LIONEL MESSIS FREMTID
Det er ikke til at se på hans spil, men i sommer fyldte Lionel Messi 30 år. Afslutningen på en historisk karriere kommer uundgåeligt naermere, og det store spørgsmål er, hvornår man vil se tegn på aldring i hans spil, og hvordan den aeldre Messis rolle kommer til at aendre sig på et Barcelona-hold, der er mere afhaengig af argentineren end på noget tidligere tidspunkt. Der var spillet 13 minutter af anden halvleg på Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla, da Lionel Messi havde et af sine saerlige øjeblikke. Han befandt sig nogle få meter uden for hjemmeholdets straffesparksfelt. Der var seks modstandere mellem ham og målet. Lige foran ham stod Sergio Escudero og Steven N’zonzi og blokerede vejen mod målet, og egentlig var Messi på vej på tvaers af banen.
Men så, lige pludselig, ophørte al logik. Med et lille hop blev vaegten lagt over på højrebenet, og naermest samtidig aendrede Messi retning. Venstrefoden spillede bolden ind på højrefoden, der skubbede bolden frem. Messi skar igennem den lille åbning mellem N’zonzi og Escudero, der knap havde nået at registrere, hvad der foregik, før han var forbi dem. Foran ham stod nu midterforsvareren Adil Rami, der trådte frem mod ham og lignede en mand, der allerede vidste, at han var på en umulig opgave. Messi nåede bolden først og drejede den med et skarpt traek mod højre uden om Rami. Vaek var han og rørte bolden to gange mere og nåede helt ind i straffesparksfeltet, inden han sparkede til den med højrebenet. Bolden røg et stykke over Sevilla-målet, og Messi tumlede sammen med den desperat tililende Daniel Carriço og sank til sidst i graesset i aergrelse.
Selv sad jeg oppe på tv-kommentatorpladserne og forsøgte at følge med og saette nogle ord på, der kunne yde aktionerne bare nogenlunde retfaerdighed. Jeg har set tv-optagelser af situationen mange gange siden, og selvom de dokumenterer Messis enestående faerdigheder, så sidder jeg alligevel med en følelse af, at man skulle have vaeret der i det øjeblik på den aften for ikke bare at se, men at maerke, fornemme og sanse, hvor heldige vi er, at vi har fået lov til at opleve Lionel Andrés Messis evner på en fodboldbane. Følelsen af, at lyden fra publikum saenker sig til en naermest aerbødig stilhed, mens Messis opvisning finder sted foran os. En underlig, naermest surrealistisk fornemmelse af, at tiden bliver vredet i nogle få sekunder. Hvor Messi bevaeger sig hurtigere end alle andre. Eller også at der er lagt et slowmotion-filter ned over Sevilla-spillerne.
Ofte mister nogle af Messis bedste aktioner en smule af magien, når man ser dem i langsom gengivelse på tv. Så kan man godt taenke, at han egentlig ikke gør noget saerligt, for Messi er ikke en showspiller. Men han gør altid det rigtige, og det exceptionelle ligger i den fart, han kan udføre sine handlinger med. Måden, han kan vende
EN 30-ÅRIG MED 30 TROFAEER
sin krop og aendre retning og få ellers dygtige forsvarere til at ligne tunge og langsomme maend. Hans evne til at taenke og agere i naermest samme øjeblik. En enestående intuitiv opfattelse af det rum, han befinder sig, og de muligheder, der ligger i det.
I den anden halvleg i november sidste år i Sevilla var det, som om Messi besluttede sig for at tage hele Cataloniens byrde på sine skuldre. Det havde vaeret en svaer kamp indtil da for Barcelona, og i det hele taget havde det vaeret et svaert efterår. Det naturlige, flydende positionsspil var blevet fragmenteret og ujaevnt. Men ene mand tog Messi fat i begivenhederne og var styrmand, chanceskaber og afslutter og den altafgørende faktor for, at Barcelona fik alle tre point med hjem.
