Nyt boks­sæt vi­ser, hvor dybt David Bowie sank i 1980'er­ne

Selv om bok­sen "Loving the Ali­en 1983-1988" har fle­re ræds­ler, er der sta­dig en hel del at kom­me ef­ter for ik­ke mindst det bri­ti­ske mu­siki­kons fanska­re.

Jyllands-Posten Søndag - - KULTUR - DAVID BOWIE PE­TER SCHOLLERT pe­ter.schollert@jp.dk

POP/RO­CK

LOVING THE ALI­EN (1983-1988) WARNER MUSIC Det be­gynd­te el­lers så godt. Men si­den gik det helt galt med David Bowies mu­si­kal­ske out­put i lø­bet af 1980’er­ne, som det do­ku­men­te­res med den nye boks ”Loving the Ali­en (1983-1988)”. Og det er sta­dig ik­ke til at fat­te, at man­den bag evigt­gyl­di­ge ”Spa­ce Od­di­ty”, ”Li­fe on Mars?”, ”Star­man”, ”Di­a­mond Dogs”, ”Fa­me”, ”Yo­ung Ame­ri­cans”, ”So­und and Vi­sion” og ”Hero­es” kun­ne syn­ke så dybt rent kunst­ne­risk.

Det mest be­røm­te ek­sem­pel på de ræds­ler, som bri­ten ind­spil­le­de i 1980’er­ne, var duo­en ”Dan­cing in the Stre­et” med Sto­nes-stjer­nen Mi­ck Jag­ger. På sing­len for­søg­te de to bri­ter at ly­de løs­slup­ne og fri­gjor­te. Men vir­ke­lig­he­den var, at de over­gjor­de hver ene­ste to­ne, de hav­de i li­vet, den dag i ju­ni 1985, da de på få ti­mer i Ab­bey Ro­ad-stu­di­er­ne ind­spil­le­de num­me­ret, som op­rin­de­ligt var ble­vet et hit midt i 1960’er­ne ved hjælp af Martha and the Van­del­las.

David Bowie og Mi­ck Jag­gers mu­sik­vi­deo til san­gen, som skul­le væ­re et slagnum­mer til støt­te­kon­cer­ten Li­ve Aid, var om mu­ligt end­nu vær­re.

De to stjer­ner før­te sig frem i kik­se­de fri­su­rer og grimt løst­sid­den­de (og for Bowies ved­kom­men­de alt for stort) tøj, mens de på ek­sal­te­ret vis svin­ge­de med ar­me og ben, som om de for før­ste gang hav­de få­et for­æl­dre­nes til­la­del­se til en tur i by­en med be­sked om at væ­re hjem­me præ­cis kl. 23. Bowie var 38 år, Jag­ger 41 år.

Lød som en jo­ke

An­dre skræm­me­ek­semp­ler fra Bowies tvivls­om­me 1980’er-me­rit­ter er man­dens ea­sy li­ste­ning-ud­ga­ve af ”Vo­la­re”, det ita­li­en­ske bi­drag i 1958 til Eu­ro­vi­sion Song Con­test, og hans gum­pe­tun­ge croo­ner-ver­sion af The Beach Boys-klas­si­ke­ren ”God On­ly Knows”: Dyb El­vis-vo­kal, men og­så skrig og skrål og ke­de­li­ge stry­ge­re og blæ­se­re. Det ly­der som en jo­ke, men var ram­me al­vor på lp’en ”To­night”. Og hvis no­gen spurg­te den dag i 1984, da det al­bum ud­kom, var man i hvert fald ik­ke fan af David Bowie.

Den bri­ti­ske so­list tog el­lers hul på 1980’er­ne på bed­ste vis.

Han ud­send­te først kunst­styk­ket ”As­hes to As­hes” og si­den det her­ligt be­skid­te dan­se­num­mer ”Fas­hion”. Beg­ge san­ge var fra lp’en ”Scary Monsters (and Su­per Cre­eps)”, der ud­kom i 1980, og året ef­ter do­ku­men­te­re­des Bowies frugt­ba­re mø­de med lands­mæn­de­ne i Qu­e­en i skik­kel­se af ”Un­der Pres­su­re”.

