’SÅ­DAN ERO­BRE­DE JEG KØBENHAVN’

Skammens Dag - - Indhold -

Paul Gle­in, født 1941, var chef for de trop­per, der lag­de til ved Lan­ge­li­nie med dam­pe­ren Han­sestadt Dan­zig. Han hav­de selv få da­ge før be­søgt Ka­stel­let og var ble­vet vist rundt af en ven­lig ser­gent, der vi­ste ham ge­ne­ral­bo­li­gen og de for­skel­li­ge af­de­lin­ger samt bød på øl i kor­porals­mes­sen.

Her er be­ret­nin­gen fra ma­jor Paul Gle­in, der næ­sten uden mod­stand kun­ne be­sæt­te København 9. april 1940

Gle­ins be­ret­ning blev trykt i Mi­litär Wo­chen­b­latt 4. april 1941. Selv faldt han et halvt år se­ne­re på Øst­fron­ten.

Ma­jorens ar­ti­kel lig­ger i dansk over­sæt­tel­se i før­ste po­li­ti­in­spek­tør Ej­ner Mel­lerups pa­pi­rer i Po­li­ti­mu­se­et.

var over­svøm­met, og i fu­rer­ne af de lange mar­ker stod end­nu vand. Alt vid­ne­de end­nu om den lange vin­ter, og det regn­ful­de for­år, men nu så man en næ­sten skyfri him­mel over det store smuk­ke land­skab, og man kun­ne hå­be på det vejr, som bon­den og sol­da­ten net­op i det for­år læng­tes så stærkt ef­ter.

Tu­ren gik mod nord, an­ta­ge­lig til Øster­s­øky­sten. En af de klo­ge­ste kom med en be­mærk­ning om, at vi nok skul­le vi­de­re med skib, men hvor skul­le vi hen med skib i Øster­sø­en? Så­le­des blev der dis­ku­te­ret frem og tilbage … Går det mod Eng­land … Skal vi gen­nem Kej­ser Wil­helms Ka­nal til Nord­s­ø­en … El­ler til Øst­preus­sen og der­fra vi­de­re til et el­ler an­det sted i Po­len. Men nej, da var jo kri­gen for­bi.

Og så gæt­te­de vi vi­de­re, til en fandt et for­lø­sen­de ord: ’Åh, hvad, det er jo li­ge me­get, hvor det går hen, ho­vedsa­gen er, at vi er med, hvor det går løs’.

Mod af­te­nen nå­e­de vi vort mål. På ba­ne­går­den ven­te­de af­de­lin­ger af krigs­ma­ri­nen, af­vær­ge­af­de­lin­ger og en pro­pa­gan­da-trup. Og­så ra­dio­sen­der var pa­rat. Ind­til nu klap­pe­de alt upå­kla­ge­ligt. Og­så ind­skib­nin­gen på dam­pe­ren (Han­sestadt Dan­zig, red.) fo­re­gik præ­cist og uden uheld.

Be­vidst­he­den om at stå for­an store op­ga­ver, at kun­ne op­le­ve no­get, som sand­syn­lig­vis kun var få forundt, brag­te det med sig, at mi­ne lan­drot­ter fra Schwa­ben- og Ba­den-land (i det syd­ve­st­li­ge Tys­kland, red.) over­vandt alt det, der for dem var frem­med og uhyg­ge­ligt.

Mi­ne mænd lå st­u­ve­de som sild i det ne­der­ste rum af ski­bet. På dæk­ket måt­te in­gen sol­dat vi­se sig, hvis over­ra­skel­sen skul­le lyk­kes. Al­li­ge­vel var der høj stem­ning om bord på ski­bet. Dam­pe­rens ma­ski­ner be­gynd­te at ar­bej­de, en rystel­se gik gen­nem ski­bet (det var 7. april om af­te­nen, red.).

Det stak i sø­en. Den i skibs­køk­ke­net til­la­ve­de te blev om­delt, og så kom­man­de­re­de jeg nat­te­ro til kl. 9 næ­ste mor­gen. Nat­ten til­brag­te jeg på kom­man­do­bro­en hos ski­bets kom­man­dant, kor­vet­kap­ta­jn Wil­helm Schrö­der, med hvem jeg drøf­te­de pla­ner­ne i al­le en­kelt­he­der.

