An­den halv­leg: Kro­ko­di­l­letå­rer sav­nes

Sta­fet­ten skal gi­ves vi­de­re, na­e­ste ge­ne­ra­tion ta­ger over. Men der­for kun­ne man må­ske godt li­ge vi­se lidt kla­e­de­lig be­drø­vel­se.

Politiken - - TEMA - KLUMME PER MUNCH per.munch@pol.dk

Det var vo­res sid­ste ski­fe­rie uden børn. Jeg hav­de fun­det den fe­mar­me­de bron­ze­ly­ses­ta­ge hos en fin lil­le an­tik­hand­ler ved Run­detårn som en ju­le­ga­ve til min ko­ne.

Vi stod på ski i Den Hvi­de Skov, Risoul, i den syd­li­ge del af de fran­ske al­per. Sam­men med hver vo­res lil­le­bror.

Det blev ju­le­af­ten. Med pa­ent tøj. Vi sad der som voks­ne men­ne­sker. Og der var ik­ke et barn i na­er­he­den til at lar­me og gri­se.

Jeg kan ik­ke la­en­ge­re hu­ske, om min hu­stru blev li­ge så be­gej­stret for ly­ses­ta­gen, som jeg var for at gi­ve den. Men for mig er det en slags to­tem­pa­el, der sta­dig står pro­mi­nent i vo­res stue og min­der mig om, at der var en­gang. Før børn.

En tid, hvor må­l­ti­det blev ind­ta­get ci­vi­li­se­ret, med små nik, når en ny vin med an­dagt skul­le prø­ves.

I dag har vi fi­re voks­ne, der sad ved bor­det den af­ten for snart 20 år si­den i Risoul, sam­men­lagt syv børn. Når jeg kig­ger på bron­ze­ly­ses­ta­gen, er det det, jeg ser. Ti­den, der er gå­et. Og re­a­li­te­ter­ne, der slår. »Jeg skal på gym­na­sieski­tu­ren!« Selv­føl­ge­lig un­der jeg min livs­du­e­li­ge 18-åri­ge dat­ter, at hun for en gangs skyld skal slip­pe for at ha­ve si­ne fora­el­dre med på uge 7-ski­fe­ri­en, som vi el­lers har holdt med en grup­pe ja­ev­nal­dren­de børn og voks­ne si­den 1. klas­se. Selv­føl­ge­lig skal hun nå at prø­ve en le­gen­da­risk gym­na­sieski­fe­rie, mens hun går i 3.g, og jeg er vel ba­re tak­nem­me­lig for, at vi fik al­le de år.

Men der var al­li­ge­vel to ting, der sved. Dels at hun var så be­gej­stret for si­ne nye ski­ven­ner, at hun ik­ke kun­ne ven­te, til hun kom hjem fra sit job i Kød­by­en, men ba­re måt­te med­dele de fan­ta­sti­ske nyhe­der over Mes­sen­ger. Dels at hun skal til Risoul. Det sted, som var før al­ting. Og som nu alt­så skal fort­sa­et­te ef­ter al­ting. På en ny må­de.

Men jeg nå­e­de fak­tisk ik­ke at ta­er­ske ret me­get lang­halm på de dy­be tan­ker, før min ko­ne og jeg skul­le til Sam­sø med ka­jak­klub­ben. Her så vi en sa­el og fle­re mar­svin ved nor­dø­en.

Det lil­le run­de nys­ger­ri­ge bru­ne ho­ved, der kig­ge­de op. De adra­et­te mar­svin, to og to, der bug­ter sig op over van­d­over­fla­den og ned igen. Det va­ek­ke­de min­der om, hvad man kan op­le­ve som fora­el­dre, når bar­net ryster et ryt­mea­eg sa­er­lig ryt­misk.

Da vi vend­te til­ba­ge til Kø­ben­havn søn­dag af­ten, prø­ve­de vi at plan­la­eg­ge af­tens­mad for de na­e­ste par da­ge for vo­res 16-åri­ge søn, der uden at vir­ke spe­ci­elt tyn­get af savn hav­de be­nyt­tet om­sorgs­svig­tet til at hol­de fest for sin nye 1.g-klas­se.

Det vi­ste sig, at han vil­le kom­me til at va­e­re hjem­me ale­ne fle­re af da­ge­ne. Må­ske skul­le vi kø­be no­get pul­led po­rk, som du kan la­ve selv?

Lidt se­ne­re kom dat­te­ren hjem fra Kød­by­en, og jeg sag­de god­nat, og hvor­når skal du op? Hun skul­le åben­bart på stu­di­e­tur i Pisa klok­ken 3 sam­me mor­gen. Hel­dig­vis hav­de jeg nog­le eu­ro på la­ger.

Må­ske er jeg en rav­ne­far. En egoist for­kla­edt som vok­sen. Og selv­føl­ge­lig er det et sund­heds­tegn, at un­ger­ne selv kan fin­de vej, mens vi an­dre hyg­ger med ka­jak.

Det sa­e­re er ba­re, at vi sta­dig har den der ly­ses­ta­ge. Som et fy­sisk be­vis på, at det alt sam­men har va­e­ret li­ge så vig­tigt og so­lidt som sel­ve bron­zen. Der var et før, et nu og må­ske et en­gang. Hvor jeg lidt end­nu kan få lov at ta­en­de ly­se­ne (som nu er af pla­stik og med LED-pa­e­rer, for det an­det er no­get mil­jøsvi­ne­ri, si­ger ka­jak­ko­nen).

Det kan bli­ve småt for en­hver.

MINDEVAERDIG. Liv og år for­går, men ly­ses­ta­ger be­står. Fo­to: Lou­i­se Her­r­che Serup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.