LAPLANDS TRE STJER­NER

Fisk & Fri - - LAPLAND - Af Mat­hi­as Lars­son

Hvert år ar­ran­ge­rer Ar­tic He­li en rej­se for en lil­le hel­dig ska­re flu­e­fi­ske­re, som får lov at føl­ge med til nog­le af Laplands hot­te­ste fi­ske­plad­ser. Mat­hi­as Lars­son var i år en af de hel­di­ge. Må­let for tu­ren var sto­re fjel­dør­red, stal­ling og ør­red – en Laplands Grand Slam.

DET ER SVA­ERT AF AF­GØ­RE, om det er vi­bra­tio­ner­ne fra he­li­kop­te­ren el­ler den be­gyn­den­de fi­skei­ver, som pul­se­rer i ka­bi­nen. Un­der os bre­der et myl­der af sø­er, el­ve og ba­ek­ke sig i al­le ret­nin­ger. Der er sne­kla­ed­te bjer­ge i ho­ri­son­ten og skov­om­rå­der­ne bli­ver så småt af­løst af tun­dra. Vi fly­ver over det nord­li­ge Lapland – Eu­ro­pas sid­ste vild­mark. Nu om da­ge er det et unikt styk­ke na­tur, over­va­el­de­ne smukt, men og­så skra­em­men­de.

– Kan i se den lil­le sø der­ne­de, Si­ger rej­se­le­de­ren fra Ar­tic He­li, Kal­le Berg­da­hl, mens han pe­ger på en sø, der har form som en bøn­ne. – Der skal vi fi­ske ef­ter

sto­re fjel­dør­re­der. Den stej­le kant på nord­s­i­den har va­e­ret su­per­hot. Sid­ste gang vi var her fik vi fle­re stor­fisk på den si­de. Ja den stør­ste trak toki­losva­eg­ten i bund, smi­ler han.

Sø­en frem­står som en ty­pisk fjeld­sø, om­gi­vet at små dva­erg­bir­ke­tra­e­er og åb­ne vid­der. Landt­un­gen, som sky­der ud midt på sø­en, og hvor vi lan­der, bli­ver vo­res lej­r­plads. Her la­engst ude har vi et godt overblik over sø­en. Her fin­des ik­ke an­tyd­nin­ger af trå­d­te sti­er rundt om sø­en – det fø­les to­talt urørt. Diskre­te rin­ge på vand­spej­let afslører, at nog­le af fi­ske­ne ta­ger fø­de til sig på over­fla­den. – Min chef på Ar­tic He­li, An­dreas Mik­ko re­kog­nos­ce­re­de i åre­vis in­den han fandt den­ne fjel­dør­red­per­le blandt de man­ge tu­sin­de la­pland­ske vande, forta­el­ler Kal­le.

VI SPRE­DER OS UD rundt om sø­en, og der går ik­ke la­en­ge før min mak­ker for da­gen, Da­ni­el får en smag for de hårdt ka­em­pen­de fjel­dør­re­der. Ef­ter et par eks­plo­si­ve ud­løb og en fin fight lig­ger den flot­te hunfisk og hvi­ler i hans ha­en­der. – Den tog min vår­flue med ek­stra lan­ge fø­le­horn, gri­ner Da­ni­el, mens han ge­nud­sa­et­ter fi­sken og til­fø­jer, at han er sik­ker på, at fi­ske­ne er vil­de med lan­ge fø­le­horn.

Som lyst­fi­sker skil­ler Da­ni­el

“SÅ­DAN SKAL ET RIG­TIGT STALLINGVAND SE UD, TA­EN­KER JEG FOR MIG SELV”.

sig lidt ud fra grup­pen. Hans idéer om, hvor­dan fi­ske­ne skal fan­ges samt in­ter­es­se for bå­de na­tur og flu­e­fi­ske­ri smit­ter af på os an­dre. Vi fort­sa­et­ter vo­res van­dring uden­for den lavt be­vok­se­de sø­bred i hå­bet om fle­re fjel­dør­re­der. Fjeldet på den an­den si­de af sø­en re­flek­te­res i vand­spej­let, in­sek­ter­ne sum­mer over fjeld­land­ska­bet og na­tu­rens som­mer­duf­te fri­gi­ves, mens vi va­der langs strand­kan­ten. Ef­ter­mid­da­gen går over til af­ten og fest­må­l­ti­det på sø­ens over­fla­de be­gyn­der at klin­ge af. Det ene­ste som bry­der stil­he­den er su­sen­de flu­e­li­ner.

