LIO­NEL MESSIS FREM­TID

Premier League Magasinet - - Inhold - TEKST: MOR­TEN GLINVAD

Det er ik­ke til at se på hans spil, men i som­mer fyld­te Lio­nel Mes­si 30 år. Af­slut­nin­gen på en hi­sto­risk kar­ri­e­re kom­mer uund­gå­e­ligt na­er­me­re, og det sto­re spørgs­mål er, hvor­når man vil se tegn på al­dring i hans spil, og hvor­dan den ae­l­dre Messis rol­le kom­mer til at aen­dre sig på et Bar­ce­lo­na-hold, der er me­re af­ha­en­gig af ar­gen­ti­ne­ren end på no­get tid­li­ge­re tids­punkt. Der var spil­let 13 mi­nut­ter af an­den halv­leg på Ramón Sán­chez Pizjuán i Se­vil­la, da Lio­nel Mes­si hav­de et af si­ne sa­er­li­ge øje­blik­ke. Han be­fandt sig nog­le få me­ter uden for hjem­me­hol­dets straf­fes­parks­felt. Der var seks mod­stan­de­re mel­lem ham og må­let. Li­ge for­an ham stod Sergio Escu­dero og Ste­ven N’zon­zi og blo­ke­re­de vej­en mod må­let, og egent­lig var Mes­si på vej på tva­ers af ba­nen.

Men så, li­ge plud­se­lig, op­hør­te al lo­gik. Med et lil­le hop blev va­eg­ten lagt over på høj­re­be­net, og na­er­mest sam­ti­dig aen­dre­de Mes­si ret­ning. Ven­stre­fo­den spil­le­de bol­den ind på høj­re­fo­den, der skub­be­de bol­den frem. Mes­si skar igen­nem den lil­le åb­ning mel­lem N’zon­zi og Escu­dero, der knap hav­de nå­et at re­gi­stre­re, hvad der fo­re­gik, før han var for­bi dem. For­an ham stod nu mid­ter­for­sva­re­ren Adil Ra­mi, der trå­d­te frem mod ham og lig­ne­de en mand, der al­le­re­de vid­ste, at han var på en umu­lig op­ga­ve. Mes­si nå­e­de bol­den først og dre­je­de den med et skar­pt tra­ek mod høj­re uden om Ra­mi. Va­ek var han og rør­te bol­den to gan­ge me­re og nå­e­de helt ind i straf­fes­parks­fel­tet, in­den han spar­ke­de til den med høj­re­be­net. Bol­den røg et styk­ke over Se­vil­la-må­let, og Mes­si tum­le­de sam­men med den des­pe­rat ti­l­i­len­de Da­ni­el Car­riço og sank til sidst i gra­es­set i ae­r­g­rel­se.

Selv sad jeg op­pe på tv-kom­men­ta­tor­plad­ser­ne og for­søg­te at føl­ge med og sa­et­te nog­le ord på, der kun­ne yde ak­tio­ner­ne ba­re no­gen­lun­de ret­fa­er­dig­hed. Jeg har set tv-op­ta­gel­ser af si­tu­a­tio­nen man­ge gan­ge si­den, og selv­om de do­ku­men­te­rer Messis ene­stå­en­de fa­er­dig­he­der, så sid­der jeg al­li­ge­vel med en fø­lel­se af, at man skul­le ha­ve va­e­ret der i det øje­blik på den af­ten for ik­ke ba­re at se, men at ma­er­ke, for­nem­me og san­se, hvor hel­di­ge vi er, at vi har få­et lov til at op­le­ve Lio­nel An­drés Messis ev­ner på en fod­bold­ba­ne. Fø­lel­sen af, at ly­den fra pu­bli­kum sa­en­ker sig til en na­er­mest ae­r­bø­dig stil­hed, mens Messis op­vis­ning fin­der sted for­an os. En un­der­lig, na­er­mest sur­re­a­li­stisk for­nem­mel­se af, at ti­den bli­ver vre­det i nog­le få se­kun­der. Hvor Mes­si be­va­e­ger sig hur­ti­ge­re end al­le an­dre. El­ler og­så at der er lagt et slo­w­mo­tion-fil­ter ned over Se­vil­la-spil­ler­ne.

