Nu kæm­per Fa­ri­dah for kvin­ders ret­tig­he­der ver­den over

Fa­ri­dah Na­lu­man­si er op­vok­set i en af Ugan­das mest kri­mi­nel­le by­er. Her skal du bru­ge en mand for at over­le­ve. Det vil hun æn­dre.

Jyllands-Posten Søndag - - INDBLIK -

Nat­ten lå tungt over Ugan­da, da Fa­ri­dah og hen­des ve­nin­de be­væ­ge­de sig ind igen­nem Kawem­pes gy­der. Pi­ger­ne hav­de solgt sna­cks ved ho­ved­vej­en det me­ste af af­te­nen, og nu skul­le de hjem og sove. Hun var 15 år, og in­de i hen­des liv­mo­der spar­ke­de hen­des før­ste barn.

Imel­lem pi­ger­ne og ho­ved­ga­den, for en­den af den smal­le gy­de, skjul­te en grup­pe narko­ma­ner sig i en lil­le smø­ge.

Det var for sent at ven­de om, da pi­ger­ne op­da­ge­de dem, men ved et held fik Fa­ri­dah mø­vet sig bag om ryg­gen på den ene af mæn­de­ne og sat­te i løb mod gy­dens en­de. Bag sig ef­ter­lod hun sin ve­nin­de, der blev vold­ta­get og dræbt.

I dag er hun 20 år gam­mel. Bar­net i ma­ven er ble­vet til fi­re­åri­ge De­ni­se, som har få­et en lil­le­bror, der hed­der Karl.

Fa­ri­dah bor sta­dig­væk i en af Ugan­das mest kri­mi­nel­le by­de­le, det har hun gjort det me­ste af sit liv. Stolt vi­ser hun fa­mi­li­ens hjem frem, hvor de bor 13 men­ne­sker. Brødre, sø­stre, nie­cer og nevø­er.

Hu­set er ik­ke me­re end to me­ter højt, byg­get i mur­sten med et blik­tag dæk­ket af gu­le va­skesvam­pe, som det ene­ste værn mod mons­un­reg­nen, der på se­kun­der kan for­vand­le bag­går­den til en sump og over­svøm­me hjem­met.

Her er in­gen, der kom­mer og sam­ler skrald, og hvis hun skal på toilet­tet, der lig­ger læn­ge­re ne­de i gy­der­ne, skal hun ha­ve sin bror med, hvis hun vil und­gå at bli­ve chi­ka­ne­ret.

Ba­det, der ik­ke er an­det end to væg­ge og en bal­je, har de hel­dig­vis selv i bag­går­den, men kvin­der­ne må ven­te med at gå i bad til om nat­ten, for­di me­ka­ni­ker­ne på den an­den si­de af blik­heg­net krav­ler op i træ­et og kig­ger ind på dem.

En­gang fandt de en mand, der skjul­te sig i de­res bad. Han ven­te­de på, at det vil­le bli­ve nat, så han kun­ne rø­ve dem, for­tæl­ler hun.

Hen­des ly­se­rø­de blon­dekjo­le kom­mer ik­ke til sin ret i det ene mør­ke væ­rel­se, der ud­gør he­le hu­set.

»Li­vet her er elen­dig­hed,« si­ger Fa­ri­dah, imens nog­le af hen­des yng­ste fa­mi­lie­med­lem­mer le­ger i den sto­re seng bag hen­de.

»For at en mand skal hand­le hos dig, er du nødt til først at ha­ve sex med ham. Hvis du skal ha­ve et job, skal du først i seng med che­fen. Og hvis du rå­ber om hjælp, er folk li­geg­la­de.«

Du kan for­nem­me il­den i hen­des stem­me, når hun si­ger det. Hun er træt af, at det er så­dan. Hen­des op­vækst, kom­bi­ne­ret med en umen­ne­ske­lig styr­ke til ik­ke ba­re at vil­le for­bed­re li­vet for sig selv og si­ne børn, men for pi­ger ver­den over, har gjort, at hun er ble­vet for­ta­ler for kvin­ders ret­tig­he­der.

I sep­tem­ber rej­ste hun for før­ste gang uden for Kampa­la. Den dan­ske ud­vik­lings­mi­ni­ster, Ul­la Tør­næs (V), hav­de in­vi­te­ret Fa­ri­dah med til New York for at ind­ta­ge ta­ler­sto­len for­an ver­dens le­de­re og for­tæl­le sin hi­sto­rie.

»De klap­pe­de un­der­vejs, og nog­le græd end­da,« si­ger Fa­ri­dah, da hun tæn­ker til­ba­ge på da­gen.

I 2016 vi­ste en un­der­sø­gel­se fra ana­ly­se­in­sti­tut­tet DHS (De­mo­grap­hic and He­alth Sur­vey), at 22 pct. af kvin­der­ne imel­lem 15-49 år i Ugan­da har væ­ret ud­sat for seksu­el vold. For han­di­cap­pe­de kvin­der er det end­nu vær­re.

Iføl­ge Ver­dens­ban­ken fal­der ri­si­ko­en for at op­le­ve seksu­el vold med en sti­gen­de ud­dan­nel­se og vel­stand.

Men det er svært at for­bed­re si­ne chan­cer, når sta­ti­stik­ken for­tæl­ler én, at kun 66 pct. af kvin­der­ne gen­nem­fø­rer de­res grund­sko­le, hvil­ket Ver­dens­ban­ken og­så kæ­der sam­men med tid­li­ge gravi­di­te­ter og æg­te­ska­ber.

Jeg kan be­ta­le din sko­le!

