DAN­SKER­NE I PRE­MI­ER LE­AGUE

Premier League - - Inhold - TEKST: THO­MAS PYNDT

Bjarne Goldbaek hav­de al­tid va­e­ret mest til tysk fod­bold, men ef­ter et par go­de sa­e­so­ner i FCK og sta­er­ke pra­e­sta­tio­ner mod Chelsea i UE­FA Cup­pen kom der so­lid in­ter­es­se fra Pre­mi­er Le­ague. Og fra den ene dag til den tred­je stod midt­ba­ne­man­den plud­se­lig i Chel­seas blå trøje på Hig­h­bury i Lon­don som den før­ste af man­ge op­le­vel­ser gen­nem fi­re sa­e­so­ner i Pre­mi­er Le­ague.

Da Bjarne Goldbaek vok­se­de op i Ny­kø­bing Fal­ster, var det ik­ke den en­gel­ske fod­bold i Tipslør­dag, der fyld­te mest i ham, for på de kan­ter kun­ne man se tysk tv, så den un­ge Goldbaek var til Bundesligaen, og ef­ter ta­len­tet hur­tigt fol­de­de sig ud i først B 1901 og si­den Na­est­ved, var det og­så den vej, hans kar­ri­e­re tog. Han spil­le­de i alt 135 Bun­des­liga­kam­pe for Schal­ke 04, Kai­ser­slau­tern og 1. FC Köln, før han ef­ter ni år syd for gra­en­sen kom til FC Kø­ben­havn i som­me­ren 1996 som en stor pro­fil i den bed­ste ra­ek­ke.

Men selv om han hav­de run­det de 30 år, da FCK godt to år se­ne­re spil­le­de UE­FA Cup-kam­pe mod Chelsea, hav­de den sta­er­ke midt­ba­ne­mand med det hår­de spark og den me­get pro­fes­sio­nel­le indstil­ling ik­ke op­gi­vet tan­ken om et sid­ste ud­land­se­ven­tyr, og det blev kam­pe­ne mod Chelsea bil­let­ten til.

For FCK og specielt Goldbaek gjor­de det godt i de to kam­pe. Først brag­te han FCK for­an 1-0 på Stam­ford Brid­ge, før Mar­cel Desail­ly ud­lig­ne­de i det 94. mi­nut, og hjem­me i Par­ken var det dan­ske hold me­get ta­et på sen­sa­tio­nen, ind­til Brian Laud­rup score­de for Chelsea og der­ef­ter skif­te­de til FC Kø­ben­havn, mens Goldbaek tog den an­den vej til det stjer­ne­be­sat­te Lon­don-mand­skab.

”Jeg vil ik­ke si­ge, at det var over­ra­sken­de, at jeg skif­te­de til Pre­mi­er Le­ague, men det var nok over­ra­sken­de, at det blev til så stor en klub,” forta­el­ler Bjarne Goldbaek.

”På de tids­punkt hav­de jeg kon­takt med fle­re mel­lem­klub­ber i Pre­mi­er Le­ague, og specielt ef­ter de to kam­pe mod Chelsea tog det til. De til­bud over­ve­je­de jeg sta­dig, da Chelsea meld­te sig, for vil­le det bli­ve for sva­ert at kom­me på Chelsea-hol­det, der jo kun be­stod af lands­holds­spil­le­re? Men på den an­den si­de ta­enk­te jeg og­så, at hvor­for spil­ler jeg så fod­bold, hvis jeg ik­ke vil spil­le i en af de sto­re klub­ber, når jeg hav­de få­et et til­bud? Det er jo ik­ke al­le, der får så­dan et til­bud,” si­ger Goldbaek om be­gi­ven­he­der­ne den­gang i novem­ber 1998, hvor han skif­te­de til Chelsea for godt tre mil­li­o­ner kro­ner.