Of­te mi­ster nog­le af Messis bed­ste ak­tio­ner en smu­le af magi­en, når man ser dem i lang­som gen­gi­vel­se på tv. Så kan man godt ta­en­ke, at han egent­lig ik­ke gør no­get sa­er­ligt, for Mes­si er ik­ke en show­spil­ler. Men han gør al­tid det rig­ti­ge, og det ex­cep­tio­nel­le lig­ger i den fart, han kan ud­fø­re si­ne hand­lin­ger med. Må­den, han kan ven­de

EN 30-ÅRIG MED 30 TRO­FA­E­ER

sin krop og aen­dre ret­ning og få el­lers dyg­ti­ge for­sva­re­re til at lig­ne tun­ge og lang­som­me ma­end. Hans ev­ne til at ta­en­ke og age­re i na­er­mest sam­me øje­blik. En ene­stå­en­de in­tu­i­tiv op­fat­tel­se af det rum, han be­fin­der sig, og de mu­lig­he­der, der lig­ger i det.

I den an­den halv­leg i novem­ber sid­ste år i Se­vil­la var det, som om Mes­si be­slut­te­de sig for at ta­ge he­le Ca­ta­lo­ni­ens byr­de på si­ne skul­dre. Det hav­de va­e­ret en sva­er kamp ind­til da for Bar­ce­lo­na, og i det he­le ta­get hav­de det va­e­ret et sva­ert ef­ter­år. Det na­tur­li­ge, fly­den­de po­si­tions­spil var ble­vet frag­men­te­ret og uja­evnt. Men ene mand tog Mes­si fat i be­gi­ven­he­der­ne og var styr­mand, chan­ce­ska­ber og af­slut­ter og den alt­af­gø­ren­de fak­tor for, at Bar­ce­lo­na fik al­le tre po­int med hjem.

Så­dan var det of­te i den sa­e­son, der var den sid­ste i 20’er­ne for Lio­nel Mes­si. Bar­ce­lo­na hav­de nog­le al­vor­li­ge ud­fald un­der­vejs, og det blev me­re og me­re ty­de­ligt, at hol­det ik­ke la­en­ge­re var i stand til at ud­fø­re klub­bens klas­si­ske spil­le­fi­lo­so­fi i prak­sis. Hol­det, der i man­ge år hav­de va­e­ret de­fi­ne­ret af sin midt­ba­ne, hav­de nu ty­de­li­ge mang­ler på ba­nens mid­te. Men Barça hav­de Mes­si, der i en sva­er sa­e­son for hol­det var på sit hø­je­ste. Kro­net med El Clási­co på San­ti­a­go Ber­nabéu i april, hvor han i et for­ry­gen­de op­gør al­li­ge­vel var lidt bed­re end al­le an­dre og score­de to mål. Hvor det an­det gav Bar­ce­lo­na sej­ren i over­ti­den og var Messis mål num­mer 500 for klub­ben.

