Sydeuropas unge svigtes – igen

Når politikere ikke tør, magter eller gider tage hånd om samfundets problemer, går det ofte hårdest ud over den unge generation, der endnu ikke har fået foden indenfor. De, der skal baere fremtiden, er de første, der maerker konsekvenserne, når deres politiske ledere ikke lever op til forpligtelsen til at vise rettidig omhu for de samfund, som de er betroet at stå i spidsen for.

Sådan er udsigterne nu desvaerre igen for Sydeuropas unge, som kan se frem til for anden gang på kun 10 år at stå uden uddannelse, uden job, uden perspektiv. Først slog finanskrisen en generation ud af kurs. Nu truer coronakrisen med at gøre det igen. De unges personlige drømme og forhåbninger for fremtiden taler vi slet ikke om. I mange tilfaelde handler det om simpel overlevelse.

Det er ubaerligt at taenke på, men står også som en falliterklaering for endnu en generation af politikere i lande som Italien, Graekenland, Spanien og Frankrig. Deres politiske svigt sender nu igen en generation af unge ud på sidelinjen med meget håndgribelige, negative konsekvenser. Svigtet består i, at de sydeuropaeiske lande ikke har benyttet årene efter finanskrisen til at få trimmet deres samfund til en ny tid og dens nye krav, sådan som det er sket i de fleste nordeuropaeiske lande. Urealistisk store offentlige udgifter og en voldsom gaeldsaetning er møllesten om benene på de sydeuropaeiske lande, der traekker dem ind i en nedadgående spiral, og som bliver ekstra tydelige i krisetider som nu igen.

Politikerne i Sydeuropa er veget tilbage for de hårde beslutninger, som deres nordeuropaeiske kolleger har eksekveret. Herhjemme kender vi det fra de omfattende reformprogrammer, som blev gennemført under Helle ThorningSchmidt og Lars Løkke Rasmussen. En del gjorde ondt på mange, men det viste sig at vaere rigtigt taenkt og udført.

Når Danmark står så staerkt i dag, skyldes det ikke mindst denne fremsynethed – som til gengaeld har vaeret helt fravaerende i sydeuropaeiske lande. Disse undladelsessynder har vel at maerke ikke noget med coronakrisen i sig selv at gøre. Den gør naturligvis ondt vaerre, og det er også rigtigt, at de sydeuropaeiske lande er mere afhaengige af turismen end Nordeuropa. Men det er de manglende reformer, der gør Sydeuropa ekstra sårbart, og nu igen rammer de unge.

Praesident Macron i Frankrig er et sørgeligt eksempel. Han blev valgt med brask og bram på en omfattende reformdagsorden, men har vist sig at have det meste i munden. Han lod sig i hvert fald omgående kue af de gule veste, der har forsvaret selv de mest groteske velerhvervede rettigheder og bl.a. sikret, at en fransk togkonduktør stadig kan gå på pension 15 år før sin danske kollega. Det hedder gerne, at politikere taenker på naeste valg, mens statsmaend og -kvinder taenker på naeste generation. Nådesløst bliver denne forskel udstillet i disse år i mange sydeuropaeiske lande.

Svigtet traekker lange spor ind i den aktuelle debat om det kommende EU-budget og de enorme corona-hjaelpepakker. Sydeuropa er hårdest ramt af pandemien og skal have al den hjaelp i den anledning, som et solidarisk faellesskab som EU garanterer. Men det vil vaere direkte modproduktivt, hvis hårdt tiltraengte reformer i Sydeuropa kan aflyses, fordi pengene begynder at flyde fra Bruxelles.

En generation af unge i Sydeuropa kigger med fra sidelinjen. Det er ikke mindst dem, det handler om. De skal have en chance, naturligvis. Den får de kun, hvis deres politikere viser sig deres ansvar voksent.