AUGUSTSOLEN SA­EN­KER SIG BAG ET FJELD i vest. Jeg og min kol­le­ga Ar­vid be­gi­ver os til den »be­ryg­te­de« dybkant. Ar­vid bin­der en Bloo­dy Mary-nym­fe på – en lil­le rød kre­a­tion med guld­ho­ved, som før har vist sig at fun­ge­re til det me­ste. I et ma­ge­ligt tem­po be­gyn­der vi at fi­ske den cir­ka 30 me­ter lan­ge kant af. In­gen fisk skal und­gå at se vo­res flu­er. Ef­ter nog­le kast står Ar­vid med en spa­endt stang, så det kna­ger i kor­ken. Fi­sken i den an­den en­de vil ab­so­lut ik­ke føl­ge med op og går kun dy­be­re og la­en­ge­re va­ek. – Så­dan nog­le fisk skul­le man ha­ve der­hjem­me, så var man fri for at gå i fit­nes­scen­tret, smi­ler Ar­vid. Fi­sken stik­ker af og det ene­ste Ar­vid kan gø­re er at hol­de fast. Så la­en­ge for­fan­get hol­der, skal det nok gå. Ef­ter no­get tid gi­ver fi­sken ef­ter, og man kan ane de let­gen­ken­de­li­ge hvi­de stre­ger på fin­ner­ne mod den mør­ke bund. – Hvil­ken fisk, ud­bry­der Ar­vid da den gli­der over net­kan­ten. Fjel­dør­re­den er i su­per­kon­di­tion. Bred over ryg­gen og flam­men­de rød – fjel­dets skøn­hed num­mer et.

Af­te­nen af­slut­tes om­kring bå­let ved lej­r­plad­sen. Ny­anskaf­fe­de fi­ske­er­fa­rin­ger de­les flit­tigt mel­lem hol­det. Al­le syn­tes at ha­ve op­le­vet no­get unikt. Vi til­be­re­der en fjel­dør­red over den åb­ne ild – en pas­sen­de af­slut­ning på en vel­lyk­ket fi­ske­dag.

HE­LI­KOP­TE­REN HEN­TER OS ti­de­ligt om mor­ge­nen na­e­ste dag. Der er in­gen vind, og so­len skin­ner. – Jeg vil­le egent­ligt helst ha­ve lidt dri­ven­de sky­er, men luf­ten er lum­mer og det vars­ler kla­ek­nin­ger, skrat­ter Kal­les stem­me over kom­mu­ni­ka­tions­an­la­eg­get i he­li­kop­te­ren. Ind­flyv­nin­gen over da­gens fi­ske­plads er bla­en­den­de smuk. Da­len, som skal va­e­re vo­res nye lejr, er fyldt med et vir­var af fra­ek­ke strøm­me. Her er uen­de­ligt med fi­ske­mu­lig­he­der og ik­ke et men­ne­ske at se så langt øjet ra­ek­ker.

Fjel­de­ne som in­dram­mer da­len er hø­je og stej­le – og på in­gen må­de far­ba­re. På de mør­ke klip­pe­va­eg­ge ly­ser små plet­ter af sne, hvil­ket vid­ner om at sa­e­so­nen er kort. – Det fi­ne ved det her sted er, at her kun fin­des fjel­dør­red og ør­red… sto­r­ør­red, si­ger Kal­le. Stal­lin­gen kan nem­lig ik­ke kom­me over fal­det la­en­ge­re nedstrøms. – Fi­sker i på nord­s­i­den langs det sto­re lang­som­me par­ti, får i fjel­dør­red og her­ne­de svøm­mer ør­re­den, ind­sky­der han, mens han pe­ger ud mod strøm­men.

