I dag er vi­den og suc­ces no­get, po­li­ti­ke­re put­ter med. Man skal ik­ke tro, man er no­get!

Det er ik­ke så ma­er­ke­ligt, hvis det nor­ske Ar­bei­ter­par­tis le­der, Jo­nas Ga­hr Stø­re, i dag for­ban­der sin fa­ed­re­ne arv.

Politiken - - DEBAT - SIGTEKORNET NOA REDINGTON

Det bed­ste råd, man kan gi­ve en aspi­re­ren­de po­li­ti­ker, er at la­de sig fø­de i den rig­ti­ge fa­mi­lie. Her ta­en­ker jeg ik­ke på en røv­syg ker­ne­fa­mi­lie med en sta­bil øko­no­mi, af­drags­frie lån, bø­ger på re­o­ler­ne og en sous vi­de i køk­ken­ska­bet. For slet ik­ke at ta­le om en vel­ha­ven­de fa­mi­lie med et abon­ne­ment på en pa­pira­vis. Hvor dum kan man va­e­re.

Nej, man­tra­et er: Jo vaerre, jo bed­re. Helst no­get med en op­løst fa­mi­lie, ger­ne no­get druk og fø­lel­ses­kol­de sted­fora­el­dre, an­streng­te fi­nan­ser, en­som­hed og en dag­lig­dag, der kun gø­res tå­le­lig af de ka­er­li­ge bedste­fora­el­dre. Det ly­der na­e­sten for godt til at va­e­re sandt. Men de fin­des skam.

Tag ek­sem­pel­vis USA’s tid­li­ge­re pra­esi­dent Bill Cl­in­ton, der op­lagt forta­el­ler om sin vol­de­li­ge og for­d­ruk­ne pap­far. El­ler vo­res egen An­ker Jør­gen­sen, hvis fora­el­dre dø­de af tu­ber­kulo­se, og som der­for vok­se­de op på bør­ne­hjem. Ud i li­vet med 7. klas­se un­der ar­men, se­ne­re pra­e­li­mi­na­erek­sa­men på af­ten­kur­sus. Hvis ik­ke det var en ka­ri­ka­tur på ky­nis­me, fik man helt lyst til at ud­bry­de: Den hel­di­ge rad!

Jeg kan dog ik­ke forta­en­ke det nor­ske Ar­bei­ter­par­tis le­der, Jo­nas Ga­hr Stø­re, i det, hvis han i dis­se da­ge går rundt og for­ban­der sin fa­ed­re­ne arv. I bog­sta­ve­lig­ste for­stand. For det er da for dumt at ar­ve 60 mil­li­o­ner kro­ner. At bli­ve søof­fi­cer, at ud­dan­ne sig i statskund­skab fra Sci­en­ces Po i Pa­ris og un­der­vejs til­eg­ne sig et fly­den­de fransk, at for­ske på Har­vard Law School. Og den slags gen­nem­ført ufol­ke­li­ge, na­e­sten vi­dens­hedo­ni­sti­ske ud­skej­el­ser.

At han så oveni­kø­bet har va­e­ret en ra­sen­de dyg­tig uden­rigs­mi­ni­ster, sund­heds­mi­ni­ster og ge­ne­ral­se­kre­ta­er for norsk Rø­de Kors, un­der­stre­ger jo ba­re, hvor fejl­ca­stet man­den var som ban­ner­fø­rer for de nor­ske so­ci­al­de­mo­kra­ter. De må vir­ke­lig ha­ve smurt ski­e­ne for­kert den dag, de valg­te Jo­nas Ga­hr ’Su­per­star’. Det er i hvert fald ana­ly­sen i slip­strøm­men på det nor­ske valg, hvor par­ti­et gik til­ba­ge. Igen, igen. Han var ik­ke den ret­te til at ta­le om so­ci­al in­dig­na­tion! Han ly­der alt for aka­de­misk! Osv., osv.

Ker­nen i kri­tik­ken er, at der mang­ler iden­ti­fi­ka­tion. Beg­ge ve­je. Ga­hr Stø­re kan ik­ke ta­le om ulig­hed, for­di han ik­ke for­står den. Hvor­dan skal han dog kun­ne det, det stak­kels ri­ge men­ne­ske?

Til gen­ga­eld kan va­el­ger­ne hel­ler ik­ke be­gri­be, hvad man­den si­ger, for­di han er klog som en bog. Men hold nu på hat og bril­ler: Er man dømt til at va­e­re helt ude af kon­takt med va­el­ger­ne, for­di man er som sur­ro­gat for det nor­ske kon­ge­hus? ’Fin, fi­ne­re, Stol­ten­berg’, som de si­ger nord for Fre­de­riks­havn.

For slet ik­ke at glem­me Skan­di­navi­ens Ken­ne­dy, Olof Pal­me, der på mødre­ne si­de hav­de blåt dansk blod i årer­ne. No­get med, at Frederik I kys­se­de en ku­si­ne til en fa­et­ter, før abor­ten blev gi­vet fri. Den slags har man styr på i den rig­ti­ge over­klas­se.