Hvis man ik­ke vid­ste det, var det ik­ke til at se, at Mes­si et par må­ne­der se­ne­re skul­le nå den dag, der of­te ses som en ska­e­rings­da­to for en fod­bold­spil­ler. Da­gen, hvor han fyld­te 30 år, og som uund­gå­e­ligt brin­ger spørgs­må­let frem, som en­hver Bar­ce­lo­na-til­ha­en­ger må fryg­te. Hvor­når be­gyn­der det fy­si­ske for­fald at sa­et­te ind? Hvor­når be­gyn­der Mes­si at mi­ste sin eks­plo­si­vi­tet. Og hvil­ken rol­le kom­mer den ae­l­dre Mes­si til at få hos FC Bar­ce­lo­na? Der er snart gå­et 13 år, si­den Lio­nel Mes­si før­ste gang trå­d­te på ba­nen for Bar­ce­lo­nas bed­ste hold. Den­gang i 2004 var han en spin­kel, lang­hå­ret te­e­na­ger, der fik de sid­ste mi­nut­ter af lo­ka­l­op­gø­ret mod Es­pa­ny­ol op­pe på Montjuïc uden at nå at gø­re det sto­re va­e­sen af sig. Blandt spil­ler­ne på hol­det var nog­le af dem, han si­den har spil­let fle­re hund­re­de kam­pe sam­men med. Xavi, Víctor Valdés, Car­les Puy­ol og en li­ge­le­des ind­skif­tet An­drés Inies­ta. Men og­så spil­le­re, hvis nav­ne un­der­stre­ger, hvor lang tid der er gå­et: Ole­gu­er, Hen­rik Lars­son og Juli­a­no Bel­let­ti. Barça vandt Messis de­but med 1-0 i sa­e­so­nen, hvor den ca­ta­lan­ske klub gen­rej­ste sig selv og med Ro­nal­din­ho som su­per­stjer­ne vandt det før­ste mesterskab i seks år. Med be­ske­den hja­elp fra den 17-åri­ge Mes­si, der blev skif­tet ind syv gan­ge un­der­vejs.

I Bar­ce­lo­na ta­en­ker man­ge til­ba­ge på Tro­feo Gam­per i 2005 som kam­pen, der gjor­de det klart for al­le, at der var no­get sa­er­ligt på vej. ”Mes­si, Mes­si, Mes­si!” lød det fra pu­bli­kum på Camp Nou ned mod den 18-åri­ge ar­gen­ti­ner, der hav­de dre­vet ga­ek med det el­lers så gen­nem­ru­ti­ne­re­de Ju­ven­tus-for­svar i Bar­ce­lo­nas tra­di­tio­nel­le pra­e­sen­ta­tions­kamp in­den sa­e­son­star­ten.

Re­sten er hi­sto­rie, og det kan i dag vir­ke som en over­va­el­den­de og na­er­mest umu­lig op­ga­ve at se til­ba­ge på Messis kar­ri­e­re og frem­ha­e­ve nog­le sa­e­so­ner på be­kost­ning af an­dre. Det he­le fly­der sam­men i me­re end et år­tis ved­va­ren­de verdensklasse.

Når det hand­ler om Mes­si, har vi for la­en­ge si­den vaen­net os til det ene­stå­en­de og glem­mer der­for hur­tigt de en­kel­te kam­pe igen. Sam­ti­dig er Mes­si ble­vet et bil­le­de på en tid, hvor alt er flyg­tigt, og hvor ma­eng­den af til­ga­en­ge­li­ge fod­bold­kam­pe er så stor, at der sja­el­dent er tid til at dva­e­le ved en en­kelt­stå­en­de kamp el­ler en in­di­vi­du­el pra­e­sta­tion i ret man­ge ti­mer. Da­gen ef­ter ven­ter en ny kamp på tv. Og vi ved jo, at Mes­si al­li­ge­vel gør det igen en uge se­ne­re.

Når he­le Messis kar­ri­e­re til­med har ud­spil­let sig i den sam­me klub, kom­mer den og­så til at mang­le de na­tur­li­ge skil­le­linjer, som et klubs­kif­te al­tid ska­ber. Al­li­ge­vel har hans rol­le aen­dret sig fle­re gan­ge un­der­vejs, hvil­ket er in­ter­es­sant, nu hvor han har run­det de 30.

