Bø­ger­ne, Ber­lin – og Bowie (Ro­ma­nens efterår)

Sto­re ro­ma­ner og film­kunst er ble­vet fortra­engt og mar­gi­na­li­se­ret af se­ri­er og Net­flix. Et ef­ter­år­ses­say fra Ber­lin om ti­dens kul­tur­ten­den­ser – og David Bowies be­tyd­ning.

Politiken - - DEBAT - BENN Q. HOLM

BER­LIN I EFTERÅRSFERIEN: By­en er fyldt med dan­ske­re, så det fø­les na­er­mest na­tur­ligt, at jeg bum­per ind i en be­kendt kø­ben­havnsk for­lags­re­dak­tør.

Vi får lov til at fortra­ek­ke til en na­er­lig­gen­de Bi­er­g­ar­ten, mens respek­ti­ve ko­ner og børn op­slu­ges af bu­tik­ker­ne om­kring Ale­xan­der­p­latz.

Ef­ter den ob­liga­to­ri­ske fod­boldsnak og lidt Bowie-nostal­gi, vi er jo i Ber­lin, fal­der ta­len uund­gå­e­ligt på bog­bran­chen, vo­res fa­el­les slag­mark. Ge­ne­relt går det groft sagt godt for for­la­ge­ne, og­så de min­dre i un­der­sko­ven, men for for­fat­ter­ne er bil­le­det me­re grum­set.

De fle­ste skøn­lit­te­ra­e­re tit­ler ud­kom­mer i sta­dig min­dre op­lag, og det er ik­ke no­gen hem­me­lig­hed, at det er kri­mi­er, ko­gebø­ger og ken­dis-bi­o­gra­fi­er der tra­ek­ker det sto­re laes.

Salgs­ma­es­sigt og om­ta­le­ma­es­sigt. Ebogs­sal­get er (hel­ler) ik­ke no­get, man som skøn­lit­te­ra­er for­fat­ter bli­ver rig af, til gen­ga­eld stormer de epi­so­debår­ne lyd­bø­ger frem, symp­to­ma­tisk nok in­spi­re­ret af pa­pir­bo­gens va­er­ste kon­kur­ren­ter, strea­m­ingtje­ne­ster som Net­flix og HBO.

VI HAR I DAN­MARK no­get na­er ver­dens bedste kunst­ner­støt­te­o­rd­ning, det sam­me ga­el­der den så­kald­te bi­bli­o­tek­s­af­gift (som er en kom­pen­sa­tion for, at bi­bli­o­te­ker­ne lå­ner ens bø­ger gra­tis ud), men det hø­rer med, at man­ge bi­bli­o­te­ker luk­kes, og at bi­bli­o­te­ker­nes bo­gind­køb er støt fal­den­de. De fy­si­ske bog­hand­ler for­svin­der og­så en ef­ter en, selv de stø­ve­de an­tik­va­ri­a­ter, til­ba­ge er en ra­ek­ke main­stream­ka­e­der, der som of­test har et stør­re ud­valg i sko­le­ta­sker og spil end dan­ske ro­ma­ner.

Langt­fra al­le nye skøn­lit­te­ra­e­re tit­ler fin­der vej til hyl­der­ne.

Det er ud­vik­lin­gen. Men alt er ik­ke den re­ne elen­dig­hed. Hist og her kan man sta­dig fin­de en klas­sisk ve­las­sor­te­ret bog­han­del, og el­lers er der jo al­tid net­tet. Bo­gen le­ver, man skal bare fin­de den.

Når jeg al­li­ge­vel sad og faldt lidt hen i mis­mod den­ne lu­ne ef­ter­års­dag i Ber­lin, skyld­tes det net­op det forta­er­ske­de ud­tryk ’bo­gen le­ver’. Ja, ko­ge­bo­gen og den ghostwri­te­de selv­bi­o­gra­fi. Men ro­ma­nen?

Jo, jo.

Men dens pre­sti­ge og ind­fly­del­se er af­ta­gen­de, og selv in­den for sit eget af­gra­en­se­de felt har den få­et po­pu­la­ri­tets­ma­es­sig bag­hjul af au­to­fik­tio­nen, hvor for­fat­te­ren hud­løst blot­la­eg­ger sit (og fa­mi­lie­med­lem­mers) liv i al­le en­der og kan­ter. I en lidt an­den bold­ga­de hø­ster f.eks. Pe­ter Øvigs bø­ger om Blekin­ge­ga­de­ban­den m.m. sto­re la­e­ser­ska­rer, og der ud­kom­mer i øv­rigt et kva­li­fi­ce­ret va­eld af den slags hi­sto­risk be­ly­sen­de va­er­ker om alt fra mod­stands­be­va­e­gel­sen til ro­ck­er­grup­pen Bulls­hit. Det skal man ik­ke kla­ge over.

Fik­tio­nen er selv­føl­ge­lig ik­ke død, men folk ka­ster sig ik­ke over den som i Rif­b­jergs og Bo­del­sens stor­heds­tid.

Fak­tisk tri­ves fik­tio­nen jo i stor stil i de ek­stremt po­pu­la­e­re, af­ha­en­gig­heds­ska­ben­de strea­m­ing­se­ri­er, som og­så i mit eget hjem gør, at vi tit kom­mer se­ne­re i seng, end godt er. Men når nog­le ud­rå­ber se­ri­en til den nye sam­tids­ro­man, er det helt hen i vej­ret.

Ma­jo­ri­te­ten af dis­se en­de­lø­se føl­je­to­ner er så fjer­nt fra ro­ma­nens lang­som­me og for­dy­ben­de va­e­sen som ta­en­kes kan; de fle­ste er skå­ret over den sam­me dra­ma­tur­gi­ske la­est, hvor der cir­ka hvert an­det mi­nut ind­vars­les en ny kon­flikt, og så­le­des fort­sa­et­ter det sa­e­son ef­ter sa­e­son.

Det gør dem ik­ke nød­ven­dig­vis dårlige, de bedste af dem er so­lid kunst, men sam­ti­dig er det en form for hur­tigt klip­pet do­mi­no­kunst, hvor brik­ker­ne kon­stant va­el­ter ud af ska­bet.

Men skyl­des før­na­evn­te pre­sti­ge­tab ik­ke ro­man­for­fat­ter­ne selv? De kan jo blot skri­ve nog­le go­de ro­ma­ner, som folk gi­der la­e­se.

Men vi be­stil­ler ik­ke an­det, og selv­føl­ge­lig sker det, at en skøn­lit­te­ra­er for­fat­ter bra­ger igen­nem.

Det gjor­de Me­re­te Pryds Hel­le i 2016 med ’Fol­kets skøn­hed’, og jeg tror end­da, at hun li­ge­frem blev in­vi­te­ret med i Af­tens­howet.

Stør­re kan det na­e­sten ik­ke bli­ve i et lil­le land, som først for ny­lig igen har få­et et bog­pro­gram i tv, et pro­gram, som vel at ma­er­ke in­vi­te­rer en ken­dis ud over for­fat­te­ren, for el­lers gi­der folk jo nok ik­ke se det.

Li­ge­som den skøn­lit­te­ra­e­re ro­man er spil­le­fil­mens pre­sti­ge og po­si­tion på re­tra­e­te

LØV­FALD. Ef­ter­å­ret er en nostal­gisk tid. Kro­ni­kø­ren var i Ber­lin i ef­ter­å­ret og ta­enk­te over kul­tu­rens sta­tus. Fo­to: Jens Dres­ling

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.