Jeg vil va­ed­de på, at du ved me­re om mit pri­vat­liv, end du gør om nog­le af di­ne na­er­me­ste ven­ners. For him­lens skyld, du har la­est mi­ne mails. Hvad me­re har du brug for?

Politiken - - DEBAT -

DER ER, SOM CL­IN­TON skri­ver i en kølig og for­bløf­fen­de klar analyse af sit eget ne­der­lag, groft sagt to kon­kur­re­ren­de te­o­ri­er om, hvor­for Trump vandt de hvi­de ar­bej­de­re: At de er ble­vet svig­tet af de­mo­kra­ter­ne og så Trump som løs­nin­gen på øko­no­misk usik­ker­hed. El­ler at Trump pu­ste­de til den­ne grup­pes la­ten­te kvin­de­had, ra­cis­me og fø­lel­se af, at ’alt var bed­re i gam­le da­ge’. Hil­lary Cl­in­ton er på det sid­ste hold. Den analyse kan man be­stemt dis­ku­te­re sand­he­den i, men den er sja­el­dent ble­vet frem­ført så skar­pt som i ’What Hap­pe­ned’.

Der­for for­sva­rer Cl­in­ton og­så, at hun i valg­kam­pen kald­te nog­le af Trumps til­ha­en­ge­re depl­orab­le – uan­sta­en­di­ge. Et ud­tryk, der blev gre­bet som sla­gord af den an­den lejr som sym­bol på eli­tens had mod de­res va­er­di­er. »Jeg for­try­der, at jeg gav Trump en po­li­tisk ga­ve med den kom­men­tar«, skri­ver Cl­in­ton. »Men alt for man­ge af Trumps ker­ne­støt­ter har syns­punk­ter, som jeg fin­der – og der er in­tet an­det ord for det – uan­sta­en­di­ge«.

Det syns­punkt sa­et­ter sig i Cl­in­tons stra­te­gi for, at Det De­mo­kra­ti­ske Par­ti kom­mer vi­de­re. Det er fint at gå i di­a­log med den hvi­de ar­bej­der­klas­se og for­sø­ge at for­stå. Men i sid­ste en­de kan der ik­ke gås på kom­pro­mis med uan­sta­en­dig­hed og uret­fa­er­dig­hed. Der er kun stra­te­gi­en fra 1960’er­nes bor­ger­ret­tig­heds­be­va­e­gel­se, som Cl­in­ton er rundet af, til­ba­ge: At mo­bi­li­se­re, stå fast og gå til kamp. At tro på, at we shall overco­me – og­så i en tid med Trump.

Der, hvor Hil­lary Cl­in­ton ser frem­ti­den, er i den un­ge sy­riska­me­ri­kan­ske kvin­de, der hol­der af­gangsta­len på Wel­les­ley-uni­ver­si­te­tet, som Hil­lary selv gjor­de det i det skel­sa­et­ten­de år 1969. Den­gang tog Cl­in­tons ge­ne­ra­tion takt­stok­ken fra fora­el­dre­ne, og nu hå­ber hun, at en ny ge­ne­ra­tion på sam­me må­de gri­ber de­res egen ska­eb­ne.

Selv bli­ver hun al­drig pra­esi­dent, er­ken­der hun in­di­rek­te i bo­gen: »Men jeg har ta­enkt mig at le­ve la­en­ge nok til at se en kvin­de i Det Hvi­de Hus«. kri­sti­an.mad­sen@pol.dk

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.