Et dansk mur­stensvi­dun­der er gen­født

Ar­ki­tek­ten Kay Fi­sker var ik­ke kun med til at teg­ne Aar­hus Uni­ver­si­tet, Dron­nin­ge­gaar­den i Kø­ben­havn og tog­sta­tio­ner på Born­holm. Han teg­ne­de og­så Det Dan­ske In­sti­tut i Rom, som nu bli­ver hyl­det i et smukt og ve­l­o­p­lagt va­erk.

Politiken - - KULTUR - LARS HEDEBO OL­SEN lars.hedebo@pol.dk kul­tur@pol.dk

Pant­heon-kir­ken lok­ker Det Dan­ske In­sti­tut gan­ske hef­tigt. Teg­net af dan­ske Kay Fi­sker og ef­ter at va­e­re ble­vet re­stau­re­ret, så det funk­ler som en ny­født, står Det Dan­ske In­sti­tut i den ita­li­en­ske ho­ved­stad og ven­ter på at bli­ve be­søgt.

Om­gi­vet af slan­ke pinje­tra­e­er ligger in­sti­tut­tet i ud­kan­ten af Borg­he­se­par­ken med Det Sven­ske In­sti­tut som na­er­me­ste na­bo. En ro­lig plet i den trav­le stor­by.

In­sti­tut­tet har net­op kun­net mar­ke­re sin 50-års dag, og i for­bin­del­se med ju­bila­e­et er byg­nin­gen sat i stand fra top til tå, hvil­ket nu mar­ke­res med bo­gen ’Kay Fi­sker i Rom’, der er for­fat­tet af Ben­te Lan­ge og Ma­ri­an­ne Pa­de og il­lu­stre­ret med Jens Mar­kus Lind­hes smuk­ke fo­to­gra­fi­er.

Ma­ri­an­ne Pa­de er di­rek­tør for Det Dan­ske In­sti­tut i Rom, ar­ki­tek­ten Ben­te Lan­ge har le­det re­stau­re­rings­ar­bej­det, og med de to som for­fat­te­re er man i godt sel­skab. De ken­der byg­nin­gen som de­res egen buk­se­lom­me, historien, dag­lig­da­gen i byg­nin­gen, og så er de først og frem­mest go­de for­mid­le­re.

Kun én sa­et­ning i he­le bo­gen – ’Det pris­ma­ti­ske pro­jekt’ – for­står jeg ik­ke, og det er godt gå­et i et va­erk, der kom­mer rundt om em­ner som byg­ge­pro­ces­ser, dan­ske kunst­ne­re i Rom og ita­li­ensk hi­sto­rie. Fi­skers og byg­nin­gens hi­sto­rie bli­ver ud­lagt på den mest na­tur­li­ge må­de, og selv om der bli­ver skøjtet over år­ti­er og va­er­ker, er frem­stil­lin­gen al­drig over­fla­disk.

DET DAN­SKE In­sti­tut i Rom blev op­rin­de­lig op­ret­tet i 1956 med en helt an­den be­lig­gen­hed end den, der fejres i dag. For­må­let var at ska­be et sted, hvor dan­ske for­ske­re og kunst­ne­re kun­ne for­dy­be sig i Roms og an­tik­kens hi­sto­rie og knyt­te den ita­li­en­ske hi­sto­rie ta­et­te­re til den dan­ske.

I 1961 ska­en­ke­de Carls­berg­fon­det en ny byg­ning til in­sti­tut­tet, og det blev be­slut­tet, at Kay Fi­sker, der med Ben­te Lan­ges ord var en »høv­din­ge­skik­kel­se i dansk ar­ki­tek­tur«, skul­le teg­ne det nye in­sti­tut.

Fi­sker var en af sin tids mest respek­te­re­de ar­ki­tek­ter og hav­de med byg­nin­ger som Aar­hus Uni­ver­si­tet (sam­men med C.F. Møl­ler), tog­sta­tio­ner til Gud­hjem­ba­nen på Born­holm og lej­lig­heds­be­byg­gel­ser­ne Vester­søhus og Dron­nin­ge­gaar­den i Kø­ben­havn slå­et sit navn fast som en ar­ki­tekt, der først og frem­mest var emi­nent dyg­tig til at an­ven­de mur­sten, men som og­så hav­de sin egen op­fat­tel­se af hu­man ar­ki­tek­tur, som han kald­te »funk­tio­nel ar­ki­tek­tur« mod­sat den køli­ge­re og me­get hy­pe­de »in­ter­na­tio­nal funk­tio­na­lis­me«.

FI­SKER SKAB­TE en byg­ning i gu­le mur­sten med en im­po­ne­ren­de trap­pe­ind­gang, tag­ter­ras­se, et vi­dun­der­ligt bi­bli­o­tek, va­er­k­ste­der, fa­el­les­rum, va­e­rel­ser til sti­pen­di­a­ter­ne og en bo­lig til di­rek­tø­ren. Han ka­e­le­de for hver en de­tal­je på si­ne teg­nin­ger og øn­ske­de kun de bedste ma­te­ri­a­ler, hvor­for han bad mø­bel­ar­ki­tek­ten Ole Wans­cher om at stå for in­dret­nin­gen.

Desva­er­re dø­de Fi­sker, før byg­ge­ri­et stod fa­er­digt, og det blev hans part­ne­re på teg­ne­stu­en, der måt­te af­slut­te ar­bej­det. Det be­tød, at det en­de­li­ge in­sti­tut ik­ke blev så per­fekt, som Fi­sker nok drøm­te om, og hu­set har i man­ge år va­e­ret pla­get af et dår­ligt in­de­kli­ma og en ik­ke alt for god be­lys­ning – li­ge­som det be­gynd­te at tra­en­ge til en ge­ne­rel an­sigtsløft­ning.

Den er nu gen­nem­ført og en­dog do­ku­men­te­ret i et bog­va­erk, man vil ven­de til­ba­ge til gang på gang. Ak­ku­rat som Rom. den kulør­te ver­den af us­leb­ne (så­vel som sleb­ne) di­a­man­ter, ko­kain og ek­strem luksus, men ’El­sker Pablo, ha­der Esco­bar’ er en sa­ert ked­som­me­lig bog at ka­em­pe sig igen­nem. Isa­er for­di Val­lejo skri­ver så højstemt dra­ma­tisk, at al­ting bli­ver li­ge vig­tigt og der­med li­ge uvig­tigt. Alt bli­ver et spørgs­mål om liv el­ler død, og en brutal bort­fø­rel­se si­destil­les med ik­ke at sen­de nok or­ki­de­er, al­tid gar­ne­ret med ud­råb og su­per­la­ti­ver, så man bli­ver helt ud­mat­tet – over­sa­et­ter­ne fortje­ner i den for­bin­del­se et stort skul­der­klap, det kan ik­ke ha­ve va­e­ret let at over­fø­re Val­lejos il­tre sprog­brug til ja­evnt dansk.

Nav­ne rem­ses ind­for­stå­et op med en fre­kvens, der ud­for­drer selv un­der­teg­ne­de, der el­lers net­op har set al­le tre sa­e­so­ner af tv-se­ri­en om al­le dis­se kulør­te ka­rak­te­rer. Stor, stør­re, størst bli­ver i det­te til­fa­el­de for me­get af det go­de.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.