Mu­sik­ken og det be­tænd­te hos Mann

Dansk eks­pert gi­ver ind­sigts­fuld, men let­læst gen­nem­gang af den ty­ske no­bel­pris­ta­ger Tho­mas Manns kom­plek­se for­hold til sin ho­mo­seksu­a­li­tet og det tysk-na­tio­na­le – med Wag­ners mu­sik som nøg­le.

Politiken - - BØGER - Tho­mas.mi­chel­sen@pol.dk

reuth, kan han ik­ke få sig selv til at sluk­ke for ra­dio­en. Hel­ler ik­ke selv om han er sig pi­n­ag­tigt be­vidst, at Hit­ler sid­der på før­ste par­ket der­ne­de ved Wag­ner­fest­spil­le­ne og lyt­ter med – og at dik­ta­to­rens valg af net­op ’Lo­hen­grin’ som åb­nings­fo­re­stil­ling har alt at gø­re med, at dens hand­ling set gen­nem en na­tio­nalso­ci­a­li­stisk op­tik om­fav­ner drøm­men om et tysk, na­zi­stisk tu­sindårs­ri­ge.

Tho­mas Mann er flov over det. Men han el­sker mu­sik­ken for højt til at sluk­ke, og at det er Wag­ner­eks­per­ten Wil­helm Furtwäng­ler, der di­ri­ge­rer, for­ø­ger kun blan­din­gen af ny­del­se og skam. Fra sin lyt­tepo­si­tion uden for Tys­kland er na­zik­ri­ti­ke­ren Mann ab­so­lut op­mærk­som på, at Furtwäng­ler stil­ler Hit­ler til­freds ved at di­ri­ge­re den­ne mu­sik. Men Furtwäng­lers tag på Wag­ner er sim­pelt­hen for vi­dun­der­ligt til, at Mann kan sluk­ke for ap­pa­ra­tet.

Man kan glem­me alt om Vi­scon­tis be­røm­te fil­ma­ti­se­ring af ’Dø­den i Ve­ne­dig’ med Ma­h­lers smæg­ten­de adagiet­to­sats som so­und­tra­ck. Det var Wag­ner, Tho­mas Mann sat­te i høj­sæ­det, og man skal ik­ke læ­se me­get Mann, før man op­da­ger hans Wag­ner­pas­sion. Be­rø­rings­fla­der­ne mel­lem Manns tek­ster og Wag­ners mu­sikdra­ma­er kan af­læ­ses di­rek­te i tit­ler­ne på novel­ler­ne ’Tri­stan’ og ’Vøls­un­ge­blod’, men Wag­ner­på­virk­nin­gen i for­fat­ter­ska­bet er langt me­re ud­bredt.

Tho­mas Mann var split­tet mel­lem sin ho­mo­seksu­a­li­tet og det valg, han tog om at gif­te sig he­te­ro­seksu­elt og stif­te fa­mi­lie. I øv­rigt med en jø­disk hu­stru, hvil­ket sam­men med Manns of­fent­li­ge for­svar for jø­de­r­ne kom til at be­ty­de, at fa­mi­li­en måt­te for­la­de Tys­kland, da na­zi­ster­ne kom til mag­ten.

Men for­fat­te­ren var li­ge så split­tet, når det gjaldt Wag­ners mu­sik. »Jeg fin­der, at man kan el­ske, be­un­dre og sam­ti­dig tviv­le«, skri­ver han, og net­op Tho­mas Manns dy­be, fler­la­ge­de for­hold til Wag­ner af­dæk­kes om­hyg­ge­ligt i den­ne nye bog, hvor Mann-eks­per­ten Ni­els Bil­le Han­sen do­ku­men­te­rer, at Wag­ner og det ho­mo­ero­ti­ske for Tho­mas Mann hang in­timt sam­men. AT TEMATIKKENy­der­me­re ind­be­fat­ter det tysk­na­tio­na­le, som i Manns le­ve­tid drev Tys­kland ud i An­den Ver­denskrig, gør for al­vor det he­le be­tændt.

Et sted i si­ne dag­bø­ger re­gi­stre­rer ’Bud­den­brooks’s for­fat­ter det, han selv kal­der sin »for­fær­de­li­ge fø­lel­se« af, »hvor me­get den­ne som ka­rak­ter af­sky­e­li­ge små­bor­ger for­ud­gri­ber na­tio­nalso­ci­a­lis­men«. Her er det Wag­ner, Mann hen­ty­der til. Men og­så an­dre kom­po­ni­ster fra det tysk­spro­ge­de om­rå­de var af­gø­ren­de for Tho- mas Mann, der var født i 1875, 8 år in­den Wag­ners død.

Te­ma­et for den nye dan­ske bog om ’Tho­mas Mann og mu­sik­ken’ for­gre­ner sig så­le­des ik­ke ba­re igen­nem Manns bi­o­gra­fi og hans værk som blodå­rer­ne gen­nem en krop.

Det stik­ker og­så li­ge så dybt som rød­der­ne af det lin­de­træ i Schu­berts lied ’Der Lin­den­baum’, den pen­sio­ne­re­de lek­tor Ni­els Bil­le Han­sen iden­ti­fi­ce­rer som sel­ve det mann’ske grund­sym­bol for tysk­hed, for tysk ro­man­tik og for na­tio­nalso­ci­a­lis­men, der væl­te­de Tho­mas Manns ver­den og tvang ham i ek­sil ved na­zi­ster­nes mag­tover­ta­gel­se i 1933.