Man kan med god me­ning ind­de­le Messis kar­ri­e­re i FC Bar­ce­lo­na i fem fa­ser: Fra de­bu­ten i 2004 frem til 2006 var han det ex­cep­tio­nel­le ta­lent, som kun ska­der for­hin­dre­de i det en­de­li­ge gen­nem­brud på Frank Ri­j­kaards suc­ces­hold. De to føl­gen­de sa­e­so­ner le­ve­re­de Mes­si man­ge sto­re pra­e­sta­tio­ner på høj­re­kan­ten, som da han som 19-årig score­de sit før­ste hat­tri­ck for klub­ben i 3-3-kam­pen mod Re­al Madrid i for­å­ret 2007 og nog­le må­ne­der se­ne­re i po­kal­se­mi­fi­na­len mod Ge­ta­fe ko­pi­e­re­de lands­man­den Die­go Ma­ra­do­nas le­gen­da­ri­ske mål fra Vm-kvart­fi­na-

BRYLLUP I BARNDOMSBYEN

len mod Eng­land i 1986. Men det var og­så to sa­e­so­ner, der var pra­e­get af hans fort­sat­te fy­si­ske pro­ble­mer og af, at Ri­j­kaards og Ro­nal­din­hos Bar­ce­lo­na kol­lap­se­de.

Så det var først, da Pep Guardiola i 2008 blev ny ch­eftra­e­ner, at Mes­si nå­e­de kar­ri­e­rens tred­je fa­se, hvor han en­de­gyl­digt be­vi­ste sig som klo­dens bed­ste og gang på gang over­gik sig selv. Un­der­vejs aen­dre­de Guardiola hans rol­le og flyt­te­de ham fra høj­re­kan­ten ind på en po­si­tion som fron­tan­gri­ber med li­cens til at be­va­e­ge sig rundt på ba­nen. Et tak­tisk greb, der skab­te grund­la­get for, at Mes­si øge­de sin målscor­ing til ure­a­li­sti­ske høj­der. I 2011/12-sa­e­so­nen score­de han for før­ste me­re end et mål pr. kamp i gen­nem­snit og nå­e­de op på he­le 73 sa­e­son­mål, her­af de 50 i den span­ske liga. An­tal, som ind­til da hør­te fan­ta­si­en til.

Åre­ne fra 2008 til 2013 må der­for be­teg­nes som Messis stor­heds­tid. For­di hans eg­ne kva­li­te­ter i de år var for­e­net med et yp­per­ligt Bar­ce­lo­na-hold skabt af Guardiola og vi­dere­ført af Ti­to Vila­nova. 2013/14-sa­e­so­nen kom til gen­ga­eld til at mar­ke­re en­den på en epo­ke. Ge­rar­do Mar­ti­no var ik­ke den ret­te tra­e­ner, og Mes­si var mu­skel­ska­det to må­ne­der un­der­vejs. Men han og Barça var hur­tigt til­ba­ge på top­pen med Lu­is En­rique som ny tra­e­ner og med Mes­si som del af den sy­da­me­ri­kan­ske Msn-trio sam­men med Ney­mar og Lu­is Suárez. Her over­lod Mes­si plad­sen helt i front til uru­gu­ay­an­ske Suárez og fik en fri rol­le med ud­gangs­punkt på høj­re­kan­ten. Og selv­om han ik­ke la­en­ge­re er for­re­ste mand på hol­det, så har han i to af de tre Msn-sa­e­so­ner al­li­ge­vel sco­ret me­re end et mål pr. kamp.

Fra høj­re­kan­ten til den fal­ske 9’er og til­ba­ge mod høj­re i en fri rol­le. I al­le po­si­tio­ner har Mes­si pra­este­ret, så det na­e­sten er me­nings­løst at spør­ge, hvad der egent­lig har va­e­ret hans bed­ste po­si­tion gen­nem de år, hvor han har va­e­ret med til at vin­de 30 tro­fa­e­er til Bar­ce­lo­na. Han score­de flest mål som falsk 9’er fra 2011 til 2013, men til gen­ga­eld har hans va­er­di i spil­let va­e­ret enorm i de se­ne­ste sa­e­so­ner, ef­ter at Xavi har for­ladt klub­ben. I nog­le kam­pe har man haft fø­lel­sen af, at Mes­si har ud­fyldt bå­de Xa­vis, Iniest­as og Suárez’ rol­le på sam­me tid. Som spil­ska­ber, om­drej­nings­punkt, ud­for­drer og målsco­rer. Det er en over­va­el­den­de kar­ri­e­re, Lio­nel Mes­si kun­ne se til­ba­ge på, da han i ju­ni fyld­te 30 år. For en gangs skyld kun­ne han fejre sin fød­sels­dag med fa­mi­li­en i fø­de­by­en Ros­a­rio i en sja­el­den som­mer uden slut­run­der med Ar­gen­ti­na. En uge se­ne­re var det så ble­vet bryl­lup­s­tid, da han og An­to­nel­la Roc­cuzzo blev vi­et. Et bryllup, der på sin vis forta­el­ler en del af hi­sto­ri­en om per­so­nen Lio­nel Mes­si.