Sådan var det ofte i den saeson, der var den sidste i 20’erne for Lionel Messi. Barcelona havde nogle alvorlige udfald undervejs, og det blev mere og mere tydeligt, at holdet ikke laengere var i stand til at udføre klubbens klassiske spillefilosofi i praksis. Holdet, der i mange år havde vaeret defineret af sin midtbane, havde nu tydelige mangler på banens midte. Men Barça havde Messi, der i en svaer saeson for holdet var på sit højeste. Kronet med El Clásico på Santiago Bernabéu i april, hvor han i et forrygende opgør alligevel var lidt bedre end alle andre og scorede to mål. Hvor det andet gav Barcelona sejren i overtiden og var Messis mål nummer 500 for klubben.
Hvis man ikke vidste det, var det ikke til at se, at Messi et par måneder senere skulle nå den dag, der ofte ses som en skaeringsdato for en fodboldspiller. Dagen, hvor han fyldte 30 år, og som uundgåeligt bringer spørgsmålet frem, som enhver Barcelona-tilhaenger må frygte. Hvornår begynder det fysiske forfald at saette ind? Hvornår begynder Messi at miste sin eksplosivitet. Og hvilken rolle kommer den aeldre Messi til at få hos FC Barcelona? Der er snart gået 13 år, siden Lionel Messi første gang trådte på banen for Barcelonas bedste hold. Dengang i 2004 var han en spinkel, langhåret teenager, der fik de sidste minutter af lokalopgøret mod Espanyol oppe på Montjuïc uden at nå at gøre det store vaesen af sig. Blandt spillerne på holdet var nogle af dem, han siden har spillet flere hundrede kampe sammen med. Xavi, Víctor Valdés, Carles Puyol og en ligeledes indskiftet Andrés Iniesta. Men også spillere, hvis navne understreger, hvor lang tid der er gået: Oleguer, Henrik Larsson og Juliano Belletti. Barça vandt Messis debut med 1-0 i saesonen, hvor den catalanske klub genrejste sig selv og med Ronaldinho som superstjerne vandt det første mesterskab i seks år. Med beskeden hjaelp fra den 17-årige Messi, der blev skiftet ind syv gange undervejs.
I Barcelona taenker mange tilbage på Trofeo Gamper i 2005 som kampen, der gjorde det klart for alle, at der var noget saerligt på vej. ”Messi, Messi, Messi!” lød det fra publikum på Camp Nou ned mod den 18-årige argentiner, der havde drevet gaek med det ellers så gennemrutinerede Juventus-forsvar i Barcelonas traditionelle praesentationskamp inden saesonstarten.
Resten er historie, og det kan i dag virke som en overvaeldende og naermest umulig opgave at se tilbage på Messis karriere og fremhaeve nogle saesoner på bekostning af andre. Det hele flyder sammen i mere end et årtis vedvarende verdensklasse.
Når det handler om Messi, har vi for laenge siden vaennet os til det enestående og glemmer derfor hurtigt de enkelte kampe igen. Samtidig er Messi blevet et billede på en tid, hvor alt er flygtigt, og hvor maengden af tilgaengelige fodboldkampe er så stor, at der sjaeldent er tid til at dvaele ved en enkeltstående kamp eller en individuel praestation i ret mange timer. Dagen efter venter en ny kamp på tv. Og vi ved jo, at Messi alligevel gør det igen en uge senere.
Når hele Messis karriere tilmed har udspillet sig i den samme klub, kommer den også til at mangle de naturlige skillelinjer, som et klubskifte altid skaber. Alligevel har hans rolle aendret sig flere gange undervejs, hvilket er interessant, nu hvor han har rundet de 30.
Man kan med god mening inddele Messis karriere i FC Barcelona i fem faser: Fra debuten i 2004 frem til 2006 var han det exceptionelle talent, som kun skader forhindrede i det endelige gennembrud på Frank Rijkaards succeshold. De to følgende saesoner leverede Messi mange store praestationer på højrekanten, som da han som 19-årig scorede sit første hattrick for klubben i 3-3-kampen mod Real Madrid i foråret 2007 og nogle måneder senere i pokalsemifinalen mod Getafe kopierede landsmanden Diego Maradonas legendariske mål fra Vm-kvartfina-
BRYLLUP I BARNDOMSBYEN
len mod England i 1986. Men det var også to saesoner, der var praeget af hans fortsatte fysiske problemer og af, at Rijkaards og Ronaldinhos Barcelona kollapsede.
