Hvad skal der ske med di­ne da­ta, når du dør?

Der er stær­ke øko­no­mi­ske in­ter­es­ser i, at du bli­ver ved med at ska­be ak­ti­vi­tet på net­tet, ef­ter at du er død. Det er en kræn­kel­se af din ret til en vær­dig død, me­ner for­sker.

Jyllands-Posten Søndag - - KULTUR - KAS­PER BAATRUP kul­tur@jp.dk

Bil­le­der fra en be­gra­vel­se med åben ki­ste end­te i 2016 på net­me­di­et Unilad.

Med en funk­tion i Snap­chat hav­de fo­to­gra­fen ud­skif­tet den af­dø­des an­sigt med sit eget. Li­get fik og­så på­ført hund­e­næ­se og -ører.

I lø­bet af to da­ge blev ar­tik­len delt 7.500 gan­ge. 46.000 læ­se­re hav­de sva­ret på ar­tik­lens spørgs­mål: »Hvor fuck­ed up er det her på en ska­la fra ét til helt fuck­ed?«

Den uvær­di­ge af­sked end­te an­gi­ve­ligt som en god ind­tægtskil­de for Unilad.

Carl Öh­man, lek­tor på Ox­ford In­ter­net In­sti­tu­te, fin­der det pro­ble­ma­tisk, at kom­merci­el­le ak­tø­rer nær­mest har uhin­dret ad­gang til vo­res di­gi­ta­le ef­ter­liv. Det skyl­des bl.a., at »af­dø­de ge­ne­relt har me­get lidt da­ta­be­skyt­tel­se«.

Mang­len­de re­gu­le­ring, et in­ter­net, som bug­ner med da­ta fra dø­de per­so­ner, og en over­flod af tek­no­lo­gi­ske mu­lig­he­der har få­et liv i en kom­merci­el in­du­stri af di­gi­ta­le be­de­mænd: Di­gi­tal Af­ter­li­fe In­du­s­try (DAI).

Selv om Unilad ik­ke til­hø­rer DAI, il­lu­stre­rer ek­semp­let de sty­ren­de me­ka­nis­mer bag in­du­stri­en, og hvor let de­res kom­merci­el­le fo­kus kan re­sul­te­re i over­træ­del­ser af den vær­dig­hed, du og jeg har krav på, selv når vi rent fy­sisk ik­ke er her me­re, me­ner Öh­man.

In­ter­net­bru­ge­re ser helst de­res da­ta va­re- ta­get af non-pro­fit-or­ga­ni­sa­tio­ner, vi­ser en un­der­sø­gel­se fra 2014. Af sam­me un­der­sø­gel­se frem­går det, at fler­tal­let helst vil ha­ve de­res di­gi­ta­le fod­spor slet­tet, når de dør. Beg­ge de­le sy­nes i skri­ven­de stund at væ­re ren øn­ske­tænk­ning.

»Hvor­dan man be­hand­ler dø­de men­ne­skers di­gi­ta­le levn, er et van­ske­ligt fi­lo­so­fisk spørgs­mål,« som Carl Öh­man for­mu­le­rer det.

I de tre år­ti­er, hvor vi for al­vor har ge­ne­re­ret di­gi­ta­le da­ta, er mæng­den af uaf­kla­re­de spørgs­mål ba­re ste­get. Morten Bangs­gaard, med­lem af Det Eti­ske Råd

Ud­for­drin­ger­ne ved Fa­ce­book

Mens vi ven­ter på svar, in­ten­si­ve­res DAI’S jagt på vo­res da­ta.

DAI ud­gø­res af et bredt spek­trum af virk­som­he­der – li­ge fra små app-ud­vik­le­re til tech-gi­gan­ter som Goog­le og Fa­ce­book.

»Men vi ser en ud­vik­ling, hvor Fa­ce­book til­eg­ner sig man­ge af de funk­tio­ner, som de små startups har in­tro­du­ce­ret. Så i det­te per­spek­tiv er Fa­ce­book uden tvivl in­du­stri­ens stør­ste spil­ler. På et tids­punkt vil al­le de­res 2,2 mia. bru­ge­re dø. Hvad skal der ske med de­res da­ta?« spør­ger han.

En løs­ning kun­ne væ­re at ind­heg­ne den di­gi­ta­le kir­ke­gård med et etisk re­gel­sæt. For­kla­ring føl­ger:

Før som­me­ren pu­bli­ce­re­de Carl Öh­man sam­men med fi­lo­so­fi­pro­fes­sor Luci­a­no Fl­o­ri­di en ar­ti­kel om det di­gi­ta­le ef­ter­liv i tids­skrif­tet Hu­man Na­tu­re Be­havi­or. I ar­tik­len frem­hæ­ver de det eti­ske ko­deks, mu­se­er ver­den over ar­bej­der ef­ter, som en mu­lig ret­tes­nor for, hvor­dan den bun­ke da­ta, vi ef­ter­la­der, når vi dør, skal va­re­ta­ges.

Mu­se­er med ar­kæ­o­lo­gi­ske ud­stil­lin­ger ar­bej­der bl.a. ud fra en re­gel om, at kom­merci­el­le in­ter­es­ser ik­ke må til­si­de­sæt­te respek­ten for det af­dø­de le­ge­me. Selv hvis Mo­es­gaard Mu­se­um skul­le få lyst til at gi­ve Grau­bal­le­man­den nis­se­hue på i et for­søg på at til­træk­ke fle­re be­ta­len­de gæ­ster frem mod jul, må det ik­ke. Man­den har krav på en vær­dig død.

»Det er og­så grun­den til, at han lig­ger i et rum for sig selv uden al­le mu­li­ge in­ter­ak­ti­ve ele­men­ter,« si­ger Mads Käh­ler Holst, di­rek­tør på Mo­es­gaard Mu­se­um.

»Hvis DAI så­vel som so­ci­a­le me­di­er kun­ne la­de sig in­spi­re­re af mu­se­er­nes eti­ske ko­deks, vil­le det væ­re et vig­tigt skridt fremad. Om ik­ke an­det vil­le det vi­se, at de ta­ger det se­ri­øst,« si­ger Carl Öh­man.

Sorg som for­ret­ning

I takt med at vo­res di­gi­ta­le og fy­si­ske ver­den smel­ter sam­men, bør vo­res di­gi­ta­le levn be­hand­les på sam­me må­de som vo­res fy­si­ske levn:

»Ul­ti­ma­tivt kan det ko­ges ned til et spørgs­mål om respekt og vær­dig­hed,« si­ger Öh­man.

»Di­ne da­ta er ik­ke, som din bil, no­get, du ejer. Det er me­re no­get, du er – det er en del af dig på sam­me må­de som din arm.«

Men hvor­dan be­hand­ler DAI så vo­res di­gi­ta­le levn i skri­ven­de stund?

Virk­som­he­der­ne til­by­der en ræk­ke for­skel­li­ge ydel­ser. Nog­le ta­ger sig af te­sta­men­te­ring. An­dre bru­ger avan­ce­ret tek­no­lo­gi til at gen­ska­be en di­gi­tal ver­sion af den af­dø­de, som kan kom­mu­ni­ke­re med de ef­ter­lad­te. Fa­ce­book hø­rer iføl­ge Öh­man til en for­gre­ning af DAI, som til­by­der en slags on­li­ne­min­de­tje­ne­ster.

For de ef­ter­lad­te kan ydel­ser­ne væ­re en

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.