Skal jeg bra­en­des, be­gra­ves el­ler sen­des til rum­met?

Det er ik­ke let at be­slut­te sig for, hvor man skal en­de ef­ter dø­den. Men må­ske er det vig­tig­ste og­så at hu­ske at le­ve, før det er for sent.

Politiken - - DEBAT - POUL JOACHIM STENDER

JEG HAR AL­TID VIL­LE jord­be­gra­ves. Der er stil over det. Ki­sten sa­en­kes som et blom­ster­løg ned i jor­den. De på­rø­ren­de van­der gra­ven med de­res tå­rer. Jor­den ram­mer ki­stelå­get med hu­le drøn.

Men det bed­ste af det he­le: På et tids­punkt, må­ske først uger el­ler må­ne­der ef­ter, bra­ser ki­sten sam­men. Der ly­der et un­derjor­disk skvulp. Gra­ven syn­ker en anel­se.

En sid­ste hil­sen til de le­ven­de fra dy­bet. Gang på gang har jeg ta­enkt om jord­be­gra­vel­sen: Jeg gi­ver til­ba­ge, hvad jeg har få­et af jor­den. Nu kan tra­e­er­ne og bu­ske­ne su­ge na­e­ring af mig.

Or­me­ne kan fyl­de sig med mi­ne saf­ter og kød, så­dan som jeg uha­em­met har forta­e­ret tu­sin­der af dyr.

Vi­de­re har jeg fo­re­stil­let mig, at der skul­le en sten oven på min grav for at hol­de mig ne­de. Når man har va­e­ret an­mas­sen­de i li­vet, ved man ik­ke, hvad man kan fin­de på i dø­den.

På ste­nen skul­le der stå to magi­ske års­tal, mit navn og må­ske et kri­stent sym­bol for at vi­se be­sø­gen­de på kir­ke­går­den, at jeg ik­ke er hop­pet på bøl­gen med ha­ve­nis­ser, kro­ko­di­l­ler, skild­pad­der, og hvad folk el­lers på­dut­ter de­res gra­ve.

Tan­ken har og­så slå­et mig, at der skul­le stå en kort sen­tens, der skul­le forta­el­le, hvad der har va­e­ret over­skrif­ten for mit liv.

Al­ler­helst vil­le jeg ha­ve skre­vet: Her­ren er min hyr­de, jeg li­der in­gen nød. Men der mang­ler et el­ler an­det med kvin­der, mad og sex, som har fyldt end­nu me­re end min tro.

EF­TER­HÅN­DEN SOM jeg na­er­mer mig min døds­da­to, er jeg kom­met i tvivl. Jeg tror al­li­ge­vel ik­ke, at jeg vil jord­be­gra­ves.

Jeg vil bra­en­des li­ge­som hel­te­ne i ’Ili­a­den’ og ’Odys­se­en’. Da Hek­tor er ble­vet bra­endt på et bål, kom­mer hans ka­e­re om mor­ge­nen og sluk­ker glø­de­r­ne med funk­len­de vin. Der­na­est ta­ger de knog­ler­ne fra asken og svø­ber et pur­pur­far­vet kla­e­de om dem, in­den de la­eg­ger dem i et guldskrin. Ho­mers kre­me­rin­ger er smuk­ke.

Det var af­bra­en­din­ger­ne af de krist­ne mar­ty­rer og­så. Da bi­skop Po­lycarp blev bra­endt le­ven­de på bå­let, be­ret­te­de krist­ne vid­ner, hvor­dan der var en duft af brød, men og­så en duft så sød som frankin­cen­se, den rø­gel­se, vis­ma­en­de­ne hav­de fora­e­ret det ny­fød­te Jesus­barn.

I dag slut­ter bisa­et­tel­ser­ne i Dan­mark klun­tet af. Ki­sten bli­ver stil­let ind i en vel­pud­set Mer­ce­des og kø­rer så af sted. De på­rø­ren­de tror, den kø­rer di­rek­te til kre­ma­to­ri­et. Men som re­gel skal ki­sten hen og op­ma­ga­si­ne­res, ind­til der er fi­re ki­ster pa­rat. De bli­ver sat ind i en extra-lar­ge rust­vogn og først her­ef­ter bragt til kre­ma­to­ri­et. På min egn fo­re­går af­bra­en­din­gen af de dø­de i Ring­s­ted. Det er et su­per­moder­ne an­la­eg. Selv om man som men­ne­ske har foru­re­net enormt i sit liv med sit ego og sit for­brug, er man plud­se­lig i dø­den ren.

Man bli­ver bra­endt uden at gri­se no­gen til, som man ple­jer. Og ik­ke ba­re det. Over­skud­s­var­men fra ens bra­en­ding går ud i fjern­var­me­an­la­eg­get og var­mer be­bo­er­ne i Ring­s­ted.

Selv hvor kold man har va­e­ret i sit liv, tvin­ges man i sin død i stand til at gi­ve var­me fra sig.

På trods af den ue­le­gan­te må­de, bisa­et­tel­ser­ne en­der på, vil jeg mu­lig­vis al­li­ge­vel, ef­ter tun­ge over­vej­el­ser, fo­re­tra­ek­ke den slags be­gra­vel­se. På den må­de slip­per jeg nem­lig for at lig­ge på det sam­me sted i enormt man­ge år.

Det or­ker jeg ik­ke! Jeg for­står godt, at kir­ke­gårds­kul­tu­ren er un­der vold­som for­an­dring. Det er ik­ke ba­re de sto­re ki­s­te­grav­ste­der, der er for­s­vun­det. Folk vil sim­pelt hen ik­ke ha­ve et grav­sted me­re. Om få år vil der ske mas­se­fy­rin­ger af gra­ve­re. Der er in­tet at pas­se la­en­ge­re på kir­ke­går­den.

Or­me­ne kan fyl­de sig med mi­ne saf­ter og kød, så­dan som jeg uha­em­met har forta­e­ret tu­sin­der af dyr

NOG­LE AF DE GAM­LE i mit sogn forta­el­ler mig, at de ik­ke vil va­e­re til be­sva­er for de­res børn ef­ter de­res død. Der­for øn­sker de at lig­ge i fa­el­les­gra­ven, der ik­ke skal pas­ses. Jeg ta­en­ker: Det må va­e­re, for­di de fø­ler sig til be­sva­er før de­res død.

Det kan ta­en­kes, at det er en af år­sa­ger­ne til, at grav­ste­der­ne for­svin­der. Jo min­dre et lands kir­ke­går­de er, jo me­re fø­ler det­te lands be­bo­e­re sig i le­ven­de li­ve til be­sva­er.

En an­den år­sag kan va­e­re, at vi i li­vet har va­e­ret så kon­ven­tio­nel­le, så for­sig­ti­ge, så stavns­bund­ne.

I dø­den vil vi ha­ve re­van­che. Vi vil fly­de på ha­vet og må­ske va­e­re hel­di­ge at fan­ge Gol­f­strøm­men, der kan brin­ge os rundt i

GRAVPLADS. Hvor­dan skal man en­de ef­ter dø­den - og hvem er kir­ke­går­de egent­ligt mest til for - de dø­de un­der jor­den el­ler de le­ven­de oven­på den? Fo­to: Jens Dres­ling.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.