Ef­ter om­trent en ti­mes sejlads blev vi over­ha­let af et an­det skib, der gen­nem blink­sig­na­ler og ta­le­rør råb­te os an, og vor kap­ta­jn gik straks om­bord på det kal­den­de skib, en is­bry­der. Et øje­blik ef­ter kom han tilbage med is­bry­de­rens kom­man­dant. Den­ne med­del­te, at der i Kat­te­gat og Øre­sund var set en­gel­ske un­der­vands­bå­de, og at man sam­men med to for­postbå­de (for­ment­lig om­byg­ge­de traw­le­re, red.) hav­de or­dre til at sik­re os og sam­ti­dig gø­re vej­en fri for os gen­nem det fros­ne far­vand.

Ef­ter et kort stu­di­um af sø­kor­tet gav kor­vet­kap­ta­j­nen kom­man­dan­ten af is­bry­de­ren føl­gen­de be­fa­ling: ’Jeg ag­ter at sej­le langs den dan­ske højheds­græn­se, så­le­des at et un­der­vands­an­greb mod mit skib van­ske­lig­gø­res. De sej­ler med de­res skib, og de to an­dre for­postski­be med fuld fart for ud ob­ser­ve­rer sø­en, om den er is­fri, og sik­rer os mod en­gel­ske un­der­vands­bå­de. Fem sø­mil for­an For­tet Tre­kro­ner (det er en mis­for­stå­el­se, der er ta­le om Mid­del­grund-

for­tet, red.) ank­rer de op og af­ven­ter vor an­komst, til de får vi­de­re be­fa­lin­ger.

Der­på be­gav kom­man­dan­ten af is­bry­de­ren sig tilbage på sit skib og sej­le­de af sted.

Og­så vi fort­sat­te vor rej­se. Den be­gyn­den­de dag vi­ste en skyfri him­mel over Øster­sø­ens kol­de blå vand, og en frisk bri­se strøg over den. Jeg vil­le me­get ger­ne ha­ve til­ladt lan­drot­ter­ne fra min ba­ta­l­jon at ny­de den­ne for de fle­ste ved­kom­men­des før­ste sejl­tur fra ski­bets dæk, men det kun­ne ik­ke la­de sig gø­re, in­gen sol­dat måt­te ses oven­på, in­gen måt­te ane ski­bets last, for gen­nem­fø­rel­sen af vor plan var i høj grad af­hæn­gig af, at den blev hem­me­lig­holdt. Imod mi­ne per­son­li­ge øn­sker måt­te jeg be­fa­le: ’In­gen mand på dæk­ket, luk vin­du­er­ne’. Luf­ten i rum­me­ne, hvor mand­ska­bet op­holdt sig, blev der­af dår­li­ge­re, men ik­ke stem­nin­gen. Den kun­ne ik­ke øde­læg­ges, til trods for at in­gen, kap­ta­j­nen og jeg und­ta­get, vid­ste, hvor det egent­lig gik hen. Snart vi­ste det sig, hvor på­kræ­vet min for­sig­tig­hed hav­de væ­ret. Hen imod kl. 10 så vi to dan­ske tor­pedo­j­a­ge­re, som fulg­te og iagt­tog os. En­de­lig ef­ter halvan­den ti­mes for­løb dre­je­de de af og for­svandt i ho­ri­son­ten. Mon de fandt os mistæn­ke­li­ge? Vi vid­ste det ik­ke og hå­be­de kun, at de in­tet hav­de be­mær­ket.

Kl. 14 be­fa­le­de jeg fø­rer­ne af de mig un­der­stil­le­de en­he­der i of­fi­cer­s­mes­sen. Så stod de for­an mig, de mænd, som i de næ­ste 24 ti­mer skul­le gen­nem­fø­re vig­ti­ge or­drer for for­lø­bet af vo­res kamp imod den­ne mis­gun­sti­ge ver­den. Lidt ble­ge, træt­te og no­get med­tag­ne af den til kvæl­ning dår­li­ge luft i de un­der­ste skibs­rum kom

de, men de­res øj­ne ly­ste for­vent­nings­ful­de og ve­l­o­p­lag­te. Skal vi nu en­de­lig ha­ve at vi­de, hvor rej­sen går hen, kun­ne man læ­se i de­res an­sig­ter.

