller telefon på vaerelset, så det var lidt nemmere at holde børnene vaek fra nyheder i 2002. Det kunne ikke lade sig gøre i dag, siger Tøfting.

Fodbold som frirum

Kampen mod Senegal endte 1-1, og sagen påvirkede på ingen måde midtbanesp­illeren under kampen.

– Jeg spillede også en fodboldkam­p dagen efter, jeg mistede mine foraeldre. Fodbolden har altid vaeret mit frirum, hvor jeg kunne lukke alt andet ude, så jeg koncentrer­ede mig om at spille fodbold, for det var det, jeg var der for, siger Tøfting.

– Jeg vidste jo også, at mine børn var i gode haender hos mine stedforael­dre, og de var instrueret i, at når TV Avisen kørte, skulle de ikke se det. Og ellers var der ikke fare for, at de fik det at vide.

– Der kom jo ikke en luftballon flyvende med et banner bagefter, hvor det stod på, så der var ingen grund til at spekulere over det, siger Tøfting.

– Vi snakkede om det hele, da vi kom hjem. Så kan du jo altid diskutere om en på syv år, som Mie var, forstår det. Men hun har ikke efterfølge­nde beklaget sig over, at hun ikke forstod det, siger Tøfting.

Tøftings børn, Mie, Maria og Markus, er i dag 22, 23 og 27 år.

 ?? FOTO: L ?? Stemme fra fortiden Stig Tøfting kom ufrivillig­t i c børnene mod medierne.
FOTO: L Stemme fra fortiden Stig Tøfting kom ufrivillig­t i c børnene mod medierne.
 ?? FOTO: LARS POULSEN ?? I kampen mod Senegal kunne man ikke maerke på Stig Tøfting, at historien om foraeldren­es dødsfald var i Se og Hør dagen inden.
FOTO: LARS POULSEN I kampen mod Senegal kunne man ikke maerke på Stig Tøfting, at historien om foraeldren­es dødsfald var i Se og Hør dagen inden.
 ?? FOTO: LARS POULSEN ?? Jan Heintze stod sammen med Ebbe Sand og Rene Henriksen, da han laeste spillernes støtteerkl­aering op på pressemøde­t.
FOTO: LARS POULSEN Jan Heintze stod sammen med Ebbe Sand og Rene Henriksen, da han laeste spillernes støtteerkl­aering op på pressemøde­t.
 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark