Når ver­dens­meste­ren ikke er med

Den re­ge­ren­de ver­dens­me­ster er ikke med i 2017.

Formel 1 Magasinet - - FORMEL 1 -

Få da­ge ef­ter han hav­de vun­det 2016-tit­len, med­del­te Ni­co Ros­berg over­ra­sken­de, at han trak sig til­ba­ge med omgående virk­ning. Der­med bli­ver 2017 en af de sjæld­ne Formel 1-sæ­so­ner, hvor den re­ge­ren­de ver­dens­me­ster ikke er med.

Formel 1 op­le­ve­de no­get af det sam­me i 1973. Ja­ck­ie Stewart sik­re­de sig ver­dens­mester­ska­bet al­le­re­de i det tred­jesid­ste løb, men han hav­de i stør­ste hem­me­lig­hed be­slut­tet at stoppe ef­ter sæ­so­nen. Fi­na­le-lø­bet i USA, der og­så var skot­tens grand­prix num­mer 100, skul­le væ­re det sid­ste i kar­ri­e­ren, men un­der træ­nin­gen foru­lyk­ke­de Stewarts team­kam­me­rat og ven François Ce­vert. Den un­ge fransk­mand, der var ud­set til at af­lø­se Stewart som første­kø­rer i Tyr­rell-tea­met, blev dræbt på ste­det, og Stewart og re­sten af hol­det trak sig fra lø­bet. En uge se­ne­re an­non­ce­re­de Stewart sin be­slut­ning

om at stoppe, og 1974-sæ­so­nen blev af­vik­let uden den re­ge­ren­de me­ster i fel­tet.

François Ce­vert var ikke den ene­ste næ­re ven, Ja­ck­ie Stewart mi­ste­de på ra­cer­ba­nen. I 1970 blev østri­ge­ren Jo­chen Rindt, der var na­bo til Stewart i Schweiz, dræbt un­der træ­nin­gen til Ita­li­ens Grand Prix. Selv­om der sta­dig var fi­re løb til­ba­ge, hav­de Rindt in­den sin tragi­ske ulyk- ke sam­let så man­ge po­int, at han tre må­ne­der ef­ter sin død blev kå­ret til ver­dens­me­ster. Hans en­ke Ni­na modt­og VM-po­ka­len, og i 1971, da Stewart vandt sit an­det af i alt tre ver­dens­mester­ska­ber, var den re­ge­ren­de me­ster der­for ikke til start.

1957-58 var tragi­ske år for Fer­ra­ri-tea­met. I 1957 om­kom to af tea­met kø­re­re, Eu­ge­nio Ca­ste­lot­ti og Al­fonso de Por­ta­go, i hen­holds­vis en test- og en sport­s­vogns-ulyk­ke. I 1958 stil­le­de man der­for op med et nyt, ungt hold be­stå­en­de af ita­li­e­ne­ren Lu­i­gi Mus­so og eng­læn­der­ne Pe­ter Coll­ins og Mike Hawt­horn. Mus­so blev dræbt i det fran­ske grand­prix, og ba­re fi­re uger se­ne­re ko­ste­de en ulyk­ke i det ty­ske grand­prix Coll­ins li­vet.

Mike Hawt­horn kæm­pe­de vi­de­re, og sik­re­de sig med en an­den­plads i sæ­son­fi­na­len i Ma­rok­ko ver­dens­mester­ska­bet. Han til­eg­ne­de tit­len til sin bed­ste ven, Pe­ter Coll­ins, og den tragi­ske ulyk­ke hav­de på­vir­ket ham så me­get, at han med­del­te, at han stop­pe­de som ra­cer­kø­rer og ikke vil­le for­sva­re tit­len i 1959. I ja­nu­ar 1959, tre må­ne­der ef­ter han var ble­vet Formel 1-hi­sto­ri­ens hidtil yngste ver­dens­me­ster, om­kom Mike Hawt­horn i en tra­fi­ku­lyk­ke nær sit hjem syd for Lon­don.

1951-ver­dens­meste­ren Ju­an-Ma­nu­el Fan­gio for­sva­re­de hel­ler ikke sin ti­tel. Ar­gen­ti­ne­ren blev i for­å­ret 1952 al­vor­ligt kvæ­stet i et løb uden­for VM, og ska­der­ne holdt ham ude i re­sten af sæ­so­nen. Fan­gio gjor­de co­me­ba­ck i 1953, og vandt VM fi­re gan­ge i træk fra 1954 til 1957, in­den han trak sig til­ba­ge midt i 1958.