’Fø­re­ren har be­fa­let Dan­marks be­sæt­tel­se, iføl­ge di­vi­sions­be­fa­ling sej­ler af­de­ling Ma­jor Gle­in til København, gen­nemtvin­ger der en lan­ding og be­sæt­ter ci­ta­del­let (Ka­stel­let, red.), for der­ved at læg­ge et sær­ligt tryk på den ty­ske ge­sandts for­drin­ger’. Så­dan be­gynd­te jeg, og det vil for mig bli­ve uforg­lem­me­ligt, det ind­tryk, dis­se ord ud­lø­ste hos de til­ste­de­væ­ren­de …. Først for­bav­sel­se … på det­te hav­de in­gen tænkt … og så strå­le­de al­le an­sig­ter af op­rig­tig glæ­de og fo­re­ta­gel­ses­lyst.

Nu gav jeg mi­ne or­drer i en­kelt­he­der. Be­sæt­tel­sen skul­le ske fre­de­ligt. Nød­ven­di­ge for­hand­lin­ger skal fø­res kort og ener­gisk. Dansk mod­stand skal knu­ses med al­le mid­ler. I det­te til­fæl­de skal en kam­pe­skadril­le, som en halv ti­me ef­ter vor lan­ding over­fly­ver København, ef­ter min or­dre knu­se al dansk mod­stand.

Nu blev or­drer­ne med­del­te fø­rer­ne og mand­ska­bet, i he­le ski­bet her­ske­de høj stem­ning. På min in­spek­tion af mand­ska­bet så jeg kun ly­sen­de øj­ne og hør­te kun ud­råb af be­gej­string og stolt­hed over, at fø­re­ren hav­de be­tro­et os den­ne sær­li­ge op­ga­ve.

Uhin­dret ba­ne­de vort skib sig vej i de dan­ske far­van­de. Vi så in­tet til fjendt­li­ge un­der­vands­bå­de. Da mør­ket faldt på, til­lod jeg mi­ne folk at snap­pe luft på dæk­ket. Vil­le ger­ne ha­ve til­bragt he­le nat­ten un­der den kla­re stjer­ne­him­mel og i den fri­ske øster­sø­bri­se, men det kun­ne jeg ik­ke til­la­de dem. Næ­ste mor­gen måt­te de al­le væ­re fri­ske, måt­te

alt­så sove så me­get som mu­ligt i den­ne nat. Og­så jeg lag­de mig ned og sov snart ind til skibs­ma­ski­ner­nes re­gel­mæs­si­ge stam­pen.

Om mor­ge­nen gik jeg igen op på kom­man­do­bro­en. Snart ly­ste blink­fy­re­ne til ven­stre og til høj­re for os. Vi var alt­så al­le­re­de i Sun­det, hvor kun en smal ha­varm skil­ler de to ky­ster. I li­ge store af­stan­de ly­ste dis­se fyr. Med hvert blink blev vor til­lid stør­re.

Hvis man i Dan­mark el­ler i Sve­ri­ge hav­de er­fa­ret no­get om vo­re hen­sig­ter, vil­le man dog vel straks ha­ve sluk­ket dis­se lys for skibs­far­ten. Vi nær­me­de os Hels­in­gør. Nu kun ca. to ti­mer, så var vi i København.

Jeg lod mi­ne folk væk­ke, og ef­ter at mor­gen­ma­den var ind­ta­get, gav jeg føl­gen­de be­fa­ling: ’Gør klar til ud­skib­ning!’ Alt gik for sig i fuld­stæn­dig ro, selv om og­så al­le var gre­bet af en vis be­væ­gel­se. Nat­tens mør­ke veg lang­somt for en bleg dæm­ring, Stjer­ner­ne blev mat­te­re, om­rid­se­ne af de dan­ske ky­ster trå­d­te stær­ke­re frem. Snart var vi i Nær­he­den af For­tet Tre­kro­ner (der er sta­dig ta­le om Mid­del­grun­den, red.). Her skul­le jo vor is­bry­der ven­te på os. Få mi­nut­ter ef­ter duk­ke­de han op tæt for­an os. Vi stand­se­de.