Det vi­ser sig, at Kal­le har ret med hen­syn til kla­ek­nin­ger. Det vrim­ler med alt fra små ly­se døgn­flu­er til for­skel­li­ge vår­flu­er og myg. Vi spre­der os ud. Ar­vid og jeg ta­ger med Kal­les hold på en bå­d­t­ur la­en­ge­re ned af el­ven til en plads, der før har ka­stet grove ør­re­der af sig.

“VIL MAN HA­VE DE STO­RE ØR­RE­DER, SKAL MAN HU­SKE AT BRU­GE RET GROV UDRUSTNING”.

SCENERIET VED ELVSTRANDEN er på­fal­den­de smukt. På en klip­pe­blok sid­der en lil­le dva­erg­falk og iagt­ta­ger os. Van­det er klart og bun­den er spa­et­tet med grøn ve­ge­ta­tion. Der er ri­ge­ligt med stand­plad­ser til fi­ske­ne med dy­be hul­ler og sto­re sten over alt.

I lø­bet af da­gen le­ve­rer plad­sen en hel del ør­re­der. Vi får fisk på bå­de tørt og nym­fe op mod ki­lo­et. Jeg sa­et­ter en lidt stør­re sort strea­mer på og be­gyn­der at ka­ste mod et stort mørkt om­rå­de cir­ka ty­ve me­ter ude i strøm­men. På den fjer­ne si­de for en­den af par­ti­et anes top­pen af en stor sten.

Jeg la­der flu­en fly­de med strøm­men og men­der nog­le gan­ge. Et par me­ter oven­for ste­nen på­be­gyn­der jeg hjem­tag­nin­gen ry­k­vis tva­ers over el­ven. I tred­je kast, pra­e­cis når flu­en ven­der op mod strøm­men, flås li­nen ud af hån­den på mig. Det ene­ste jeg kan gø­re er at se på, mens fem me­ter li­ne for­svin­der ud i el­ven. Da jeg igen får fat i li­nen, er der in­gen hjem­me i den an­den en­de. En skra­ek­ke­lig for­nem­mel­se. Fru­stre­ren­de.

I min iver la­eg­ger jeg yder­li­ge­re tre kon­takt­lø­se kast over van­det og går der­ef­ter ind til de an­dre fi-

“DISKRE­TE RIN­GE PÅ VAND­SPEJ­LET AFSLØRER AT NOG­LE AF FI­SKE­NE TA­GER FØ­DE TIL SIG PÅ OVER­FLA­DEN”.

ske­re, som sid­der på bred­den med spør­gen­de blik­ke. Kal­le har va­e­ret her før og be­ret­ter ind­le­ven­de om strøm­me­n­es sto­r­ør­re­der. – Vil man ha­ve de sto­re ør­re­der, skal man hu­ske at bru­ge ret grov udrustning med for­fang på op mod 0,30 mm. – Flu­e­val­get bør lan­de på zon­kers og rør­flu­er, un­der­stre­ger han og fort­sa­et­ter. Jeg ple­jer at fo­ku­se­re på dy­be­re ro­li­ge par­ti­er og sto­re po­ols, hvor jeg ka­ster di­a­go­nalt nedstrøms og fi­sker flu­en for­holds­vist hur­tigt hjem. Du be­hø­ver ik­ke at la­eg­ge me­re end tre kast på et sted, før du skal flyt­te dig tre-fi­re me­ter nedstrøms. – Fi­ske­ri­et min­der egent­ligt me­get om lak­se­fi­ske­ri. Sy­ste­ma­tisk og ke­de­ligt, smi­ler han.

DUFTEN AF NY GRILLET RENSTEAK sam­ler hol­det om bål­ste­det. Nog­le af os har va­e­ret i kon­takt med stor­fisk, men in­gen har lyk­ke­des at få dem op. Ef­ter mid­da­gen er nat­ten ved at ind­fin­de sig, og mør­ket fal­der hur­tigt. Da­ni­el, som er en sta­e­dig fi­sker, bin­der en stor strea­mer på og går ned mod strøm­men na­er­mest lej­r­plad­sen. Man kan sta­dig hø­re ør­re­der­ne, som ta­ger for sig af kla­eb­nin­ger­ne, men det er sva­ert er skel­ne rin­gen­de på den sor­te over­fla­de.

