Den mu­si­kal­ske sku­e­spil­in­struk­tør

Politiken - - NAVNE - BENEDICT NIGHTINGALE

Den bri­ti­ske te­a­ter­mand sir Pe­ter Hall, der stif­te­de Roy­al Sha­kespea­re Com­pa­ny som 29-årig, stod i spid­sen for Na­tio­nal The­a­tres flyt­ning til South Bank i det cen­tra­le Lon­don og øve­de enorm ind­fly­del­se på te­a­ter­li­vet i den en­gelsk­ta­len­de ver­den i me­re end 50 år, er død i Lon­don. Han blev 86 år.

Pe­ter Hall blev i en lang år­ra­ek­ke be­trag­tet som le­der af og den vig­tig­ste for­ka­em­per for en pro­fes­sion, hvis kunst­ne­ri­ske livs­kraft man­ge gan­ge var tru­et af øko­no­mi­ske nedska­e­rin­ger og po­li­tisk mod­vil­je i sid­ste halv­del af det 20. år­hund­re­de. At net­op den epo­ke blev be­trag­tet som en af te­a­te­rets stør­ste, gør hans ind­sats så me­get de­sto me­re im­po­ne­ren­de.

Som in­struk­tør pra­e­sen­te­re­de han det en­gelsk­ta­len­de pu­bli­kum for Samu­el Beck­ett, is­ce­ne­sat­te uro­p­fø­rel­ser af ot­te af Ha­rold Pin­ters sku­e­spil og var med til at re­vo­lu­tio­ne­re den må­de, man spil­ler Sha­kespea­re på. Som kunst­ne­risk di­rek­tør for Glyn­den­bour­ne Festi­val i Eng­land fra 1984 til 1990 brag­te han en ny re­a­lis­me ind i op­fø­rel­sen af klas­sisk ope­ra.

Han stod bag me­re end 300 op­sa­et­nin­ger på Na­tio­nal The­a­tre, mens han var kunst­ne­risk di­rek­tør der fra 1973 til 1988. Han men­te selv, at han hav­de hav­de sat om­kring 50 pro­duk­tio­ner op i ope­ra­hu­se over he­le ver­den. I 1997 blev han slå­et til rid­der af dron­ning Eliza­beth II.

Som in­struk­tør var Pe­ter Hall al­tid op­ta­get af spro­gets ryt­me og sand­he­den bag or­de­ne. Han be­trag­te­de sig selv som en »mu­si­kalsk sku­e­spil­in­struk­tør«. Som han sag­de:

»Man la­e­rer no­der­ne, man la­e­rer trin­ne­ne, man la­e­rer for­mer­ne, og så skal man gø­re det til sit eget og spil­le det«.

Ri­chard Ey­re, der ef­ter­fulg­te Pe­ter Hall på Na­tio­nal The­a­tre, be­skri­ver hans ar­bej­de som »tek­stro, prunk­løst, en­kelt, ty­de­ligt, gan­ske magt­fuldt og her­ligt til­ga­en­ge­ligt«.

Han brag­te de sam­me prin­cip­per med sig ind i ope­ra­en, sa­er­ligt Mozart. Han an­spo­re­de san­ger­ne til at fin­de fø­lel­sen i mu­sik­ken, og de kvit­te­re­de med stramt dis­po­ne­re­de pra­e­sta­tio­ner, der an­er­kend­te, at va­er­ket i sin hel­hed var vig­ti­ge­re end de­res per­son­li­ge ud­fol­del­ser.

Pe­ter Hall op­le­ve­de og­så at bli­ve sab­let ned af an­mel­der­ne, selv om han langt of­te­re kun­ne fejre tri­um­fer. Hans op­sa­et­ning af Ver­dis ’Ma­c­beth’ på Me­tro­po­li­tan Ope­ra i New York i 1982 gik over ge­vind, men­te kri­ti­ker­ne – han hav­de blandt an­det ud­sty­ret styk­kets hek­se med ko­steskaf­ter.