’Jeg har for­langt en lods til at fø­re os ind i hav­nen’, råb­te kom­man­dan­ten til mig, men man har af­slå­et det. Det var en dår­lig ef­ter­ret­ning. Skul­le man dog ha­ve få­et mi­stan­ke?

Be­kym­ret strej­fe­de vo­re blik­ke igen det dan­ske fort. Dets stær­ke lyska­ster­lys hav­de al­le­re­de fat i os og slap os ik­ke me­re. Hvor læn­ge

skal det end­nu va­re, in­den det dan­ske forts svæ­re ka­no­ner vil sen­de de­res me­tal­hil­se­ner ind i vort ube­skyt­te­de og ube­styk­ke­de skib? (Det vi­ste sig, at be­sæt­nin­gen ik­ke kun­ne la­de ka­no­nen pga. gam­melt fedt i rø­ret, red.).

Vi for­søg­te at blæn­de dan­sker­ne med vo­re eg­ne skibs­lyska­ste­re. Et håb­løst fo­re­ta­gen­de. Stør­re og stør­re blev vo­re be­kym­rin­ger. Selv om for­tets ka­no­ner sta­dig tav, hvor­le­des skul­le vi så kom­me igen­nem de dan­ske mi­ne­fel­ter?

Var det ik­ke bed­re at ven­de om og lan­de et an­det sted på den dan­ske kyst? Kun et se­kund kom den­ne tan­ke, hur­tigt af­vi­ste vi den. Det kun­ne der slet ik­ke væ­re ta­le om.

’Af­de­ling Ma­jor Gle­in til­tvin­ger sig land­gang i København’. Så­le­des lød vort hverv. Og det­te hverv bli­ver ud­ført, ske hvad der vil! Er vi hel­di­ge, lyk­kes land­gan­gen; har vi ik­ke held, dør vi en ær­lig sol­da­ter­død. Men fin­der vi vor død i Øster­sø­en, da skal vort flag va­je over ski­bet, ind­til det syn­ker ned i bøl­ger­ne.

I lyska­ster­skæ­ret fra det dan­ske fort blev rigskrigs­fla­get hejst. Vi er­fa­re­de se­ne­re, at det­te blev vor red­ning. Be­sæt­nin­gen på Tre­kro­ner an­så vort flag for at væ­re det dan­ske flag og skød der­for ik­ke.

Kom­man­dan­ten på is­bry­de­ren fik be­fa­ling til at læg­ge til ved Lan­ge­li­nie. Hans skru­er be­gynd­te at ma­le; lang­somt sæt­ter han sig i be­væ­gel­se, og vi føl­ger ham i kølvan­det.

Tre­kro­ner rø­rer sig ik­ke. Snart lig­ger det bag os. Den dan­ske ho­ved­stads sil­hu­et bli­ver skar­pe­re og skar­pe­re. Lan­ge­li­nie duk­ker op. Men sam­ti­dig ser vi i mor­gen­dæm­rin­gen om­rid­se­ne af et dansk krigs­skib (Ni­els Ju­el, red).

Svæ­re ka­no­ner stir­rer tru­en­de over mod os, men og­så det­te krigs­skib for­bli­ver stille (der var ik­ke ud­dan­net per­so­na­le om bord, red.). For­an os læg­ger is­bry­de­ren til. Få mi­nut­ter ef­ter, kl. 5.20 (tysk som­mer­tid, i København var klok­ken 04.20), er vi ef­ter en kort ma­nøv­re­ring for­tø­jet ved ka­jmu­ren.