Ef­ter no­get tid bry­des tavs­heDa­ni­el den af Da­ni­els gjal­den­de stem­me. En stor fisk har ta­get hans flue og hju­lets knar­rer, og Da­ni­el skri­ger nu om kap. Han kan in­tet stil­le op mod den sto­re fisk, der su­ser nedstrøms. – Den her fisk er stor, rig­tigt stor, jeg skul­le ha’ ta­get havør­red­stan­gen i ste­det, be­kla­ger Da­ni­el med ska­el­ven­de stem­me. Hju­let vra­e­ler me­ka­nisk og mo­no­tont. Li­ge­gyl­digt hvor me­get pres Da­ni­el la­eg­ger, går fi­sken må­l­ret­tet nedstrøms og ba­ck­in­gen for­svin­der ha­stigt. Uven­tet gi­ver fi­sken nog­le hår­de rusk, og Da­ni­el mi­stet kon­takt. Da­ni­el er knust og helt tom i blik­ket. Hans livs fisk er bor­te.

VO­RES PILOT la­ver en ele­gant Ja­mes Bond-lan­ding mel­lem nog­le stør­re bir­ke­tra­e­er og nog­le mi­nut­ter se­ne­re er fi­ske­ri­et at­ter i gang. Vi be­fin­der os la­en­ge­re ne­de i vand­sy­ste­met på et nyt stra­ek, hvor stal­lin­ger­ne skul­le va­e­re tal­ri­ge og rig­tigt sto­re.

På trods af, at det kun er for­mid­dag, var­mer so­len godt, og va­dejak­ken får lov at bli­ve i ta­sken. Her ne­de er bir­ke­ne lidt hø­je­re, og der er god fart i el­ven. På beg­ge sider af ho­vedstrøm­men er der fle­re blank­par­ti­er med fi­ne dy­be hul­ler un­der, og min­dre sten­par­ti­er gi­ver in­ter­es­san­te si­de­strøm­me. Stra­ek­ket en­der i en fin fosnak­ke. – Så­dan skal et rig­tigt stallingvand se ud, ta­en­ker jeg for mig selv.

Der går ik­ke la­en­ge før fe­sten er i gang. Stal­lin­ger­ne er i hug­get og ta­ger li­ge vil­ligt på og un­der over­fla­den. Fin­der man én fisk, får man of­te to el­ler tre me­re på sam­me plads, for de står ta­et pak­ket. Det sa­er­li­ge ved fi­ske­ne i strøm­men er, at nog­le af in­di­vi­der­ne har små prik­ker på ho­ve­d­et og ga­el­lelå­ge­ne. Ved før­ste øje­kast kan man tro, at det er hy­bri­der mel­lem stal­ling og ør­red. Stal­lin­gens in­ter­es­san­te ud­se­en­de bli­ver et af sam­ta­le­em­ner­ne på da­gen – in­gen har set det­te fa­eno­men før.

AL­LE I GRUP­PEN får stil­let fi­ske­sul­ten. Sören, en af grup­pens flit­tig­ste tør­flu­e­fi­ske­re, kan frem­vi­se en su­per­pup­pe, der ser ud som om, den har va­e­ret et par tu­re un­der en kamp­vogn. Der er na­e­sten in­gen dub­bing til­ba­ge, og ha­ck­let lig­ner et vis­sent gra­es­strå. – På den her flue har jeg fan­get 15 stal­lin­ger, og den vir­ker sta­dig, smi­ler han. Ud­over Sörens søn­der­bid­te su­per­pup­pe har for­skel­li­ge ver­sio­ner af guld­ho­ved­nym­fer og ly­se Klink­ham­mer fun­ge­ret bedst. Ma­eng­den af fisk har va­e­ret over­va­el­den­de, og der har og­så va­e­ret nog­le fisk op­pe om­kring ki­lo­et.