Så det var først, da Pep Guardiola i 2008 blev ny cheftraener, at Messi nåede karrierens tredje fase, hvor han endegyldigt beviste sig som klodens bedste og gang på gang overgik sig selv. Undervejs aendrede Guardiola hans rolle og flyttede ham fra højrekanten ind på en position som frontangriber med licens til at bevaege sig rundt på banen. Et taktisk greb, der skabte grundlaget for, at Messi øgede sin målscoring til urealistiske højder. I 2011/12-saesonen scorede han for første mere end et mål pr. kamp i gennemsnit og nåede op på hele 73 saesonmål, heraf de 50 i den spanske liga. Antal, som indtil da hørte fantasien til.
Årene fra 2008 til 2013 må derfor betegnes som Messis storhedstid. Fordi hans egne kvaliteter i de år var forenet med et ypperligt Barcelona-hold skabt af Guardiola og videreført af Tito Vilanova. 2013/14-saesonen kom til gengaeld til at markere enden på en epoke. Gerardo Martino var ikke den rette traener, og Messi var muskelskadet to måneder undervejs. Men han og Barça var hurtigt tilbage på toppen med Luis Enrique som ny traener og med Messi som del af den sydamerikanske Msn-trio sammen med Neymar og Luis Suárez. Her overlod Messi pladsen helt i front til uruguayanske Suárez og fik en fri rolle med udgangspunkt på højrekanten. Og selvom han ikke laengere er forreste mand på holdet, så har han i to af de tre Msn-saesoner alligevel scoret mere end et mål pr. kamp.
Fra højrekanten til den falske 9’er og tilbage mod højre i en fri rolle. I alle positioner har Messi praesteret, så det naesten er meningsløst at spørge, hvad der egentlig har vaeret hans bedste position gennem de år, hvor han har vaeret med til at vinde 30 trofaeer til Barcelona. Han scorede flest mål som falsk 9’er fra 2011 til 2013, men til gengaeld har hans vaerdi i spillet vaeret enorm i de seneste saesoner, efter at Xavi har forladt klubben. I nogle kampe har man haft følelsen af, at Messi har udfyldt både Xavis, Iniestas og Suárez’ rolle på samme tid. Som spilskaber, omdrejningspunkt, udfordrer og målscorer. Det er en overvaeldende karriere, Lionel Messi kunne se tilbage på, da han i juni fyldte 30 år. For en gangs skyld kunne han fejre sin fødselsdag med familien i fødebyen Rosario i en sjaelden sommer uden slutrunder med Argentina. En uge senere var det så blevet bryllupstid, da han og Antonella Roccuzzo blev viet. Et bryllup, der på sin vis fortaeller en del af historien om personen Lionel Messi.
Begge kommer de fra Rosario, hvor Antonellas far ejede en supermarkedskaede. De har kendt hinanden, siden de var børn, men først i 2007 blev de kaerester. Der er en vis dobbelttydighed i Messis forhold til fødebyen. På den ene side taler han stadig med Rosario-dialekt, har store dele af sin familie og mange barndomsvenner i byen og valgte at henlaegge sit bryllup dertil. Men på den anden side er der ikke mange spor efter Messi i Rosario, hvilket på sin vis er natur-
DEN AELDRE MESSI
ligt nok, når han levet størstedelen af sit liv i Spanien. Der er en respekt og beundring for Messi i Rosario, men samtidig er han en fremmed. Ligesom han i Barcelona nok bliver set som en spiller fra klubbens eget akademi, men samtidig er en udlaending, der ikke taler catalansk.
Messi-familien har altid søgt en vis diskretion, og sådan var det også, da Lionel skulle giftes. Det skete ikke på et af de fine hoteller i den paene del af Rosario, men på et kasinokompleks i et mere jaevnt kvarter ikke langt fra det område, hvor et større narkoopgør havde fundet sted kort forinden.
”De er simple mennesker og vil gerne have et intimt og diskret bryllup. De vil ikke forstyrre byens liv,” sagde Mónica Fein, Rosarios socialistiske borgmester til den spanske avis El País.
Alligevel var interessen stor, bryllupsmenuen blev laekket til en argentinsk tv-station nogle dage forinden, og holdkammerater fra Barcelona og landsholdet ankom i privatfly til Rosario og var blandt de 250 gaester. Men så var det stort set også det, når det kom til berømtheder. Det var noget mere afdaempet, end da Diego Maradona i 1989 holdt sit bryllup og inviterede 1300 gaester til det legendariske Luna Park i Buenos Aires, blandt dem Fidel Castro, som dog ikke havde mulighed for at vaere til stede og dermed gik glip af en bryllupskage, der var højere end brudgommen.
