»Jeg har al­tid haft en fø­lel­se af, at der ik­ke var plads til mig«

Mu­si­ker og for­fat­ter Al­ber­te Win­ding skil­drer i erin­drings­bo­gen ”Ka­ste­vind” barn­dom­mens før­ste sø­de kys, ri­de­tu­re på alt for vil­de he­ste og det søn­der­knu­sen­de savn ef­ter en sjov og føl­som mor, der duf­te­de af sol og Earl Grey, men som op­gav li­vet, da Al­ber

Jyllands-Posten Søndag - - KULTUR -

Du be­skri­ver en dybblå fø­lel­se, som har fulgt dig – var den blan­det op af sor­gen over din mor, el­ler lå den i dig i for­vej­en?

»En ve­nin­de, som jeg har kendt og­så før min mors død, si­ger, at jeg al­tid har væ­ret me­get føl­som og me­get til ste­de, ef­ter­tænk­som og så plud­se­lig væk. Og at jeg sta­dig er så­dan. I man­ge år tro­e­de jeg, at det var en rast­løs­hed, som var ble­vet plan­tet i mig ef­ter Lulus død … Men vi er nok dem, vi er. Beg­ge mi­ne for­æl­dre var jo sen­si­ti­ve men­ne­sker, så det var mig li­ge­som gi­vet at tul­le rundt og væ­re skrub­føl­som. Men jeg tror, at det stof, som vi er gjort af, åb­ner sig og bli­ver ty­de­li­ge­re for ver­den, når man mi­ster, for­di man er i en slags chok. Jeg har øvet mig og op­ar­bej­det mi­ne gri­ne­fa­ca­der, men jeg har al­tid haft en fø­lel­se af, at der ik­ke var plads til mig.«

Hvor­dan hav­de du det med din far i de år? »Jeg føl­te mig el­sket af min far, men på en lidt di­stan­ce­ret må­de. Ti­den var ik­ke end­nu til den der far­kær­lig­hed,« for­tæl­ler Al­ber­te Win­ding, der kun­ne snak­ke om po­li­tik, re­li­gion og ar­bej­de med sin far, men som op igen­nem si­ne te­e­na­ge­år og­så hav­de brug for at få at vi­de, at hun var okay.

Sav­ne­de tryg­hed

Al­ber­te Win­ding be­skri­ver blandt an­det sig selv som »smad­deru­sik­ker« som barn og hu­sker, at hun så tin­ge­ne i et lidt for trist og angst­fuldt lys.

»Jeg var helt klart me­re uro­lig end mi­ne sø­stre, og jeg nød ik­ke det ro­ck’n’roll-ag­ti­ge liv, jeg hav­de. Selv om jeg og­så var et vildt barn, vil­le jeg ger­ne ha­ve, at der var rent og or­dent­ligt. Jeg hav­de brug for en helt ek­strem tryg­hed. Må­ske hav­de jeg den barn­dom, som jeg nu en­gang skul­le ha­ve. Det er bå­de be­fri­en­de og fryg­te­ligt at si­ge, for jeg vil­le ik­ke øn­ske det for no­get barn. Men re­trospek­tivt var det nok det liv, jeg skul­le ha­ve, med de ram­mer, som sim­pelt­hen var så frie, at det hal­ve kun­ne væ­re nok.«

Hvor­dan var li­vet, da I flyt­te­de til Ærø ef­ter din mors død?

»Min far og sted­mor brug­te enormt me­get ener­gi på at få det he­le til at fun­ge­re – bå­de fa­mi­li­en og de­res ar­bej­de og kunst­ne­ri­ske vir­ke. Men der var no­get med en hel bør­ne­kul­tur i Dan­mark, som de syn­tes skul­le et sted hen, men det var, som om der i vo­res hjem ik­ke var det over­skud til at gå ned i så­dan helt fi­ne de­tal­jer med, ”hvor er vo­res børn egent­lig hen­ne, hvad har de brug for fra os.” Gud ved, om he­le Dan­mark ik­ke var så­dan? Men på Ærø var der en for­stå­el­se af, at jeg var, som jeg var. Jeg var fra Kø­ben­havn og hav­de no­get lidt mær­ke­ligt tøj på, så jeg ad­skil­te mig al­li­ge­vel – og så fik jeg den sta­tus. Uden at jeg mær­ke­de det, var der nog­le ting, som jeg ik­ke skul­le le­ve op til, så­som at væ­re hård i fil­ten. Ef­ter tre år på Ærø be­gynd­te jeg at gå i sko­le på Ærø om som­me­ren og i Kø­ben­havn om vin­te­r­en. Så

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.