Al­le de san­ge fandt man på sid­ste års om­fat­ten­de Bowie-boks­sæt, ”A New Ca­re­er in a New Town (1977–1982)”. Nu gæl­der det så bok­sen ”Loving the Ali­en (1983-1988)”, der by­der på en stri­be stu­di­e­pla­der, et par om­fangs­ri­ge li­ve­al­bum og pla­der med sing­leog re­mi­ks­ud­ga­ver af en lang ræk­ke num­re.

Den før­ste lp i bok­sen er den mest form­ful­dend­te, mest kend­te og klart bed­ste. Det dre­jer sig selv­føl­ge­lig om ”Let’s Dan­ce” fra 1983, der med af­stand er Bowies kom­merci­elt set stør­ste pla­de.

Med hits som ti­tel­san­gen, ”China Girl”, og ”Mo­dern Love”, der al­le lå på si­de 1, blev lp’en et hit i stør­ste­delen af ver­den. Og selv om lp’ens si­de 2 var me­re eks­pe­ri­men­te­ren­de, blev Bowie ved hjælp af ”Let’s Dan­ce” til en af ti­dens stør­ste sæl­ler­ter. Og så var det el­lers af sted på en ver­dens­tur­né, ”The Se­rious Moon­light Tour”, der brag­te bri­ten til en ræk­ke fod­bold­sta­dio­ner.

Jeg tog i ju­ni 1983 sam­men med en kam­me­rat en bus fra Kø­ben­havn til fod­bold­sta­dio­net Ul­le­vi i Göte­borg for at op­le­ve tur­néen, og det blev en over­væl­den­de op­le­vel­se: fa­sci­ne­ren­de og skræm­men­de på en gang.

Den­gang var sta­dionkon­cer­ter langt­fra hver­dagskost som nu, og vi to te­e­na­ge­re stod på græs­plæ­nen stort set uden mu­lig­hed for at be­væ- ge os, for­di der var st­u­vet ufat­te­ligt man­ge men­ne­sker sam­men.

På sce­nen be­væ­ge­de en blond Bowie sig rundt i pa­stel­far­vet jak­ke­sæt, mens han veks­le­de mel­lem si­ne helt nye hits og et godt ud­valg af num­re fra den fjer­ne­ste og me­re næ­re for­tid.

I den ak­tu­el­le boks er der hel­dig­vis en om­fat­ten­de li­ve­ind­spil­ning fra 1983, som do­ku­men­te­rer Bowies kon­certam­bi­tion den­gang om me­re end no­gen sin­de at op­sø­ge et gro­ovy og pop­pet ud­tryk. Og hvis der var koldt på top­pen, var det ik­ke no­get, Bowie gav ud­tryk for på ”The Se­rious Moon­light Tour”, der blev op­le­vet af fle­re end 2,5 mio. til­hø­re­re til sam­men­lagt næ­sten hund­re­de shows. Og tur­néen gik over i hi­sto­ri­en som den stør­ste i 1983.

Næ­sten alt gik galt

Hvad kun­ne her­ef­ter gå galt? Alt! Næ­sten.

I bok­sen fin­der man de to lp’er ”To­night” (med bl.a. den ba­na­le po­p­sang ”Loving the Ali­en”) og ”Ne­ver Let Me Down”, som skul­le byg­ge oven på suc­ce­sen med ”Let’s Dan­ce”. Sam­ti­dig er der en om­fat­ten­de li­ve­ind­spil­ning af ”The Glass Spi­der Tour”, der fo­re­gik i 1987, og mens Bowie som san­ger fik ros for sin præ­sta­tion, blev han kri­ti­se­ret for at ha­ve kre­e­ret et mon­ster af en tur­né, hvor kunst og vi­sion blev trængt i bag­grun­den af en grå­dig am­bi­tion om at le­ve­re et Xxl-show. Og selv om der ik­ke føl­ger le­ven­de bil­le­der med ”Glass Spi­der”-vi­ny­ler­ne i boks­sæt­tet, skin­ner stor­heds­v­an­vid­det ty­de­ligt igen­nem. Bowie skrå­ler løs i op­pu­ste­de ar­ran­ge­men­ter med mas­ser af gu­i­tar­lir og end­nu me­re synt­he­sizer­postyr.