Fal­de­re­be­ne fal­der, lan­din­gen lyk­kes, det svæ­re­ste er gjort. Nu ved vi, at København bli­ver vor. En tung ma­skin­ge­væraf­de­ling be­træ­der som den før­ste den dan­ske jord og går i stil­ling ved Lan­ge­li­nie for

at sik­re ud­skib­nin­gen. To stød­trop­per på cyk­ler føl­ger ef­ter. De over­rump­ler Po­li­ti- og Told­vag­ten ved hav­nen og over­skæ­rer te­le­fon­for­bin­del­ser­ne. En pri­se­kom­man­do af skibs­be­sæt­nin­gen og to grup­per cyk­li­ster su­ser af sted for at be­sæt­te det li­ge over for lig­gen­de dan­ske krigs­skib og af­væb­ne be­sæt­nin­gen.

Kort der­ef­ter er ba­ta­l­jo­nen ud­la­det, og den sæt­ter sig straks i march. To grup­per på cyk­ler ja­ger for­ud til opkla­ring mod de to ci­ta­del-porte. Tæt ef­ter dem føl­ger to spræng­trop­per af pio­ner­af­de­lin­gen, der om nød­ven­digt skal spræn­ge po­r­te­ne.

På 200 me­ters af­stand føl­ger det for­stær­ke­de 1. Kom­pag­ni un­der kap­ta­jn Beck. Det skal ef­ter po­r­te­nes spræng­ning træn­ge ind i ci­ta­del­let, over­man­de og af­væb­ne vag­ten og ar­re­ste­re ge­ne­ra­len som gid­sel.

Ef­ter 1. Kom­pag­ni føl­ger 3. Kom­pag­ni un­der kom­man­do af løjt­nant Gru­ler. Det skal be­sæt­te de in­dre vag­ter, gen­nem­sø­ge ka­ser­ne­byg­nin­ger­ne og ta­ge ci­ta­del-be­sæt­nin­gen til fan­ge. Så kom­mer ba­ta­l­jons­sta­ben med en ra­dio­sta­tion, der læs­ses på en last­mo­tor­vogn (frem­skaf­fet af her­bo­en­de ty­ske stats­bor­ge­re, red.). En­de­lig kom­mer det for­stær­ke­de 2. Kom­pag­ni un­der kom­man­do af løjt­nant Bai­er. Det skal af­spær­re og sik­re samt­li­ge ga­der, der fø­rer til ci­ta­del­let. Før ba­ta­l­jo­nens ho­ved­styr­ke er af­mar­che­ret, kom­mer en med dan­ske po­li­ti­folk besat per­son­vogn su­sen­de.

Vi an­hol­der dem, de dan­ske po­li­ti­mænd må sti­ge ud, og straks sid­der en særkom­man­do af min af­de­ling i pu­der­ne og fa­rer af sted.

’Vi har hørt skud’, for­tæl­ler dan­sker­ne, ’vil­le te­le­fo­nisk spør­ge vor vagt (på Fri­hav­nen, red.), men har in­gen for­bin­del­se kun­net få. Vi vil­le så per­son­lig over­be­vi­se os om, hvad der var på fær­de. Vi tro­e­de, at det var sky­de­ri med vo­re kom­mu­ni­ster’. (Det tro­e­de fle­re po­li­ti­folk den mor­gen, red.).

Vo­re felt­grå folk iler gen­nem de men­ne­ske­tom­me ga­der i den dan­ske ho­ved­stad. End­nu lig­ger by­en i dyb søvn. Ko­lon­ner­nes skridt drø­ner på sten­bro­en, nu og da vi­ser sig et søvn­d­ruk­kent an­sigt ved vin­du­et for straks ef­ter at for­svin­de, for­skræk­ket over det uvan­te bil­le­de.

Alt ud­vik­ler sig plan­mæs­sigt. Ci­ta­del­lets syd­li­ge port er åben (che­fen for ge­ne­ral­kom­man­do­en, W.W. Pri­or, er kørt til kon­gen uden

at få po­r­ten luk­ket bag sig, red.), den nord­li­ge port bli­ver sprængt. Der­ved fik af­de­lin­gen sin før­ste sår­e­de. Pio­ner­un­derof­fi­cer K. kun­ne ik­ke ven­te, til den sam­men­bund­te­de lad­ning var sprængt. End­nu mens il­den åd sig igen­nem tænds­noren, styr­te­de han frem og fløj med po­r­ten i luf­ten. Hel­dig­vis var hans sår ik­ke livs­far­li­ge.