”Min før­ste kamp står sta­er­kt i erin­drin­gen, for den var mod Arsenal på Hig­h­bury (den 11. novem­ber 1998). Jeg underskrev kon­trak­ten med Chelsea om mandagen, jeg traenede med om tirsdagen, og så spil­le­de vi ons­dag. Det var godt nok kun i Liga Cup­pen, men jeg spil­le­de fra start, og det var trods alt Arsenal, vi spil­le­de imod. Vi stil­le­de i en sta­erk op­stil­ling, vi vandt 5-0, og jeg lag­de op til et par mål og spil­le­de en god kamp. Det var en ka­em­pe­op­le­vel­se,” forta­el­ler Goldbaek om det før­ste mø­de med en­gelsk fod­bold og et Chelsea-mand­skab med Gianluca Vialli som spil­len­de ma­na­ger og an­dre sto­re pro­fi­ler som Mar­cel Desail­ly og Gi­an­fran­co Zo­la.

”Det var nu en over­ra­sken­de af­slap­pet trup at kom­me ind i. Al­le de her stjer­ne­spil­le­re hav­de jo ik­ke rig­tigt no­get at be­vi­se over for hin­an­den i om­kla­ed­nings­rum­met, så der var en me­get af­slap­pet men og­så me­get pro­fes­sio­nel at­mos­fa­e­re. Al­le de her fran­ske og ita­li­en­ske spil­le­re, vi hav­de i trup­pen, var ek­stremt pro­fes­sio­nel­le. De kom tid­ligt og gik sent og ar­bej­de­de me­get med de­res krop og med de­res be­hand­ling.”

”Jeg var jo vant til så­dan no­get fra Tys­kland, så det var slet ik­ke no­gen om­stil­ling for mig. Jeg var fak­tisk over­ra­sket over, hvor me­get der blev gå­et i de­tal­jer, og­så fra tra­e­ne­rens si­de. Det var me­get ne­de på jor­den ude på tra­e­nings­an­la­eg­get ved He­at­hrow, men der duf­te­de af fod­bold, så det var me­get po­si­tivt,” forta­el­ler Goldbaek om det spartan­ske an­la­eg med de fi­ne ba­ner ude ved luft­hav­nen.

Og midt­ba­ne­man­den fandt med det sam­me en plads på hol­det, og i lø­bet af de før­ste seks må­ne­der spil­le­de han 23 kam­pe og score­de fem mål, blandt an­det til 2-0 i den be­ryg­te­de kamp mod Liverpool, som Chelsea vandt 2-1, men som al­tid vil bli­ve hu­sket for Rob­bie Fow­lers hån mod Chelsea-ba­ck­en Gra­e­me Le Saux. I den hår­de en­gel­ske fod­bold­ver­den var Le Saux et me­re in­tel­lek­tu­elt ge­myt, hvil­ket på mystisk vis be­tød, at fa­mi­lie­fa­de­ren blev be­skyldt for at va­e­re ho­mo­seksu­el, så Fow­ler pro­vo­ke­re­de ham ved at ven­de bag­de­len til ham med en klar op­for­dring ef­ter et fris­park.

”Ja, den kamp kan jeg godt hu­ske. Gra­e­me Le Saux var jo en su­per­sød fyr og et godt men­ne­ske, og han blev fuld­sta­en­dig ud­stil­let af ham der idi­o­ten Rob­bie Fow­ler. Le Saux gik så langt, at han slog Fow­ler, uden at dom­me­ren så det, så til sidst måt­te Vialli ta­ge ham ud. Det var gra­en­se­over­skri­den­de,” si­ger Goldbaek om en af de kam­pe, der har sat sig, hvil­ket og­så ga­el­der den na­est­sid­ste i de­but­sa­e­so­nen mod Tottenham på Whi­te Hart La­ne, som han dog hu­sker for no­get godt.

”Vi var bag­ud med 2-1, og så score­de jeg på et langskud, der gjor­de, at vi fik 2-2, så vi kun­ne fast­hol­de sta­ti­stik­ken om, at Chelsea ik­ke hav­de tabt til Tottenham i 18 kam­pe,” forta­el­ler midt­ba­ne­man­den om et le­gen­da­risk hug fra di­stan­cen, der sta­dig kan ses på Youtu­be, og en se­rie der var va­re­de 14 liga­kam­pe me­re, før det en­de­lig lyk­ke­des for Tottenham at be­sej­re Chelsea i novem­ber 2006.

