»Jeg har altid haft en følelse af, at der ikke var plads til mig«
Musiker og forfatter Alberte Winding skildrer i erindringsbogen ”Kastevind” barndommens første søde kys, rideture på alt for vilde heste og det sønderknusende savn efter en sjov og følsom mor, der duftede af sol og Earl Grey, men som opgav livet, da Alber
Du beskriver en dybblå følelse, som har fulgt dig – var den blandet op af sorgen over din mor, eller lå den i dig i forvejen?
»En veninde, som jeg har kendt også før min mors død, siger, at jeg altid har været meget følsom og meget til stede, eftertænksom og så pludselig væk. Og at jeg stadig er sådan. I mange år troede jeg, at det var en rastløshed, som var blevet plantet i mig efter Lulus død … Men vi er nok dem, vi er. Begge mine forældre var jo sensitive mennesker, så det var mig ligesom givet at tulle rundt og være skrubfølsom. Men jeg tror, at det stof, som vi er gjort af, åbner sig og bliver tydeligere for verden, når man mister, fordi man er i en slags chok. Jeg har øvet mig og oparbejdet mine grinefacader, men jeg har altid haft en følelse af, at der ikke var plads til mig.«
Hvordan havde du det med din far i de år? »Jeg følte mig elsket af min far, men på en lidt distanceret måde. Tiden var ikke endnu til den der farkærlighed,« fortæller Alberte Winding, der kunne snakke om politik, religion og arbejde med sin far, men som op igennem sine teenageår også havde brug for at få at vide, at hun var okay.
Savnede tryghed
Alberte Winding beskriver blandt andet sig selv som »smadderusikker« som barn og husker, at hun så tingene i et lidt for trist og angstfuldt lys.
»Jeg var helt klart mere urolig end mine søstre, og jeg nød ikke det rock’n’roll-agtige liv, jeg havde. Selv om jeg også var et vildt barn, ville jeg gerne have, at der var rent og ordentligt. Jeg havde brug for en helt ekstrem tryghed. Måske havde jeg den barndom, som jeg nu engang skulle have. Det er både befriende og frygteligt at sige, for jeg ville ikke ønske det for noget barn. Men retrospektivt var det nok det liv, jeg skulle have, med de rammer, som simpelthen var så frie, at det halve kunne være nok.«
Hvordan var livet, da I flyttede til Ærø efter din mors død?
»Min far og stedmor brugte enormt meget energi på at få det hele til at fungere – både familien og deres arbejde og kunstneriske virke. Men der var noget med en hel børnekultur i Danmark, som de syntes skulle et sted hen, men det var, som om der i vores hjem ikke var det overskud til at gå ned i sådan helt fine detaljer med, ”hvor er vores børn egentlig henne, hvad har de brug for fra os.” Gud ved, om hele Danmark ikke var sådan? Men på Ærø var der en forståelse af, at jeg var, som jeg var. Jeg var fra København og havde noget lidt mærkeligt tøj på, så jeg adskilte mig alligevel – og så fik jeg den status. Uden at jeg mærkede det, var der nogle ting, som jeg ikke skulle leve op til, såsom at være hård i filten. Efter tre år på Ærø begyndte jeg at gå i skole på Ærø om sommeren og i København om vinteren. Så