Jeg dyrker sorgen
DITTE OKMAN MISTEDE SIN BROR: – At arrangere hans begravelse er noget af det vildeste, jeg har gjort. Det er terapeutisk, og jeg kan virkelig anbefale det, siger den 43-årige radiovaert
Klokken har passeret 22, da telefonen ringer fra hemmeligt nummer. En fremmed stemme praesenterer sig. Han ringer fra Københavns Politi – og spørger, om han taler med Ditte Okman. ’Det er med beklagelse, at jeg må meddele, at din bror er død’, siger han så.
Den 43-årige radiovaert sidder i sin seng og bliver først rigtig vred. Hun tror, det er en joke – at en eller anden syg stodder har fået fat i hendes nummer – men stemmen taler videre, og da betjenten fortaeller, at han sidder ude hos hendes mor, forstår hun, at det er alvor.
– Alt sortnede, og jeg følte, det flimrede for øjnene. Jeg husker slet ikke, hvordan jeg kom op af sengen og ud af døren. Det var så uvirkeligt, fortaeller Ditte Okman.
Fundet død i sovevaerelset
Den mandag morgen, 24. april 2017, var 46-årige Kim Okman ikke mødt op på sit arbejde. Da en bekymret kollega senere samme dag tog hjem til ham og tilkaldte politiet, blev døren sparket ind, og de fandt storebroderen på gulvet foran sin seng.
Han havde formentlig vaeret på vej i seng – eller på vej op – da en rift i hovedpulsåren fik den til at briste.
Ditte Okman har senere fået at vide, at han døde inden for et minut.
– Jeg kan ikke lide tanken om, at han var alene, og jeg har vaeret sygeligt optaget af, om han led. Retsmedicinerne sagde, at han har opdaget, hvad der skete, men heldigvis gik det rigtig staerkt, og han mistede bevidstheden, inden han døde. Jeg håber ikke, at han var bange.
Det er første gang, at radiovaerten fortaeller offentligt om tabet af sin bror. Det kaos af følelser, hun har befundet sig i de seneste ni måneder, er stadig så påtraengende, at ord og saetninger flere gange drukner.
Hun graeder meget – både når hun taenker på Kims sidste minutter alene, og når hun mindes alt det, de havde sammen. Og aldrig får igen.
– Jeg har vaeret – og er det stadig nogle gange – helt i panik over, hvad jeg gør uden ham. Hvordan lever jeg uden min bror? Vi var meget taette, og han har altid vaeret der for mig og passet på mig. Det er, som om ... hvordan fanden skal man sige det?
– En slags soulmate, du har mistet?
– Ja! Tanken har aldrig strejfet mig, at min bror skulle dø. Jeg har aldrig vaeret uden ham, og nu mangler en del af mig. Det er enormt ensomt ... Jeg tror altid, at jeg vil føle mig alene på den måde, siger Ditte Okman, som også har kaempet med sin egen dødsangst.
Fyldt med minder
I starten kunne hun ikke falde i søvn, fordi hun var bange for ikke at vågne igen.
– Jeg forestillede mig alt muligt med, at jeg døde alene, eller mens min mand var ude og rejse, så børnene ville vaere alene. Men jeg er faktisk blevet mindre bange med tiden. Det er, som om det er gået op for mig, at jeg jo skal dø. Kims død har vaeret en bevidstgørelse af, at intet er sikkert i det her liv. Jeg kan dø i morgen.
Vi sidder i stuen i femtesals-lejligheden i København, hvor Ditte Okman bor med sin mand, Mark, og parrets to børn.
På vaeggen over for sofaen har hun i efteråret fået lavet en stor reol. Hendes bror var uddannet boghandler, og hele hans lejlighed i nordvest var fyldt med bøger, film og musik. En del af dem står nu på hendes hylder sammen med hans tegneseriefigurer, mens en raekke af hans tegninger venter på at blive rammet ind.
At tømme lejligheden var en del af den proces, der skulle overstås efter Kims død. Ditte Okman følte det som et overgreb at fjerne hans ting, at rydde op i et liv, der var i fuld gang. Til gengaeld fandt hun trøst i at arrangere hans begravelse.
– Det er noget af det vildeste og bedste, jeg har gjort. Det kan jeg virkelig anbefa-
Jeg har vaeret – og er det stadig nogle gange – helt i panik over, hvad jeg gør uden ham
Jeg kan ikke lide tanken om, at han var alene