1. Kom­pag­ni over­rum­p­le­de ho­ved­vag­ten. Den vagt­ha­ven­de of­fi­cer sky­der et skud med sin pi­stol, men kom­mer ik­ke til at af­gi­ve et skud

til. Et jiu-jitsu-greb gør ham vær­ge­løs, våb­net fal­der ud af hans hånd.

De fuld­stæn­dig over­ra­ske­de folk på vag­ten vil lø­be til de­res ge­væ­rer. For sent. Snart lig­ger de al­le på jor­den: ned­kæm­pet i nær­kamp. Og­så te­le­fon­fol­ke­ne vær­ger sig mod de­res sta­tions be­sæt­tel­se. Det nyt­ter in­tet. En hånd­gra­nat fly­ver gen­nem vin­du­et, end­nu en gra­nat føl­ger ef­ter.

Te­le­fo­ni­ster­ne skju­ler sig så i den ba­ge­ste del af de­res sta­tion, og snart er al­le te­le­fon­for­bin­del­ser over­skå­ret. Nu er og­så 3. Kom­pag­ni og ba­ta­l­jons­sta­ben trængt ind i ci­ta­del­let. De in­dre vag­ter er al­le­re­de besat af os; tun­ge ma­skin­ge­væ­rer er i stil­ling og be­her­sker ci­ta­del­lets in­dre.

Gen­nem­søg­ning af bo­li­ger be­gyn­der. Den kom­man­de­ren­de ge­ne­ral har kort før vor an­komst for­ladt ci­ta­del­let. Han skal væ­re be­fa­let til en sam­ta­le, blev det med­delt os. Der­for hav­de vi fun­det den syd­li­ge port åben.

De fang­ne of­fi­ce­rer bli­ver an­bragt i ge­ne­ra­lens bo­lig og se­ne­re i of­fi­cer­s­mes­sen, de fang­ne un­derof­fi­ce­rer og mand­ska­bet samt de dan­ske po­li­ti­folk i gym­na­stiksa­len. Kvin­der og børn skul­le først for­bli­ve i de­res bo­li­ger; men da der kort tid der­ef­ter fal­der skud fra bo­li­ger­ne, lod jeg dis­se røm­me fuld­stæn­dig. Kvin­der og børn sam­les på min be­fa­ling i kir­ken.

Al­le­re­de Kl. 5.55 (4.55 dansk tid, red.) står ra­dio­sta­tio­nen klar til an­ven­del­se i ge­ne­ra­lens ha­ve. Kl. 6.05 (5.05 dansk tid, red.) er for­bin­del­sen med di­vi­sions­sta­ben (i Ham­burg, red.) og det ty­ske ge- sandt­skab i or­den. Kl. 6.10 (5.10 dansk tid, red.) va­jer rigskrigs­fla­get over den dan­ske ge­ne­rals hus.

Og­så 2. Kom­pag­ni hav­de op­fyldt de­res or­dre. Al­le tjenst­gø­ren­de po­li­ti­be­tjen­te i af­spær­rings­om­rå­der om­kring ci­ta­del­let var vå­ben­lø­se og ta­get til fan­ge. Med und­ta­gel­se af 22 dan­ske mi­li­tær­per­son-

er, som blev op­bragt på ga­den, og den dan­ske in­den­rigs­mi­ni­ster (se­ne­re stats­mi­ni­ster Knud Kri­sten­sen, V, red.) blev per­so­na­let fra det en­gel­ske, fran­ske og pol­ske ge­sandt­skab indsat i ci­ta­del­let.

Da her­ska­ber­ne var sult­ne, in­vi­te­re­de vi dem på et felt­køk­ken­må­l­tid. Lin­ser og var­me pøl­ser sma­ger ud­mær­ket. Uden for ci­ta­del­let blev en ge­ne­ral til­fan­ge­ta­get (det var ge­ne­ralstabs­chef Eb­be Gørtz, som trods al­le alar­mer var ta­get hjem pri­vat for at sove 8. april om af­te­nen, red.). Han prø­ve­de at flyg­te. Få mi­nut­ter ef­ter stand­se­de hans vogn, mi­ne mænd hav­de gen­nem­skudt hju­le­ne på hans vogn. Ef­ter at ha­ve gjort op­mærk­som på, at ved et dansk flugt­for­søg kun­ne skud­de­ne og­så godt ram­me lidt hø­je­re, gav han af­kald fle­re af den slags fo­re­ta­gen­der.

