»I mit in­dre sad en æl­dre her­re og ven­te­de på, at jeg skul­le få tid til at skri­ve hans hi­sto­rie … in­den han dø­de igen«

An­ne-cat­hri­ne Rieb­nitz­skys nye ro­man, ”Sma­rag­ds­li­be­ren”, hand­ler om ar­bejds­pas­sion, nær­døds­op­le­vel­ser og til­gi­vel­se.

Jyllands-Posten Søndag - - KULTUR WEEKEND - CECILIE FRØKJÆR kul­tur@jp.dk

Hvor­dan op­stod idéen til Sma­rag­ds­li­be­ren? »Den før­ste sæt­ning kom en dag, jeg stod i mit køk­ken. Sne­en væl­de­de ud af him­len, der var helt mørk af sne. Hvil­ket er lidt af et pa­ra­doks, når nu sne er hvid. Med den sæt­ning ”him­len er mørk af sne” vid­ste jeg, at en ny ro­man var på vej. Se­ne­re op­da­ge­de jeg i mit in­dre en æl­dre her­re, der sad i No­tre Da­me i Paris og ven­te­de på, at jeg skul­le få tid til at skri­ve hans hi­sto­rie … in­den han dø­de igen.«

Hvad har væ­ret det mest ud­for­dren­de ved at skri­ve den­ne bog?

»Re­sear­ch­de­len. Sær­skilt den del, der hand­ler om at sli­be ædel­sten. Det kræ­ve­de tid og re­search over­ho­ve­det at fin­de frem til den ty­ske lands­by Idar-ober­ste­in, hvor man sta­dig sli­ber nog­le af ver­dens fi­ne­ste ædel­sten … og hvor hand­lin­gen for en stor del der­for fo­re­går. Det mest kom­pli­ce­re­de var at få ad­gang til folk, der vil­le si­ge no­get om, hvor­dan man sli­ber, og vi­se mig, hvor­dan man gør. Den slags kan væ­re uover­sti­ge­ligt van­ske­ligt, når man hen­ven­der sig på mail – det er jo sto­re vær­di­er, det hand­ler om, og in­du­stri­spio­na­ge er ud­bredt. Jeg tror, at nog­le af de spørgs­mål, jeg stil­le­de, gjor­de det me­get åben­lyst, at jeg var me­re på jagt ef­ter en ho­ved­per­son og ved­kom­men­des egen­ska­ber, end jeg var på jagt ef­ter at kom­me i bok­sen og fyl­de lom­mer­ne.«

Du har valgt at til­eg­ne ro­ma­nen: “Til dem, der har el­ler har haft dø­den tæt på.” Hvor­for?

»I lø­bet af de to år, jeg har skre­vet bo­gen, har jeg haft to kræftram­te i fa­mi­li­en samt fle­re i nær om­gangskreds, der har væ­ret i me­re el­ler min­dre al­vor­li­ge tra­fi­kuheld. Og som al­le an­dre har jeg mi­stet folk, jeg har kendt og sat pris på. Sam­ti­dig gav en del af min re­search – nem­lig det spor, der hand­ler om nær­døds­op­le­vel­ser – an­led­ning til man­ge tan­ker. Som ud­sendt sol­dat var jeg i høj grad nødt til at for­hol­de mig til dø­den. Min egen og an­dres.« Hvad vil du ger­ne gi­ve di­ne læ­se­re med den? »Jeg tror, at der er trøst og ef­tertan­ke at hen­te i den­ne bog. Men ge­ne­relt må man si­ge, at jeg skri­ver moralsk op­byg­ge­ligt. Jeg ved, det er umo­der­ne. Jeg er li­geg­lad. Ver­den træn­ger.«

Det un­der­lig­ste sted, du har læst en bog? »Jeg har læst i ør­ke­nen i Af­g­ha­ni­stan, mens de go­de bri­ter la­ve­de te og spil­le­de bold. Jeg har læst i luft­hav­nen i Tyr­ki­et på vej til og fra kri­gen. På mas­se­vis af fly. På faldskærms­fly­ve­plad­ser når vej­ret var dår­ligt. På rul­le­trap­per­ne i Moskvas me­tro (for de er vir­ke­lig lan­ge, og de lo­ka­le gør det og­så). På Ga­la­pa­go­sø­er­ne – og der er el­lers nok at se på, men når so­len går ned, er der godt nok og­så mørkt.«

Hvil­ken bog har du grædt mest over?

»Jeg græd må­ske al­ler­mest over ”Min ven Fli­cka” af Mary O’ha­ra. Jeg hav­de li­ge lært at læ­se. Min mor måt­te sam­le mig op og få mig til at læ­se vi­de­re. Som ung vok­sen græd jeg over Jo­hn Ir­vings ”Æblemo­streg­le­men­tet.” Kha­led Hus­se­i­nis ”Dra­ge­lø­be­ren” trak og­så si­ne stri­ber på mi­ne kin­der.«

I lø­bet af de to år, jeg har skre­vet bo­gen, har jeg haft to kræftram­te i fa­mi­li­en samt fle­re i nær om­gangskreds, der har væ­ret i me­re el­ler min­dre al­vor­li­ge tra­fi­kuheld.

Hvor­dan har du det med hap­py en­dings?

»Det kom­mer no­get an på, hvor­dan man når frem til den lyk­ke­li­ge slut­ning. En lyk­ke­lig slut­ning, som kan for­ud­ses, er ut­ro­vær­dig og mi­ster sin klang. Ef­ter­hån­den er plot­stuk­tu­ren i Hol­lywood ble­vet så ske­ma­ti­se­ret, at man­ge film er ble­vet for­ud­si­ge­li­ge – i hvert fald for en for­fat­ter, der over­sku­er en ro­man i sit ho­ved. Og det ske­ma­ti­ske er jeg lodret imod. Men el­lers går jeg ind for lyk­ke­li­ge, op­løf­ten­de slut­nin­ger. Det gør ik­ke me­get godt for ens sind at læ­se dy­stre slut­nin­ger. Hvis man mi­ster hå­bet, så går ver­den un­der.«

I den­ne uge med­vir­ker

FO­TO: KIM HJERRILD

An­ne-cat­hri­ne Rieb­nitz­sky fik seks stjer­ner ud af seks for sin nye ro­man af Jyl­lands-po­stens an­mel­der Lars Ole Sau­er. »Det er en be­ret­ning, der hol­der sin læ­ser fast i en blan­ding af lit­terær ny­del­se og in­tel­lek­tu­el sti­mu­le­ring,« skri­ver han i sin an­mel­del­se af "Sma­rag­ds­li­be­ren".

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.