Begge kom­mer de fra Ros­a­rio, hvor An­to­nel­las far eje­de en su­per­mar­kedska­e­de. De har kendt hin­an­den, si­den de var børn, men først i 2007 blev de ka­e­re­ster. Der er en vis dob­belt­ty­dig­hed i Messis for­hold til fø­de­by­en. På den ene si­de ta­ler han sta­dig med Ros­a­rio-di­a­lekt, har sto­re de­le af sin fa­mi­lie og man­ge barn­doms­ven­ner i by­en og valg­te at hen­la­eg­ge sit bryllup der­til. Men på den an­den si­de er der ik­ke man­ge spor ef­ter Mes­si i Ros­a­rio, hvil­ket på sin vis er na­tur-

DEN AE­L­DRE MES­SI

ligt nok, når han le­vet stør­ste­delen af sit liv i Spa­ni­en. Der er en respekt og be­un­dring for Mes­si i Ros­a­rio, men sam­ti­dig er han en frem­med. Li­ge­som han i Bar­ce­lo­na nok bli­ver set som en spil­ler fra klub­bens eget aka­de­mi, men sam­ti­dig er en ud­la­en­ding, der ik­ke ta­ler ca­ta­lansk.

Mes­si-fa­mi­li­en har al­tid søgt en vis diskre­tion, og så­dan var det og­så, da Lio­nel skul­le gif­tes. Det ske­te ik­ke på et af de fi­ne ho­tel­ler i den pa­e­ne del af Ros­a­rio, men på et ka­si­nokom­pleks i et me­re ja­evnt kvar­ter ik­ke langt fra det om­rå­de, hvor et stør­re narkoop­gør hav­de fun­det sted kort for­in­den.

”De er simp­le men­ne­sker og vil ger­ne ha­ve et in­timt og diskret bryllup. De vil ik­ke for­styr­re by­ens liv,” sag­de Mó­ni­ca Fe­in, Ros­a­rios so­ci­a­li­sti­ske borg­me­ster til den span­ske avis El País.

Al­li­ge­vel var in­ter­es­sen stor, bryl­lups­me­nu­en blev la­ek­ket til en ar­gen­tinsk tv-sta­tion nog­le da­ge for­in­den, og hold­kam­me­ra­ter fra Bar­ce­lo­na og lands­hol­det an­kom i pri­vat­fly til Ros­a­rio og var blandt de 250 ga­e­ster. Men så var det stort set og­så det, når det kom til be­rømt­he­der. Det var no­get me­re af­da­em­pet, end da Die­go Ma­ra­do­na i 1989 holdt sit bryllup og in­vi­te­re­de 1300 ga­e­ster til det le­gen­da­ri­ske Lu­na Park i Bu­enos Ai­res, blandt dem Fi­del Ca­stro, som dog ik­ke hav­de mu­lig­hed for at va­e­re til ste­de og der­med gik glip af en bryl­lup­ska­ge, der var hø­je­re end brudg­om­men.

Den slags ek­stra­va­gan­ce ser man stort set al­drig fra Mes­si. Han har al­tid haft ry for at va­e­re in­dad­vendt og vir­ket uin­ter­es­se­ret i be­røm­mel­sen, og når han en sja­el­den gang har gi­vet et in­ter­view, har han ik­ke gjort om­ver­de­nen ret me­get klo­ge­re på, hvem han egent­lig er.

