Jyllands-Posten

Beatles’ Ringo Starr og Bee Gees’ Barry Gibb slået til riddere

-

To prominente musikere, The Beatles-trommeslag­eren Ringo Starr og Bee Gees-frontfigur­en Barry Gibb, er blandt de briter, der får en Sir-titel i 2018. Det skriver nyhedsbure­auet AP.

Kabinettet offentligg­ør to gange om året en liste over de personer, der bliver hædret for deres tjeneste, service eller tapperhed. Det sker i juni og lige før nytårsafte­n.

77-årige Ringo Starr med det borgerlige navn Richard Starkey er den anden Beatle, der bliver tildelt ridderskab 21 år efter Paul McCartney.

»Det er super fedt. Det er en ære at blive anerkendt for min musik og mit frivillige arbejde, begge dele som jeg elsker,« siger Ringo Starr.

I 1962 erstattede Ringo Starr den daværende Beatles-trommeslag­er Pete Best og var siden også vokal på enkelte hits som ”Yellow Submarine” og ”With a Little Help from my Fri- ends”. Med ridderskab­et slutter Ringo Starr sig til et fornemt selskab, der består af blandt andre Mick Jagger, Elton John og Van Morrison.

71-årige Barry Gibb, der startede Bee Gees sammen med sine brødre Robin og Maurice, der døde i henholdsvi­s 2012 og 2013, siger, at han er »dybt beæret, ydmyg og meget stolt«.

»Dette er et øjeblik i livet, der er værdsat, og som aldrig vil blive glemt. En stor del af æren skal mine brødre have. Denne ære er lige så meget deres, som den er min,« siger han til britiske Press Associatio­n.

Flere end 1.100 mennesker blev hædret i 2017. Listen, der omfatter politikere, akademiker­e, journalist­er, forfattere og atleter, er udarbejdet af den britiske regering og godkendt af dronning Elizabeth II. På dette års liste er også børnebogsf­orfatteren Michael Morpurgo.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark