En dag væl­te­de jeg: Var det skri­ve­bor­det, der kom i slo­w­mo­tion og ma­ste mig?

Fa­ca­den, der vi­ste, at jeg var to­talt sej og kun­ne alt, kra­ke­le­re­de. Jeg gik ned med stress, og­så på grund af barn­dom­mens trau­mer.

Jyllands-Posten Søndag - - DEBAT -

Flem­m­ing Tiro Lund hyp­no­te­ra­pe­ut og co­ach, Grind­sted

Man­ge gan­ge er der de­bat om­kring stress og psy­kisk ar­bejds­mil­jø – om at det ik­ke bli­ver god­kendt som en syg­dom, el­ler der ik­ke er er­stat­ning, når en per­son ram­mes.

Der kan og skal gø­res no­get for et bed­re ar­bejds­mil­jø. Der er vir­ke­lig no­get at ar­bej­de med – men er er­stat­ning løs­nin­gen, og hvem har an­sva­ret?

Jeg har selv væ­ret der. For 12-14 år si­den var jeg an­sat i en stor virk­som­hed. Jeg fik de sto­re op­ga­ver på bor­det, nog­le af dem, som an­dre ik­ke var lyk­kes med.

Jeg hav­de an­sva­ret for ud­dan­nel­se for 500 me­d­ar­bej­de­re, jeg var team­le­der for et tre­holds­skift, jeg stod for at få over­sat al virk­som­he­dens træ­nings­do­ku­men­ta­tion til en­gelsk, jeg var tvun­get til og­så at rej­se til af­de­lin­ger i ud­lan­det for at hjæl­pe dem, jeg sad i DI som virk­som­he­dens re­præ­sen­tant, for­di vo­res di­rek­tør ik­ke men­te, at han hav­de tid til det.

Når jeg var i ud­lan­det for virk­som­he­den i to uger, kom jeg til­ba­ge til et over­fyldt pro­gram og skul­le ind­hen­te de to uger, jeg ik­ke la­ve­de no­get hjem­me i virk­som­he­den.

Jeg hav­de in­gen spar­ring, in­gen an­svar­lig le­der. Min ene­ste ud­dan­nel­se var en halv­for­kø­let 9.klas­sesek­sa­men, og der var in­gen til at ta­ge over, hvis jeg blev syg. En dag væl­te­de jeg, tryk­ken for bry­stet, sved­te, græd, så al­le kol­le­ga­er kig­ge­de på mig, men in­gen hjalp mig. Jeg kun­ne ik­ke fin­de ud af, om det var skri­ve­bor­det, der kom i slo­w­mo­tion og ma­ste mig, el­ler om det var mig, der væl­te­de ind over skri­ve­bor­det.

I halvan­det år var jeg sy­ge­meldt, ale­ne, selv­mord­s­tan­ker, ban­ge, angst, skub­be­de al­le væk, sag­de nej til at kom­me ud. Der var in­gen løs­ning, in­tet håb. Jeg tæn­ker til­ba­ge på halvan­det år, da jeg ba­re græd og ik­ke tur­de sove.

Men jeg er en af de hel­di­ge. Jeg fandt hjælp – jeg fandt én, der kun­ne gra­ve dybt. Vi ar­bej­de­de med, hvor­for jeg ik­ke kun­ne si­ge fra og si­ge nej og min evi­ge sø­gen ef­ter an­er­ken­del­se. Vi ar­bej­de­de med den fa­ca­de, jeg var rig­tig god til, den fa­ca­de, der vi­ste, at jeg var to­talt sej og kun­ne alt – »ba­re kom med op­ga­ven, så …«

År­sa­gen var jo ik­ke over­ra­sken­de, vi ken­der den nok al­le – for­ti­den, barn­dom­men.

Min hi­sto­rie var en vol­de­lig, al­ko­ho­lisk far – da jeg var 10 år, øn­ske­de jeg ik­ke at væ­re her læn­ge­re, jeg cyk­le­de ud i sko­ven og tænk­te på, hvor­dan jeg kun­ne for­svin­de – som 15-årig var jeg op­pe at slås med min far, han for­søg­te at kvæ­le mig, så det sort­ne­de for mi­ne øj­ne.

Som 16-årig var vi igen op­pe at slås, da­gen ef­ter kom han hjem og kig­ge­de på mig og sag­de: »Du skal væ­re væk, in­den det bli­ver mørkt, el­lers er du død.« (Stak­kels far).

Da jeg hav­de få­et ryd­det op og hav­de fun­det ind til, hvem jeg var, blev jeg en drifts­sik­ker me­d­ar­bej­der og men­ne­ske, der kun­ne ta­ge an­svar for mig selv, én, der kun­ne si­ge nej.

Jeg blev en god far, der hav­de det o.k. i ma­ven over det liv, jeg kun­ne præ­sen­te­re for mi­ne børn.

Hvis nu jeg ik­ke hav­de få­et hjælp ef­ter halvan­det år og må­ske var ble- vet er­klæ­ret uar­bejds­dyg­tig, lang­tids­syg og al­drig var kom­met til­ba­ge til ar­bej­det igen.

Hvem skul­le så dra­ges til an­svar? Hvem skul­le be­ta­le er­stat­ning? Var det virk­som­he­den? Le­der­ne? Virk­som­he­der­ne, hvor jeg og­så har væ­ret? Ar­bejds­ska­de­sy­stem? Min far?

I må ik­ke læ­se min hi­sto­rie, som om jeg me­ner, at det er den ram­te per­sons eget an­svar, for det er det ik­ke. Men jeg har det ba­re skidt med at det at fin­de en an­svar­lig, og at er­stat­ning er må­let.

Det er i min ver­den me­re in­ter- es­sant at hjæl­pe den en­kel­te, mens per­so­nen er i ar­bej­de og er i li­ve. Så vi får end­nu fle­re he­le men­ne­sker, der er drifts­sik­re i li­vet, i fa­mi­li­en og kan gå ind i frem­ti­den som de skøn­ne men­ne­sker, de er.

I dag har jeg det fan­ta­stisk, i dag hol­der jeg fored­rag om mit liv og hjæl­per an­dre, der er fal­det over ting, der lig­ger bag dem. Jeg har et selv­værd, der al­drig har væ­ret stør­re, jeg lyk­kes, og jeg er til­freds – jeg sav­ner min far, åh, hvor vil­le jeg ger­ne kun­ne ha­ve hjul­pet ham i dag.

Jeg hav­de in­gen spar­ring, in­gen an­svar­lig le­der. Min ene­ste ud­dan­nel­se var en halv­for­kø­let 9.klas­sesek­sa­men, og der var in­gen til at ta­ge over, hvis jeg blev syg.

FO­TO: BRI­AN KARMARK

Da jeg hav­de få­et ryd­det op og hav­de fun­det ind til, hvem jeg var, blev jeg en drifts­sik­ker me­d­ar­bej­der og men­ne­ske, der kun­ne ta­ge an­svar for mig selv, én, der kun­ne si­ge nej, skri­ver Flem­m­ing Tiro Lund.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.