Me­re ty­pisk var den ros, der blev ham til del for hans op­sa­et­ning af Ten­nes­see Wil­li­ams’ ’Orp­heus Des­cen­ding’ på Bro­adway i 1989. The New York Ti­mes’ an­mel­der skrev, at Pe­ter Halls is­ce­nesa­et­tel­se fik »hand­lin­gen og spro­get til at slå gni­ster i en go­tisk hal­luci­na­tion«.

Ef­ter af­ske­den med Na­tio­nal The­a­tre i 1988 stif­te­de han det kom­merci­el­le te­a­ter­sel­skab Pe­ter Hall Com­pa­ny, der på et tids­punkt hav­de he­le fem af hans pro­duk­tio­ner kø­ren­de sam­ti­digt på te­a­tre i Lon­don.

Sand­hed og klar­hed var hans vig­tig­ste mål

PE­TER REGINALD HALL blev født ind i en ar­bej­der­fa­mi­lie i Bury St. Ed­munds i det øst­li­ge Eng­land i 1930. Hans far­far hav­de ar­bej­det som rot­te­fa­en­ger på dron­ning Vi­cto­ri­as slot i Nor­folk. Pe­ter Hall sag­de om sin mor, at hun var »van­vit­tigt am­bi­tiøs« og be­fandt sig i »en per­ma­nent til­stand af vre­de« ret­tet mod hans far, en sta­tions­for­stan­der med et »lyst, kon­trol­le­ret sind og fuld­sta­en­dig blot­tet for am­bi­tio­ner«.

Dren­gen blev en dyg­tig pi­a­nist og ud­vik­le­de et li­den­ska­be­ligt for­hold til dra­ma, sa­er­ligt Sha­kespea­re, hvis ’Ma­c­beth’ han som 11-årig op­le­ve­de som »spa­en­den­de, blo­dig og fuld af hek­se«. Da han var 14, vid­ste han, at han vil­le va­e­re in­struk­tør. De før­ste skridt i den ret­ning blev ta­get på Cam­brid­ge Uni­ver­si­ty, hvor han stu­de­re­de på et sti­pen­di­um. Han is­ce­ne­sat­te her ad­skil­li­ge stu­den­ter­fo­re­stil­lin­ger, som blev godt mod­ta­get.

En af dis­se stu­den­ter­fo­re­stil­lin­ger, Piran­del­los ’Hen­rik IV’, gjor­de så stort ind­tryk, at hans pro­duk­tion blev flyt­tet til det lil­le Arts The­a­tre i Lon­don. Det var der, hans kar­ri­e­re ef­ter Cam­brid­ge for al­vor kom i gang. Han la­e­ste ma­nuskrip­ter, in­stru­e­re­de sku­e­spil, og i ja­nu­ar 1955, da han blot var 24 år gam­mel, over­tog han det ful­de kunst­ne­ri­ske an­svar på te­a­te­ret.

Ot­te må­ne­der se­ne­re ind­traf en skel­sa­et­ten­de be­gi­ven­hed i Pe­ter Halls kar­ri­e­re: Pre­mi­e­ren på hans egen op­sa­et­ning af et eks­pe­ri­men­te­ren­de sku­e­spil, der var skre­vet på fransk af en ukendt irsk­født for­fat­ter – Samu­el Beck­ett – og der­ef­ter over­sat til en­gelsk.

Sku­e­spil­let ’Mens Vi Ven­ter På Go­dot’ fik pre­mi­e­re i Lon­don i 1955. Styk­ket ud­lø­ste sta­er­ke re­ak­tio­ner i Lon­don, men det etab­le­re­de Samu­el Beck­ett som en be­ty­de­lig dra­ma­ti­ker og Pe­ter Hall – sam­men med Pe­ter Brook – som de mest ini­ti­a­tivri­ge i de­res ge­ne­ra­tion af un­ge in­struk­tø­rer.