Den slags ekstravagance ser man stort set aldrig fra Messi. Han har altid haft ry for at vaere indadvendt og virket uinteresseret i berømmelsen, og når han en sjaelden gang har givet et interview, har han ikke gjort omverdenen ret meget klogere på, hvem han egentlig er.
Som ungdomsspiller i Barcelona kaldte holdkammeraterne ham "El Mudo", den stumme. Og i de første år i førsteholdstruppen havde han tilnavnet "La Pulga", loppen. Han var den lille dreng, der var så stolt over at få lov til at spille på hold med idolet Ronaldinho. Selv da alle andre kunne se, at brasilianeren havde mistet dedikationen, var Messis loyalitet og beundring fast. Og han var naermest forurettet, da det stod klart, at Ronaldinho måtte vaek fra klubben.
På den måde kunne Messi isaer i sine unge år virke barnlig og naermest naiv. Han udtrykte det sjaeldent direkte, men alle i klubben kunne godt fornemme, når Messi virkede indebraendt, og meget kom til at handle om at holde Messi glad. Hvis Messi ikke brød sig om at blive skiftet ud for at spare kraefter, så måtte løsningen vaere at lade vaere med at skifte ham ud.
Langt op i karrieren og efter at have vundet flere Guldbolde kunne han tillade sig en tilbagetrukket rolle i en trup rig på kulturbaerere. Puyol, Xavi, Valdés og Piqué var truppens catalanske stemmer, mens Messi kunne nøjes med at lade fødderne tale på Camp Nou.
”Jeg har kun set ham nervøs én gang: Det var dagen inden kampen mod Graekenland, da Maradona gav ham anførerbindet på landsholdet. Men det var ikke ansvaret som leder, der gjorde ham utilpas; det var at skulle holde en tale foran holdkammeraterne,” har Juan Sebastián Verón fortalt om VM i Sydafrika i 2010. Messi kunne ikke rigtig få ordene frem. I stedet råbte veteranen Verón selv et par ord, og spillerne løb ud på banen. Der er på den måde en slående kontrast mellem Messis evner på banen og hans tilbageholdende adfaerd udenfor. Her har han aldrig rigtig levet sig ind i rollen som superstjerne. Hvor modpolen Cristiano Ronaldo virker til permanent at leve sig ind i rollen som ikonet og figuren Cristiano Ronaldo, så virker Messi til tider, som om han prøver at undgå at skulle vaere Messi. I begge tilfaelde med det resultat, at de kan virke overfladiske, gådefulde og ensomme, men hvor det i Messis tilfaelde nok er en konsekvens af kombinationen af stjernestatus og indadvendte karaktertraek.
Og nogle gange er det med Messi givetvis så simpelt, at det naesten ikke er til at acceptere for alle dem, der ser fodbold som en kompleks sport med uendelig mange facetter: Når Messi accepterede at lade Luis Suárez overtage positionen som frontangriber og selv rykke laengere tilbage på banen, så har det sikkert mere handlet om deres gode personlige forhold, end at Messi har gennemgået en større fodboldmaessig analyse og konkluderet, at positionsskiftet kunne vaere til gavn for alle parter. Suárez og Messi er blevet gode venner, siden uruguayaneren kom til fra Liverpool i 2014. Deres børn går på samme skole, familierne holder ferie sammen og drikker sydamerikansk mate, og Antonella Roccuzzo har åbnet en skobutik i Barcelona sammen med Suárez’ kone Sofía.
I de senere år er der dog begyndt at komme tegn på, at Messi har aendret sig. Han baerer nu ofte anførerbindet og er sammen med Iniesta og Piqué blandt de vaesentligste kulturbaerere i truppen, og det siges, at han ikke er så humørsyg efter nederlag eller modgang som tidligere. Også her med en forklaring, som er ganske banal: Han er blevet far til Thiago og Mateo og har på den måde fået et andet perspektiv.