Som ung­doms­spil­ler i Bar­ce­lo­na kald­te hold­kam­me­ra­ter­ne ham "El Mu­do", den stum­me. Og i de før­ste år i første­hold­strup­pen hav­de han til­nav­net "La Pul­ga", lop­pen. Han var den lil­le dreng, der var så stolt over at få lov til at spil­le på hold med ido­let Ro­nal­din­ho. Selv da al­le an­dre kun­ne se, at bra­si­li­a­ne­ren hav­de mi­stet de­di­ka­tio­nen, var Messis loy­a­li­tet og be­un­dring fast. Og han var na­er­mest foru­ret­tet, da det stod klart, at Ro­nal­din­ho måt­te va­ek fra klub­ben.

På den må­de kun­ne Mes­si isa­er i si­ne un­ge år vir­ke barn­lig og na­er­mest naiv. Han ud­tryk­te det sja­el­dent di­rek­te, men al­le i klub­ben kun­ne godt for­nem­me, når Mes­si vir­ke­de in­de­bra­endt, og me­get kom til at hand­le om at hol­de Mes­si glad. Hvis Mes­si ik­ke brød sig om at bli­ve skif­tet ud for at spa­re kra­ef­ter, så måt­te løs­nin­gen va­e­re at la­de va­e­re med at skif­te ham ud.

Langt op i kar­ri­e­ren og ef­ter at ha­ve vun­det fle­re Guld­bol­de kun­ne han til­la­de sig en til­ba­ge­truk­ket rol­le i en trup rig på kul­tur­ba­e­re­re. Puy­ol, Xavi, Valdés og Piqué var trup­pens ca­ta­lan­ske stem­mer, mens Mes­si kun­ne nø­jes med at la­de fød­der­ne ta­le på Camp Nou.

”Jeg har kun set ham nervøs én gang: Det var da­gen in­den kam­pen mod Gra­e­ken­land, da Ma­ra­do­na gav ham an­fø­rer­bin­det på lands­hol­det. Men det var ik­ke an­sva­ret som le­der, der gjor­de ham util­pas; det var at skul­le hol­de en ta­le for­an hold­kam­me­ra­ter­ne,” har Ju­an Se­ba­stián Verón fortalt om VM i Syd­afri­ka i 2010. Mes­si kun­ne ik­ke rig­tig få or­de­ne frem. I ste­det råb­te ve­te­ra­nen Verón selv et par ord, og spil­ler­ne løb ud på ba­nen. Der er på den må­de en slå­en­de kon­trast mel­lem Messis ev­ner på ba­nen og hans til­ba­ge­hol­den­de ad­fa­erd uden­for. Her har han al­drig rig­tig le­vet sig ind i rol­len som su­per­stjer­ne. Hvor mod­po­len Cri­sti­a­no Ro­nal­do vir­ker til per­ma­nent at le­ve sig ind i rol­len som iko­net og fi­gu­ren Cri­sti­a­no Ro­nal­do, så vir­ker Mes­si til tider, som om han prø­ver at und­gå at skul­le va­e­re Mes­si. I begge til­fa­el­de med det re­sul­tat, at de kan vir­ke over­fla­di­ske, gå­de­ful­de og en­som­me, men hvor det i Messis til­fa­el­de nok er en kon­se­kvens af kom­bi­na­tio­nen af stjer­ne­sta­tus og in­dad­vend­te ka­rak­ter­tra­ek.