GODT SKIF­TE TIL FUL­HAM

Men selv om det be­gynd­te godt med mas­ser af kam­pe og en tred­je­plads i Pre­mi­er Le­ague, sam­ti­dig med at klubli­vet med de be­røm­te hold­kam­me­ra­ter fun­ge­re­de godt, va­re­de det ik­ke ved.

"JEG UNDERSKREV KON­TRAK­TEN MED CHELSEA OM MANDAGEN, JEG TRAENEDE MED OM TIRSDAGEN, OG SÅ SPIL­LE­DE VI ONS­DAG. DET VAR GODT NOK KUN I LIGA CUP­PEN, MEN JEG SPIL­LE­DE FRA START, OG DET VAR TRODS ALT ARSENAL, VI SPIL­LE­DE IMOD".

”Da jeg kom til­ba­ge ef­ter den før­ste som­mer­fe­rie, fik jeg at vi­de, at ”vi har købt Di­di­er Des­champs til midt­ba­nen, han skal ha­ve dit num­mer, og vi har la­vet en af­ta­le med tre klub­ber, som du kan ta­ge hen og be­sø­ge. Du kan selv va­el­ge, og du må og­så ger­ne bli­ve her, men du kom­mer ik­ke til at spil­le ret me­get me­re.” Det var en spand koldt vand at få i ho­ve­d­et.”

”De tre klub­ber var Not­ting­ham Fo­rest, Leicester og Bir­m­ing­ham, og jeg tog fak­tisk og­så op og be­søg­te Fo­rest, der hav­de David Platt som ma­na­ger på det tids­punkt. Jeg fik et fint til­bud, men jeg valg­te at bli­ve i Chelsea af hen­syn til fa­mi­li­en, specielt min søn der gik i sko­le i Lon­don. Han kun­ne jo ik­ke gø­re for, at min si­tu­a­tion plud­se­lig hav­de for­an­dret sig.”

”Inderst in­de tro­e­de jeg og­så, at jeg kun­ne spil­le mig til­ba­ge på hol­det igen, men ef­ter et halvt år så det ik­ke ud til at kun­ne lyk­kes. Sam­ti-

dig var der EM om som­me­ren, og jeg hav­de talt med land­stra­e­ne­ren (Bo Jo­hans­son), der sag­de, at hvis jeg spil­le­de fast, var jeg med, men hvis ik­ke, så kom jeg ik­ke med til EM i 2000.”

”Men så kom Ful­ham fra den na­est­bed­ste ra­ek­ke på ba­nen, og så pas­se­de det he­le. Vi kun­ne bli­ve bo­en­de, jeg kun­ne kom­me med til EM, og Ful­ham hav­de og­så am­bi­tio­ner om at ryk­ke op. Det vir­ke­de for­nuf­tigt det he­le, så det var jeg glad for, at jeg gjor­de,” si­ger Bjarne Goldbaek, der i lø­bet af halvan­det år og 62 kam­pe i den na­est­bed­ste ra­ek­ke var med til at op­fyl­de am­bi­tio­nen.

”Ja, vi ryk­ke­de op i Pre­mi­er Le­ague, og vi hav­de og­så un­der­vejs få­et en su­per­tra­e­ner i (Je­an) Ti­ga­na. Det var vir­ke­lig et par sjove år, hvor man kun­ne se, hvor­dan bå­de hol­det og klub­ben vok­se­de. Når man kom til­ba­ge ef­ter som­mer­fe­ri­en, var der byg­get en ny byg­ning el­ler la­vet en ny ba­ne, så det var fedt at va­e­re med i no­get, der vok­se­de på den må­de,” forta­el­ler midt­ba­ne­man­den, der fik et par sa­e­so­ner me­re i Pre­mi­er Le­ague med Ful­ham om­end med spora­disk spil­le­tid.

”Jeg blev over­ha­let af nog­le spil­le­re, som de hen­te­de ind. Jeg var jo og­så na­e­sten 35, da jeg stop­pe­de i Ful­ham, men jeg hav­de sta­dig en va­er­di for trup­pen, og jeg spil­le­de knap 20 kam­pe i al­le tur­ne­rin­ger i min sid­ste sa­e­son.”