En udenoms­sik­ring af 2. Kom­pag­ni blev an­gre­bet af slotsvag­ten (fra Ama­li­en­borg. Ty­sker­ne vil­le ik­ke ero­bre slot­tet, og gar­den vil­le ik­ke ero­bre Ka­stel­let tilbage, red.). Ef­ter at vo­re mænd hav­de be­sva­ret il­den, trak dan­sker­ne sig tilbage. Tre sår­e­de ind­brag­te det­te an­greb dem, vi selv hav­de in­gen tab at be­kla­ge.

Kl. 6.20

(5.20, red.) vi­ste de før­ste ty­ske fly­ve­re sig over ci­ta­del­let. Vi vin­ker gla­de til dem. Vi be­hø­ver ik­ke de­res hjælp. Kl. 7.35 (6.35, red.) mel­der jeg til di­vi­sio­nen: ’Ci­ta­del­let i København besat uden mod­stand’.

Kl. 7.50

(6.50, red.) ind­løb med­del­el­se fra det ty­ske ge­sandt­skab i København: ’Alt i or­den, Dan­mark ac­cep­te­rer de ty­ske be­tin­gel­ser’. Der­på blev sik­rin­ger­ne uden­for ind­dra­get, og de til­fan­ge­tag­ne blev sat på fri fod.

Den os giv­ne or­dre var sket fyl­dest. Ba­ta­l­jo­nen hav­de næ­sten uden eg­ne tab besat ci­ta­del­let i den dan­ske ho­ved­stad og hav­de der­i­gen­nem lagt et sær­ligt tryk på de af det ty­ske ge­sandt­skab frem­sat­te krav, og vi hav­de ved vor tapre og mo­di­ge hand­le­må­de for­hin­dret me­re og unød­ven­di­ge blod­s­ud­g­y­del­ser.’

Få ti­mer ef­ter den dan­ske ka­pi­tu­la­tion var ty­ske trans­port­fly med trop­per og ud­styr ufor­styr­re­de på vej over København. FO­TO: Bun­des­ar­chiv. Bild 1011-399-0005-15

Ma­jor Paul Gle­in (tv.) gør hon­nør for ge­ne­ral­ma­jor Carl Ja­cob­sen. Gle­in kend­te ud­mær­ket godt København. Et par da­ge før hav­de han i ci­vil få­et en rund­vis­ning af en ser­gent, der slut­te­de med at in­vi­te­re den flin­ke ty­sker på øl i kor­porals­mes­sen. FO­TO: MU­SE

Kø­ben­hav­ner­ne ud­vi­ste he­le da­gen stor nys­ger­rig­hed, og be­sæt­tel­ses­mag­ten øn­ske­de dem ik­ke fjer­net af po­li­ti­et. Der­til var pro­pa­gan­da­bil­le­der­ne for go­de. Her er der op­løb for­an det en­gel­ske ge­sandt­skab. FO­TO: Na­tio­nal­mu­se­et.

Dan­ske og ty­ske trop­per fik sig en fre­de­lig slud­der i Ka­stel­let. Læg mær­ke til ma­skin­ge­væ­ret på tre­fod. Det var det ene­ste an­til­uft­skyts, som og­så var til rå­dig­hed, da det dan­ske luft­vå­ben blev ud­s­let­tet i Vær­lø­se. FO­TO: Tøjhus­mu­se­et.

Ge­ne­ral von Fal­ken­horst hav­de fo­re­slå­et fly­ver­ge­ne­ral von Kaupi­sch, at han blot gik i land med et mi­li­tær­or­ke­ster i spid­sen. Kaupi­sch fo­re­trak at bru­ge vå­ben­magt, men straks ef­ter be­sæt­tel­sen var der tysk hor­n­mu­sik i by­en. Her er en pa­ra­de på vej ud af Br

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.