Kal­le forta­el­ler, at de sto­re stal­lin­ger ple­jer at stå på de dy­be kan­ter til ho­vedstrøm­men, i dy­be hul­ler el­ler i bag­van­de. – De bed­ste stand­plad­ser er der, hvor fi­sken får mest fø­de for fa­er­re­st an­stren­gel­ser – og det er de sto­re fisk, som ta­ger de bed­ste plad­ser, fast­slår Kal­le.

Ud på ef­ter­mid­da­gen ryk­ker vi os til en an­den fosnak­ke la­en­ge­re op­strøms. Her er el­ven bre­de­re og slet ik­ke li­ge så hur­tig. I strøm­kan­ten til el­vens ho­vedstrøm har der sam­let sig et lil­le »trans­portbånd« med in­sek­ter, som stal­lin­ger­ne ma­e­sker sig i. Tør­flu­e­fi­ske­ri­et er ma­ge­løst. Al­le får mas­ser af fi­ne stal­lin­ger, og her er ri­ge­ligt med fisk op mod halv­me­te­ren.

Ti­mer­ne fly­ver af sted. Folk be­gyn­der at ka­ste me­re og me­re ivrigt i takt med, at ly­den fra he­li­kop­te­ren til­ta­ger. He­le hol­det er gå­et i »sid­ste kast-mo­de« – for al­le vil vri­de det sid­ste ud af rej­sen og in­gen vil til­ba­ge til ci­vi­li­sa­tio­nens hår­de vir­ke­lig­hed.

TIL­BA­GE PÅ LODGEN i Kiru­na sid­der Da­ni­el og jeg og snak­ker om da­ge­ne på fjeldet. – Den der sto­r­ør­red jeg mi­ste­de derop­pe har sat si­ne spor, si­ger Da­ni­el. – Jeg vil til­ba­ge og prø­ve igen med grove­re grej og fo­ku­se­re på nat­fi­ske­ri­et. Jeg nik­ker istem­men­de og ta­en­ker for mig selv; hvem vil­le ik­ke til­ba­ge og fan­ge så­dan en ør­red. Hvem vil­le ik­ke la­ve en Lapland Grand Slam?

Arctic He­lis he­li­kop­te­re er den ene­ste hur­ti­ge vej frem i det øde land­skab.

At fi­ske ef­ter hårdt­figh­ten­de vild­fisk i den flot­te­ste na­tur er en drøm for de fle­ste flu­e­fi­ske­re – og en drøm som rent fak­tisk kan kom­me til at gå i op­fyl­del­se.

Ar­vids smuk­ke fjel­dør­red faldt for en Bloo­dy Mary i str. 14.

Nog­le stal­lin­ger har så ek­stremt man­ge prik­ker, at man na­e­sten skul­le tro, at de var hy­bri­di­se­ret med ør­re­der.

At op­le­ve Laplands fjeld­ver­den fra oven er en ut­ro­lig smuk

op­le­vel­se.

Sörens su­per­pup­pe her har lan­det fem­ten stat­l­lin­ger, så den har set bed­re da­ge, men den

fan­ger fort­sat fisk.

Når først stal­lin­gen spi­ler sin sto­re ryg­fin­ne ud i strøm­men, hja­el­per det den til at gi­ve kamp til stre­gen.

Selv om fi­sken kun vi­ser sig som en lil­le ring på over­fla­den, er det ik­ke det sam­me, som at det er små fisk – isa­er ik­ke når de fou­ra­ge­rer

på pup­per.

Ri­stet fjel­dør­red gi­ver mas­ser af na­e­ring og sma­ger

fortra­ef­fe­ligt.

Fi­ske­gu­i­den Kal­le Berg­da­hl har gu­i­det ad­skil­li­ge sa­e­so­ner på fjeldet – hvil­ket er til stor hja­elp for ga­ester­ne på tu­ren.

Guld­ho­ved­nym­fer, sor­te strea­mers og fyl­di­ge Klink­ham­me­re kom­mer man langt med.

Tag dig en slap­per – på fjeldet gør man som man vil!

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.