Så­dan lød mas­ser af ro­ck den­gang. Men det er in­gen und­skyld­ning, når vi ta­ler om en af po­pu­lær­mu­sik­kens stær­ke­ste kunst­ne­re. Dét kom dog ik­ke til ud­tryk på tur­néen, da Bowie i alt for høj grad sat­se­de på halvslø­je san­ge fra ”To­night” og især ”Ne­ver Let Me Down”: ”Day-in Day-out”, ”Bang Bang”, ti­tel­san­gen, ”Ti­me Will Crawl”, ”Be­at of Your Drum”, ”New York’s In Love” og ”Zero­es”. Hvem sav­ner i dag de san­ge?

I bok­sen fin­der man al­li­ge­vel en 2018-ud­ga­ve af ”Ne­ver Let Me Down”, hvor der er in­te­gre­ret sprit­nye bi­drag fra for­skel­li­ge in­stru­men­ta­li­ster ind i de gam­le ind­spil­nin­ger. Og am­bi­tio­nen har ty­de­lig­vis væ­ret at skra­be 1980’er-fer­nis­sen – over­pro­duk­tio­nen – af lp’en væk og til­fø­je no­get pon­dus og lidt kunst­ne­risk drys i form af stry­ge­re og sæ­reg­ne Laurie An­der­sons vo­ka­le bi­drag på ”Shin­ing Star (Makin’ My Love)”.

Så hel­le­re ori­gi­na­len

For­sø­get på at gø­re en svag pla­de til et kunst­ne­risk styr­ket al­bum lyk­kes dog ik­ke. Det bli­ver i hvert fald ik­ke en lp, man kom­mer til at hi­ve ned fra hyl­den i ti­de og uti­de. Så hel­le­re lyt­te til ori­gi­na­len, da den på tro­vær­dig fa­con do­ku­men­te­rer, hvor svagt Bowie stod på et tids­punkt, da han blot var 40 år.

De re­ste­ren­de pla­der i bok­sen er op­sam­lin­ger og gan­ske un­der­hol­den­de. De er fyldt med dels de kom­pri­me­re­de sing­le­ver­sio­ner af hits som ”Let’s Dan­ce”, dels et skøn­somt ud­valg af re­mi­ks­ud­ga­ver, der blev kre­e­ret af for­skel­li­ge op­find­som­me sjæ­le, som i stor ud­stræk­ning må ha­ve få­et frit spil.

”Loving the Ali­en 19831988” er det fjer­de re­trospek­ti­ve Bowie-boks­sæt si­den 2015. Det er uden tvivl og­så den sva­ge­ste boks hidtil, når man læg­ger den på en kunst­ne­risk vægt.

Så hvis man ik­ke har in­ve­ste­ret i de tre før­ste ud­gi­vel­ser, er det nye sæt et for­kert sted at be­gyn­de. Har man til gen­gæld købt de tre før­ste og har råd til – og mod på – me­re, er det nye ud­spil værd at in­ve­ste­re i som en vig­tig brik i for­stå­el­sen af David Bowie. Og­så for­di hi­sto­ri­en om det bri­ti­ske ikon i 1980’er­ne ud over lp’er­ne bli­ver for­talt i form af en bog med mas­ser af spæn­den­de tekst og fo­tos af Bowie med fri­su­rer og i kostu­mer, man ik­ke kan la­de væ­re med at gri­ne ad. El­ler græ­de over.

Det er uden tvivl den sva­ge­ste boks hidtil, når man læg­ger den på en kunst­ne­risk vægt.

FO­TO: DENIS O'REGAN, THE DAVID BOWIE ARCHIVE

I lø­bet af 1980'er­ne fik David Bowie mas­ser af nye fans. Til gen­gæld hav­de gam­le fans svært ved at slu­ge man­ge af hans lp'er og sing­ler.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.