De fartblin­de

Kom­men­tar: Det er ik­ke så un­der­ligt, at mil­li­o­ner­ne kan for­svin­de, når mil­li­o­ner­ne kom­mer af sig selv.

Jyllands-Posten Søndag - - INDBLIK -

Gud el­sker en glad gi­ver, det var den ma­nen­de in­skrip­tion på blik­bøs­sen i den mis­sionsk ori­en­te­re­de kir­ke i Skjern, og der stod de vand­kæm­me­de dren­ge og pi­ger med de­res blan­ke to-ører og den lil­le ka­tekis­mus run­gen­de for ører­ne; pot­te­su­re var de, det var lom­me­pen­ge­ne, der røg, det var frel­se el­ler for­fald og pen­ge­ne ned i Ne­ger­bøs­sen, og li­det kun­ne de vi­de, hvor galt det var at kal­de blikdå­sen det. Det er ik­ke min hi­sto­rie, jeg har det fra min sa­lig fa­der, som vok­se­de op i tran­ge kår og hav­de et til­sva­ren­de for­hold til pen­ge og i øv­rigt til mad; in­gen kun­ne som han bli­ve glad for en kogt po­r­re. Han var en grun­dig og ef­ter­tænk­som mand, der var ik­ke no­get ha­stigt over ham på no­gen må­de. Al­drig. Jeg kan sta­dig se ham for mig, når han pak­ke­de bi­len til som­mer­fe­ri­en ved ha­vet, for­nem­mel­sen af dags­rej­se. Først langt se­ne­re i mit be­rej­ste vok­sen­liv har det slå­et mig, hvor kort vi egent­lig skul­le, men min far tog det al­vor­ligt. Han over­holdt fart­græn­sen til hver en tid. Det var ru­ti­ne, og han tog ru­ti­ner al­vor­ligt, selv hans for­ban­del­ser var ru­ti­ne; når vi pas­se­re­de et be­stemt punkt på ru­ten, hvor et klo­ster lå na­turs­kønt på fe­de jor­der, sag­de han al­tid: Ja, de vid­ste, hvad de gjor­de, mun­ke­ne. Han næ­re­de et in­dædt had til hel­lig­he­den og den selv­ret­fær­di­ge vel­stand. Han er død nu. Det er læn­ge si­den, og nøjsom­he­den dø­de med ham, den er helt af­skaf­fet, det er sik­kert og vist.

Jeg kom til at tæn­ke på det, da Dan­marks Ra­dio for­le­den gik i strej­ke. De har væ­ret igen­nem en fy­rings­run­de, og det er in­gen spøg, det ved man som an­sat i den svin­den­de pri­va­te del af me­di­e­bran­chen. Det ved man for re­sten og­så i No­vo og i Da­nish Crown, men det fyl­der jo ik­ke rig­tigt på sam­me må­de. Når en slag­te­ri­ar­bej­der bli­ver fy­ret i Nord­jyl­land, så er det en slag­te­ri­ar­bej­der, der bli­ver fy­ret i Nord­jyl­land, men hvis en jour­na­list bli­ver fy­ret i Dan­marks Ra­dio, så er det en na­tio­nal tra­ge­die, som da eng­læn­der­ne tog flå­den; det er ik­ke synd for jour­na­li­sten, det er synd for Dan­mark, må vi for­stå, og vi hu­sker den tid­li­ge­re nyheds­di­rek­tørs ord om, at DR sim­pelt­hen er li­ge­så es­sen­ti­el som de stats­fi­nan­si­e­re­de ho­spi­ta­ler. Når man næ­rer så hø­je tan­ker om sit eget vir­ke, skal man væ­re for­sig­tig med at gå i strej­ke, der kun­ne gå en prås op for folk; må­ske kan selv Dan­marks Ra­dio und­væ­res?? Det er en kæt­tersk tan­ke, den strej­fe­de mig im­mer­væk den af­ten, hvor der ik­ke var De­ad­li­ne. Som Ben­ny An­der­sen (æret væ­re hans min­de) sag­de om den in­tel­lek­tu­el­le (»Han drak en sym­fo­ni som vi an­dre drak kaf­fe - end­da uden at rø­re rundt«): »En ef­ter­mid­dag åd vi ham. Vi blev ik­ke klo­ge­re af det. Men vi sav­ne­de det hel­ler ik­ke si­den.« Jeg sav­ne­de ik­ke Dan­marks Ra­dio den af­ten, de strej­ke­de, og da De­ad­li­ne da­gen ef­ter vend­te til­ba­ge til den al­drig ful­dend­te snak om ven­stre­flø­jens in­ter­ne an­lig­gen­der (der bur­de ha­ve væ­ret løgtær­te; af den van­de­de, ble­ge, gu­le slags), blev jeg ær­ligt talt be­kræf­tet i, at en strej­ke i Dan­marks Ra­dio sva­rer til, at en dør­mand går strej­ke i New York.

Que fai­re? Ja, så må man selv åb­ne dø­ren, og som ko­mi­ke­ren Jer­ry Se­in­feld be­mær­ke­de det: Hvem bli­ver de næ­ste til at strej­ke? Den mær­ke­li­ge mand, der pud­ser din for­r­u­de med en be­skidt klud, når du hol­der for rødt?

De strej­ker ne­de på møl­len, men man skal tæn­ke sig om, før man strej­ker. Det gør de næp­pe i Dan­marks Ra­dio, hvor pen­ge­ne væl­ter ind, så­dan nær­mest af sig selv. Det gør de sta­dig, pen­ge­ne, og der er in­gen grund til at tro, at eta­ten har trans­por­te­ret sin sid­ste he­st over At­lan­ten, for det skal stærkt, når man be­dri­ver jour­na­li­stik i klas­se med hjer­tekirur­gi. Og stærkt går det på fi­nans­lo­ven med til­lig­gen­de akt­styk­ker og sær­be­vil­lin­ger. »Vi er fartblin­de,« sag­de den li­be­ra­le

Laura Lin­da­hl om de for­s­vund­ne mil­li­o­ner i So­ci­al­mi­ni­ste­ri­et, og det er et godt ud­tryk; fartblind­hed er, hvad der op­står i den me­gen om­gang med an­dre folk pen­ge, og det er jo ik­ke no­get til­fæl­de, at svind­len er op­stå­et

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.