Wil­li­ams-tea­met er kendt for at hol­de si­ne kø­re­re i kort snor, og i star­ten af 1990'er­ne be­tød den kon­tan­te per­so­na­lepo­li­tik, at man to år i træk stil­le­de op uden den re­ge­ren­de ver­dens­me­ster. Ni­gel Man­sell vandt over­le­gent VM 1992 for Wil­li­ams, og tro­e­de der­for ikke over­ra­sken­de, at han stod stærkt, da han i lø­bet af ef­ter­som­me­ren skul­le for­hand­le kon­trakt for 1993. Men Wil­li­ams-le­del­sen men­te, at det i hø­je­re grad var de­res over­leg­ne bil end eng­læn­de­ren, der hav­de sik­ret VM-tri­um­fen. For­hand­lin­ger­ne gik i hård­knu­de, og Man­sell føl­te sig til sidst pres­set ud af tea­met, og til­brag­te sin sæ­son som re­ge­ren­de Formel 1-ver­dens­me­ster i den ame­ri­kan­ske In­dyCar-se­rie.

”At si­ge, jeg er ble­vet be­hand­let un­fair, vil væ­re en un­der­dri­vel­se,” sag­de eng­læn­de­ren om si­ne for­hand­lin­ger med Wil­li­ams. Et par år se­ne­re stod han plud­se­lig stær­ke­re, for da Ayr­ton Sen­na blev dræbt i San Ma­ri­nos Grand Prix 1994, mang­le­de Wil­li­ams des­pe­rat en top­kø­rer, og så var det plud­se­lig Man­sell, der sad ved bor­den­den i kon­trakt­for­hand­lin­ger­ne.

I 1993 var Man­sell ble­vet af­løst af Alain Prost i Wil­li­ams-tea­met. Fransk­man­den, der al­le­re­de hav­de vun­det tre VM-tit­ler for McLa­ren i 1980'er­ne, var ef­ter­hån­den en af de æld­ste kø­re­re i fel­tet, og selv­om Prost vandt VM, vil­le Wil­li­ams gen­nem­fø­re et ge­ne­ra­tions­skif­te. De hy­re­de der­for Prosts ær­ke­ri­val, den fem år yng-

”DEN UN­GE FRANSK­MAND, DER VAR UD­SET TIL AT AF­LØ­SE STEWART SOM FØRSTE­KØ­RER I TYRRELLTEAMET, BLEV DRÆBT PÅ STE­DET, OG STEWART OG RE­STEN AF HOL­DET TRAK SIG FRA LØ­BET”

”PRÆCIS SOM MED NI­CO ROS­BERG VAR UDSIGTEN TIL AT SKUL­LE FOR­SVA­RE SIT VER­DENS­MESTER­SKAB MOD EN AGGRESSIV TEAM­KAM­ME­RAT EN MED­VIR­KEN­DE ÅR­SAG TIL AT PROST STOP­PE­DE”

re Ayr­ton Sen­na, til den ene plads i tea­mets 1994-li­neup, og så be­slut­te­de fransk­man­den at stoppe i Formel 1.

”Formel 1 har gi­vet mig me­get,” sag­de Prost da han an­non­ce­re­de, at han ikke vil­le for­sva­re sin ti­tel.

”Men nu sy­nes jeg ikke læn­ge­re, det er værd at fort­sæt­te. Jeg har få­et for man­ge slag – der er in­gen mo­ti­va­tion til­ba­ge for at fort­sæt­te.”

Præcis som med Ni­co Ros­berg var udsigten til at skul­le for­sva­re sit ver­dens­mester­skab mod en aggressiv team­kam­me­rat en med­vir­ken­de år­sag til, at Prost stop­pe­de: Han vil­le ikke kæm­pe med Sen­na i 1994 – præcis som Ros­berg ikke hav­de lyst til igen at du­el­le­re med Lewis Ha­milt­on.

Mike Hawt­horn, Fer­ra­ri

Ju­an-Ma­nu­el Fan­gio

Ja­ck­ie Stewart for­an Fran­cois Ce­vert

Alain Prost

Ni­gel Man­sell

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.