Da Fa­ri­dah var ni år gam­mel, kun­ne hen­des mor ik­ke læn­ge­re ud­hol­de de dag­li­ge tæv, som hen­des mand gav hen­de, så hun stak af og ef­ter­lod bør­ne­ne.

Fra den dag blev Fa­ri­dah, som var den æld­ste sø­ster, mor for fa­mi­li­en. Hun måt­te for­la­de sko­len, og som hun selv ud­tryk­ker det “ta­ge an­svar”.

Da hen­des sø­sken­de blev lidt æl­dre, genop­tog hun stu­di­er­ne, men da hun nå­e­de sy­ven­de klas­se, sag­de hen­des far, at hun ik­ke kun­ne fort­sæt­te, for­di han ik­ke kun­ne be­ta­le de 350 kr., som sko­len ko­ste­de hvert kvar­tal.

Fa­ri­dah måt­te ac­cep­te­re sit nye an­svar, ind­til hun igen fik mu­lig­he­den for at kom­me til­ba­ge i sko­len.

Det ske­te, da hun var ble­vet 13 år. Hen­des ve­nin­de for­tal­te, at hun hav­de en vok­sen sto­re­bror, som ger­ne vil­le be­ta­le for Fa­ri­da­hs sko­le­gang.

Og så­dan blev hun gravid med sit før­ste barn.

Af­ta­len be­tød nem­lig, at hun fik lov til at fort­sæt­te sin un­der­vis­ning, og han fik lov til at ha­ve sex med hen­de.

Må­ne­der­ne gik, og lil­le De­ni­se vok­se­de in­den i Fa­ri­dah, ind­til hun ik­ke læn­ge­re var at skju­le.

Nu skul­le de væ­re for­æl­dre.

Men li­ge så snart fa­de­ren fik be­sked om gravi­di­te­ten, ef­ter­lod han Fa­ri­dah ale­ne med an­sva­ret for de­res kom­men­de dat­ter, og hun blev for an­den gang af­brudt på sin vej igen­nem grund­sko­len.

For man­ge kvin­der i Ugan­da sker det sam­me. At dren­ge­ne ser de­res fy­si­ske og so­ci­a­le ver­den ud­vi­de sig, i takt med at de vok­ser op, og pi­ger­ne ser de­res fal­de sam­men un­der byr­den af hus­hold­ning og tid­ligt mo­der­skab.

Iføl­ge tal fra Ugan­das ud­dan­nel­se- og sport­s­mi­ni­ste­ri­um af­slut­ter 44 pct. af pi­ger­ne ik­ke grund­sko­len. Og af dem, der for­la­der sko­len, sva­rer hver fjer­de, at det skyl­des, at hun er ble­vet mor.

Og iføl­ge en rund­spør­ge, som Ver­dens­ban­ken har fo­re­ta­get, er 46,8 pct. af ugan­di­ske kvin­der mel­lem 18-49 år ble­vet mødre, in­den de er fyldt 18 år.

Alt det gjaldt nu og­så for Fa­ri­dah. Så hun stak af.

Flug­ten

Da De­ni­se, Fa­ri­da­hs dat­ter, var et år, kun­ne Fa­ri­dah ik­ke me­re. Den tid­li­ge gravi­di­tet og hen­des rol­le som en­lig mor hav­de gjort hen­de ud­stødt, og hun føl­te, at det lil­le spæd­barn hav­de øde­lagt hen­des liv.

Fa­ri­dah flyg­te­de til et na­bokvar­ter. In­de­brændt på man­den og sin dat­ter, og hun be- gynd­te at gå ud om af­te­nen.

Først få næt­ter om ugen – uden at drik­ke al­ko­hol. Men se­ne­re syv da­ge om ugen og med se­x­kø­be­re flak­ken­de om­kring sig, vif­ten­de med ugan­di­ske schil­lings, som hun var nødt til at ta­ge imod for at over­le­ve.

De­rin­de i nat­klub­ber­nes mør­ke fandt me­d­ar­bej­de­re fra den hu­ma­ni­tæ­re or­ga­ni­sa­tion Plan In­ter­na­tio­nal hen­de.

Ud af mør­ket

De mød­tes fle­re gan­ge, og hver gang for­tal­te de hen­de, at der var an­dre ve­je for hen­des liv.

Hun end­te med at til­slut­te sig pro­gram­met Sa­fer Ci­ties, som ar­bej­der for kvin­ders ret­tig­he­der i slu­m­om­rå­der ver­den over.

Det blev en åben­ba­ring for hen­de, da det gik op for hen­de, at det ik­ke var hen­des egen skyld, at hun var endt, hvor hun var. Og hun føl­te, at hun kun­ne hjæl­pe an­dre pi­ger med und­gå de ting, som hun selv har væ­ret igen­nem.

Lang­somt blev hun en af de le­den­de kræf­ter i Kawaa­la Sa­fer Ci­ties Club, som er en lil­le grup­pe på 32 pi­ger og 15 dren­ge. Her læ­rer pi­ger­ne om fore­byg­gel­se af vold og over­greb, og de for­sø­ger at be­skri­ve den un­der­tryk­kel­se, som de le­ver un­der, for de dren­ge, der måt­te lyt­te.

Sam­men har pi­ger­ne og­så bedt den lo­ka­le re­ge­ring om ga­de­lam­per, så de kan bli­ve set, når de går uden­for. De har bedt om at få gjort by­en re­ne­re og få ind­ført fle­re fri­tidsak­ti­vi­te­ter, der kan in­klu­de­re pi­ger­ne me­re i

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.