De for­bla­e­ste års­ti­der

Den er­far­ne, nor­ske vi­o­li­nist Hen­ning Krag­ger­ud sat­ser stort – og lyk­kes med det. To helt un­ge vi­ol­in­talen­ter går ef­ter det sik­re, og det er synd, for de er fak­tisk go­de.

Politiken - - KULTUR - HEN­RIK FRI­IS hen­rik.fri­is@pol.dk

at hø­re. Hun af­slø­rer dog ik­ke så me­get af sig selv, som man kun­ne øn­ske sig af en de­but.

Hvis man ik­ke har War­ner Clas­si­cs, An­ne Sop­hie Mut­ter el­ler et fint agen­tur i ryg­gen, må man gø­re det selv. Det har duo­en med vi­o­li­ni­sten Nik­las Wa­len­tin og pi­a­ni­sten Ale­xan­der McKen­zie så gjort ved at smi­de et selv­fi­nan­si­e­ret al­bum med sa­lon­mu­sik fra he­le ver­den på Spo­ti­fy.

Det er, hvad det er: mu­sik i den let­te gen­re, hvor det me­ste er for­nø­jel­se og char­me­ren­de me­lo­di­er med sa­ger som Ga­des ’Tango Ja­lou­i­se’, et ka­rak­ter­styk­ke af Fritz Krei­s­ler, en lil­le vals, et mu­si­cal­hit af Gers­hwin el­ler en spø­ge­fuld bid af Edward El­gar, ’La Capri­cieu­se’. Med an­dre ord styk­ker, der i dag mest fun­ge­rer som ek­stra­num­re af den slags, hvor pu­bli­kum dra­ger et smi­len­de suk ef­ter den sid­ste ak­kord. Hur­tigt at for­dø­je for pu­bli­kum, sva­ert at sa­et­te sit eget pra­eg på for en mu­si­ker.

Men de spil­ler nu ma­eg­tig godt. Wa­len­tin får vist sit sto­re re­per­toi­re i vi­ol­in­tek­nik­ker med al­le mu­li­ge klang­li­ge va­ri­a­tio­ner – han har en vir­ke­lig varm­blo­det mu­si­ka­li­tet – og McKen­zie spil­ler imø­de­kom­men­de og le­ven­de.

Og når de to spil­ler ’La plus que len­te’ af De­bus­sy i al dens nostal­gi­ske ve­mod, taenker man, at der er teg­nin­gen til no­get stort. Det be­hø­ver bare ik­ke va­e­re i un­der­hold­nings­bran­chen. Wa­len­tins im­po­ne­ren­de ud­form­ning af de en­kel­te me­lo­di­er strå­ler af selv­til­lid og na­er­va­er, så po­ten­ti­a­let til lidt stør­re kunst rå­ber på at bli­ve ind­fri­et. Man kan for ek­sem­pel gå på YouTu­be og hø­re ham spil­le ame­ri­kan­ske Lou Har­ri­sons mo­der­ne vi­o­lin­kon­cert med et percus­sio­nor­ke­ster. Her for­står man, hvad der kan ske af go­de ting, hvis Wa­len­tin vil ta­ge liv­tag med med ny­e­re vi­o­lin­kon­cer­ter, som tra­en­ger til en mu­si­ker, der for al­vor tør ta­ge avan­ce­ret mu­sik på sig.

Her for­står man, hvad der kan ske af go­de ting, hvis Wa­len­tin vil ta­ge liv­tag med ny­e­re vi­o­lin­kon­cer­ter

TIL­BA­GE TIL KRAGGERUDS for­tolk­ning af Vi­val­dis kend­te vi­o­lin­kon­cer­ter: Han har selv kom­po­ne­ret tre styk­ker af hver små ti mi­nut­ters va­rig­hed og stuk­ket dem ind imel­lem års­ti­der­ne som sva­le af­bry­del­ser med si­tren­de vir­ke­mid­ler. På den må­de sat­ser den 44-åri­ge nord­mand ik­ke bare i sit vi­ol­in­spil, men og­så med det stof, han pra­e­sen­te­rer.

Sti­len i hans mel­lem­styk­ker min­der om en­kel­he­den i ba­rokmu­sik – som et nu­ti­digt, ven­ligt og melan­kolsk ek­ko af Vi­val­dis na­turskil­drin­ger. Med Kraggeruds spink­le og al­li­ge­vel vir­ke­lig på­gå­en­de vi­ol­in­to­ne for­re­st i lyd­bil­le­det og det nord­nor­ske kam­mer­or­ke­ster som vi­bre­ren­de lyd­ta­ep­pe ba­gerst – med hef­ti­ge storme og mil­de bri­ser.

FRISK STORM. Hen­ning Krag­ger­ud kan si­ne og Vi­val­dis fi­re års­ti­der, men er og­så mand for at la­eg­ge no­get norsk vej­r­lig ind i si­ne eg­ne kom­po­si­tio­ner.

Fo­to: Ro­bert Ro­mik

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.