Den forgangne saeson viste ingen tegn på hverken mental eller fysisk traethed, tvaertimod var Messi den direkte årsag til, at et svingende Barcelona stadig var inde i mesterskabskampen på sidste spilledag. I Real Madrid har man set den to år aeldre Cristiano Ronaldo forandre sig som spillertype på imponerende vis i takt med, at alderen er begyndt at saette sine spor. Han bevaeger sig mindre, bliver oftere sparet og er nu decideret frontangriber med enestående succes. Endnu har fysikken ikke gjort det nødvendigt for Messi at gå på kompromis og lave om på sig selv, men det kan ikke undgås, at han inden for de naeste få år vil miste noget af sin exceptionelle fart. Et forløb, der bliver interessant at overvaere. Hvordan bliver den sjette fase for Messi i Barcelona? Her peger de seneste saesoners forløb nok imod, at han i takt med, at kroppen bliver langsommere, vil bevaege sig laengere tilbage på banen og tage mere og mere ansvar for Barcelonas opbyggende spil. Iniesta er blevet 33 år og kan ikke ret meget laengere blive set som omdrejningspunktet på midtbanen.
Talentstrømmen fra La Masía er tørret ud, så det vil give god mening, hvis Messis rolle i 30’erne bliver på Barcelonas midtbane. Naeppe en overgang, som sker allerede nu, men det ligner en mere naturlig forandring for den aeldre Messi, end at han skulle gøre som Cristiano Ronaldo og aendre sig til at vaere en rendyrket målscorer.
Samtidig går Messi ind til en saeson, der forhåbentlig slutter med et VM med det argentinske landshold, der har vaeret et kapitel for sig i Messis karriere. I mange år var han den fremmede fugl i truppen, europaeeren, der slet ikke havde det temperament og den udstråling, som argentinerne gerne vil se fra landsholdets største stjerne. Men det sidste år har noget aendret sig. Efter det braendte straffespark i sidste sommers Copa América-finale mod Chile meddelte Messi melodramatisk, at han ville stoppe på landsholdet efter det tredje finalenederlag på tre år. En udmelding, som fik argentinerne på gaden i et forsøg på at overtale ham til at genoverveje beslutningen. Det gjorde han og var kort efter tilbage på et landshold i store problemer i Vm-kvalifikationen. Et lavpunkt blev nået i marts, da Argentina tabte i Bolivia, efter at Messi samme dag var blev idømt fire kampes karantaene for at have svinet en linjevogter til i den foregående kamp. En karantaene, der dog siden blev trukket tilbage.
Et dramatisk år, men i Argentina er håbet, at haendelserne illustrerer, at Messi endelig er begyndt at vise temperament og nu er i stand til at traede i karakter som leder uden at blive tynget af ansvaret. Hans naeste fødselsdag finder efter planen sted et sted i Rusland naeste sommer, og det bliver den sidste Vm-slutrunde, inden alderen uundgåeligt vil saette sit praeg.
Om det så også bliver sidste Vm-slutrunde overhovedet for Messi, er nok mere tvivlsomt. For stadig virker en fodboldbane som hans mest trygge hjem og som det sted, hvor han befinder sig bedst, og det er svaert at forestille sig, hvad Messi vil foretage sig, når karrieren en dag er slut.
”Det eneste, der betyder noget, er at spille. Jeg har nydt det, siden jeg var en lille dreng, og jeg prøver stadig at gøre det, hver gang jeg går ud på en bane. Jeg siger altid, at når jeg ikke laengere nyder det, eller det ikke laengere er sjovt at spille, så vil jeg ikke gøre det laengere. Jeg gør det, fordi jeg elsker det, og det er alt, der betyder noget,” sagde Lionel Messi til ESPN i 2014.
Og indtil nu ser Messi ud til at nyde hvert sekund på alverdens fodboldbaner.
OM DET SÅ OGSÅ BLIVER SIDSTE VM-SLUTRUNDE OVERHOVEDET FOR MESSI, ER NOK MERE TVIVLSOMT. FOR STADIG VIRKER EN FODBOLDBANE SOM HANS MEST TRYGGE HJEM OG SOM DET STED, HVOR HAN BEFINDER SIG BEDST, OG DET ER SVAERT AT FORESTILLE SIG, HVAD MESSI VIL FORETAGE SIG, NÅR KARRIEREN EN DAG ER SLUT.