DAN­MARK VAR TÆT PÅ YD­MY­GEL­SE

Skammens Dag - - Indhold -

13 sol­da­ter blev dræbt og tre græn­se­gen­dar­mer myr­det, da ty­sker­ne ryk­ke­de ind i Dan­mark 9. april om mor­ge­nen. Da re­ge­rin­gen og værns­che­fer­ne sam­le­des hos kong Chr. X på Ama­li­en­borg om mor­ge­nen, spurg­te han nervøst, om ’der udadtil kun­ne si­ges, at vi hav­de kæm­pet nok’. Det men­te re­ge­rin­gen. Der­ef­ter over­gav Dan­mark sig. Det kun­ne ha­ve væ­ret end­nu me­re yd­my­gen­de.

Den ty­ske vær­ne­magt over­ve­je­de at ryk­ke ind i København med et mi­li­tær­or­ke­ster i spid­sen

Da rigskans­ler Adolf Hit­ler un­der pres fra den ty­ske krigs­ma­ri­ne hav­de be­slut­tet at be­sæt­te Nor­ge og bru­ge Dan­mark som træ­de­sten, blev ge­ne­ral­løjt­nant Ni­ko­laus von Fal­ken­horst ud­nævnt til chef for he­le an­gre­bet, Grup­pe XXI, mens fly­ver­ge­ne­ra­len Leo­nard von Kaupi­sch fik kom­man­do­en over den mind­ste del af ope­ra­tio­nen, be­sæt­tel­sen af Dan­mark, som chef for Grup­pe XXXI.

I en sam­ta­le mel­lem de to mænd fo­re­slog von Fal­ken­horst, at de 800 mand, der skul­le be­sæt­te København, gik i land og mar­che­re­de gen­nem by­en med et mi­li­tær­or­ke­ster og gav kon­cert på et torv. Ni­ko­laus von Fal­ken­horst var over­be­vist om, at det var nok til at få dan­sker­ne til at over­gi­ve sig.

Leo­nard von Kaupi­sch fo­re­trak at fo­re­ta­ge ope­ra­tio­nen med vå­ben i hånd, selv om han tænk­te

rin­ge om de dan­ske styr­ker og især le­del­sen. Hans op­ga­ve var at be­sæt­te ’Zi­ta­del­let’, som Ka­stel­let blev kaldt af ty­sker­ne, og det skul­le fo­re­gå som et over­fald.

HEN­SYNS­LØS TIL­IN­TET­GØ­REL­SE Men von Fal­ken­horst var ik­ke fær­dig med at spe­ku­le­re på en ’fre­de­lig be­sæt­tel­se’. 21. marts 1940 var der et af­gø­ren­de mø­de hos Adolf Hit­ler, og her fo­re­slog von Fal­ken­horst, at man blot ret­te­de hen­ven­del­se til den dan­ske og nor­ske re­ge­ring om en af­talt be­sæt­tel­se af de to lan­de.

Det var el­lers plan­lagt, at de ty­ske ge­sand­ter i Oslo og København sam­ti­dig med an­gre­bet skul­le over­ræk­ke no­ter med de ty­ske krav. For­vent­nin­gen var, at de to re­ge­rin­ger vil­le bø­je sig for pres­set. Ty­sker­ne tal­te jo om en ’fre­de­lig be­sæt­tel­se, der skul­le for­hin­dre en en­gelsk be­sæt­tel­se’.

I krigs­ma­ri­nen var der be­tæn­ke­lig­he­der, for­di stort set alt, hvad der kun­ne sej­le, skul­le sæt­tes ind i ak­tio­nen, mens der for hæ­ren og luft­våb­net kun var ta­le om en ube­ty­de­lig del af den sam­le­de styr­ke.

Hit­lers mi­li­tæ­re rå­d­gi­ver ge­ne­ral Al­fred Jodl no­te­re­de, at der og­så var be­tæn­ke­lig­he­der i Grup­pe XXI ’over den lange tid mel­lem an­gre­bet kl. 4.30 og af­slut­nin­gen af den diplo­ma­ti­ske ak­tion’. Fø­re­ren af­vi­ste en­hver tid­li­ge­re for­hand­ling, da ’der el­lers vil­le bli­ve sendt råb om hjælp til Eng­land og Ame­ri­ka. Hvor der bli­ver ydet mod­stand, må den til­in­tet­gø­res hen­syns­løst. De po­li­tisk an­svar­li­ge (ge­sand­ter­ne, red.) må støt­te de mi­li­tæ­re for­holds­reg­ler og en­dog for­stær­ke dem’.

Al­fred Jodl var enig med sin fø­rer. Ef­ter hans me­ning an­gik de po­li­ti­ske over­vej­el­ser over­ho­ve­det ik­ke von Fal­ken­horst, og han be­skyld­te i sin dagbog ’nog­le søof­fi­ce­rer for lun­ken­hed’ og no­te­re­de, at ’de træn­ger til en sprøjte’.

EN SKO­V­TUR I RUTEBILER Det er spe­ku­la­tiv hi­sto­ri­eskriv­ning at over­ve­je, hvad den dan­ske re­ge­ring hav­de gjort, hvis ty­sker­ne hav­de bedt om at få støt­te­punk­ter på Ve­st­ky­sten samt rå­dig­hed over de to luft­hav­ne ved Aal­borg. Men kamp­vilj­en var ik­ke stor.

