Hvad skal der ske med dine data, når du dør?
Der er stærke økonomiske interesser i, at du bliver ved med at skabe aktivitet på nettet, efter at du er død. Det er en krænkelse af din ret til en værdig død, mener forsker.
Billeder fra en begravelse med åben kiste endte i 2016 på netmediet Unilad.
Med en funktion i Snapchat havde fotografen udskiftet den afdødes ansigt med sit eget. Liget fik også påført hundenæse og -ører.
I løbet af to dage blev artiklen delt 7.500 gange. 46.000 læsere havde svaret på artiklens spørgsmål: »Hvor fucked up er det her på en skala fra ét til helt fucked?«
Den uværdige afsked endte angiveligt som en god indtægtskilde for Unilad.
Carl Öhman, lektor på Oxford Internet Institute, finder det problematisk, at kommercielle aktører nærmest har uhindret adgang til vores digitale efterliv. Det skyldes bl.a., at »afdøde generelt har meget lidt databeskyttelse«.
Manglende regulering, et internet, som bugner med data fra døde personer, og en overflod af teknologiske muligheder har fået liv i en kommerciel industri af digitale bedemænd: Digital Afterlife Industry (DAI).
Selv om Unilad ikke tilhører DAI, illustrerer eksemplet de styrende mekanismer bag industrien, og hvor let deres kommercielle fokus kan resultere i overtrædelser af den værdighed, du og jeg har krav på, selv når vi rent fysisk ikke er her mere, mener Öhman.
Internetbrugere ser helst deres data vare- taget af non-profit-organisationer, viser en undersøgelse fra 2014. Af samme undersøgelse fremgår det, at flertallet helst vil have deres digitale fodspor slettet, når de dør. Begge dele synes i skrivende stund at være ren ønsketænkning.
»Hvordan man behandler døde menneskers digitale levn, er et vanskeligt filosofisk spørgsmål,« som Carl Öhman formulerer det.
I de tre årtier, hvor vi for alvor har genereret digitale data, er mængden af uafklarede spørgsmål bare steget. Morten Bangsgaard, medlem af Det Etiske Råd
Udfordringerne ved Facebook
Mens vi venter på svar, intensiveres DAI’S jagt på vores data.
DAI udgøres af et bredt spektrum af virksomheder – lige fra små app-udviklere til tech-giganter som Google og Facebook.
»Men vi ser en udvikling, hvor Facebook tilegner sig mange af de funktioner, som de små startups har introduceret. Så i dette perspektiv er Facebook uden tvivl industriens største spiller. På et tidspunkt vil alle deres 2,2 mia. brugere dø. Hvad skal der ske med deres data?« spørger han.
En løsning kunne være at indhegne den digitale kirkegård med et etisk regelsæt. Forklaring følger:
Før sommeren publicerede Carl Öhman sammen med filosofiprofessor Luciano Floridi en artikel om det digitale efterliv i tidsskriftet Human Nature Behavior. I artiklen fremhæver de det etiske kodeks, museer verden over arbejder efter, som en mulig rettesnor for, hvordan den bunke data, vi efterlader, når vi dør, skal varetages.
Museer med arkæologiske udstillinger arbejder bl.a. ud fra en regel om, at kommercielle interesser ikke må tilsidesætte respekten for det afdøde legeme. Selv hvis Moesgaard Museum skulle få lyst til at give Grauballemanden nissehue på i et forsøg på at tiltrække flere betalende gæster frem mod jul, må det ikke. Manden har krav på en værdig død.
»Det er også grunden til, at han ligger i et rum for sig selv uden alle mulige interaktive elementer,« siger Mads Kähler Holst, direktør på Moesgaard Museum.
»Hvis DAI såvel som sociale medier kunne lade sig inspirere af museernes etiske kodeks, ville det være et vigtigt skridt fremad. Om ikke andet ville det vise, at de tager det seriøst,« siger Carl Öhman.
Sorg som forretning
I takt med at vores digitale og fysiske verden smelter sammen, bør vores digitale levn behandles på samme måde som vores fysiske levn:
»Ultimativt kan det koges ned til et spørgsmål om respekt og værdighed,« siger Öhman.
»Dine data er ikke, som din bil, noget, du ejer. Det er mere noget, du er – det er en del af dig på samme måde som din arm.«
Men hvordan behandler DAI så vores digitale levn i skrivende stund?
Virksomhederne tilbyder en række forskellige ydelser. Nogle tager sig af testamentering. Andre bruger avanceret teknologi til at genskabe en digital version af den afdøde, som kan kommunikere med de efterladte. Facebook hører ifølge Öhman til en forgrening af DAI, som tilbyder en slags onlinemindetjenester.
For de efterladte kan ydelserne være en