Året ef­ter be­kra­ef­te­de han sit om­døm­me som en gla­mourøs him­mel­stra­e­ber, da han gif­te­de sig med film­stjer­nen Les­lie Ca­ron.

Hans kar­ri­e­re fort­sat­te fremad på fuld kraft i 1957, da han stif­te­de sit eget pro­duk­tions­sel­skab, In­ter­na­tio­nal Playwrights’ The­a­ter. I slut­nin­gen af 1950’er­ne fik han det ful­de kunst­ne­ri­ske an­svar for Sha­kespea­re Me­mo­ri­al The­a­tre i Strat­ford. Det var en dri­stig be­slut­ning, for Pe­ter Hall var kun li­ge fyldt 28. Som in­struk­tør fort­sat­te han med at re­a­li­se­re si­ne am­bi­tiø­se pla­ner. Blandt an­det ud­vi­de­de han sa­e­so­nen i Strat­ford til he­le året (tid­li­ge­re hav­de te­a­te­ret kun haft fo­re­stil­lin­ger om som­me­ren), og han sam­men­sat­te en trup, der skul­le op­fø­re bå­de mo­der­ne og klas­si­ske va­er­ker.

Den nye or­ga­ni­sa­tion i Strat­ford fik nav­net Roy­al Sha­kespea­re Com­pa­ny.

Det blev en na­e­sten øje­blik­ke­lig suc­ces, og te­a­te­ret til­trak sku­e­spil­le­re som Pe­ter O’Too­le, Peg­gy As­hcroft, Paul Sco­fi­eld og Chri­stop­her Plum­mer.

Da han i 1973 ryk­ke­de til Na­tio­nal The­a­tre, hvor han af­lø­ste Lau­ren­ce Oli­vi­er, hav­de han for la­engst gjort Roy­al Sha­kespea­re Com­pa­ny til en in­sti­tu­tion med et frem­ra­gen­de in­ter­na­tio­nalt om­døm­me.

HANS PE­RI­O­DE SOM kunst­ne­risk le­der af Na­tio­nal The­a­tre blev, trods kon­stan­te ud­for­drin­ger, en dun­dren­de suc­ces. Byg­ge­ri­et af sel­ska­bets per­ma­nen­te te­a­ter var sta­er­kt for­sin­ket, så Pe­ter Hall måt­te op­sa­et­te ’Ham­let’, med Al­bert Fin­ney i ho­ved­rol­len i den sta­dig ufa­er­di­ge byg­ning i marts 1976. Syv må­ne­der se­ne­re – og syv år ef­ter at byg­ge­ri­et blev ind­ledt – kun­ne han om­si­der by­de dron­ning Eliza­beth vel­kom­men til den of­fi­ci­el­le åb­ning: en op­fø­rel­se af Gol­do­nis ret ukend­te styk­ke ’Il Cam­pi­el­lo’, der var så ke­de­ligt, at dron­nin­gen sad og gab­te un­der­vejs. Og som om den yd­my­gel­se ik­ke var nok, måt­te Pe­ter Hall og­så for­hol­de sig til ar­bejds­ned­la­eg­gel­ser blandt sce­ne­tek­ni­ker­ne.

I 1980’er­ne skif­te­de han si­de og gik til an­greb på den kul­tu­re­li­te, som han hidtil selv var ble­vet set som en mar­kant re­pra­e­sen­tant for. Han gik for­re­st i kri­tik­ken af det, han op­fat­te­de som den kon­ser­va­ti­ve re­ge­rings udsu­lt­ning af kul­tu­ren. Da­va­e­ren­de pre­mi­er­mi­ni­ster, Mar­ga­ret That­cher, var ra­sen­de på ham og spurg­te ef­ter si­gen­de sin kul­tur­mi­ni­ster: »Hvor­når kan vi slip­pe for at gi­ve pen­ge til ra­ed­sels­ful­de men­ne­sker som Pe­ter Hall?«.