Na­zis­men hav­de sin rod i den ty­ske ro­man­tik på sam­me må­de som lin­de­træ­et i den ty­ske jord, men­te Mann, der ved si­den af Wag­ner i be­gyn­del­sen hav­de sat pris på na­zi­med­lø­be­ren Hans Pfitz­ners mu­sik.

Men Wag­ners mu­sikdra­ma­er er nøg­len, der kan åb­ne for den ty­ske for­fat­ter­kæm­pes lit­teræ­re værk og for en vig­tig del af hans bi­o­gra­fi. Den 25-åri­ges gen­nem­brud­s­værk, ’Bud­den­brooks’, min­der med sit be­ty­de­li­ge om­fang om Wag­ners ’Ni­be­lun­gens ring’, og Ni­els Bil­le Han­sen re­de­gør for de­tal­je­re­de pa­ral­lel­ler mel­lem de to ri­va­li­se­ren­de fa­mi­li­er i Manns ro­man og gu­der­nes og dvær­ge­nes ri­va­li­se­ren­de slæg­ter i ’Rin­gen’, der og­så på det struk­tu­rel­le plan op­vi­ser pa­ral­lel­ler i for­hold til slægts­ro­ma­nen, som sik­re­de Tho­mas Mann No­bel­pri­sen i 1929. OG­SÅ WAG­NERS be­røm­te le­de­mo­tiv­tek­nik gen­fin­der Han­sen hos Mann, og ek­semp­ler­ne på ci­ta­ter fra for ek­sem­pel ’Tri­stan og Isol­de’ er man­ge og si­gen­de.

Tho­mas Manns tek­ster er sim­pelt­hen gen­nem­sy­ret af mu­sik på al­le ni­veau­er, og Ni­els Bil­le Han­sen har ind­sig­ten og over­blik­ket til at vi­se det. Hans grun­di­ge gen­nem­gang af ’Dok­tor Faustus’ fyl­der de 100 af bo­gens i alt knap 300 si­ders brød­tekst. Selv­føl­ge­lig. For ’Dok­tor Faustus’ er Manns sto­re mu­sikro­man, hvor kunst og syg­dom knyt­tes sam­men, på sam­me må­de som den fausti­ske ho­ved­per­sons liv og Tys­klands skæb­ne gør det. Li­ge­som ’Bud­den­brooks’ vok­se­de ’Faustus’ i om­fang mel­lem Manns hæn­der – på sam­me må­de som ’Ni­be­lun­gens ring’ vok­se­de mel­lem Wag­ners – mens han ar­bej­de­de med stof­fet, og ro­ma­nens djæv­le­for­skrev­ne ho­ved­per­son, kom­po­ni­sten Adri­an Le­ver­kühn, præ­sen­te­res net­op som vok­set op un­der lin­de­træ­et fra Schu­berts lied. Med al den be­tænd­te ty­ske sym­bo­lik, det rum­mer.

Ek­semp­ler­ne i Ni­els Bil­le Han­sens bog er for man­ge til, at man kan gå i de­tal­jer med dem, for for­fat­te­ren kan bå­de sin Mann og sin Wag­ner. Idet han nær­mest si­de for si­de hjæl­per læ­se­ren gen­nem et for­fat­ter­skab, han kan i søv­ne, vi­ser han, hvor­dan Tho­mas Mann par­af­ra­se­rer de wag­ner­ske ope­ra­er i si­ne tek­ster. »Mu­sik­ken har al­tid vir­ket stærkt stil­dan­nen­de på mit ar­bej­de«, skri­ver Mann i 1939 om den kun­start, som han »med ui­gen­gældt kær­lig­hed i hjer­tet lø­ber ef­ter«, og Ni­els Bil­le Han­sen kan op­ly­se, at man i gen­nem­snit fin­der en pas­sa­ge om mu­sik på hver tred­je si­de i Manns dag­bø­ger.

’Tho­mas Mann og mu­sik­ken’ gi­ver ind­blik i alt, man skal vi­de om Manns for­hold til Wag­ner og mu­sik­ken i det he­le ta­get: Nietzs­ches Wag­n­er­kri­tik, der for Tho­mas Mann er det pris­me, hvori­gen­nem man er nødt til at be­trag­te kom­po­ni­sten, Scho­pen­hau­ers tan­ker, der er så vig­ti­ge for for­stå­el­sen af mu­sik­ken og for Tho­mas Manns sto­re ro­man ’Trold­doms­b­jer­get’, Manns egen op­le­vel­se af sig selv som en slags skri­ven­de kom­po­nist og den »en­tu­si­a­sti­ske am­bi­va­lens«, han iden­ti­fi­ce­re­de i sit for­hold til Wag­ner.

Ni­els Bil­le Han­sen har over­blik over det he­le, og det er im­po­ne­ren­de, at det har kun­net klem­mes sam­men i en bog på blot cir­ka 300 si­der. En bog, der let la­der sig læ­se af al­le med in­ter­es­se for Wag­ners mu­sik og for Manns for­fat­ter­skab, og som ik­ke kan und­gå at gø­re no­gen læ­ser klo­ge­re på beg­ge de­le.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.