Ver­dens bed­ste øvel­se – og job!

Ekstra Bladet - - BILER TEST -

Ja­e­ger­kor­p­set har net­op af­holdt øvel­sen Night Hawk. Blandt spe­ci­alstyr­ker i Nato har den ry for at in­de­hol­de det yp­per­ste og mest re­a­li­sti­ske øvel­ses-se­tup. Jeg erin­drer mi­ne sven­ske kol­le­ger, der med slet skjult hen­tyd­ning til øvel­sens ef­ter­føl­gen­de in­ten­se ind­tag af øl be­teg­ne­de Night Hawk som ’pro­bably the best exerci­se in the wor­ld’.

HVER GANG JEG HØ­RER

or­de­ne Night Hawk, star­ter en film for mit in­dre øje. Sa­ed­van­lig­vis be­fin­der jeg mig i en C130 Hercu­le­strans­port­ma­ski­ne med min faldska­erm på ryg­gen. I fem ki­lo­me­ters høj­de bli­ver si­de­dø­ren åb­net. Lar­men er øre­dø­ven­de fra de to enor­me mo­to­rer, som brø­ler på vin­gen få me­ter frem­me.

Jeg kig­ger ud i et stort, sort hul. In­gen­ting. In­tet lys fra jor­den. In­gen må­ne. Det er sort som en brønd­gra­vers røv­hul. Men jeg ved, at den nord­jy­ske muld lig­ger fem ki­lo­me­ter un­der mig. Og jeg ved, at jeg in­den for to mi­nut­ter skal sprin­ge ud i det sor­te hul.

JEG MA­ER­KER HJER­TET SEN­DE

tun­ge slag ud i min adre­na­lin­ma­et­te­de krop. At sprin­ge ud af et fly i fem ki­lo­me­ters høj­de en mørk ok­to­ber­nat stri­der imod al lo­gik. En del af mig øn­sker ik­ke at for­la­de fly­et. En an­den del kan ik­ke ven­te. Min ver­den er sort og hvid. In­gen dik­kerd­a­rer. Jeg sa­et­ter af i dø­ren og fal­der mod jor­den med knap 200 km i ti­men.

Kul­den fø­les som pi­skes­ma­eld i an­sig­tet, men jeg aen­ser det ik­ke. En sky ram­mer mig. Jeg fal­der igen­nem den på et par se­kun­der og kan nu skim­te prik­ker af lys på jor­den. Vig­tigst er at hol­de øje med min høj­de­må­ler. Den vi­ser 9000 fod, og der er cir­ka end­nu to ki­lo­me­ters frit fald, før jeg skal tra­ek­ke min ska­erm. Jeg fal­der vi­de­re igen­nem nat­ten. Og jeg el­sker det.

NIGHT HAWK ER EN FAN­TA­STISK

øvel­se – og det er job­bet som ja­e­ger­sol­dat og­så. Trods al­le pin­s­ler­ne det in­de­bar. Jeg frøs. Jeg var sul­ten. Der blev skudt på mig. Jeg mi­ste­de kol­le­ger. Jeg fik ska­der på krop og sja­el. Men al­li­ge­vel be­teg­ner jeg al­tid – uden at tø­ve – mi­ne 11 år i Ja­e­ger­kor­p­sets pa­trul­jer som de bed­ste i mit liv. Hvor­dan ha­en­ger det så sam­men?

Jeg tror, at det er, for­di vi men­ne­sker er dem, vi er: flok­dyr. Grund­la­eg­gen­de er vi de­sig­net til at bi­dra­ge til flok­ken, og vi skal fø­le, at vi er vig­ti­ge for det fa­el­les­skab, vi er en del af. Fø­ler vi ik­ke det, ska­bes der et tom­rum, og vi be­gyn­der at vis­ne. Som det sker for man­ge men­ne­sker i den ver­den, vi i dag le­ver i. Der­for holdt jeg så me­get af job­bet som sol­dat. Jeg var vig­tig for mi­ne kam­me­ra­ter, og de var vig­ti­ge for mig. Jeg føl­te mig be­tyd­nings­fuld.

Jeg ma­er­ker hjer­tet sen­de tun­ge slag ud i min adre­na­lin­ma­et­te­de krop. At sprin­ge ud af et fly i fem ki­lo­me­ters høj­de en mørk ok­to­ber­nat stri­der imod al lo­gik

BLOT VED AT SKRI­VE DIS­SE

linjer duk­ker fle­re bil­le­der op for mit in­dre øje. Jeg ser sort­slø­re­de, tav­se an­sig­ter i en mørk he­li­kop­ter­ka­bi­ne over de af­g­han­ske bjer­ge el­ler den fla­de iraki­ske ør­ken. Lar­men er in­tens og gør det umu­ligt at ta­le med an­sig­ter­ne. Men det be­ty­der ik­ke no­get. Jeg ved, hvad de ta­en­ker, hvad de fø­ler. At ud­veks­le ord er ik­ke nød­ven­digt. Jeg er en del af flok­ken.

PRI­VAT­FO­TO

Tho­mas Rat­hsa­ck be­trag­ter si­ne 11 år i Ja­e­ger­kor­p­sets pa­trul­jer som de bed­ste i sit liv. På bil­le­det ses han med sit team un­der øvel­sen Night Hawk, der har ry for at in­de­hol­de det yp­per­ste og mest re­a­li­sti­ske øvel­ses-se­tup.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.