Hos os i Dan­mark er det he­le som be­kendt lidt min­dre, så her var op­hid­sel­sen i sin tid stor over, at sa­lig Svend Auken spil­le­de ten­nis. Så­dan en fe­sen ba­dut­s­prin­ger.

AL­LE RUNDET af eli­ten – al­le sta­er­ke po­li­ti­ke­re med stor fol­ke­lig gen­nem­slags­kraft på valg­nat­ten. Kort sagt har det in­tet med den em­pi­ri­ske vir­ke­lig­hed at gø­re, alt­så den ver­den, hvor vand ko­ger ved 100 gra­der, at fed­te Ar­bei­ter­par­tiets ska­eb­ne af på Ga­hr Stø­res valg af fa­mi­lie.

Man kan godt va­e­re en fol­ke­lig po­li­ti­ker og sam­ti­dig en del af eli­ten, li­ge­frem eli­ta­er. Det ga­el­der i Nor­ge og i Dan­mark. Men hvor­for så den­ne til­ba­ge­ven­den­de de­bat om fol­ke­lig­hed og po­li­ti­ke­res bi­o­gra­fi?

Ret skal va­e­re ret. De bor­ger­li­ge par­ti­er er ret li­geg­la­de. At va­e­re styr­ten­de rig er den bedst ta­en­ke­li­ge re­k­la­me for, at skid­tet vir­ker. Lex Trump. Adel er no­get, der for­plig­ter. Det har al­drig ska­det at va­e­re pro­fes­sor hos ek­sem­pel­vis de kon­ser­va­ti­ve. Og re­sten er ba­re dej­ligt al­min­de­li­ge. Kom, som du er.

Hos sam­men­suri­um­met af par­ti­er, der kal­der sig cen­trum-ven­stre, li­der man der­i­mod af en selv­på­ført so­cio­lo­gisk for­ban­del­se. For det lig­ger som en dyb og ufor­løst skam, at der ik­ke er 100 pro­cent sam­men­fald mel­lem de men­ne­sker, man øn­sker at re­pra­e­sen­te­re, og så de­res re­pra­e­sen­tan­ter.

He­le ti­den er der brok over, at der ik­ke er nok ar­bej­de­re på Tin­ge. Og her ta­ler vi ik­ke om de el­lers så om­bej­le­de HK’ere, men om rig­ti­ge ar­bej­de­re, der spi­ser frokost i sto­re kan­ti­ner og går med sik­ker­heds­sko.

He­le ti­den skal det pro­ble­ma­ti­se­res, at der sid­der alt for man­ge aka­de­mi­ske char­la­ta­ner og skal­ter og val­ter med al­min­de­li­ge men­ne­skers ska­eb­ne. Pyt så med, at man­ge af ban­dit­ter­ne fak­tisk kom­mer af fa­mi­li­er, der ik­ke al­tid har va­e­ret li­ge pran­gen­de på Ga­hr Stø­re-in­dek­set.

Det sid­ste kan un­dre, al den stund ar­bej­der­lit­te­ra­tu­ren er fuld af fa­ed­re og mødre, der får tå­rer i øj­ne­ne over at sa­et­te hu­en på fa­mi­li­ens før­ste stu­den­ter. For Jens Ot­to Krag var det så­le­des helt upro­ble­ma­tisk, vel li­ge­frem et tegn på hans so­ci­a­le kla­tre­tur og suc­ces, at han fik ven­nen Poul Hen­nings­en til at ma­le de hjem­li­ge ra­di­a­to­rer i kul­tur­ra­di­ka­le far­ver.

I dag er vi­den og suc­ces no­get, man put­ter med. Man skal ik­ke tro, man er no­get! Og da slet ik­ke, hvis man er vok­set op på li­vets solsi­de. Sat på spid­sen skal cen­trum-ven­stre-po­li­ti­ke­re ik­ke ba­re va­e­re dyg­ti­ge, de skal og­så va­e­re rig­ti­ge. Hos de bor­ger­li­ge er det alt ri­ge­ligt at kun­ne sit kram. Knap nok.

Hvor­for gik det nor­ske Ar­bei­ter­par­ti så til­ba­ge? Kun­ne det ta­en­kes at ha­ve no­get at gø­re med, at Nor­ge er i va­ekst, at par­ti­et gik til valg på at ha­e­ve skat­ter­ne, hav­de en uklar ud­la­en­din­gepo­li­tik, og at op­po­si­tio­nen frem­stod som en ro­de­bu­tik, da det en­de­lig gjaldt? Ja, da.

Sat på spid­sen skal cen­trumven­strepo­li­ti­ke­re ik­ke ba­re va­e­re dyg­ti­ge, de skal og­så va­e­re rig­ti­ge Sa­lig Svend Auken spil­le­de ten­nis. Så­dan en fe­sen ba­dut­s­prin­ger

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.