Nog­le yn­gre so­ci­al­de­mo­kra­ter, bl.a. de se­ne­re stats­mi­ni­stre Hans Hedt­oft og H.C. Hansen samt den da­væ­ren­de grup­pe­for­mand Hartvig Fri­sch, er­kend­te, at Dan­mark ik­ke kun­ne for­sva­re sig mod Tys­kland og ik­ke kun­ne reg­ne med hjælp ude­fra, men ’et an­greb på Dan­marks selv­stæn­dig­hed må ik­ke for­me sig som en sko­v­tur i rutebiler op gen­nem Søn­derjyl­land’, skrev han.

8. marts kl. 20 sam­le­des par­ti­le­der­ne hos stats­mi­ni­ster Thor­vald Stau­ning og tal­te om den tru­en­de si­tu­a­tion. Stem­nin­gen var for, at man skul­le imø­de­kom­me even­tu­el­le ty­ske krav, og man vil­le ik­ke fo­re­ta­ge ind­kal­del­ser.

Par­ti­for­mæn­de­ne vid­ste hver­ken, at der var kom­met kla­re ad­vars­ler fra Ber­lin, el­ler at hæ­ren øn­ske­de fle­re styr­ker ind­kaldt. Hartvig Fri­sch, der var glø­de­n­de an­ti-na­zist, delt­og i mø­det og måt­te bag­ef­ter kon­sta­te­re, at han var ene om at vil­le for­stær­ke for­sva­ret. De øv­ri­ge par­ti­er var ban­ge for at pro­vo­ke­re ty­sker­ne.

Hvor­dan vil­le re­ge­rin­gen og Fol­ke­tin­get ha­ve re­a­ge­ret, hvis de den af­ten var ble­vet bedt om gi­ve ty­sker­ne lov til at be­sæt­te Es­b­jerg, Thy­bor­øn, Aal­borg, Kor­sør, Ny­borg og Middelfart?

VI HAV­DE BØ­JET OS Vi ved det ik­ke, men fi­re hi­sto­ri­ke­re be­skri­ver re­ge­rin­gens hold­ning i det store værk ’Dan­mark Besat’ (Høst & Søn, 2005):

’Hvis Tys­kland kræ­ve­de no­get, skul­le Dan­mark le­ve­re. Så læn­ge Ber­lin ik­ke tviv­le­de på det­te, tro­e­de re­ge­rin­gen ik­ke på, at ty­sker­ne med magt vil­le kæm­pe sig til no­get, de for så vidt kun­ne reg­ne med at få ved en diplo­ma­tisk hen­ven­del­se med et ul­ti­ma­tivt krav. Der­for tol­ke­de man – naivt el­ler ej – hel­ler ik­ke den ty­ske flå­de­op­byg­ning som ret­tet mod Dan­mark, for hvis den ty­ske flå­de øn­ske­de uhin­dret pas­sa­ge gen­nem de dan­ske bæl­ter, vil­le den få det.’

En af de fi­re hi­sto­ri­ke­re, lek­tor Claus Bund­gård Chri­sten­sen, RUC, skri­ver i en mail til Ek­stra Bla­det: ’Et godt bud er, at Dan­mark hav­de ef­ter­kom­met hen­ven­del­sen’.

Ge­ne­ral von Fal­ken­horst var ik­ke ene om at tro på en dansk over­gi­vel­se uden kamp. Den ty­ske ge­sandt i København, Ce­cil von Rent­he-fink, hav­de 8. april haft et mø­de med uden­rigs­mi­ni­ster P. Munch.

Klok­ken 19.16 skrev han i en ind­be­ret­ning til Ber­lin, at han hav­de for­kla­ret Munch, at ’et mi­li­tært sam­men­stød kun kun­ne fø­re til en ka­ta­stro­fe for Dan­mark. Dan­mark hav­de imid­ler­tid kloge­lig al­tid

vist for­stå­el­se for vo­res mi­li­tæ­re nød­ven­dig­he­der, og jeg hå­be­de, at det­te og­så vil­le væ­re til­fæl­det i frem­ti­den. Mi­ni­ste­ren var syn­ligt på­vir­ket og vil, tror jeg, i af­ten i re­ge­rings­mø­det gø­re sin ind­fly­del­se gæl­den­de i ret­ning af, at hvis mi­li­tæ­re krav bli­ver nød­ven­di­ge, så vil re­ge­rin­gen i den sid­ste en­de gi­ve ef­ter un­der pro­test, men uden mod­stand’.

Se­ni­o­r­for­sker Karsten Skjold Pe­ter­sen, Tøjhus­mu­se­et, tror me­re på, at Dan­mark hav­de væ­ret nødt til at si­ge nej.

‘Hvis vi hav­de sagt ja til ty­sker­ne, kun­ne eng­læn­der­ne og­så kom­me og stille krav.’

Det er alt sam­men set i baks­pej­let, men det er sik­kert, at Hit­lers ve­to spa­re­de Dan­mark for et di­lem­ma.

Ge­ne­ral Ni­ko­laus von Fal­ken­horst (født Ja­strzembs­ki) men­te, at Dan­mark vil­le over­gi­ve sig be­tin­gel­ses­løst uden for­svar, samt at et mi­li­tær­or­ke­ster var nok til at tvin­ge dan­sker­ne i knæ. POL­FO­TO

Ge­ne­ral Leo­nard von Kaupi­sch le­de­de den del af We­serü­bung, der ved­rør­te an­gre­bet mod Dan­mark. Han var en ade­lig prøj­sisk of­fi­cer af den gam­le skole. Og han in­si­ste­re­de på, at Ka­stel­let skul­le ero­bres med vå­ben­magt. FO­TO: Na­tio­nal­mu­se­et

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.