Ef­ter valg­ne­der­la­get var Cl­in­ton i chok, men nu har den slag­ne pra­esi­dent­kan­di­dat skre­vet sin ver­sion af hi­sto­ri­en om, hvor­for det gik så galt. Hun glem­mer in­tet og til­gi­ver in­tet.

Politiken - - DEBAT -

Jeg kun­ne ik­ke løf­te op­ga­ven, og det er jeg nødt til at le­ve med re­sten af mit liv«. Det er ik­ke nor­ma­le ord fra en po­li­tisk ta­ber, Hil­lary Cl­in­ton al­le­re­de ham­rer ned i for­or­det til sin nye erin­drings­bog ‘What Hap­pe­ned’. Det er na­er­me­re den slags, et men­ne­ske, der ved en ulyk­ke har kørt et barn ihjel i tra­fik­ken, si­ger.

Det er ik­ke ba­re en per­son­lig am­bi­tion, der ik­ke er ble­vet ind­fri­et i Cl­in­tons forta­el­ling om at ta­be pra­esi­dentval­get i sid­ste år. Det er en tung fø­lel­se af svigt. Et svigt af mo­de­ren, dat­te­ren og al­le de an­dre kvin­der, der drøm­te om en kvin­de­lig pra­esi­dent. Det na­e­sten uba­er­li­ge an­svar for at va­e­re den, der ik­ke ev­ne­de at stop­pe Do­nald Trump, som hun in­der­ligt forag­ter, i hans march mod mag­ten.

Ly­der det selv­med­li­den­de? Det er det og­så på nog­le stra­ek. Men det er blot en af de sindstil­stan­de, Cl­in­ton veks­ler mel­lem i et over­ra­sken­de vel­lyk­ket og helt us­a­ed­van­ligt part­sind­la­eg fra en ta­ber. Bo­gen er og­så bit­ter, for­bløf­fet, nøg­tern, af­ma­eg­tig, gal­gen­hu­mo­ri­stisk, trod­sig, vred, in­dig­ne­ret og hå­be­fuld.

Som tit­lens ord­spil si­ger, er den på den ene si­de et nøg­ter­nt ’det, der ske­te’, og på den an­den si­de et for­bløf­fet ’hvad i al­ver­den ske­te der li­ge her?’.

Gen­re­ma­es­sigt be­va­e­ger Cl­in­ton sig i et vir­var, der ma­er­kva­er­dig­vis ha­en­ger godt sam­men: Anek­do­ter fra valg­kam­pen, ana­ly­ser af ne­der­la­get, po­li­ti­ske pro­gra­mer­kla­e­rin­ger, stikpil­ler, der hvis­ler ud af bo­gen som pro­jek­ti­ler mod ven­ner og fjen­der. For­li­ste drøm­me om alt det, der skul­le ha­ve va­e­ret, og en selv­hja­elps­bog til po­li­tisk sorg­be­ar­bej­del­se.

HEN­DES TO TID­LI­GE­RE tør­ve­tril­len­de erin­drings­va­er­ker, ’Li­ving Hi­story’ (2003) og ’Hard Choi­ces’ (2014) var skre­vet for va­el­ger­ne. Den­ne gang skri­ver Cl­in­ton for sin egen skyld; for­di hun ik­ke kun­ne la­de va­e­re: Det her hand­ler om ka­ta­r­sis.

De to for­ri­ge var valg­bro­chu­rer i mur­stens­stør­rel­se, kli­nisk ren­set for mu­li­ge kon­tro­ver­ser, der skul­le bru­ges som spring­bra­et til kom­men­de valg. Den­ne bog vil man­ge af hen­des eg­ne øn­ske al­drig var skre­vet; kan hun ik­ke ba­re gå ud i den go­de nat og for­svin­de? Hun ved, at den helt for­ud­si­ge­ligt vil bli­ve la­est som et for­søg på at bort­for­kla­re ne­der­la­get.

Hil­lary Cl­in­ton er bit­ter – og hun er ik­ke ban­ge for at stå ved det og vi­se si­ne blø­de­n­de sår.

Da hun ef­ter Trumps indsa­et­tel­se sid­der hjem­me og slik­ker sår­e­ne med yo­ga, ån­de­d­ra­etsø­vel­ser, re­li­gi­øse tek­ster og »me­re char­don­nay, end godt er«, ser hun mil­li­o­ner af ak­ti­vi­ster i sto­re an­tiTrump-de­mon­sta­tio­ner på tv og fun­de­rer bit­ter­sødt: »Jeg kun­ne ik­ke la­de va­e­re med at spør­ge mig selv, hvor al den­ne so­li­da­ri­tet, in­dig­na­tion og pas­sion mon var un­der valg­kam­pen«.

Folk, der kom­mer op til hen­de for at und­skyl­de, at de ik­ke fik stemt, får en iskold skul­der: »De søg­te en til­gi­vel­se, jeg sim­pelt­hen ik­ke kun­ne gi­ve. Vi må al­le le­ve med kon­se­kven­ser­ne af vo­res be­slut­nin­ger«.

Ja, det er min skyld. Jeg skal nok ta­ge den, skri­ver hun i for­skel­li­ge va­ri­an­ter må­ske 30 gan­ge i lø­bet af bo­gen for at vac­ci­ne­re mod be­skyld­nin­ger­ne for, at hun fed­ter ne­der­la­get af på an­dre.

»Min va­er­ste frygt ved mi­ne eg­ne svag­he­der som kan­di­dat var ble­vet vir­ke­lig­hed«, skri­ver hun i et rø­ren­de af­snit om

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.