Og nog­le gan­ge er det med Mes­si gi­vet­vis så sim­pelt, at det na­e­sten ik­ke er til at ac­cep­te­re for al­le dem, der ser fod­bold som en kom­pleks sport med uen­de­lig man­ge facet­ter: Når Mes­si ac­cep­te­re­de at la­de Lu­is Suárez over­ta­ge po­si­tio­nen som fron­tan­gri­ber og selv ryk­ke la­en­ge­re til­ba­ge på ba­nen, så har det sik­kert me­re hand­let om de­res go­de per­son­li­ge for­hold, end at Mes­si har gen­nem­gå­et en stør­re fod­bold­ma­es­sig ana­ly­se og kon­klu­de­ret, at po­si­tions­skif­tet kun­ne va­e­re til gavn for al­le par­ter. Suárez og Mes­si er ble­vet go­de ven­ner, si­den uru­gu­ay­a­ne­ren kom til fra Liverpool i 2014. De­res børn går på sam­me sko­le, fa­mi­li­er­ne hol­der fe­rie sam­men og drik­ker sy­da­me­ri­kansk ma­te, og An­to­nel­la Roc­cuzzo har åb­net en sko­bu­tik i Bar­ce­lo­na sam­men med Suárez’ ko­ne Sofía.

I de se­ne­re år er der dog be­gyndt at kom­me tegn på, at Mes­si har aen­dret sig. Han ba­e­rer nu of­te an­fø­rer­bin­det og er sam­men med Inies­ta og Piqué blandt de va­e­sent­lig­ste kul­tur­ba­e­re­re i trup­pen, og det si­ges, at han ik­ke er så hu­mør­syg ef­ter ne­der­lag el­ler mod­gang som tid­li­ge­re. Og­så her med en for­kla­ring, som er gan­ske ba­nal: Han er ble­vet far til Thi­a­go og Ma­teo og har på den må­de få­et et an­det per­spek­tiv.

Den for­gang­ne sa­e­son vi­ste in­gen tegn på hver­ken men­tal el­ler fy­sisk tra­et­hed, tva­er­ti­mod var Mes­si den di­rek­te år­sag til, at et svin­gen­de Bar­ce­lo­na sta­dig var in­de i mester­skabs­kam­pen på sid­ste spil­le­dag. I Re­al Madrid har man set den to år ae­l­dre Cri­sti­a­no Ro­nal­do for­an­dre sig som spil­ler­ty­pe på im­po­ne­ren­de vis i takt med, at al­de­ren er be­gyndt at sa­et­te si­ne spor. Han be­va­e­ger sig min­dre, bli­ver of­te­re spa­ret og er nu de­ci­de­ret fron­tan­gri­ber med ene­stå­en­de suc­ces. End­nu har fy­sik­ken ik­ke gjort det nød­ven­digt for Mes­si at gå på kom­pro­mis og la­ve om på sig selv, men det kan ik­ke und­gås, at han in­den for de na­e­ste få år vil mi­ste no­get af sin ex­cep­tio­nel­le fart. Et for­løb, der bli­ver in­ter­es­sant at over­va­e­re. Hvor­dan bli­ver den sjet­te fa­se for Mes­si i Bar­ce­lo­na? Her pe­ger de se­ne­ste sa­e­so­ners for­løb nok imod, at han i takt med, at krop­pen bli­ver lang­som­me­re, vil be­va­e­ge sig la­en­ge­re til­ba­ge på ba­nen og ta­ge me­re og me­re an­svar for Bar­ce­lo­nas op­byg­gen­de spil. Inies­ta er ble­vet 33 år og kan ik­ke ret me­get la­en­ge­re bli­ve set som om­drej­nings­punk­tet på midt­ba­nen.

Ta­lents­trøm­men fra La Masía er tør­ret ud, så det vil gi­ve god me­ning, hvis Messis rol­le i 30’er­ne bli­ver på Bar­ce­lo­nas midt­ba­ne. Na­ep­pe en over­gang, som sker al­le­re­de nu, men det lig­ner en me­re na­tur­lig for­an­dring for den ae­l­dre Mes­si, end at han skul­le gø­re som Cri­sti­a­no Ro­nal­do og aen­dre sig til at va­e­re en ren­dyr­ket målsco­rer.