Han tog over som kunst­ne­risk le­der af Glyn­de­bour­ne Festi­val i 1984, og han sat­te per­son­ligt oper­a­fo­re­stil­lin­ger op bå­de der, i det syd­ve­st­li­ge Eng­land, og i Covent Gar­den i Lon­don.

Han modt­og to To­ny-pri­ser for sit ar­bej­de på Bro­adway (for Ha­rold Pin­ters ’Hjem­ko­sten’ i 1967 og Pe­ter Schaf­fers ’Ama­deus’ i 1981) og blev des­u­den no­mi­ne­ret til yder­li­ge­re to To­ny-pri­ser.

Han stif­te­de Pe­ter Hall Com­pa­ny i 1988, hvor han in­stru­e­re­de Va­nes­sa Red­gra­ve i Ten­ne­see Wil­li­ams’ ’Orp­heus Des­cen­ding’, først i West End i Lon­don og der­ef­ter på Bro­adway. Et år se­ne­re tog Dustin Hof­f­man sam­me tur, da han spil­le­de rol­len som Wil­ly Lo­man i Pe­ter Halls op­sa­et­ning af Art­hur Mil­lers ’En Sa­el­gers Død’.

I 2003 blev han ud­na­evnt til kunst­ne­risk chef for det ny­e­tab­le­re­de Ro­se The­a­tre i Lon­don-for­sta­den King­s­ton. Te­a­tret blev of­fi­ci­elt ind­vi­et i 2008 med Pe­ter Halls op­sa­et­ning af Tjek­hovs ’On­kel Vanja’.

Han valg­te kort ef­ter en me­re til­ba­ge­truk­ket rol­le på Ro­se The­a­tre, men fort­sat­te med at sa­et­te fo­re­stil­lin­ger op an­dre ste­der. I 2011 mar­ke­re­de Na­tio­nal The­a­tre med nog­le må­ne­ders for­sin­kel­se hans 80års fød­sels­dag med hans op­sa­et­ning af ’Hel­lig­tre­kon­ger­s­af­ten’. Han be­nyt­te­de lej­lig­he­den til at ret­te skarp kri­tik mod de bri­ti­ske po­li­ti­ke­re, der hav­de skå­ret i kul­tur­bud­get­tet. Det blev hans sid­ste pro­duk­tion på Na­tio­nal The­a­tre. Sam­me år blev han di­ag­no­sti­ce­ret med de­mens.

Sand­hed og klar­hed var hans vig­tig­ste mål, og in­tet gav ham stør­re gla­e­de i li­vet end at nå dis­se mål på sce­nen ef­ter en hård ar­bejds­pro­ces. For Pe­ter Hall var prø­ver­ne egent­lig det vig­tig­ste. Prø­ver­ne var en rej­se ind i det uud­for­ske­de og uven­te­de, hvor hans egen rol­le var at va­e­re »rej­se­le­der, fi­lo­sof, ven, sam­men­s­voren, psy­ki­a­ter, sku­e­spil­ler, aka­de­mi­ker, mu­si­ker, redaktør, guru, po­li­ti­ker og el­sker«, som han selv for­mu­le­re­de det.

»Min de­fi­ni­tion af pa­ra­dis«, skrev han, »er at prø­ve uaf­brudt. Et Sha­kespea­re­styk­ke ef­ter­fulgt af en af Mozarts ope­ra­er« New York Ti­mes Over­sa­et­tel­se: Ton­ny Pe­der­sen

ISCENESAETTER. Sir Pe­ter Hall med ét af kostu­mer­ne til hans op­sa­et­ning af det ti og en halv ti­mer lan­ge te­a­ter­styk­ke ’Tan­ta­lus’. Fo­to: David Za­bulowski/AP.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.