”Men jeg kend­te min rol­le, og den fik jeg og­så kom­mu­ni­ke­ret fra tra­e­ne­rens si­de in­den. Jeg hav­de fortjent at få en ny kon­trakt, men det var som en spil­ler, de kun­ne bru­ge, hvis en af de an­dre ik­ke le­ve­re­de el­ler skul­le spa­res. Det var fair nok.”

”Så alt i alt blev det en af­slut­ning på hø­je­ste ni­veau, før jeg så luk­ke­de kar­ri­e­ren med et par år i 2. Bundesliga,” si­ger Goldbaek, der alt­så kan kig­ge til­ba­ge på et fod­bold­liv, hvor de 16 af åre­ne blev til­bragt i hen­holds­vis Tys­kland og Eng­land. Og hvor­dan op­le­ve­de han så de to fod­bold­na­tio­ner den­gang?

”Fod­bol­den fyld­te me­re i Eng­land end i Tys­kland hos den al­min­de­li­ge fan, men den gjor­de det på en an­den og me­re af­slap­pet må­de. I Tys­kland skul­le man na­er­mest ret­fa­er­dig­gø­re sig selv og sin kon­trakt, hvis man hav­de spil­let dår­ligt, men i Eng­land var de me­re stol­te over dig som spil­ler.”

”I Eng­land var der hel­ler ik­ke no­gen fans til tra­e­nin­gen, for den var luk­ket, hvor­i­mod i Tys­kland, specielt i de sto­re klub­ber jeg var i, der kun-

ne man godt ha­ve fle­re tu­sin­de til­sku­e­re til en tra­e­ning. Så man kun­ne kon­cen­tre­re sig me­re om tra­e­nin­gen i Eng­land. Fod­bol­den fyld­te me­re, men den gjor­de det på en me­re af­slap­pet må­de. Til gen­ga­eld var kam­pe­ne på ba­nen så me­re in­ten­si­ve end i Tys­kland,” si­ger Goldbaek, der sta­dig kig­ger for­bi fod­bol­den i Lon­don en gang imel­lem. Og de kan godt hu­ske ham i bå­de Chelsea og Ful­ham.

”Hvis jeg rin­ger, kan jeg få bil­let­ter begge ste­der, men hvis jeg rin­ger til Cra­ven Cot­ta­ge, spør­ger de og­så hver gang, om jeg vil ned og gå en tur på ba­nen in­den kam­pen. Den ty­pe er jeg ik­ke li­ge, men det vi­ser da, at jeg har ef­ter­ladt et fint vi­sit­kort der,” si­ger man­den, der i alt nå­e­de 52 kam­pe og score­de seks mål gen­nem fi­re sa­e­so­ner i Pre­mi­er Le­ague.

Bjarne Goldbaek i sin na­est­sid­ste kamp for Chelsea i sep­tem­ber 1999. I alt nå­e­de midt­ba­ne­man­den 29 kam­pe i Pre­mi­er Le­ague for Chelsea i lø­bet af et lil­le års tid, mens det blev til 23 for Ful­ham over to sa­e­so­ner et par år se­ne­re. Fo­to: Ritzau Fo­to

Chri­sti­an Eriksen fejrer sit sej­rs­mål mod Crystal Palace på Sel­hurst Park, der sam­ti­dig var Tottenham-pro­fi­lens ot­ten­de og sid­ste scor­ing i sid­ste sa­e­son, så han mang­le­de sta­dig en en­kelt for at tan­ge­re må­l­re­kor­den for en dan­sker i Pre­mi­er Le­ague. Den sat­te Ni­ck­las Bendt­ner med ni for Arsenal i 2008/09, men til gen­ga­eld er Eriksen ba­re to mål fra at bli­ve den mest scoren­de dan­sker i Pre­mi­er Le­ague gen­nem ti­der­ne og det med stort set sam­me an­tal kam­pe som Bendt­ner. Fo­to: Kirsty Wig­g­lesworth/ritzau Fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.