Sam­ti­dig går Mes­si ind til en sa­e­son, der for­hå­bent­lig slut­ter med et VM med det ar­gen­tin­ske lands­hold, der har va­e­ret et ka­pi­tel for sig i Messis kar­ri­e­re. I man­ge år var han den frem­me­de fugl i trup­pen, eu­ro­pa­e­e­ren, der slet ik­ke hav­de det tem­pe­ra­ment og den ud­strå­ling, som ar­gen­ti­ner­ne ger­ne vil se fra lands­hol­dets stør­ste stjer­ne. Men det sid­ste år har no­get aen­dret sig. Ef­ter det bra­end­te straf­fes­park i sid­ste som­mers Co­pa Améri­ca-fi­na­le mod Chi­le med­del­te Mes­si me­lodra­ma­tisk, at han vil­le stop­pe på lands­hol­det ef­ter det tred­je fi­na­le­ne­der­lag på tre år. En ud­mel­ding, som fik ar­gen­ti­ner­ne på ga­den i et for­søg på at over­ta­le ham til at genover­ve­je be­slut­nin­gen. Det gjor­de han og var kort ef­ter til­ba­ge på et lands­hold i sto­re pro­ble­mer i Vm-kva­li­fi­ka­tio­nen. Et lav­punkt blev nå­et i marts, da Ar­gen­ti­na tab­te i Bo­li­via, ef­ter at Mes­si sam­me dag var blev idømt fi­re kam­pes ka­ran­ta­e­ne for at ha­ve svi­net en linje­vog­ter til i den fo­re­gå­en­de kamp. En ka­ran­ta­e­ne, der dog si­den blev truk­ket til­ba­ge.

Et dra­ma­tisk år, men i Ar­gen­ti­na er hå­bet, at ha­en­del­ser­ne il­lu­stre­rer, at Mes­si en­de­lig er be­gyndt at vi­se tem­pe­ra­ment og nu er i stand til at tra­e­de i ka­rak­ter som le­der uden at bli­ve tyn­get af an­sva­ret. Hans na­e­ste fød­sels­dag fin­der ef­ter pla­nen sted et sted i Rusland na­e­ste som­mer, og det bli­ver den sid­ste Vm-slut­run­de, in­den al­de­ren uund­gå­e­ligt vil sa­et­te sit pra­eg.

Om det så og­så bli­ver sid­ste Vm-slut­run­de over­ho­ve­det for Mes­si, er nok me­re tvivlsomt. For sta­dig vir­ker en fod­bold­ba­ne som hans mest trygge hjem og som det sted, hvor han be­fin­der sig bedst, og det er sva­ert at fo­re­stil­le sig, hvad Mes­si vil fo­re­ta­ge sig, når kar­ri­e­ren en dag er slut.

”Det ene­ste, der be­ty­der no­get, er at spil­le. Jeg har nydt det, si­den jeg var en lil­le dreng, og jeg prø­ver sta­dig at gø­re det, hver gang jeg går ud på en ba­ne. Jeg si­ger al­tid, at når jeg ik­ke la­en­ge­re ny­der det, el­ler det ik­ke la­en­ge­re er sjovt at spil­le, så vil jeg ik­ke gø­re det la­en­ge­re. Jeg gør det, for­di jeg el­sker det, og det er alt, der be­ty­der no­get,” sag­de Lio­nel Mes­si til ESPN i 2014.

Og ind­til nu ser Mes­si ud til at ny­de hvert se­kund på al­ver­dens fod­bold­ba­ner.

OM DET SÅ OG­SÅ BLI­VER SID­STE VM-SLUT­RUN­DE OVER­HO­VE­DET FOR MES­SI, ER NOK ME­RE TVIVLSOMT. FOR STA­DIG VIR­KER EN FOD­BOLD­BA­NE SOM HANS MEST TRYGGE HJEM OG SOM DET STED, HVOR HAN BE­FIN­DER SIG BEDST, OG DET ER SVA­ERT AT FO­RE­STIL­LE SIG, HVAD MES­SI VIL FO­RE­TA­GE SIG, NÅR KAR­RI­E­REN EN DAG ER SLUT.

FO­TO: RITZAU/MARISCAL

FO­TO: RITZAU/AGENCE/BESTIMAGE

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.